I september 1998 blev projektet defineret således:
Lægekunstens Rum er en kvalitativ undersøgelse af den arkitektoniske rammes evne til at understøtte lægekunsten og menneskets selvhelende potentiale.
Lægekunstens Rum forstås på to planer: dels som det konkrete rum, hvori lægekunsten udfolder sig, dels som det forståelsesrum, som i en given situation definerer lægekunsten. Relationen mellem disse to planer søges afdækket gennem en analyse af en række eksisterende rum for lægekunst.
Projektet er en aflæsning af lægekunstens rum på baggrund af en systemisk forståelse af menneske, sundhed, lægekunst og arkitektur. Det er således ikke arkitekturen i sig selv, men dens relation til patienten, lægen og det helbredende arbejde, som står i centrum. Undersøgelsen vil dels fokusere på det danske hospitals udvikling frem til dets nuværende form, som nøje afspejler det klassisk lægevidenskabelige paradigme. Dels vil den fokusere på en række udenlandske eksempler fra dette århundrede, som ikke mindst gennem den måde, de møder patienten på, perspektiverer vores nuværende hospitals form og virkemåde. På denne dobbelte baggrund er det ønsket at sige noget essentielt om udviklingsmulighederne i det danske hospital - ikke mindst gennem dets arkitektoniske ramme.
I projektets perspektiv bliver arbejdsforholdene for læger, sygeplejersker, patienter og pårørende først virkelig tilfredsstillende, når vi lærer at give plejekulturen, lægekunsten og menneskets selvhelende potentiale bedre arbejdsbetingelser. Lægekunstens Rum vil søge at nærme sig en arkitektur og en arkitekturforståelse, som reelt håndterer sådanne fordringer.
Stadigvæk er der lang vej igen, før projektet er afsluttet. Og de her tilgængelige dele er ikke at betragte som færdige arbejder, men blot som et lille indblik i et arbejdende værksted. Den endelige afleveringsform for Lægekunstens Rum er endnu ikke endeligt afklaret, men tankerne gå i retning af tre hoveddele:
Første del er en generel del, som med udgangspunkt i en diskussion af paradigmer ser på udviklingen fra Det gamle Testamentes nomadesamfund, som af nødvendighed måtte prioritere det forebyggende, frem til det postindustrielle samfund, som langsomt er ved at vågne til et uundgåeligt opgør med det tyvende århundredes hospitalsmaskine - i et forsøg på at vise, hvordan det grundlæggende paradigme i høj grad definerer udformningen af de rammer for lægekunsten, som er arkitekturens opgave.
Det er en underliggende tese for dette projekt, at vores organisationsmønstre og værdigrundlag i høj grad bestemmer resultatet, og at vi derfor, hvis vi vil etablere nye rammer for lægekunsten, nødvendigvis må forholde os til deres værdigrundlag. Vores tradition er som som et stateligt gammelt egetræ med et vidt forgrenet rodnet af impulser og erfaringer gennem tiderne, en knortet stamme, som bærer en stor, bred krone af muligheder - hvor vores moderne lægevidenskab hovedsagelig beror på en enkelt af grenene.
Et lille case-studium om Shiranui Stress Care Center, med dets forsøg på at genintroducere naturen i vores byggede omgivelser, vil runde første del af.
Anden del er bygget op omkring et case-studium om Sarah Network, et brasiliansk netværk af rehabiliteringshospitaler med hovedafdeling i Brasília og afdelinger i mange dele af Brasílien. Sarah Network har etableret egen udviklingsafdeling for inventar og hjælpemidler, har egen tegnestue, byggeelementfabrik og byggefirma, og har yderligere meget store uddannelses-programmer for sine ansatte. Således har Sarah Network en usædvanlig høj grad af kontrol med sine rammer og sine human ressources.
Resultatet er ikke bare en stribe arkitektonisk spændende hospitaler, hvis udformning og understøttelse af det løbende plejearbejde har været systematisk udviklet gennem årtier. Sarah Network er samtidig det mest konsekvent patientorienterede hospital, jeg har mødt. Dette ligger udtrykkeligt ikke i arkitekturen i sig selv, men udspringer af en uhyre bevidst ledelse, som til gengæld er helt på det rene med, at man ikke kunne udføre det arbejde, som man gør, på den måde, som man gør det, uden en arkitektonisk ramme, som præcist og gennemreflekteret understøtter det patientfokuserede arbejde.
Tredje del er bygget op omkring et case-studium om Vidar-kliniken, et lille antroposofisk hospital i Järna syd for Stockholm med under 100 sengepladser. Helt fra sin grundlæggelse i begyndelsen af det 20. århundrede har den antroposofiske arkitektur arbejdet meget intenst med samspillet mellem menneske og rum.
Hvor Sarah Network kan siges at udtrykke ypperste i en modernistisk idealismes plejekultur, da spænder Vidarkliniken ud mellem en moderne lægevidenskabs landvindinger og en esoterisk-kristen, antroposofisk livs- og menneskeforståelse. Og der ligger i de rammer, som Erik Asmussen har skabt for Vidarklinikens daglige arbejde, en umådelig skønhed i den måde, hvorpå arkitekturen understøtter ikke bare helbredelsesprocessen, men menneskelige og mellemmenneskelige processer.
I december 2000 lavede jeg som sindbillede på projektets forståelsesramme dette træ, hvis rødder når ud i hele den vidtforgrenede tradition af græske, romerske og arabiske impulser og erfaringer, som vores europæiske lægekunst bygger på. Stammen er den tradition for pleje, medmenneskelighed, hospice og hospital, som er opstået i en kristen kultursfære og meget nøje afspejler dens etik og menneskesyn. Mens den egetræsstore krone er den fantastiske vifte af erfaringer med at varetage vores sundhed, som efter årtusinders indhøstede erfaringer er til rådighed for vores plejearbejde.
Det moderne hospital trækker kun på en meget snæver del af denne krones enestående potentiale af erfaringer. Vi har stadig lægeløftet fra Hippokrates, men har næsten fortrængt hans indsigt, at maden var vores medicin og medicinen vores mad. Ved Asklepios-templerne kunne man blive udsat for chokterapi og kunstterapi. Den gammeltestamentlige tradition for forebyggelse er vi kun langsomt ved at genopdage, og med vores hospice-tradition har vi en enestående erfaring med at møde mennesket også i det sjælelige og det eksistentielle rum, som en mere rationel lægevidenskab i sit reduktionistiske grundperspektiv har fortrængt indtil den dag, systemet må give op.
I den videre udvikling af lægekunsten og dens rammer må vi lære at give rum for en syntese af alle disse impulser.
I årene 2000-2004 søgte jeg ret systematisk verden rundt efter hospitals- og plejesteder, hvor den lægelige behandling og den arkitektoniske udformning af rammerne derfor var bevidst artikuleret ud fra et afklaret behandlings- og sundhedsparadigme. Her stod steder som Sarah Network og Vidarkliniken lysende klart frem. Og disse steder har jeg bogstaveligt ladet mig "indlægge" (fået tilladelse til at bo på de pågældende hospitaler) for at kunne erfare forholdene på nærmeste hold. Men sådanne steder er foruroligende få. Og set i det perspektiv agerer hospitals-arkitekturen i dag stort set i blinde.
Siden har mange andre ting fundet vej ind over mit arbejdsbord. Men refleksionerne over sammenhængen mellem behandlings-paradigme og arkitektonisk ramme - det ydre og det indre Læge-kunstens Rum - lever videre, og jeg håber stadig en dag at kunne runde Lægekunstens Rum af som en egentlig afhandling.
På nuværende tidspunkt kan man her på denne hjemmeside finde en linksamling og en litteraturliste. Og fra en download-side er der adgang til en række arbejdspapirer og baggrundsnotater omkring Vidarkliniken og Sarah Network.
Se Lægekunstens Rum download-side.
Se Lægekunstens Rum linkside.
Se Lægekunstens Rum litteraturliste.
11.03.2013