Case-studiet om Hinaya tager udgangspunkt i arkitekten Shin Takamatsus projekt til et nyt hovedkvarter for Hinaya, Origin I, som stod færdig i 1981. I en tid, hvor Kyotos silkeindustri var truet på sit levebrød og mange traditionsrige firmaer hvert år måtte dreje nøglen om, blev Origin I startskuddet til en ny udvikling, hvor Hinaya trådte ud af gamle, næsten logeagtige handelsformer og ind i et moderne Japan. På mindre end et år fordoblede Hinaya sin omsætning, og den positive udvikling har fortsat siden. Men hvad ligger der bag en sådan grotesk facade med dens blankpolerede, mørk-røde granit? Hvordan kan en bygherre lade en sådan bygning opføre, som han allerede inden opførelsen vidste, han aldrig ville komme til at holde af? Hvordan kan en bygherre sige til sin arkitekt: Tegn hvad du vil, så skal vi nok finde ud af at bruge bygningen bagefter. Eneste krav var, at det skulle være arkitektur med stort A og at bygningen skulle rumme Kyotos historie uden direkte at gøre brug af dens formvokabularium.

Det er den slags frihed, arkitekter ofte kan længes efter - bundet på hænder og fødder af snærende budgetter, programmer og lovgivning. Men her var muligheden, og endda måtte Takamatsu efter en tid ringe til Hinayas leder, Akihiko Izukura, og bede om at blive fritaget fra opgaven: Den var for svær. Izukura-san tvang ham dog til i det mindste at vise sine skitser, og da han så dem, sagde han blot: Iko, let's go. Og kort tid efter var endnu en moderne bygning på vej op i Kyotos gamle tekstildistrikt, Nishijin.

Case-studiet er disponeret i fire hovedkapitler, Boblearkitektur, Shin Takamatsus Hinaya, Izukura-sans Hinaya og De ansattes Hinaya, som tilsammen perspektiverer Hinaya og giver indblik i en række karakteristiske arbejdsrum for et Japan spændt ud mellem tradition og fornyelse.

I det indledende kapitel, Boblearkitektur, pp. 117-126, 127-134 og 135-142, beskrives de generelle vilkår for arkitekturtilblivelse i tiden omkring Origin Is opførelse og hele den dynamik, som gjorde 1980ernes Japan til et veritabelt arkitektur-laboratorium, hvor en lang række af de ideer, som ellers ikke når længere end til modellen, andenpræmieforslaget og galleriprojektet, blev opført. Under bobleøkonomiens vilkår trådte kriterier som funktionalitet og rentabilitet i sædvanlig forstand i baggrunden for mere uhåndgribelige kvaliteter som signal- og symbolværdi. Og selvom der ikke blev sparet på de dyre materialer, var man ikke bleg for at rive en bygning ned og lave en ny, hvis den ikke levede op til forventningerne. Grundpriserne var så høje, at byggeomkostningerne kun var sekundære.

Mod slutningen af kapitlet fokuseres der på udviklingen i Kyoto og Nishijin - og på hvordan den voldsomme og stort set ukontrollerede økonomiske vækst efter 2. verdenskrig har haft ganske omfattende konsekvenser for bybilledet. Langt den største del af det Kyoto, som ved et mirakel undgik udbombning i krigens slutfase, er idag faldet som offer for den økonomiske udvikling.

Kapitlet Shin Takamatsus Hinaya, pp. 143-150, 151-160 og 161-176, ser på Hinayas tilblivelse ud fra arkitekten Shin Takamatsus perspektiv; og i den udstrækning, at det virker uddybende for forståelsen af hans bygninger for Hinaya, inddrages en række andre af hans projekter. I de år, hvor Takamatsu tegnede de tre projekter for Hinaya, Origin I, II og III, var han meget optaget af Gilles Deleuze og Félix Guattari og deres aflæsning af byen og bygningen som begærsmaskiner (Anti-Oedipus, Capitalism and Schizophrenia (1972)). I forlængelse heraf skabte Takamatsu i de tidligere 80ere sine bygninger med klare referencer til dampmaskiner og knusemaskiner, med en voldsom indspændt indestængthed, som skulle de modstå et overvældende pres udefra. Siden hen bliver Takamatsus maskiner til skæremaskiner, hvor særlig Origin III falder indenfor denne kategori. Her er energien mere fokuseret og udadrettet, om end ofte defensiv - kraften er nu koncentreret i en knivsæg.

Jeg har gennem årene besøgt og oplevet ganske mange af Takamatsus bygninger. De var grundlæggende uforståelige for mig - hvad kunne der ligge bag et sådant formsprog, en sådan rumdannelse og en sådan bevidst despekt for - ja næsten systematisk bekæmpen - en bygnings kontekst. Men pludselig ved en forelæsning af Stanislav Grof på Louisiana, hvor Grof viste billeder, som kunstnere havde lavet på baggrund af deres oplevelser af gennem terapi at være ført tilbage til deres fødselsoplevelser, oplevede jeg et voldsomt flash-back: Der var slående ligheder mellem Takamatsus knuse- og skæremaskiner og disse skildringer af det, som Grof benævner den anden og tredje af de fire perinatale faser. Og det virkede dér midt i auditoriet indlysende, at det var sådanne erfaringslag fra sin egen fødsel, som var råstoffet for Takamatsus inspirationer.

Når man ser på Takamatsus arbejder gennem årene, så ophører han næsten fra dag til dag med at skabe disse voldsomt ladede maskiner til fordel for en næsten klassicistisk afbalanceret arkitektur - vendepunktet er så vidt jeg kan se projektet Earthtechture Sub-1 (1991), et underjordisk projekt, hvor Takamatsu så at sige skaber et rum for genfødsel - et rum, som muliggør en tilbageføring til ens fødselsoplevelse.

Kapitlet Izukura-sans Hinaya, pp. 177-184 og 185-192, ser på Hinaya ud fra dets leder Akihiko Izukuras perspektiv - og hans kamp for ikke bare at overleve i en branche, som var truet på brødet i og med kimonoens rolle i det moderne Japan, men at finde et moderne perspektiv og ståsted for en tekstilvirksomhed i Kyoto. Med Shin Takamatsus design til Origin I (1981), blev Hinaya det første eksempel på en kimono- og obi-fabrikant, som solgte kimono og obi (mavebælter til kimono) i en moderne iscenesættelse. Origin I blev starten på en udvikling, som skulle få en gennemgribende indflydelse på Hinayas produkter og udsyn. Hvor familie- og arbejdsliv igennem generationer havde været tæt sammenvævede, blev den gamle machiya midt i 80erne revet ned for at give plads for Origin III. Hvor produkterne havde været præcist indfældet i traditionen og henvendte sig til en livsform, som var ved at uddø, henvender Hinayas produkter sig idag meget direkte til en moderne verden - udenom de traditionelle mellemhandlere - med klare budskaber om økologi og respekt for naturen, naturlighed og enkelhed i livsførelsen. Man kan købe en del af Hinayas mere dagligdags beklædningsgenstande over internettet, og Hinaya har etableret butik i Tokyo og New York. Izukura-san arbejder idag som moderne tekstilkunstner, som blot samtidig har et værksted med flere hundrede vævere i sit brød.

"Tænker vi Vest og Øst kombineret, er Takamatsus bygning et minusbillede, siger Izukura-san med tydelig komplementær reference: Min udfordring og bestræbelse har været at skabe balance gennem at fylde bygningen med plusværdi. Hvis jeg fyldte så meget energi i, at den blev helt positiv, behøvede jeg den ikke mere, eller måtte blot bruge den som lager. Den nye bygning har været god indtil nu. Men nu, efter 15 år, fungerer den ikke længere - den nye bygning passer ikke særlig godt med makrobiotisk filosofi. Takamatsus bygning er blevet et fossil nu." (Arbjdets Rum, p. 190)

Sidste del af kapitlet belyser senshoku-do, den farve-ceremoni, som Izukura-san har skabt med markante låneord fra te-ceremoniens kultivering af dette at dele en kop te. "Jeg lavede denne ceremoni, fordi mennesker er ved at glemme," siger Izukura-san: "Vævning er et af menneskets ældste håndværk. Vi glemmer, hvordan det blev til. Ceremonien er lavet for at opretholde en oprindelig måde at lave tekstil på - for at vise mennesker, der har glemt det, deres oprindelse."

Kapitlet De ansattes Hinaya, pp. 193-202, ser på Hinaya ud fra de ansattes perspektiv. Traditionelt har arbejdet i silkeproduktionen været hårdt og krævet mange timer, og det har været genstand for en ganske udstrakt arbejdsdeling. Det individuelle råderum har været småt, og frem til 2. verdenskrig har ordninger med børns arbejdskraft som pant været almindeligt forekommende. Der er således også indefra stærke kræfter, som ikke ønsker traditionen fortsat. Arbejdsbetingelserne og arbejdsklimaet også i Hinaya har været ganske hårde, og arbejdsforholdene i f.eks. farveriet og udviklingsafdelingen, placeret i barakagtige bygninger overfor Origin I og III, var af en sådan beskaffenhed, at de af et dansk arbejdstilsyn ville være blevet lukket på stedet.

Her skal det skal til gengæld siges, at da jeg i år 2000 var tilbage i Kyoto, havde Hinaya netop indviet splinternye produktionsbygninger med helt anderledes fornemme arbejdsforhold - måske mine mange ubesvarede spørgsmål om arbejdsmiljø og virksomhedskultur alligevel var trængt ind?

Noter til case-studiet om Hinaya er delt i to filer, hvor pp. 203-16 omfatter note 1-147, mens pp. 217-30 omfatter note 148-292.

Litteraturliste til case-studiet om Hinaya findes pp. 231-236.





Fortsæt til Case-studiet om Shinju-an (4 af 5)

Se Arbejdets Rum download-side.