Det lille indledende kapitel, "Introduktion til Arbejdets Rum" pp.
1-6, giver en kort præsentation af sigtet med afhandlingen Arbejdets Rum. I afhandlingens perspektiv må fremtidens virksomhed udvikle en selvforståelse, hvor den ikke blot optimerer sit produkt og sin produktionsgang, men påtager sig et kulturelt ansvar og proaktivt indgår i udviklingen af radikalt mere bæredygtige former:

"Fremtidens bæredygtige virksomhed må ud fra en udvidet forståelse af sin indvirken i sociale, kulturelle og miljømæssige sammenhænge udvikle en aktivitetsmodus, som naturligt lever indenfor og respekterer de grænser for menneskelig aktivitet, vi stadig mere påkrævet må definere og overholde. Men gennemførelsen af sådanne omlægninger må foretages, så de ikke blot lever op til en sum af eksternt definerede miljø-parametre, men udspringer af virksomhedens særkende og indebærer en positiv udvikling af virksomhedens sociale og kulturelle miljø. En reelt bæredygtig virksomhed kan ikke nøjes med at fokusere på produktionsgangen. Den må igennem produkter og produktudvikling, medarbejderpolitik, reklameetik og informationspolitik virke for stadig mere bæredygtige livsformer." (Arbejdets Rum, p. 4)

Ved at klikke på de understregede sidehenvisnings-link (som for eksempel pp. 1-6), åbner man et nyt browser-vindue med pågældende sider i pdf-format. Ud over kapitlet "Introduktion til Arbejdets Rum" er der i den første pdf-fil, pp. 1-6, medtaget titelblad, Indholdsfortegnelse og Tak.

Kapitlet "Metode og tilgang" (pp. 7-14) definerer det metodiske udgangspunkt for Arbejdets Rum. Arbejdsmiljøforskning har traditionelt været stærkt kvantitativt betonet, men sådanne tilgangsformer undser let essensen, når vi taler om arkitekturens betydning for arbejdet. Der ligger således i denne afhandling en meget præcis stræben på at udvikle en systemisk tilgang til arkitektur og etablere en præcis metodik til håndtering af en kvalitativt funderet forskning - og dermed at kunne håndtere kvalitative aspekter af arbejdet og rum for arbejdet som kvalitative:

"I udarbejdelsen af Arbejdets Rum har jeg søgt at håndtere et menneske- og livssyn, der er så levende, komplekst og fuldgyldigt, at vort arbejdslivs uhyre komplekse konstitution er givet en reel rummelighed. ..... Arkitektursynet er tilsvarende konsekvent søgt forstået i dets relation til livet. Arkitektur og kunst reduceret til æstetisk form, garneret med historisk staffage og stilhistorisk indplacering, er om ikke uinteressant, så uvæsentlig og ligger uden for dette projekts ramme. Sammenfald imellem det gode arbejdsmiljø og den gode arkitektur snævert forstået som kunstobjekt er stort set tilfældige. Det gode arbejdsmiljøs betingethed af arkitekturen ligger på et andet niveau, netop i formens evne til at modsvare og befordre dens tilhørende livsprocesser og føje systemet ind i det omgivende miljø. I dette perspektiv, som muliggør en dyb økologisk perspektivering af vore virksomheder og arbejdsmiljøer, er forholdet mellem arkitektur og arbejdsmiljø en gensidig vekselvirkning. I Arbejdets Rum er arbejdsmiljøer tilsvarende opfattet i videste forstand som steder for og tilstande af ageren." (Arbejdets Rum, p. 7)

Jeg har med figuren til venstre søgt at visualisere denne systemiske tilgang, hvor et givet system (at andet ord for undersøgelsesobjekt, som understreger objektets imperfektive, dynamiske natur) kun kan forstås i forhold til dets indre processer samt dets vekselvirkninger med det omgivende.

"Projektet Arbejdets Rum bygger i sit udgangspunkt på den tese eller grundantagelse, at der findes en sammenhæng mellem det ydre og det indre arbejdsrum. Når afhandlingen ikke er bygget op omkring afprøvning og eftervisningen af denne tese, er det fordi den er for banal og for alment antaget og primært udspiller sig i sfærer, som undgælder sig eftervisning i konventionel forstand. Eller - sagt på en anden måde - eftervisningen af denne tese ville fordre en omformulering af tesen til noget eftervisbart, som samtidig ville dreje undersøgelsen bort fra den komplekse kvalitative karakter i fænomenet Arbejdets Rum." (Arbejdets Rum, p. 7)

"I Arbejdets Rum har jeg søgt en tilgang, hvis struktur udspringer af det undersøgte, hvor en åbenhed overfor og en fortsat refleksion over opgavens natur gradvist udviklede, eller måske rettere fandt ind til, en i situationen latent formspire eller urform. Dette bygger på en tillid til, at der ud af det fortsatte møde mellem subjekt og objekt vil opstå en struktur, som meget rent vil kunne bære det for det undersøgte særlige frem." (Arbejdets Rum, p. 12)

Den systemiske tilgang, som opridses i kapitlet "Metode og tilgang," har jeg benævnt det kvalificerede subjekts metode. Den: "fordrer en stadig refleksion over iagttagerens og iagttagelsessituationens natur. Præcisionen i det sansede og den omhyggelige sproglige artikulation heraf bliver ligeledes af stor vigtighed. Man må ikke være i tvivl om iagttagelsens soliditet, hvilket er nøje forbundet med, at man af sproget formår at meddele perspektivet." (Arbejdets Rum, p. 12)

Kapitlet "Dialogstudiets potentiale" (pp. 15-20) rummer en række refleksioner over, hvilke problemer - og ikke mindst hvilke muligheder - det giver at spejle et givent fænomen i en radikalt forskellig kulturbaggrund.

"Med dialogstudiet forstår jeg en relativisering gennem at etablere en dialog imellem tilstande, fænomener og forståelsesbilleder af fundamentalt væsensforskellige kultursfærers kernebegreber. Dialogen skal ikke forstås konkret mellem på den ene side den konkrete dansker eller situation og på den anden side den modstående person eller konkrete fremtoning i Japan, Kina eller et lignende sted. Dialogen er primært en intern proces af bevidsthedsmæssig art, hvor værdimønstre fra egen kulturbaggrund aktiveres gennem modstilling og relativisering i forhold til mønstre af fundamentalt forskellig kulturbaggrund." (Arbejdets Rum, p. 15)

Min definition af dialogstudiet tager udgangspunkt i den norske teolog Karl Ludvig Reichelt (1877-1952) og hans refleksioner over mødet mellem buddhisme og kristendom, og fører så at sige Reichelts betragtninger over dialogens natur og forudsætninger fra det teologiske felt ud i det kulturelle. Gennem alle forskelligheder i kulturelle og religiøse fremtrædelsesformer så Reichelt en fælles mystisk kerne, og dialogstillingen blev således for Reichelt et enestående redskab til selverkendelse gennem relativisering af ellers absolutte størrelser i ens selvforståelse.

"I dialogstudiet er det vigtigt at skelne mellem den eksotiske forskel - den umiddelbare tilsynekomsts blotte fremmedartethed og 'mystiske' fremtræden i forhold til egen reference, eller med andre ord det, der af den udefra kommende betragter er mystificeret - og så forskelligheder på esoterisk plan i den indre logiks eller mystiks væsenskerne. Den eksotiske forskellighed er ligegyldig og fører ikke til nogen dybere forståelse." (Arbejdets Rum, p. 15)

"Hvor den eksperimentelle fysiks ideal foreskriver den helt neutrale iagttagelsessituation, fordrer en virkelig forståelse af et religiøst funderet, kulturelt univers en tilegnelse gennem en bevidst og dybtgående indlevelse i det iagttagedes livssituation og kulturelle forankring. Iagttagelsessituationen er en deltagersituation, hvor den optimale iagttagelse nås igennem den optimale deltagelse. Herfra - fra den direkte erfaring - kan man siden genhæve sig til klarsynets tørre højde. Herfra kan man med stort udbytte dialogstille, låne, spejle, lade sig inspirere - og vække fornyet liv og forståelse i ellers lukkede, givne størrelser i vores selvforståelse. Dialogstudiets potentiale ligger således i den kvalificerede relativisering." (Arbejdets Rum, p. 15)

Selvom afhandlingens to centrale case-studier begge er japanske, har det ikke været ønsket blot at lave et studie af specifikt japanske forhold. Dialogstudiet fordrer - og giver mulighed for - stærke refleksioner over iagttagerens udgangspunkt, og dialogstillingen har som mål at perspektivere vores eget nordeuropæiske arbejdsrum og dets indlejring i kulturelle mønstre.

Kapitlet "Vejen til Arbejdets Rum" (pp. 21-28) belyser processen med udarbejdelsen af Arbejdets Rum, herunder også de tre europæiske case-studier som oprindelig var planlagt at skulle indgå i afhandlingen, om forsikringsselskabet Centraal Beheer i Apeldoorn tegnet af Herman Hertzberger, om hovedkvarteret for Diakonisches Werk i Stuttgart tegnet af Günter Behnisch, samt om Vidarkliniken, et antroposofisk sygehus i Järna syd for Stockholm, tegnet af Erik Asmussen. Case-studiet om Vidarkliniken er siden blevet viderebearbejdet og indgår i afhandlingen Lægekunstens Rum, som pt. er under udarbejdelse.

Kapitlet opridser ligeledes det metodiske udgangspunkt for case-studierne, som i høj grad bygger på Robert K. Yin: Case Study Design. Havde jeg på tidspunktet for udarbejdelsen af Arbejdets Rum haft Robert E. Stakes The Art Of Case Study Research til rådighed, ville mange af mine positioner i forhold til Yin have været forankret i Stake. Disse to bøger giver tilsammen et solidt udgangspunkt for gennemførelsen af kvalitative case-studier.

Kapitlet "De japanske case-studier" (pp. 29-32) opregner en række forudsætninger direkte knyttet til de undersøgte japanske forhold - angivelser af japanske navne, transskriberinger af japanske vokaler, osv. - og hermed er den metodiske forudsætningsdel for Arbejdets Rum afsluttet. Jeg oplever hermed at have etableret et meningsfyldt grundlag for gennemførelsen af en kvalitativ arkitekturforskning samt at have taget reelle skridt i retningen af etableringen af en systemisk/holistisk metodik - og jeg har i min nuværende forskningsramme, Lægekunstens Rum, fortsat i dette spor.

Kapitlet "Uddrivelsen fra Paradis" (pp. 33-46) har udgangspunkt i syndefaldsmyten og søger herfra at indkredse en kristen kultursfæres arbejdsbegreb. I afhandlingens perspektiv er der en meget direkte linje herfra til de idealer og arbejdsbegreber, som formuleres med kommunismen. I parentes bemærket finder man i Japan ingen paralleller til syndefaldsmyten eller den menneskelige ulydighed overfor den rette adfærd, som ligger heri. Kapitlet ser under vejs på det indre arbejdsrum, som kultiveres med de benediktinske klostre og siden hos cistercienserne, hvis tilværelse var bygget omkring ora et labora, en sammensmelten af bøn og arbejde, og opus dei, at arbejde i Gud. Kapitlet "Uddrivelsen fra Paradis" slutter således:

"Det fremgår ikke direkte af det danske sprog, men industrisamfundet er - som det fremgår af det engelske industrious, flittig, arbejdsom - ordret oversat, det flittige samfund, arbejdsmyrernes samfund. Arbejdsnarkomani er en forudsætning for kapitalismen. Mange af de tekniske forudsætninger fandtes forud - det var i højere grad et spørgsmål om udviklingen i det protestantiske menneskes arbejdsrum, fastslår Frederik Dessau i radioudsendelsen Dyret i junglen: 'Arbejdet som en indre tvang - som opium - er en form for stofmisbrug, som var ukendt før kapitalismen.'" (Arbejdets Rum, p. 46)

Kapitlet "Den menneskelige udfordring" (pp. 47-54) berører det psykiske arbejdsrum og størrelser som kaldet og forventningerne til det gode arbejde. Kapitlet slutter med et interview med Steen Davidsen, som var ansvarlig for implementeringen af de store omlægninger af arbejdsstrukturen på høreapparatvirksomheden Oticon i 1991. Disse omlægninger, som havde radikale konsekvenser for det konkrete arbejdsrum, var muliggjort gennem anvendelsen af en masse moderne elektronik, men bunder i langt højere grad i et menneskeligt klarsyn, som kommer til udtryk i direktør Lars Kolinds udsagn: "Ingen kan modstå tillid." Med Oticon fik vi en arbejdsstruktur, som modsvarer det moderne, selvorganiserende individ.

Kapitlet "Arbejdets ABC" (pp. 55-60) opstiller med udgangspunkt i fortællingen "Gartner" fra Albert Dams historiecyklus Syv Skilderier pp. 83-91 tre arketypiske arbejdsbegreber eller -modi. De er indledende karakteriseret således:

"Arbejdet er for A-mennesket en pligt, nødvendiggjort af eksterne forventningssæt og forsørgerpligt. Arbejdets mål er penge til livets opretholdelse, flest mulige på kortest mulig tid og med den mindst mulige indsats. Arbejde og fritid er nøje adskilt. Livet leves fritiden. Modus A er i kraft af den kulturelle prægning en relativt stabil tilstand.

Arbejdet er for B-mennesket en tilstand af selvudfoldelse og jeg-udtryk. Her bliver den skarpe opdeling imellem arbejde og fritid en absurditet. Lønnen ligger i glæden ved selve præstationen og omgivelsernes anerkendelse af denne. Modus B er en dynamisk-ustabil tilstand.

Arbejdet er for C-mennesket som et kald, nødvendiggjort af eksistentielle motiver af intern dynamik. Det skabendes kilde ligger udenfor, og C repræsenterer i forhold til B en ego-transcendens. C lader det skabendes kræfter fokusere og udtrykke igennem sig. Hævet over resultatet bliver vejen målet. Modus C repræsenterer en dybt økologisk arbejdsform." (Arbejdets Rum, p. 55)

"Arbejdets ABC" søger således at indkredse en række mønstre og fællesnævnere i forskellighederne i vores forestillinger om arbejdets natur.

Kapitlet "Den japanske ABC" (pp. 61-68 og 69-78, pdf-filen er af størrelsesmæssige grunde delt i to), diskuterer med udgangspunkt i kapitlet "Arbejdets ABC" tilsvarende japanske arbejdsbegreber. Japan bliver karakteriseret som en moderkomplekskultur (overfor et Nordeuropa, som er en udtalt faderkompleks-kultur), og det store arkitekturudtryks magt analyseres i dette perspektiv. Der tales indledende om det eksistentielle arbejdsrum i Østen, som (på japansk) ofte er karakteriseret med suffikset do - kendo, judo, kyudo, bushido, aikido, kodo, sado, osv. - og angiver forskellige veje til menneskelig klarhed og fuldbyrdelse. I den forbindelse introduceres et tema, som løber gennem begge de to japanske case-studier, overgangen fra en klassisk konfucianisme til en neo-konfucianisme, som politisk slår igennem i Japan med Edo-regimets etablering i år 1600. Denne proces er langsom og gradvis og spænder over adskillige århundreder, men den modsvarer så at sige den kristne kulturs syndefaldsmyte. Mennesket drives af kundskabens frugter stadig længere fra dets oprindelige natur.

"Syndefaldsmyte eller [ej], så synes Japan idag via en lang, tågehyllet vej at være kommet dertil, hvor mange uafvidende har suttet på frugterne af Kundskabens Træ. Skelneevnen, materialismen og smagen for et eget liv træder gradvist frem i det moderne Japan." (Arbejdets Rum, p. 68)

Noter til de indledende kapitler er delt i to pdf-filer, hvor pp. 79-100 omfatter note 1-202, mens pp. 101-112 omfatter note 203-308.

Litteraturliste til de indledende kapitler findes pp. 113-116.





Fortsæt til Case-studiet om Hinaya (3 af 5)

Se Arbejdets Rum download-side.