Indlæg tagged med København

Store Robert på horisonten

6. juli 2008

“Store Robert er en smuk skulptur, en mellemting mellem kolossal og monumental. Den udtrykker den abstrakte verden, som vi lever i, og er en vision om vor teknologiske tidsalder”. Sådan skrev Robert Jacobsen om sin lille model til en skulptur til Langelinjeområdet, som nu foreslås opført ved indsejlingen til Københavns Havn.

Med lidt god vilje har skulpturen da også et strejf af den tidlige teknologis dampturbineprustende former – aksler, kedler, ventiler, trykstempler. Men hvis man umiddelbart skal lade associationerne fri, er det i mine øjne mere en mutation mellem maritime pejlemærker og et motorvejsikon for en rasteplads med cafeteria. Skal den forsikre forbisejlende krydstogtskibe om, at de nok skal blive bespist, hvis de lægger til?

[nggallery id=127]


Den bliver stor, meget stor, det skal den også være på det sted, men spørgsmålet er, hvad den skal på det sted? – og jeg kan ikke forestille mig, at Robert Jacobsen, selv kaldet Store Robert, ville have lavet lige den skulptur til det sted, hvis han havde levet i dag. I en tid, hvor vi er ved at vågne til de graverende klima- og miljøproblemer, som den teknologiske tidsalders verdenssyn har påført kloden, virker det på mig aldeles misforstået at placere disse 600 ton jern på byens horisont.

Store Robert er blevet udråbt som et vartegn for byen. Men den har slet ikke den uomtvistelige klarhed eller uomgængelighed, som har gjort Utzons operaskaller til en hel bys identitet – den er i forhold til sin tid nærmest lidt ligegyldig. “Store Robert er en socialdemokratisk skrothandler”, kunne man i begyndelsen af 1980erne læse på indersiden af en af toiletdørene under den italienske trappe på Charlottenborg. Der er gennem årene blevet svejset rigtig meget jern sammen efter hans direktiver.

Den store møllebue hen over Middelgrunden holder horisonten åben. Men i al dens sorte stivhed er skulpturen ‘Store Robert’ endnu en blokade af den vidunderlige fornemmelse af udstrake horisonter, som åbner sig, når man fra Middelalderbyens fortættede labyrinter bevæger sig ud langs havnefronten.

Kunne man ikke nøjes med at udstille den lille model i en glasmontre på Langelinjekajen, som et sindbillede på, hvordan kunstnere tænkte for 25 år siden?

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jacob Weiss: Store Robert på vej til Københavns Havn, Berlingske 12.06.2008.

Din Mening: Er Store Robert den rigtige skulptur til Københavns Havn? Berlingske 13.06.2008.

Camilla Stockmann: Kæmpeskulptur i København udløser hidsig debat, Politiken 18.10.2008.

 

Share

København kåret som “Most Liveable City”

30. juni 2008

Det trendsættende engelsk magasin Monocle udpegede tidligere på måneden København som Most Liveable City, og det er allerede blevet behørigt fejret på rådhuset, at København er verdnes bedste by at bo i. Det kan man så lægge i, hvad man vil.

Og jeg forstår alt andet lige godt, at man kan forelske sig i København, når man som tilrejsende svæver rundt i det historiske centrum med kreditkortet i orden. København forbinder på mange måder det bedste ved at være stor og være lille. Her er udbud og muligheder, man kun finder i metropoler, og så er der endda en intimitet bevaret, som de fleste storbyer har fået punkteret af frenetiske gennemfartsveje, himmelstræbende finanshovedsæder og mangel på respekt for de kvaliteter, som allerede var.

Udpegelsen er sket på baggrund af en lang række parametre, hvoraf nogle er mere videnskabelige end subjektive – og omvendt. Selvom kriterierne stadig nok siger mere om København som rejsemål end som levested, kan det være værd at dvæle et øjeblik ved Monocles begrundelser, når vi taler om Københavns fremtid, hvad der er værd at bevare, og hvad der er værd at efterstræbe. For det, som København når til tops på, er i høj grad nærheden, tætheden, intimiteten, blandingen af gammelt og nyt – eller de bykvaliteter, som man meget let mister, når moderne bydannelse med dens skarptskårne funktionalitetslogik får frit spil.

Nedenstående liste findes i Politiken i forbindelse med et interview med Monocles chefredaktør Tyler Brûlé.¹

Mange cyklister
Effektiv kollektiv transport
Tolerance, blandt andet over for homoseksuelle
Godt uddannelsessystem
Offentlige sygehuse
Gode muligheder for at starte en virksomhed
Lav kriminalitet
Trygt at efterlade barnevognen på gaden
God madkultur og mange fine restauranter
Design og arkitektur af høj klasse
En smuk lufthavn
Mange grønne områder og ren havn
Smukke mennesker

Læs mere »

Share

Bompenge

25. juni 2008

På bloggen Engelbrecht havde Rune Engelbrecht Larsen for nogle dage siden et indlæg, Vejafgifter er nødvendige, hvor han samler op på diskussionen om roadpricing og bompenge omkring København. Og der er faktisk en ganske stor overensstemmelse blandt eksperter omkring, at det ville være en god løsning, samt en almindelig forventning om, at vi har det om senest ti år. Det ville være godt for samfundsøkonomien, det ville være godt for klimaet gennem at reducere CO2-udledningerne, det ville være godt for sundheden gennem at mindske den nu alt for høje partikelforurening langs de store trafikkorridorer, og det ville ikke mindst være godt, at man ikke ventede ti år, men tog sig sammen nu, som en del af her op til klimatopmødet næste år at vise verden, at vi tager klimaudfordringen alvorligt.

Diskussionen er blusset op igen efter at SF for nylig i Folketinget fremlagde et forslag, som ville muliggøre indførsel af bompenge, samt at 16 kommuner i Københavnsområdet efter et års forarbejde 16. juni afleverede en fælles indstilling til regeringen om at tillade en betalingsring omkring København, som det skulle koste 25 kr. at krydse i myldretiden, og 10 kr. i resten af døgnet.¹

Erfaringerne med indførelsen af bompenge i London, Oslo og Stockholm har været særdeles positive. Det giver mindre trafik og mindre trængsel. Det giver en tilskyndelse til at bruge den kollektive trafik, og det giver et provenu, som burde gå 100% til styrkelsen af den kollektive trafik. Det virker kort sagt efter hensigten. Der er da også i en nylig meningsmåling flertal for en betalingsring lige meget hvor i landet man spørger. I Københavnsområdet er 55% for og 40% imod.¹

Læs mere »

Share

Agenda 21-center for Indre By

26. maj 2008

Mandag den 9. juni kl. 19.00 er der indkaldt til borgermøde i Christianshavns Beboerhus i forbindelse med oprettelsen af et Agendacenter for Indre By-Christianshavn.

Oprettelsen sker som et led i Københavns Kommunes planer om, at alle bydele fremover skal have sådanne lokale agendacentre. I disse tider, hvor klimaudfordringen for alvor er sat på dagsordenen, er der masser at tage fat på i udviklingen frem mod et CO2-neutralt København med et markant mindre globalt fodaftryk end i dag.

Denne proces vil fordre aktiv medvirken fra alle, myndigheder, virksomheder, interesseorganisationer og borgere, og har du interesse i at høre om planerne og gode ideer til centerets kommende virke, er du meget velkommen.

I forbindelse med borgermødet er der indrykket en annonce i Christianshavneren og CityAvisen. Du kan se annoncen i fuld størrelse nedenfor.

Læs mere »

Share

Agenda 21 idébank

25. maj 2008

Hvis du har gode ideer til, hvordan vi kan styrke miljøet og bæredygtigheden i vores bydel, kan du skrive dem ind nedenfor. De vil så indgå i en Agenda 21 idébank, som vil kunne inspirere i første omgang den bestyrelse, som skal forestå den formelle etablering af agendacenteret, og på lidt længere sigt agendacenterets arbejde.

Udbyttet fra idébanken er højt, og tilfalder 100% de kommende generationer igen i form af en klode i balance med naturkapitalen fuldt ud bevaret.

Københavns Kommune har i disse år store visioner om at blive Verdens Miljømetropol, med mere grønt, mere økologi, bedre forhold for cyklisterne og opførelsen af CO2-neutrale bydele. Og med klimatopmødet næste år vil der i den kommende tid være et ekstraordinært stort fokus på miljø og bæredygtighed. Så jorden er gødet for gode ideer til et bæredygtigt København.

indlæg oprettet af Jens Hvass

 

Share

Tunge lastbiler ud af det centrale København

23. maj 2008

Ritt Bjerregård og Klaus Bondam har fremlagt forslag om, at lastbiler over 18 ton fremover ikke må køre i Københavns centrale bydele. Det er et meget velkomment forslag, for disse køretøjer er alt for store til de gamle bydeles snævre, tæt befærdede gaderum, og der er uforholdsmæssigt mange ulykker omkring dem. Fra 2002-2006 blev således 12 cyklister dræbt ved højresvingsulykker i København. Yderligere har udstødningen fra disse dieselkøretøjer en væsentlig del af ansvaret for de flere hundrede årlige for tidlige dødsfald på grund af den ultrafine partikelforurening.

Forslaget har vakt harme i transportbranchen og Dansk Industri, og argumentet har lynhurtigt været, at det vil give flere kørte kilometer og dermed større CO2-udledninger. Isoleret set er det måske også tilfældet. Men at få de store køretøjer bort fra det centrale København vil gøre det meget mere trygt at være cyklist i det centrale København, og CO2-gevinsten ved at endnu flere fremover tager cyklen frem for bilen burde rigeligt kunne opveje, at lastbiltrafikken fra containerhavnen i Nordhavnen fremover bliver sendt ud på Ring 2. Den nuværende containerhavn ligger ikke særlig smart. På sigt vil det derfor kunne lette meget, om containerhavnen blev flyttet til ydersiden af Amager med direkte tilkørsel til motorvejsnettet og Øresundsbroen.

Læs mere »

Share

Borgermøde om et Agendacenter for Indre By 9. juni kl. 19.00

19. maj 2008

Agenda 21-center på vej for bydelen Indre By-Christianshavn

Indre By omfatter det centrale København fra Christianshavn og Christiania i øst til Søerne i vest, og fra Refshaleøen og Classensgade i nord til Tivoli og Bernstorffsgade i syd (se kort).

Alle borgere, foreninger og organisationer, der er interesseret i et Agenda 21-center i Indre By til at styrke det lokale miljøarbejde, inviteres til møde mandag den 9. juni kl. 19:00 i Christianshavns Beboerhus, Dronningensgade 34, København K.

På mødet kan du høre mere om:

rammerne for det nye lokale Agenda 21-center
erfaringer fra oprettelsen af et tilsvarende Agenda 21-center
ideer og visioner fra lokale kræfter

På mødet har du også mulighed for at drøfte dine egne og andres visioner og ideer til et kommende center. Vi slutter mødet med at aftale det videre arbejde med at oprette et lokalt Agenda 21-center.

Læs mere »

Share

Carlsberg-området bliver CO2-neutral bydel

14. maj 2008

Den endelige plan for Carlsberg-området er nu blevet fremlagt efter et års viderebearbejdning af det vinderforslaget – og det ligger nu klart, at der bliver tale om en CO2-neutral bydel. Indimellem den tæt-lave bebyggelse, som i høj grad viderefører karreen som struktur, er der fundet plads til ni højhuse, hvoraf det højeste bliver 120 meter højt. De mange, som i de senere år har efterspurgt høje bygninger i København, får nu endelig deres ønsker opfyldt.

Der er tale om i alt 600.000 m² blandet bebyggelse med 45% boliger, 45% butikker og erhverv samt 10% til idræt, kultur og institutioner. Der kommer omkring 3.000 boliger af forskellig størrelse og ejerform, heriblandt 300 af de billige boliger, som Ritt Bjerregård har villet bygge 5.000 nye af. Konkurrencen om Carlsberg-området blev i 2007 vundet af Entasis Arkitekter og Esbensen Rådgivende Ingeniører.

“‘Carlsberg har tårnhøje ambitioner for miljø og energimæssig bæredygtighed, og vil kunne tjene som eksempel for fremtidig byudvikling. Det bliver en levende by, hvor fodgængere og cyklister vil få førsteretten til gaderne, og hvor biltrafikken er reduceret mest muligt. Jeg synes fx, det er spændende, at man vil arbejde videre med en ide med delebilsordninger, og det glæder jeg mig til at se, hvad der kan komme ud af’, siger Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam.”¹

Første spadestik forventes i foråret 2009. Der er meget mere om projektet på hjemmesiden Vores By.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Vores By bliver første CO2-neutrale bydel, AAA Nyheder 13.05.2008.

Ulrik Andersen: 10 højhuse på Carlsberggrunden, Ingeniøren 12.05.2008.

Startskud på “Vores By”, (pressemeddelelse) Københavns Kommune 16.11.2007.¹

Boris Gullev: Vores By – mere Christiania end Ørestad, Børsen 27.02.2008.

Vores By, (konkurrenceprogram) Carlsberg 2006 (pdf).

Karsten Ifversen: Arkitekter krydser landsbyen med storbyen, Politiken 02.06.2008.

 

Share

Kolossen fra Nordhavn

24. april 2008

Tilbage i antikken var et af verdens syv underværker Kolossen fra Rhodos, en gigantisk bronzestatue af solguden Helios, som skrævede over indsejlingen til havnen i Rhodos.

Nu er København ved at lægge havn til endnu et underværk, FNs nye faciliteter på Marmormolen, hvor nu UNICEFs store lager haller ligger. Bygningskomplekset vil forbinde Langelinje og ‘fastlandet’ med en 65 m høj bro, så Norgesbådene stadig kan komme ud.

Arkitekterne bag masterplanen for området er 3xNielsen, som i København blandt andet har lavet DFDS’ færgeterminal i Nordhavnen, restaureringen af Tivolis koncertsal og Ørestad Gymnasium. Med det herværende projekt har de virkelig leveret et stykke avanceret bybygningsskulptur med frit svungne linjer i alle retninger, sådan et lidt udefinerligt sted mellem Calatrava, Niemeyer og Liebeskind. Byggeriet er sine steder endog meget højt – tårnbygningen bliver hele 140 m høj. Den lille video nedenfor giver en god fornemmelse af projektets skala og frivole formlege.

Læs mere »

Share

Nyt projekt til Israels Plads

11. april 2008

På baggrund af en konkurrence om den del af Israels Plads, som ligger op mod Ørstedsparken besluttede Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg 12. marts at udpege forslaget udarbejdet af Birk Nielsen landskabsarkitekter som vinder.

Israels Plads har i mange år ligget lidt forsømt hen. Men dette projekt vil – sammen med projektet for Torvehallerne, som også er tæt på at kunne realiseres – give København et helt nyt byrum.

Oticon-fonden har doneret 30 mill. kr. til projektet, og Københavns Kommune har bevilliget et tilsvarende beløb. Omlægningen forventes således påbegyndt i 2009 og afsluttet i 2011.

De tre projekter, som deltog i den indbudte konkurrence, kan frem til 16. april ses på Hovedbiblioteket i Krystalgade. Der er fine kvaliteter i alle de tre forslag, men vinderforslaget af Birk Nielsen landskabsarkitekter med tilnavnet ‘Det flyvende tæppe’ virker meget overbevisende og gennemarbejdet. Illustrationerne nedenfor er alle fra det vindende projekt.

Læs mere »

Share