Strøtanker om bæredygtighed

[nggallery id=134]

. 
Botanisk Have er et af de bedste steder i det centrale København at opleve efteråret, og jeg ved snart ikke, om det er smukkest og mest intenst i blid regn eller sensommervarmt sollys. Hvor solen får de modne mættede farver til at tindre, får væden duftene frem. Over alt er der frøsætning og forberedelser til vintertiden, og adskillige steder er ansatserne til næste års vækst allerede dannet, her hvor den første nattefrost driver de flammende efterårsfarver frem og vådrer de mere vandagtige vækster.

Se flere forårstegn og efterårstegn.

Banegraven er et af de steder, hvor man kan opleve rådhusvinen folde sig ud i al sin vælde. De store flader i det lodrette skår er over lange stræk dækket med rådhusvin. Og når man bevæger sig oppe langs toppen, kan man året igennem opleve planten helt tæt på. I disse dage, efterhånden som bladene skifter farver og blæser af, kan man se de små ansatser til druer, som røber, at rådhusvinen rent faktisk er en vinplante.

[nggallery id=133]

. 
I publikationen Byens grønne lunger, som kan downloades fra min hjemmeside jenshvass.com, er der pp. 36-37 mere om Banegraven. Byens grønne lunger rummer langt mere information om om brug af facadeplanter i byen.

Jens Hvass: Byens grønne lunger. Eksempler på facadebeplantninger fra det historiske København, Kunstakademiets Arkitektskole 2005 (pdf).

Se flere forårstegn og efterårstegn.

Selvom USA i disse dage er ramt af både valgkamp og finanskrise, sker der bag kulisserne vigtige ting på klimafronten. Demokraterne fremlagde således tidligere på ugen et forslag, som dels vil indebære etableringen af et CO₂-marked, dels CO₂-reduktioner på 80% i 2050.¹ Med en CO₂-udledning på mere end 20 ton pr. indbygger vil det kræve en gennemgribende transformation af The American Way of Life, som i dag er voldsomt afhængig af fossile energikilder.

Forslaget, som kan downloades via Committee on Energy and Commerce, vil dog først blive fremlagt i 2009, efter præsidentvalget er afgjort, og forhåbentlig i så god tid inden klimatopmødet i København, at det kan nå at være med til at sætte niveauet for de globale reduktioner.

Klimapolitikken har ikke fyldt ret meget i den amerikanske valgkamp. Det er som om alle har været bange for i den amerikanske medievirkelighed at drage komplicerede forhold frem, som kan give bagslag. Og længe har det været sagt som en trøst, at både Obama og McCain i forholdt til Bush-administrationen begge vedkendte sig nødvendigheden af store forandringer på energiområdet og begge ville være et skridt i den rigtige retning. Men med den amerikanske valgkamps udvikling på det seneste, hvor Obama med udpegelsen af Biden som vicepræsidentkandidat har styrket klimaprofilen, mens McCain med udnævnelsen af Sarah Palin har udnævnt en klimaskeptiker, er det blevet lysende klart, at udfaldet af det amerikanske præsidentvalg får en kolossal indflydelse på mulighederne for at få en klimaaftale forhandlet på plads.

Læs mere »

Information bringer i dag et tankevækkende indlæg af Lars Kjeldgaard: Bevar Gl. Strand, formet som et brev til Klaus Bondam, der i sidste uge i samme avis var ganske nedladende overfor københavnernes modvilje mod snart sagt alle forandringer (læs højhuse, uigennemtænkte metrostationer osv.).

Kjeldgards brev giver en god opsummering af kvarterets bekymringer overfor at få Gammel Strand ødelagt af det forestående metrobyggeri.

Det er vitalt at vi finder ud af at få de metrostationer rigtigt placeret, for de er en vigtig del af at Middelalderbyen overlever som centrum for en millionby. Men ud over teknisk-praktiske besværligheder, hvorfor er det, at man ikke får den station placeret på Højbro Plads? Den ville langt bedre kunne overleve de ‘punkteringer’ af fladen, som en metrostation vil medføre, og det giver endnu mere direkte adgang til forgængernes hovedarterier, Strøget og Købmagergade.

Lars Kjeldgaard: Bevar Gl. Strand, Information 09.10.2008.

Marchen Neel Gjertsen: Københavnerne er gået bananas, Information 30.09.2008.

Kim Faber og Torben Benner: Beboere kæmper mod metrobyggeri, Politiken 10.10.2008.

Peter Olesen: Gammel Strand i fare, (blog) Berlingske 29.09.2008.

Igennem århundreder var Københavns udstrækning præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ‘æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.²

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Læs mere »

Lord Turner of Ecchinswell, formanden for The Independent Climate Change Committee siger i dag i The Guardian, at vi må afvikle brugen af fossile brændstoffer i energisektoren i løbet af de næste 20 år.¹ Det sker i forbindelse med en anbefaling af, at Storbritannien strammer sin samlede klimamålsætning for 2050 fra 60% til 80% CO₂-reduktion. Reduktioner i den størrelsesorden er ifølge Lord Turner svære at forestille sig for skibsfarten og luftfarten, hvorfor andre sektorer som energisektoren må udfase brugen af fossile brændstoffer længe før 2050.

Lord Turner lægger sig hermed helt på linje med den engelske premierminister Gordon Brown, som for nylig gjorde sig til talsmand for, at Storbritannien måtte skærpe sin målsætning for 2050 fra en 60% reduktion af CO₂-udledningerne til en 80% reduktion. Med De liberale demokraters forslag om, at England skal være CO₂-neutral i 2050, nærmer det politiske system i England sig en konsensus om at tage klimaudfordringen alvorligt (se tidligere blog-indlæg: Britisk opgør med ‘oliens diktatur’ og De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050).

Dette er målsætninger, som vil indebære ganske radikale forandringer af det engelske samfund. Man har i de senere år gjort en del tiltag for at omlægge til vedvarende energi, og officielle tal syntes også at pege på, at engelske CO₂-udledninger var nået 5% under 1990-niveauet. Men en opgørelse, som inkluderer de engelske emissioner fra fly- og skibstransport, viste for nylig, at de samlede engelske udledninger lå hele 37% over udledningerne i 1990. Dette er sandsynligvis ikke enestående for Storbritannien, men viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at få skibs- og luftfarten med ind i afløseren for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: 7.000 britiske vindmøller på vej, Erhvervslivet vil flyve mindre og Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992).

Læs mere »

Reuters bragte i dag reportager fra to asiatiske storbyer, Jakarta og Shanghai, som med cirka 10 og 18 mio. indbyggere hver især har en befolkning på adskillige gange den danske. Begge byer ligger ud til havet og er derfor sårbare overfor selv mindre havstigninger, og begge byer har oplevet at synke markant på grund af at man har pumpet store mængder vand fra stadig dybere lag under byen til den stadig større befolkning. Dette fører til en sammensynkning af hele området.

Langs The Bond, Shanghais historiske havnefront, har man således tre gange i det 20. århundrede måttet forhøje digerne mod floden. Fra 1921 til 1965 sank området med 176 cm eller omkring 4 cm om året. Myndighederne søger at undgå yderligere sammensynkning af området ved at pumpe vand tilbage og i stedet bruge flodvandet direkte, og man har bremset processen dertil, at området i 2007 blot sank 7 mm. Til gengæld er de største af de mange nye skyskrabere så massive, at de har tendens til at synke ned gennem de løst aflejrede jordlag, som Yangtze-floden gennem tiderne har transporteret til området fra det centrale Kina. Det nu højeste hus, som blev indviet i august i år, er således allerede sunket 12 cm – hvilket dog er pænt under de 25 cm, som byens byggereglement maksimalt tillader.

I Jakarta pumper man stadig store mængder af grundvand op, og en rapport fra Verdensbanken anslår, at Jakarta i 2025 vil ligge 40-60 cm lavere end i dag. Sammen med de stigende oceaner vil det i de kommende år gøre byen langt mere sårbar overfor oversvømmelser fra tropiske storme.

Sugita Katyal: Jakarta sinks as citizens tap groundwater, Reuters 07.01.2008.

Rujun Shen: Shanghai highrises could worsen rising seas threat, Reuters 07.01.2008.

I disse dage holder International Union for Conservation of Nature, IUCN, konference i Barcelona, hvor 8.000 delegerede fra mere end 170 lande er samlet. Man kan følge med i aktiviteterne fra IUCNs hjemmeside, hvor mange indlæg og diskussioner fra konferencen, som varer frem til 14. oktober, kan overværes online i real time.

Søndag sagde IUCNs leder Valli Moosa ved sin åbningstale, at alle virksomheder burde have mindst én ekspert i miljøbevarelse i sin bestyrelse. Miljøet må blive en del af DNAet for alle enheder i det private erhvervsliv.¹

Det er i al sin enkelhed et godt forslag, som jeg hermed vil lade gå videre.

En lang række miljøspørgsmål kan kun løses optimalt, hvis virksomheder bliver proaktive miljøspillere. Men dag for dag er der flere og flere forbrugere over hele verden, som efterspørger produkter, som er sunde og bæredygtige produkter, som kan sendes tilbage i naturens kredsløb på fuldt forsvarlig vis. De virksomheder, som reelt formår at omstille sig og levere miljømæssigt optimale produkter har derfor fremtiden foran sig.

Men verdens naturkapital er i truet, og den nuværende brug af både klodens endelige og fornyelige ressourcer er fundamentalt ubæredygtig. Konferencen åbnede med en opsummering af deprimerende facts, at hver ottende fugleart, hver fjerde pattedyr og hver tredje krybdyr er truet med udryddelse, mens et regnskovsområde på størrelse med en fodboldbane forsvinder hvert sekund.¹

Det er uomgængeligt vigtigt for naturkapitalens bevarelse og klodens overlevelse som livsrum for kommende generationer af dyr og mennesker, at alle virksomheder lærer at agere inden for bæredygtige rammer.

Alister Doyle: All firms urged to appoint green expert to board, Reuters 05.10.2008.¹

IUCN: Critics challenge conservationists to emulate business leaders for change, (pressemeddelelse) 07.10.2008.

IUCN: IUCN joins forces with businesses for World Conservation Congress, (pressemeddelelse) 04.10.2008.

Læste i dag, at gletsjerforskere fra Island havde beregnet, at der om 100 år ikke ville være mere is på Island. Europas største gletsjer Vatnajökull, som dækker det sydøstlige Island, er på sit tykkeste sted tæt ved en kilometer tyk. Endda regnede forskerne med, at den ville være helt smeltet – og at vi til den tid ville have 7 meter højere vandstand end i dag.¹

Det lykkedes mig ikke at finde selve rapporten – måske den endnu ikke er gjort tilgængelig online. Men jeg faldt over en serie utrolig smukke satellitbilleder taget ind over Island, Vatnajökull og det sydøstlige Grønland, som jeg selv blev så betaget af, at jeg vil bringe dem som søndagsbilleder.

[nggallery id=131]

.
De fleste af billederne stammer fra Satellite Photos of Iceland and the Polar Regions. Det er næsten ikke til at bære, at disse landskaber står overfor at smelte bort.

Andre forskere har beregnet, at der forsvinder 5 km³ is fra Vatnajökull, og at det mindskede tryk, det medfører på undergrunden, kan føre til flere vulkanudbrud.²

National Geographic har 06.10. en lille video fra Vatnajökull: Iceland Glacier Melting Fast.

Se også tidligere blog-indlæg. Kulstøv øger isafsmeltningen, Bolivia hårdt ramt af vigende gletsjere og Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Catherine Jacob: Threat To Europe’s Biggest Glacier, Sky News 03.10.2008.¹

Helgi Björnsson et al.: Glacier winds on Vatnajökull ice cap, Iceland and their relation to temperatures of its environs, University of Iceland (pdf).

Catherine Brahic: Melting ice caps may trigger more volcanic eruptions, New Scientist 03.04.2008.²

Michele: Vatnajokull Glacier, The Earth Weather and Space Blog 16.11.2007.

Peak Oil har i de senere år har været diskuteret intenst, ikke mindst i USA. Og kurven (den sorte linje) herover viser, hvordan den amerikanske olieproduktion kulminerede omkring 1970 med 9,5 mio. tønder olie pr. dag. Siden da er produktionen faldet til lige godt 5 mio. tønder pr. dag, samtidig med at forbruget er stadig stigende. Dette har medført, at USA fra at være verdens største olieeksportør, er blevet verdens største olieimportør.¹

De røde søjler viser opdagelsen af nye oliefund, som i USA kulminerede allerede i mellemkrigsårene – og de reserver, USA i dag kan regne med at finde, er i stadig højere grad olieforekomster, som det er meget dyrt at udvinde, som forbruger meget vand og energi at udvinde, og som har store miljømæssige omkostninger at udvinde.

Herover ser man med blå det amerikanske olieproduktion, og med rødt den forventede fremtidige amerikanske olieproduktion. Den orange linje viser det amerikanske forbrug. Der er således tale om en fuldstændig uholdbar afhængighedssituation, som amerikanerne har håndteret så ubegavet, at det har ført til ‘krigen mod terror’. Drill, drill, drill, lyder det i disse måneder i USA, som ‘løsningen’ på de stadig stigende benzinpriser. Men etableringen af nye oliefelter i Alaskas tundra og langs kysterne eller skrælning af store landskaber for at udnytte oliesand-forekomster, som man hidtil har vurderet ville have for store omkistninger (og miljøomkostninger) at udnytte, vil ikke ændre det mindste ved, at eneste reelle løsning er en fuldstændig afvikling af de industrialiserede lands fossile afhængighed inden for de allernærmeste år.

Læs mere »