Indlæg tagged med NO2

EEA: Luftforureningen Europas største miljøproblem

24. september 2012

En ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur, som har til huse på Kongens Nytorv i København, fastslår, at luftforureningen er det største enkelte miljøproblem i Europa. Den korter i gennemsnit den europæiske levealder med 8 måneder og i byområderne med hele to år. Der er således al mulig grund til at se på, hvordan man kan komme den til livs.

Rapporten er meget systematisk bygget op, ser på de enkelte komponenter i luftforureningen: PM2,5 (ultrafine partikler), PM10 (fine partikler), O3 (Ozon), NO2 (Kvælstof), BaP (benzo(a)pyren), SO2 (svovldioxid), CO (kulilte), Pb (bly) og C6H6 (benzen). I tabellen nedenfor viser den første farvede søjle, hvor stor en del af Europas bybefolkning, som er udsat for et luftforureningsniveau over EUs grænseværdier, og søjlen til højre, hvor mange, som er udsat for et luftforureningsniveau over WHOs grænseværdier.

Blandt andet på den baggrund vurderer rapporten, som det fremgår af oversigtstabellen herunder, at de største problemer i luftforureningen stammer fra BaP (benzo(a)pyren), ozon (O3) og den ultrafine partikelforurening (PM2,5), hvor mere end 90% af alle beboere i EU i 2008-10 lå over WHOs grænseværdier. Heraf fremhæves den ultrafine partikelforurening (PM2,5) som det klart største problem for europæernes helbred.

Læs mere »

Share

Danmark klarer ikke EUs grænseværdier for partikelforurening

16. september 2008

Det fremgår i dag, at Miljøminister Troels Lund Poulsen har opgivet at overholde EUs grænseværdier for luftkvalitet for 2011 og vil have tidsfristen for kravene udsat til 2015. Det er særlig de skærpede grænseværdier for den fine partikelforurening (PM2,5) og NO2, som volder problemer.

Ifølge Politiken kommer det bag på Miljøministeren, at vi har fået flere biler. Dette er et helt absurd udsagn på baggrund af, at man i en årrække har nedprioriteret den kollektive trafik samtidig med at man intet har gjort for at dæmme op for et stadig mere omfattende transportforbrug via vejene til godstransport og privat pendling. Og Miljøministeren kunne blot have skimmet infrastrukturkommissionens nylige rapport, som forudsiger en stigning i trafikmængden på vejene frem mod 2030 på 70-90% for at forvisse sig om, at trafikken i disse år er voksende. Fra 1995 til 2005 fik København så mange nye biler, at de parkeret i forlængelse af hinanden kræver 150 km kantsten. Og problemet er, at de ikke bliver holdende.

Skulle man hjælpe Miljøministeren med tiltag, som kunne bringe os vel under EUs grænseværdier, er der masser at gøre. Man kunne starte med at fjerne befordringsfradraget eller gøre det afhængigt af, at der var 3 eller fire i bilen til og fra arbejde. I stedet kunne man give skattefradrag for miljøvenlige køretøjer, partikelfiltre og tiltag, som styrker hjemmearbejdet, for blot at nævne nogle få oplagte tiltag, som kunne stimulere mere hensigtsmæssige transportmønstre. Og så kunne man tage fat på den stærkt tiltrængte, gennemgribende opjustering af den kollektive transport, som ville gøre, at det ikke bare var samfundsøkonomisk og klimamæssigt fordelagtigt, men også en daglig glæde for vi borgere.

Læs mere »

Share

Partikelfiltre langt fra perfekte

8. marts 2008

I Ingeniøren kunne man tirsdag læse, at Partikel-filtre på spritnye dieselbiler øger udslippet af giftig NO2. NO2 er også regnet til den ultrafine partikelforurening, så selvom partikelfiltrene er gode for noget, viser det sig i praksis, at der fulgte et nyt sæt problemer med. I London, hvor man i dag har partikelfiltre på 90% af alle busser, har man kunnet konstatere, at koncentrationerne af NO2 er steget.

Det er et meget håndgribeligt eksempel på, hvad den danske filosof, K.E. Løgstrup i bogen System og Symbol betegnede ‘bivirkningernes verdensforvandlende kraft’. Selvom vi ynder at se det sådan, er verden ikke styret af fornuftens og rationalernes klare beslutninger, men af stadige forsøg på at dæmme op for tidligere (fejl)beslutningers uforudsete bivirkninger.

Løgstrup bruger som eksempel vores moderne hospitalsvæsen, som ved festtalerne er en fantastisk blomst af velfærdssamfundets tagen hånd om den enkelte borger, men som set lidt i perspektiv er en nødvendighed, fordi en (ganske alvorlig) bivirkning ved det industrielle samfund er, at vi er kronisk syge af dets livsvilkår, miljøbelastninger og depravering af kosten. Jeg har for nylig fundet System og Symbol frem igen og har et indlæg derom på bedding en af dagene.

Tilbage til partikelfiltrene er det måske er det måske held i uheld, at det lige præcis er NO2, de ikke er i stand til at fjerne. For nok er NO2 gift for vores sundhed, men for planterne er NO2, i hvert fald inden for visse rammer, svævende gødning. Planterne er i stand til at optage NO2 gennem bladenes spalteåbninger, og her kunne en systematisk beplantning langs byens hovedfærdselsårer være med til at reducere luftforureningen betragteligt.

En sådan byforgrønnelse ville have en lang række positive virkninger på bymiljøet, ud over at det ville kunne absorbere en vis mængde CO2. Der er derfor rigtig mange gode grunde til at få iværksat omfattende beplantninger som del af en strategi for bedring af byernes luftkvalitet.

Fra blog-indlægget Lodret grønt er der link til en artikel i Danske Ark Byg om potentialet i en systematisk byforgrønnelse.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Thomas Djursing: Partikel-filtre på spritnye dieselbiler øger udslippet af giftig NO2, Ingeniøren 04.03.2008.

K.E. Løgstrup: System og Symbol. Essays, Gyldendal 1982.

 

Share