Kapitlet Refleksioner i te-rummet er af størrelsesmæssige grunde delt op i seks tekstfiler, pp. 313-328, pp. 329-338, pp. 339-352, pp. 353-364, pp. 365-378 og pp. 379-386.

Første del, pp. 313-328, har udgangspunkt i Shinju-ans roji-have og te-pavillon, Teigyoku-ken, Havens Juvel, en 2 3/4 tatami-måtter stor soan-chashitsu (direkte oversat: den græstækkede te-hytte) opført af te-mesteren Kanamori Sowa (1584-1656) i 1638. På baggrund af sammenlignende analyser med Sen Rikyus (1522-91) te-rum Tai-an (ca. 1581-82) (tegninger og billeder findes i note-delen, pp. 421-432) og roji-haven ved Omote Senke (se notedelen pp. 433-446) udfoldes udviklingen af wabi-te-æstetikken.

Wabi-teen og wabi-te-rummet nåede med Tai-an, Nuværenhedens Hytte, sin ultimativt kondenserede form. Med sine kun 1 3/4 tatami-måtte, eller cirka 3 1/2 kvadratmeter, var reduktionen til det fundamentalt nødvendige og elimineringen af det unødvendige drevet til sin yderste konsekvens. Disse små soan-chashitsu (direkte oversat: den græstækkede te-hytte) var et intenst arkitektonisk eksperimentarium, som fik stor indflydelse på sukiya-arkitekturen. I disse små rum blev alle hidtidige elementer systematisk afprøvet, og nye vandt indpas. Hvor man hidtil havde klaret sig med at planrids, når man byggede, så affødte arbejdet med de små te-rum udviklingen af et nyt designværktøj, en okoshi-zu-e, en model, hvor rummets vægge var hængslede på gulvfladen, så man kunne se rummet fra alle vinker.

Ligeledes sker der med roji-haven, den forløbshave, som ledte frem til te-rummet, et skred i rumdannelsen. Det arkaisk-frontperspektiviske haverum, som perfektioneredes i Muromachi-perioden, og som var modelleret på baggrund af kompositionsprincipper udviklet i det kinesiske landskabsmaleri i Sydlig Sung (1127-1280), var skabt til at blive betragtet fra et fikseret øjepunkt, typisk fra siddende øjenhøjde på en terrasse. Men i roji-haven bevæger man sig så at sige ind igennem billedet, hvorfor hidtidige kompositionsprincipper brød sammen. Haverummets elementer måtte kunne fungere i forhold til et dynamisk øjepunkt.

Anden del af kapitlet Refleksioner i te-rummet, pp. 329-338, ser på redskaber for te-ceremonien, dogu, og den måde, hvorpå te-mestre gik i samarbejde med kunsthåndværkere om udviklingen af redskaber, som passede perfekt ind i en given te-ceremoni. For eksempel lagde te-mesteren Sen Rikyu i samarbejde med tagstensmageren Chojiro grunden til raku-keramikken, hvis karakteristika meget direkte afspejler wabi-te-ceremoniens behov.

Med te-ceremonien kom konomi, en kombinationens og konstellationens kreativitet i centrum, og man kan i japansk æstetik direkte tale om størrelser som Rikyu-gonomi og Enshu-gonomi, som en præcis karakteristik af æstetiske valg og udtryk i overensstemmelse med te-mestrene Sen Rikyus eller Kobori Enshus præferencer.

"Forud for afholdelsen af en te-ceremoni, måtte værten omhyggeligt vælge, klargøre og udpakke netop de redskaber, dogu, som passede til den forestående te-ceremoni. Dogu betyder redskabets vej, hvor do er samme skrifttegn som vi tidligere har mødt i tao, sado osv. Ordet dogu karakteriserer redskaber i bred forstand. Coaldrake skriver i The Way of the Carpenter, at dogu oprindeligt betød de liturgiske redskaber, der indgik i buddhistiske ritualer. Med samurai-traditionens zen-buddhistiske udvikling i Kamakura-perioden kom dogu til også at betegne samuraiens redskaber. Hans rustning, spyd og sværd var dogu - redskaber for at følge Vejen. Fra det 14. og 15. århundrede bredte betydningen sig til også at omfatte tømrerens værktøj. Der lå i dette at benævne sit værktøj dogu en bevidsthedsdimension og en indsporing på selvdisciplin, som indlejrede arbejdet og den arbejdende i en spirituelt målrettet form." (Arbejdets Rum p. 329)

Tredje del af Refleksioner i te-rummet, pp. 339-352, ser først på Sen Rikyus Iro-tsuke-shoin, opført ved Hideyoshis palads Jurakudai i ca. 1586. Iro-tsuke-shoin regnes for det tidligste eksempel på en sukiya-arkitektur, som udfoldede sig i første halvdel af 1600-tallet, hvor elementer og rumkoncepter fra de små wabi-te-rum blev inkorporeret i større rum og bygningstyper. Se også isometrisk tegning af Iro-tsuke-shoin samt note 441 i Noter pp. 433-446 (p. 444).

Derefter defineres tre æstetiske begreber wabi, sabi og suki, som er intimt forbundne med te-ceremoniens udvikling i 1500-tallet og 1600-tallet (pp. 344 ff.). Når disse definitioner er lagt så sent i afhandlingen, er det for at kunne tydeliggøre, at disse æstetiske begreber, som idag ofte gives en primært fænomenologisk definition, i deres formative periode havde en udtalt eksistentiel konnotation og betegnede en inklination eller orientering i verden, som implicerede en bestemt æstetisk modus. Som med zen-æstetikken var det æstetiske koder, som meget direkte udsprang af et eksistentielt arbejde.

Kapitlets tre sidste dele pp. 353-364, pp. 365-378 og pp. 379-386 er en rumlig-æstetisk analyse af det kejserlige landsted Katsura Rikyu. Dels af hovedbygningen, dels af Shokin-tei, den ene af fire te-pavilloner i den omkringliggende parkhave. Katsura Rikyu blev til over en årrække (ca. 1620-59), og fremviser således flere stadier af sukiya-arkitekturens udvikling mod stadig lettere, friere og komplekse udtryk og rumligheder. Kapitlet Refleksioner i te-rummet går her ganske langt ind i analysen af denne rumlige udvikling, fra det arkaisk-frontperspektivisk dominerede til det retningsfrisatte rum.

Roji-haven frem til Shokin-tei pp. 353-364 (pp. 354 ff.) er yderst kompleks i sin rumlige organisering - og man genfinder i disse få hundrede meter sublim rumkunst så godt som alle rumdannelsesmæssige teknikker i den japanske havetradition.

Roji-haven leder forbi en lille venteplads, gennem en fyrrelund og videre til et stiliseret landskab med mange referencer til poesi og fjerne landskaber, og bringer os til sidst til Shokin-teis wabi-te-rum, Hasso-no-Seki, en 3 3/4 måtters soan-chashitsu, pp. 365-378 (p. 365 ff.).

Shokin-tei har mange træk til fælles med minkaen, det simple landhus, den er så at sige en raffinering af det simple bondehus' materialer, struktur og logik. Ud over det lille te-rum har Shokin-tei to større rum pp. 365-378 (p. 368 ff.), som med deres større åbenhed fornemt indrammer og inddrager haverummet udenfor.

Katsura Rikyus hovedbygning pp. 379-386 (p. 378 ff.) står som kulminationen af sukiya-arkitekturen. Siden hen i Edo-perioden (1600-1864) degenererede sukiya-arkitekturen. I den neo-konfucianske grammatik, som med Edo-regimet slog igennem i det politiske system, var der ikke plads til den slags individualistiske udtryk. Efter Jiko-ins opførelse i 1663 blev således ikke skabt nævneværdig sukiya-arkitektur i de næste ca. 200 år, og først efter genåbningen af Japan med Meiji-restaureringen i 1864 ser man igen sukiya-arkitektur med kraft.

Som det også er påpeget i bedømmelsen af Arbejdets Rum, har afhandlingen ingen vanlig afsluttende konklusion - konklusionen ligger i høj grad i tilgangen, som i dette case-studium formår at håndtere de mangerettede æstetiske strømninger i perioden cirka 1450-1670, en tid præget af den indimellem meget turbulente overgangsproces fra et klassisk konfuciansk Japan af lensstater til et samlet Japan bundet sammen af en neo-konfucianisk pragmatisme.

Konklusionen er også en måde at se verden på og at kultivere sin måde at være til stede i verden på. "Case-studiet om Shinju-an" - og dermed afhandingen Arbejdets Rum - ender således med en række refleksioner omkring Teigyoku-kens skæve, øksetilhugne midterstolpe og runder af med følgende lille håb:

"Hvor kloden tydeligvis er ved at segne under opfyldelsen af den amerikanske drøm, ville den kunne blomstre af en menneskehed af opmærksomme te-drikkere, som havde indset uendeligheden i det små - og endda have livsrum til endnu et par milliarder suki-sha." (Arbejdets Rum, p. 385)

Tilbage i 1984 rejste jeg til Japan gang for at undersøge forholdet mellem økologi og æstetik i den japanske tradition, om der heri lå en nøgle til at vende vores nuværende udvikling mod noget mindre ubæredygtigt? Og i den konsekvente kultivering og indsporing af menneskets virke, som udfoldes med case-studiet om Shinju-an, må jeg konkludere, at det gør der - om end jeg samtidig har måttet indse, at det nok ikke bliver det moderne Japan, som løfter arven.

Noter til case-studiet om Shinju-an er af omfangsmæssige grunde delt i fem filer, hvor pp. 387-404 indeholder note 1-132, pp. 405-420 indeholder note 133-273, pp. 421-432 indeholder note 274-348, pp. 433-446 indeholder note 349-447 mens pp. 447-462 indeholder note 448-568. Fra Arbejdets Rum download-side kan man downloade noterne i en samlet fil.

Litteraturliste til case-studiet om Shinju-an findes pp. 463-470.

Appendiks I, Personliste for case-studiet om Shinju-an, findes pp. 471-474. Yderligere rummer dette appendiks et diagram over lærer-elev-forholdene for de te-mestre, som er nævnt i case-studiet.

Appendiks II, Japansk ordliste, pp. 475-490, rummer en liste med korte forklaringer til samtlige japanske ord og begreber i afhandlingen.

Appendiks III, Historiske epoker i Kina og Japan, findes pp. 491-92.

Appendiks IV, Kortskitse samt Epilog og Kolofon, findes pp. 493-98.





Se Arbejdets Rum download-side.

Se Arbejdets Rum web-foredrag