Case-studiet om Shinju-an er disponeret i to hoveddele. Første del, bestående af case-studiets fem første kapitler, pp. 237-304, søger med udgangspunkt i et ophold ved det 500 år gamle zen-tempel Shinju-an at indkredse en zen-æstetik - ikke som æstetik reduceret til æstetisk form, men som en formverden og et kunstnerisk perspektiv i naturlig konsekvens af zen-verdenens eksistentielle arbejdsrum og menneskelige udsyn.

Anden hoveddel udgøres af det store kapitel, Refleksioner i te-rummet, pp. 313-386. Heri belyses den intime forbundethed mellem zen og te og zen-æstetikkens udfoldelse i wabi-æstetikken og sukiya-arkitekturen. Te-mesternes rumlige eksperimenter med te-rummet og te-haven fik med tiden stor indflydelse på større bygnings- og havetyper, og case-studiet slutter med en analyse af det kejserlige landsted Katsura Rikyu, som repræsenterer kulminationen af sukiya-arkitekturen. Kapitlet Zen og kunstnerisk arbejde, pp. 305-312, danner med sin introduktion til filosoffen og zen-manden Shin'ichi Hisamatsus syv zen-æstetiske karakteristika bindeled mellem case-studiets to hoveddele.

Case-studiet omfatter i alt mere end 250 sider inklusive noteapparat og appendiks, og flere af kapitlerne er så lange, at de af hensyn til download-hastigheden er brudt op i flere filer. For dem som har bredbåndsforbindelse, kan case-studiet derfor med fordel downloades i større samlede filer fra Arbejdets Rum download-side.

Åbningskapitlet En lille prolog om aftalekultur, pp. 237-242, udfolder sig fra Shinju-ans østterrasse, siddende overfor en moshave med stensætning, som stammer tilbage fra templets opførelse i 1491. Denne lille prolog introducerer case-studiets indfaldsvinkel og skildrer, hvordan det overhovedet lykkedes at få tilladelse til at gennemføre et case-studium et sted, hvis overlevelsesstrategi har været at lukke sig hermetisk overfor et moderne Japan, hvor Kyotos gamle templer er blevet del af en kolossal indenlandsk kulturturisme. I prologen får vi en første fornemmelse af Shinju-ans næsten overvældende skønhed - Shinju-an fremstår i hovedtrækkene som ved sin opførelse, om end i en mere forfinet udgave efter en rekonstruktion i begyndelsen af 1600-tallet. Shinju-an er således et af de få steder i Japan, hvor man kan opleve bygningsanlæg og haverum med direkte genklang i Muromachi-perioden (1336-1568).

Shinju-an er et af 23 enkelttempler, som tilsammen udgør zen-templet Daitoku-ji, hvis historie går tilbage til 1324. Kapitlet Shinju-an og Daitoku-ji, pp. 243-250, redegør for Daitoku-jis tidlige historie. Hvor zen-buddhismen oprindelig var samuraiernes og krigerkastens buddhisme, blev Daitoku-ji det første zen-tempel med direkte relationer til kejseren og det kejserlige hof, og Daitoku-ji har siden grundlæggelsen haft en helt central placering i japansk kulturliv. Rundt omkring i Daitoku-ji finder man således store kunstskatte, fornemme haver og en stor del af de arkitekturhistorisk betydningsfulde te-rum. Gennem århundrederne har markante skikkelser i japansk kunst- og kulturliv været tilknyttet Daitoku-ji, og det kunstneriske arbejde har naturligt fremstået som en frugt af et erkendelsesmæssigt-eksistentielt arbejde.

Kapitlet Arbejdet i Zendoen, pp. 251-260, indkredser det særegne ved zazen, zen-meditation, som med sin koan-træning og sit stadige fokus på intetheden står centralt i zen-buddhistisk praksis. En koan er et paradoks, en gåde eller rettere et eksistentielt arbejdsspørgsmål - som eksempel: hvad er lyden af én hånd, der klapper? En koan kan ikke blot håndteres intellektuelt, men må tilegnes eksistentielt - den må gennemtrænge hver fiber i kroppen og bringes til at oplyse de dunkleste kroge i bevidstheden. Med koan og zazen nærmer vi os den alkymistiske dimension i zen-arbejdet.

Som del af mit ophold ved Shinju-an deltog jeg hver morgen i zazen i et af nabotemplerne, Ryosen-an, og dette kapitel er - som hele case-studiet i øvrigt - bygget op i en stadig vekselvirkning mellem det direkte oplevede og erfarede, det analyserende og det historisk perspektiverende. En sådan tilgang fordrer stor præcision i den sproglige artikulation af de stadig skiftende perspektiver og iagttager-forhold, men den overkommer begrænsninger iboende både den fænomenologisk-subjektive personlige skildring og den historiske skildrings placering af sit objekt i en fjern, afsluttet fortid. Denne tilgang gør det således muligt at skildre en tradition som levende og uafsluttet - og gør det muligt at nærme den relation mellem liv og form som i hvert fald når det gælder zen-æstetik har noget langt mere vedkommende at fortælle end en aflæsning af formen i sig selv.

I Shinju-an er der "... ingen prædiken at forberede, ingen dagens tekst eller salmer, der til stadighed veksler. Samme messende, kværnende lydremser lyder ved daggry, dag ud, dag ind, år ud, år ind: '... form is emptiness and the very emptiness is form; emptiness does not differ from form, form does not differ from emptiness; whatever is form, that is emptiness, whatever is emptiness, that is form, the same is true of feelings, perceptions, impulses, and consciousness,' hedder det i Hjerte-sutraen, hvis fortættede til det næsten ugribelige udsagn reciteres tæt fremadskridende, uden pause: '... in emptiness there is no form, nor feeling, nor perception, nor impulse, nor consciousness; No eye, ear, nose, tongue, body, mind; No forms, sounds, smells, tastes, touchables or objects of mind; No sight-organ element, and so forth, until we come to: No mind-consciousness element; There is no ignorance, no extinction of ignorance, and so forth, until we come to: There is no decay and death, no extinction of decay and death. There is no suffering, no origination, no stopping, no path. There is no cognition, no attainment and no non-attainment.'" (Arbejdets Rum, p. 261)

Kapitlet Ikkyus living zen, pp. 261-278, starter i Shinju-ans hojo, hvor der hver morgen reciteres sutraer. Templet er grundlagt som mindetempel for zen-mester Ikkyu Sojun (1394-1481), og dette kapitel prøver at indkredse hans liv og udsyn. Ikkyu nåede tidligt i sit liv satori, dén fuldbyrdede oplysthed, som er zen-menneskets og zen-arbejdets ultimative mål. Herefter forlod han klosterverdenen og vandrede rundt i omkring 30 år i et middelalderligt Japan hærget af hungersnød og endeløse borgerkrige. Først på sine gamle dage blev han igen mere stedfast, også efterhånden som flere og flere mennesker samler sig omkring ham. I denne skare af disciple omkring Ikkyu finder man begyndelsen til det kulturelle nybrud indenfor malerkunst, poesi, no-teater og te-ceremoni, som spirede frem i 1500-tallets Japan.

Ikkyus zen havde en stærk taoistisk inklination. Den var frisat fra form, udspillede sig i verden, i øjeblikket, imellem mennesker, og kunne ikke puttes på formler eller sættes i system. Sublimering, cølibat og bevidstløs gentagen af monastiske ritualer år efter år førte i hans øjne kun til forstillelse. Ikkyu var en karismatisk skikkelse, og til trods for hans omflakkende tilværelse ved vi ganske meget om hans liv qua det forhold, at han hver dag livet igennem skrev digte. En række af disse er medtaget i kapitlet - jeg har dog afstået fra forsøget på at oversætte dem til dansk.

Ikkyu var langt fra ligeglad med klosterverdenen, han var tværtimod dens stadige revser og forspildte ingen chance for at påpege zen-templernes og ikke mindst Daitoku-jis forfald og forstillelse. Zen-templerne var på den tid et meget velorganiseret hierarki af templer over hele landet. De var synonyme med Japans infrastruktur og forestod en lang række funktioner som undervisning, kommunikation og bankvirksomhed - men denne vitale placering i det verdslige liv satte indimellem den spirituelle dimension helt i baggrunden.

Ved Onin-krigenes begyndelse i 1667 brændte Daitoku-ji for anden gang indenfor få årtier ned til grunden, Japan var i opløsning, en borgerkrig, som skulle vare næsten det næste halvandet århundrede, var brudt ud, og i den situation påtog Ikkyu sig som 73-årig at forestå genopførelsen af Daitoku-ji. Det er i store træk dette Daitoku-ji, vi idag kan se.

Kapitlet På havearbejde i Shinju-an, pp. 279-286 og pp. 287-296, ser nærmere på den meditative dimension i havearbejdet. Haverne, og ikke mindst arbejdet i haverne, er en vigtig del af opretholdelsen af den konstante tilstand af nærvær og tilstedeværelse i øjeblikket, som alle dele i templets dagligdag støtter op omkring.

"Jeg lærer meget af blot at gå rundt og feje blade, kviste, nåle og knopskæl op fra gravpladsernes mosflader og stier med deres smukke stenlægninger og feje gravstenene rene. Det er som at være del af et kæmpestort billede, der gennem minutiøs gentagelse stort set vedligeholdes, men som alligevel uendeligt langsomt, umærkeligt, gradvist - gennem årstiderne, årene og århundrederne - forandrer sig. Store og små tidscirkler åbner og lukker sig om lige her og nu." (Arbejdets Rum, p. 279)

Første del af kapitlet, pp. 279-286, kommer ind på det kinesiske wu-wei, uden hensigt, uden arbejde. Wu-wei er en responsivt lyttende vej gennem verden, og målløsheden og frisættelsen af arbejdet fra dets resultat og modsætning er vigtig for arbejdets rolle i zen. Anden del af kapitlet, pp. 287-296, fortsætter med begrebet onepointedness:

"Onepointedness, dette med fuld tilstedeværelse at gøre én (og kun én) ting ad gangen, er i zen en kardinaldyd. Deri ligger ikke nogen total forsvinden fra verden i øvrigt - man er samtidig opmærksom, årvågen, åben for øjeblikket, til stadighed rede til nye situationer. Men fundamentalt arbejder man ét sted med én ting ad gangen med det, der ligger lige for, og bekymrer sig ikke om, hvad der ligger forude eller bagude, til højre eller venstre, om hvad man gør eller ikke gør." (Arbejdets Rum, p. 287)

Kapitlet Shinju-ans dagligdag, pp. 297-304, runder af med det manuelle arbejdes centrale betydning i zen-menneskets eksistentielle arbejdsrum.

Kapitlet Zen og kunstnerisk arbejde, pp. 305-312, er en introduktion til Shin'ichi Hisamatsu og de syv zen-æstetiske karakteristika, som han opstiller i bogen Zen and the fine arts. Hver af disse karakteristikon er dobbelt defineret, positivt og negeret - for eksempel er den første karakteristikon fukinsei, asymmetri. Asymmetriens negerede benævnelse er mu-ho, uden regel, uden orden. En ting, om hvilken man kan sige mu-ho, er således fri af alle modsætninger mellem orden og uorden, regel og regelbrud, symmetri og asymmetri. Det er her blot uomgængeligt vigtigt for forståelsen af Hisamatsu at fastholde, at det er dualismen, som negeres.

Der er gennem tiderne skrevet meget vidtløftigt om zen og zen-æstetik, men Hisamatsu når med sine syv karakteristika til benet af, hvad zen-æstetik er og ikke er, og dette kapitel har en vigtig rolle som bindeled mellem case-studiets første kapitler og det afsluttende kapitel om zen-æstetikkens udfoldelse i te-æstetikken og sukiya-arkitekturen.





Fortsæt til Case-studiet om Shinju-an II (5 af 5)

Se Arbejdets Rum download-side.