Indlæg tagged med hotmapping

Hotmapping

17. oktober 2008

Med Google har vi fået digitale kort, hvor man efterhånden kan se selv små tagvinduer. Og nu står vi på tærsklen til en ny generation af infrarøde kort, som viser varmestrålingen og dermed nådesløst afslører, hvem som fyrer for fuglene. Sammen med optagelser af bygningsfacader giver det mulighed for en form for røntgensyn, hvor man kan ‘se’, hvor varmestrålingen – og dermed varmetabet – er størst.

I England er man i fuld gang med at kortlægge bygningers varmetab gennem infrarøde luftfotografier. Foreløbig har firmaet Hotmapping registreret omkring 20 byer, og virksomhedens registreringsfly er fuldt bookede.

De mørkeblå flader indikerer lille varmestråling, hvor de røde områder har stor varmestråling. På ansigtet herover kan man således se, hvordan briller, hår og tøj isolerer for kroppens varmetab og giver lavere overfladetemperaturer end den nøgne hud. Tilsvarende kan man se, at varmetabet er meget forskelligt på forskellige områder af en bygning, afhængig af, hvilken byggeteknologi, der er anvendt.

En meget stor del af vores nuværende energiforbrug stammer fra vores bygninger. Og hvor det med i dag kendt bygningsteknologi er muligt at bygge stort set energineutrale huse, bliver det store problem i de kommende år at få nedbragt energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse gennem en omfattende energirenovering.

Her vil den infrarøde registrering kunne være et godt værktøj – både til pædagogisk at vise, hvad vi ikke kan se med det blotte øje, og til rent praktisk at afdække, hvor der måtte være kuldebroer og problemer med eksisterende isolering.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Stewe Lowe: Thermal London from space and above / Energy! / A primer on infra-red thermography, seedgen.com.

Nicolai Østergaard: Snart bliver danskernes varmefråds afsløret med luftfotos, Ingeniøren 17.10.2008.

Line Lykke Houkrogh: Luftfotos afslører spild af energi, Jyllandsposten 16.10.2008.

Share