På dagens gåtur lagde jeg vejen ned langs bagsiden af Panum Instituttet, og mødet med den rødmende rådhusvin gjorde mig for første gang i år klart, hvor nært forestående efteråret er. Jeg besluttede på stedet, at jeg her på bloggen ville lave en lille serie indlæg med efterårstegn, ligesom der for et halvt års tid siden kørte en serie med forårstegn.
Panum Instituttet er et karakteristisk eksempel på en arkitekturretning, som meget dækkende bliver kaldet brutalisme. Det er stort, karskt og nøgternt, bygningselementerne står frem som de er, direkte fra værftet, uden dekorationer, rundede hjørner eller andre formildende omstændigheder. Ud mod Tagensvej er Panum Instituttet nok en af landets mest fortagtigt uindtagelige bygningsværker. På bagsiden er det lidt mere tilnærmeligt. Sine steder har man næsten lyst til at gå ind, og facadeplanterne på de mange vinduesløse flader er her med til at give bygningen en langt mindre afvisende fremtræden.
[nggallery id=132]
.
Nogle vil nok sige, at det er en brutal brug af planterne. De mange vedbend, som systematisk dækker de mange betonmure, er næsten militant karseklippede, og vegetationen få på intet sted lov at give det fulde modspil, den ville kunne, hvis tøjlerne blev givet bare lidt mere fri.
Min hensigt med dette allerførste efterårsbillede er dog mest af alt at henlede opmærksomheden på den forrygende farvetransformation fra tæt sommergrøn til flammende rød, som finder sted i hvert eneste af rådhusvinens blade, og som vi i de kommende uger kan opleve mange steder i det urbane landskab.
Rådhusvinens efterårsfarver svinger lidt fra år til år, afhængig af sol, temperatur og fugtighed. Farvetransformationerne starter som regel i de yderste højest siddende blade, og der kommer først rigtig gang i paletten, når det bliver koldt om natten.
Se flere forårstegn og efterårstegn.
