Jeg er arkitekt phd, uddannet ved Kunstakademiets Arkitektskole i København 1980-87, og har siden 1992 primært arbejdet med arkitekturforskning. Under min studietid var jeg medlem af Freja-gruppen, en studiegruppe, som definerede arkitektens arbejdsopgaver i økologiske sammenhænge, og uden på noget tidspunkt at slippe den æstetiske dimension definerede jeg mine arkitektstudier som et studie i kulturøkologi.
Sideløbende med håndteringen af konkrete formgivningsopgaver drev vi derfor omfattende studiekredsaktiviteter i Freja-gruppen. Med udgangspunkt i en erkendelse af utilstrækkeligheden i den fragmenterede og sektoriserede håndtering af den økologiske problematik, som vores politisk-administrative system opererer indenfor, stod skikkelser som Arne Næss, Gregory Bateson, Fritjof Capra og Thomas Kuhn centralt i vores bestræbelser på at etablere de værktøjer og forståelsesværktøjer, som er nødvendige for reelt at kunne håndtere bæredygtighedsspørgsmålet. En ny forståelsesramme måtte til. Et nyt paradigme, som evnede at håndtere dynamiske processer i komplekse, uafsluttede systemer, og som formåede at håndtere det levende som levende, var uomgængeligt, hvis den økologiske bevidsthed skulle munde ud i en deep ecology-forståelse af mennesket som indfældet i naturen, og ikke blot lede til et forvaltningsperspektiv: Hvordan kan vi maksimere udnyttelsen af jordens ressourcer uden det globale økosystems definitive sammenbrud? - hvilket af nogle lidet flatterende blev døbt økofascisme.
Denne bestræbelse mod økologi og bæredygtighed - og ikke mindst de sundhedsmæssige aspekter heraf - har stærkt præget mit virke. Stort set alt jeg har lavet i de sidste tre årtier har bevæget sig i feltet mellem sundhed, skønhed og bæredygtighed, og den røde tråd igennem mine arkitektfaglige aktiviteter har været at udvikle en systemisk (holistisk) tilgang til arkitektur og arkitekturforskning, menneske og levevilkår, verden og omverden, som kan være med til at etablere en reelt bæredygtig udvikling.
Lidt sat på spidsen interesserer jeg mig således ikke for arkitektur som reduceret til æstetisk objekt, men for vekselvirkningen mellem liv og form, arkitektur og livsbetingelser, menneske og omverden. Og med det metodiske fundament for min phd-afhandling Arbejdets Rum (1998) om forholdet mellem arkitektur og arbejde - eller måske mere præcist forholdet mellem det ydre og det indre arbejdsrum - føler jeg at være nået et reelt skridt i den retning.
Under studietiden og de første år derefter drev jeg egen lille tegnestue, Alkymistisk Rumforskning, og løste i den periode en lang række opgaver af forskellig karakter, fra enfamiliehuse over kulturhuse, til indretning af restaurant, scenografi og udstillinger. Aktiviteterne er optegnet i mit Curriculum Vitae, som kan downloades via marginen til venstre. Og på siden Portfolio er en række af mine arbejder gennem årene dokumenteret.
Helt tilbage fra teenage-årene har jeg været levende optaget af Østens kultur, formverden og forståelsesuniverser, og i studieåret 1984-85 fik jeg mulighed for at tage et år til Japan i forbindelse med et forskningsstipendium ved Tokai University for at undersøge The relationship between ecology and aesthetics in the Japanese tradition. Dette møde med Japans traditionelle arkitektur og havekunst og ikke mindst zen- og te-æstetikkens filosofiske fundament vakte stærk genklang i mig. Det åbnede en proces, som havde udstillingen Måneskin & Lysstofrør (1990) på Gl. Dok Arkitekturcenter som første større resultat, og som ledte til, at det forskningsmæssige aspekt af arkitektfaget efterhånden fik min fulde opmærksomhed. Case-studiet om zen-templet Shinju-an i min phd-afhandling Arbejdets Rum står således på mange måder som konklusioner på spørgsmål, som udfoldede sig i Kyoto tilbage i 1984-85 i mødet med de små te-rum og zen-templernes kare sansui-haver og deres for mig stærkt åbnende dialogstillen af hele den vestlige verdens moderne projekt.
Gennem årene har jeg været tilbage i Japan i flere omgange. Første gang var et halvt år i 1989 for at forberede udstillingen Måneskin & Lysstofrør. I 1994 og 1995 var jeg igen tilbage for at forberede to case-studier til Arbejdets Rum. I Kyoto er jeg tilknyttet Research Institute for East Asian Architecture & Urbanism, som er ledet af Günter Nitschke. Senest var jeg tilbage i 1999-2000, hvor jeg havde et et-årigt gæsteprofessorat ved Tokai-universitetet og efterfølgende tilbragte et halvt år i Kyoto med videre forskning. Jeg har således sammenlagt været fire år i Japan med mulighed for fuldtids studier af japansk arkitektur og æstetik.
Om end denne proces har givet mig et kolossalt indblik i japansk arkitektur- og kulturhistorie og har gjort mig til ekspert i wabi-teens og sukiya-arkitekturens formative faser i perioden ~1570-1660, så betragter jeg mig ikke som arkitekturhistoriker. Min interesse i fortiden er ikke fortidig, men inspiratorisk - den er stærkt forbundet med det grundspørgsmål, som i 1984 førte mig til Japan, om der i en anden kulturtraditions anderledes natursyn kunne ligge en nøgle til at vende udviklingen i Vesten? - hvor det kunne synes som om, at til trods for al vores talen om økologi og bæredygtighed er fanget i mønstre, som til stadighed genererer løsninger, som er endnu mere uøkologiske og ubæredygtige.
Man kan ikke bare svare ja eller nej på et sådant spørgsmål - ikke mindst fordi det moderne Japan i meget høj grad har overtaget vores manipulatoriske forhold til vore omgivelser. Men stadigvæk står østerlændingens naturbegreb i mindre diametral modsætning til kulturen og det kultiverede. Det østerlandske menneske er selvforståelsesmæssigt mere del af sin omgivende natur. Jeg tror at kunne sige, at der i dialogstillingen ligger et kreativt potentiale til at forløse situationen. I hvert fald er mødet med Østen for mig personligt blevet en dyb og varig inspirationskilde.
Med støtte fra Forskerakademiet og Arbejdsmiljøfonden påbegyndte jeg i 1993 min phd, Arbejdets Rum efter et par år inden at have startet en studiekreds omkring virksomhedskultur og virksomhedskultivering. En kvalitativ arkitekturforskning forudsætter en høj grad af præcision i den sproglige artikulation, og processen med Arbejdets Rum har ikke bare grebet tilbage til gymnasietidens glæde ved at udtrykke sig skriftligt. Den har også ført til udfordringerne med brug af computer i skrive- og arbejdsproces, layout-fase og billedbehandling, som jeg har grebet så systematisk an, at jeg i dag er rimelig fortrolig med en grafisk dimension af faget, som altid har haft min nysgerrighed, men aldrig fik plads i mine studieår. Således blev min første opgave efter afleveringen af min phd ikke at oprette et laboratorium for østasiatisk arkitektur, men at forestå en workshop for phd-studerende med det formål at få grafisk velfungerende værker ud af de mange ord. I 2004 tog jeg udfordringen op begyndte at lære mig web-design til husbehov. Og det er efterhånden blevet til en del hjemmesider.
Arbejdets Rum er en kvalitativ undersøgelse af forholdet mellem arkitektur og arbejde. Den er nærmere introduceret på egne sider (se Arbejdets Rum), hvorfra afhandlingen kan ses og downloades i sin helhed, så jeg vil her nøjes med at nævne, at min nuværende forskningsramme, Lægekunstens Rum, tilsvarende er et paradigme-baseret forsøg på at indkredse forholdet mellem arkitektur og helbredelse. Lægekunstens Rum udspringer meget direkte af Arbejdets Rum, idet case-studiet om Vidarkliniken, et antroposofisk sygehus i Järna syd for Stockholm, oprindelig var planlagt for Arbejdets Rum, men af tids- og pladshensyn måtte udskilles. Efterfølgende refleksioner over den optimale kontekst for dette case-studium ledte til formuleringen af Lægekunstens Rum. Dette spor griber igen tilbage til mine studieår, hvor ønsket om at kunne skabe sunde, bæredygtige livsvilkår kom konkret til udtryk i, at jeg flere år i træk arbejdede med studieopgaver om sundhedshuse, i et forsøg på at definere velegnede rammer for en forebyggende sundhedsindsats.
Lægekunstens Rum har blandt andet ført mig til Brasílien, for at gennemføre et case-studium om Sarah Network, et netværk af rehabiliteringshospitaler, som gennem en yderst bevidst udformning af den arkitektoniske ramme og en systematisk human ressources-indsats har udviklet en hospitalsvirkelighed, som konsekvent formår at holde patienten i centrum. Projektet er nærmere introduceret på egne sider (se Lægekunstens Rum).
Endnu et spor, som strækker sig gennem alle årene, er arbejdet med billeder. Ikke sproglig, ikke matematiker, men billed-sproglig, har jeg ofte tænkt, og jeg har malet så langt tilbage, jeg kan huske. Som 12-årig fik jeg en japansk sumi-e-pensel forærende, og den har gennem årene ført mig mange forunderlige steder. Da jeg i 1984 kom til Japan, var noget af det første, jeg fik organiseret, derfor muligheden for én dag om ugen kunne arbejde i atelieret hos sumi-e-kunstneren Kunio Akiyama (sumi-e betyder tusch-billede). Jeg har undervist i sumi-e og det monokrome billedrum i den kinesisk-japanske tradition på kunstskolerne i Aalborg og Svendborg. Jeg véd, at jeg vil blive gammel med mine pensler og ser frem til en fase i livet, hvor penslerne igen står i centrum. Fra siden Indre Landskaber er der adgang til eksempler på danske landskaber indfanget i få, karske strøg på det sugende papir. Og fra siden Kanjin er der eksempler på arbejder af mere kalligrafisk tilsnit, som er malet med store hjemmelavede palmebladspensler.
Ligeledes har jeg fotograferet meget gennem årene og har en udviklet sans for billedkomposition og visuel kommunikation, og gennem årene har jeg løst mange opgaver inden for visuel kommunikation. I 2003 gik jeg over til digitalkamera. Det har på forunderlig vis bragt legen og eksperimentet tilbage. Jeg har med en serie lysspor fra Indre By medtaget et par eksempler herpå.
Med årene er Indre By - Københavns Middelalderby, hvor jeg har boet siden 1989 - vokset i min bevidsthed, og jeg har involveret mig i arbejdet for at udvikle en historisk bykerne, som er mere bæredygtig - med mere rum for menneske og natur og mindre underlagt bilismens præmisser. Dels med projektet Nørre Kvarter som trafikal oase i forbindelse med Miljøtrafikugen i september 2003, dels med projektet Nørre Kvarters grønne lunger, som jeg håber kan være med til at styrke forståelsen for betydningen af en byforgrønnelsesproces i pagt med områdets enestående historiske kvaliteter.
Selv i den tætteste bebyggelse er der masser af tomme lodrette flader, som med fordel kunne beplantes, og med projekt Nørre Kvarters grønne lunger har jeg søgt at dokumentere potentialet i en systematisk byforgrønnelse. Ikke bare vil det give en smukkere, mere levende og oplevelsesrig by. Facadebeplantninger vil også gennem fotosyntesen kunne absorbere store mængder CO2, producere tilsvarende mængder O2 og være med til at mindske luftforureningen. Færdiggørelsen af publikationen Grønne lunger, som giver eksempler på eksisterende facadebeplantninger fra den historiske by, blev markeret af en udstilling på Rådhuspladsen. Publikationerne Nørre Kvarters grønne lunger og Grønne lunger kan begge downloades fra denne hjemmeside.
Midt imellem bøgerne og de lange ryk med arkitekturforskningen har jeg i de senere år arbejdet ganske systematisk med forebyggende sundhed, herunder særlig mikronæringsstoffernes betydning. I den forbindelse har jeg regelmæssigt tilbudt små konsultationer omkring Pharmanex' BioPhotonic Scanner, en antioxidant-scanner, som er i stand til at måle vores antioxidant-niveau i håndfladen, og dermed give en feedback på vores kost og livsstil, som kan styrke opretholdelsen af vores sundhed.
Der sker i disse år virkelig spændende ting inden for ernærings-forskningen, ikke mindst når det gælder mikronærings-området og afdækningen af vores antioxidant-netværks vitale betydning for vores helbred. Under Links om sundhed udbygger jeg gradvist en linksamling til nye forskningsresultater på området. Ligesom ved de økologiske problemstillinger bringer denne forskning de reduktionistiske forskningsidealer til kort. For reelt at nå videre, er man nødt til at kunne håndtere syntesedannelsen og sammen-kædningen af et stort antal faktorer i det levede liv.
Som professor Nagasawa, der er leder et laboratorium for hospitalsarkitektur ved Tokyo University og har viet sit liv på at forbedre det japanske hospitalsvæsen, en gang udtrykte det: Det næste hospital ... skulle helst ikke bygges! En stor del af de lidelser, som følger med det senindustrielle samfunds livsrum, er med den amerikanske kostterapeut Mike Adams' ord ikke sygdomme, men resultater af årtiers systematisk dårlige leve- og spisevaner. Vi må nødvendigvis fremover at lægge langt stærkere vægt på det forebyggende. Vi må i langt højere grad end nu påtage os et medansvar for, at vi holder os sunde og friske langt op i årene.
Siden 2008 har mit liv været præget af etableringen af et Agenda 21-center for det centrale København. Klima- og bæredygtigheds-udfordringen er dermed blevet en langt mere konkret størrelse, tæt sammenvævet med nuet og den politiske situation. Det er et spændende skridt videre fra forsknings-virkelighedens indimellem lidt verdensfjerne perspektiv. Det gav mig en stærk oplevelse af, at cirklen var sluttet, og at jeg som centerleder for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn stod overfor at skulle virkeliggøre det, jeg i 1980 var flyttet til København for at påbegynde.
Som del af forberedelserne kastede jeg mig ud i web 2.0-design og etablerede Strøtanker om bæredygtighed - en blog i spændingsfeltet mellem klima og bæredygtighed, København og den globale virkelighed.
At løbe Miljøpunkt i gang har været en forrygende proces, hvor vi på kort tid blandt meget andet fik etableret en Lån en ladcykel-ordning for Indre By, afholdt studenterkonkurrencen Den grønne by, været med til at arrangere Klimabundmødet - Windows of Hope, parallelt med, at verdens politikere under Klimatopmødet i København søgte at nå til enighed om at tage hul på den stadig mere presserende klimaudfordring. Klimabundmødets manifest og klima-erklæring står den dag i dag som yderst læseværdige tekster.
Senest lavede vi i 2011 udstillingen Hungry Planet - mellem køkken og klode, som søgte at forbinde vores daglige rutiner i køkken og indkøbskurv med den globale klima- og bæredygtighedsudfordring. Vi var kort sagt kommet rigtig godt fra start, men helt uden varsel blev den i kommunale støtte drastisk reduceret og selvstyret demonteret. Har på disse sider taget hul på at lave et rids af de fire indimellem ganske hektiske år med Miljøpunkt.
Efter tiden med Miljøpunkt er jeg tilbage i forskningssporet, og er med tilknytning til KU Life ved at gennemføre projektet Byens grønne lunger - en undersøgelse af byvegetationens rolle overfor luftforureningen, herunder særligt den ultrafine partikelforurening, som er et af den moderne storbys helt store sundhedsproblemer.
Samtidig har jeg fortsat arbejdet med bloggen Strøtanker om bæredygtighed, som efterhånden har rundet de 1.000 indlæg. Siden 2013 har jeg redigeret Agenda 350, som dagligt samler links til 50-60 nye artikler fra hele verden om den globale klima- og bæredygtighedsudfordring.
Det var lidt om mine spor og røde tråde - som kan være svære umiddelbart at se ud af et curriculum vitaes mange små enkelt-oplysninger, men som ikke desto mindre fletter sig sammen til et livsforløb med retning og stærke temaer.
Se Portfolio-side.
Se Publikationsliste-side.
Se Curriculum Vitae med publikationsliste / kort CV (pdf).
er under konstruktion
11.03.2014