Strøtanker om bæredygtighed

Så foreligger endnu et bud på brugen af Krøyers Plads – denne gang af Vilhelm Lauritzen og COBE arkitekter samt GHB landskabsarkitekter. Denne gang ikke noget højhusprojekt, og denne gang udformet på baggrund af serier af borgermøder, hvor de mest kritiske røster har fået lov at tage del i processen. Så det skal blive spændende om de til forskel fra tidligere forslag får lov at lande på stedet.

Sådan helt flygtigt set respekterer bygningerne også stedet med to store bygningskroppe liggende som i sin tid pakhusene, med gavlene mod havnen. Men de har intet af pakhusenes krop og tyngde, ingen skalamæssig artikulation, intet taktilt-materialemæssigt til fælles med det omgivende. Så at påstå, at de passer til stedet, er at slide på sproget. Én ting er, at de ikke passer med det gamle – intet tagelement, ingen forsøg på at gå i dialog med stedets væsen. Men de går heller ikke i dialog med Operaen og Skuespilhuset, to andre nytilkomne, som deres forskellighed til trods endda har fælles træk: den store tagflade gennembrudt af scenetårnet.

Hånden på hjertet, hvad skal bygninger med et sådant udtryk på et sådant sted? Hvad skal byen med huse, som ikke evner at føje sig ind og styrke det allerede eksisterende? Hvad skal byen med den slags se mig hør mig?

Læs mere »

Frankrig har en lang tradition for arkitektoniske manifester, fra solkongernes paladser over Napoleons omlægning af store dele af Paris under Haussmann til Mitterand, som lagde navn til Peis glaspyramide foran Louvre og Sprechelsens Triumfbue. Og den nu siddende præsident Nicolas Sarkozy er da også godt i gang med at lægge an til at få sig foreviget i de parisiske bylandskaber. Det har han gjort ved at invitere ti af verdens ledende tegnestuer til at komme med et oplæg til byens fremtid, og ikke mindst forstædernes fremtid. Paris er nemlig ikke kun turisternes Paris. Udenfor den charmerende bykerne har der op igennem det 20. århundrede spredt sig en grød af mere eller mindre karakterløs forstadsbebyggelse. Og det er i høj grad her, projekterne sætter ind.

Siden juni har de ti teams arbejdet på to temaer ‘the 21st century post-Kyoto metropolis’ og ‘the present and future analysis of the Paris agglomeration’. Kan man gennem fortætning, nytænkning og andre byplanmæssige greb føre Paris fra den fossile æra ind i en bæredygtig udvikling? Foreløbig er de ti forslag udstillet på Musée de la Cité, og der er lagt op til offentlig debat om projekterne.

Forslaget på billedet herover herover stammer fra Ateliers Castro/Denissof/Casi. Jeg har stadigvæk svært ved at se, at klodens befolkning ved udgangen af det 21. århundrede i større udstrækning kommer til at bo i en sådan ikon-arkitektur – det minder lidt om Tyskland i 80erne, hvor alt miljørigtigt byggeri skulle have græstørvstag. Der findes langt mindre demonstrative (og ressourcekrævende) måder at fortætte byen på. Men hvis ellers disse lådne bygningssøjler med urskov frodigt vældende ud fra hver anden etage, som om det aldrig blæste eller sneede, er fremtidens højhuse, så kan vi i Købøenhavn prise os lykkelige over ikke at have fået plastret den historiske by til med deres vegetationsløse forgængere. Og stadig kan jeg meget bedre se den slags bebyggelse i Nordhavnen eller på Refshaleøen.

Se tidligere blog-indlæg om gønne højhuse: Det levende tårn (fransk projekt) og William McDonough: Tower of Tomorrow (amerikansk cradle to cradle-projekt).

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, Bustler 13.03.2009.

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, ArchiCentral 14.03.2009.

Karsten Ifversen: Sarkozy vil genskabe Paris, Politiken 21.03.2009.

Det er sjældent, jeg er ubetinget begejstret for moderne arkitektur, ikke mindst den højtstræbende genre, hvor ubrudte spejlglasfacader og teknologisk perfektionerede ‘maskiner’ producerer en urørlighed og utilnærmelighed samtidig med, at de signalerer en betydningsfuldhed og formmæssig selvtilstrækkelighed, som slet ikke står mål med deres indre. Men William McDonough & Partners’ Tower of Tomorrow rammer forbi alle mine parader. Jeg synes det er smukt, og jeg ved, at det bæredygtighedsmæssigt er særdeles gennemtænkt. Det har en skrøbelighed, på samme tid stærk og sårbar, stram og organisk – som en gigantisk blomsterknop, der er lige ved at revne og lade sit frodige liv vælde ud af alle sprækker.

De senere år har der været talt meget om højhuse i København, og der har efterhånden været præsenteret ganske mange funky visioner. Men jeg kan ikke komme på ét eneste af disse projekter, som har ramt rent ind. Fosters tårn til Tivoli havde en uomtvistelig elegance, men havde sin beliggenhed og sin selvbevidsthed imod sig. Selv van Egeraats projekt til Krøyers Plads, som med sine gigantiske bjergkrystalformer af mange blev fremhævet for de skulpturelle kvaliteter, virkede i min optik aldeles fejlplaceret i hjertet af det historiske København og langt bedre egnet til en motorvejsplacering. Og blandt de højhuse, som gennem årene er blevet bygget i København, er der ikke meget at prale med. Arne Jacobsens hotel er stilsikker modernisme, men igen … det omgiver sig med en kulde og uindtagelighed, som ikke yder ret meget til den omkringliggende by.

Og det er nok en del af problemet med højhusene, de bliver meget let fremmedlegemer i den karré-strukturerede by. For eksempel Malmös nye vartegn, Turning Torso, skruer sig med en dramatisk gestus op i den blå himmel, og det det står flot i byens profil. Men kommer man tæt på, er den måde, hvorpå bygningen indgår i byen – eller rettere som en middelalderlig borg afskærer sig fra sin omverden – dybt problematisk. Den bruger løs af omgivelsernes urbane miljø uden at yde noget til gengæld.

Dér er Tower of Tomorrow anderledes klart tænkt. Det snævrer ind mod bunden for at bruge så lidt urbant areal som muligt, samtidig med at åbningen mellem solcellefacaden og skyggefacaden inviterer til at bevæge sig ind. Jeg kunne sagtens se klynger med 3-4-5 stykker af sådanne spiralske tårne i let forskellige i højde og drøjde stå på Nordhavn og Refshaleøen omgivet af en parkagtigt overvokset tæt-lav bebyggelse.

Læs mere »

Ved det moratorium, som Borgerrepræsentationen i torsdags vedtog for højhuse i Indre By, trak man mod sydvest beskyttelsesgrænsen underligt zigzag-agtigt, så Tivoli blev fredet, mens Axeltorv, Aborreparken og Banegraven stadig står åbne for højhuse. Frem for bevaringsmæssige principper, som beskyttede middelalderby og fæstningsanlæg, har man således tydeligvis på pragmatisk vis forholdt sig til hvert enkelt sted. Men kunne man bare finde ud af at lave højhuse som gadekunstnerens på billedet herover – store i ånden uden at skygge omkring sig – er jeg sikker på, at der ikke ville være samme folkelige modstand.

Her er det Henning Larsen Architects forslag til nyt højhus på Axeltorv, hvor nu Scala ligger. Med 80 m højde er det det laveste af de forslag til stedet – det højeste af metropolzone-projekterne nåede på samme sted op på 147 m. Der er store økonomiske interesser i, om man kan få lov at bygge 5, 10, 20 eller 40 etager på et sted som her. Men i forhold til at beskytte Middelalderbyen virker det paradoksalt, at dette hjørne af det historiske København ikke kom med i beskyttelseszonen. Det er jo knapt nok et argument, at det allerede lider mere end mange andre kvarterer under forskellige bybygningstraditioners sammenblanding.

Læs mere »

I den forgangne uge blev det klart, at Borgerrepræsentationen 28. august vil vedtage, at der ikke kan bygges højhuse i Middelalderbyen – endda med et utraditionelt flertal uden om Socialdemokratiet, som ikke har været til sinds at afskære sig fra muligheden for at bygge i højden, hvis det rette projekt viste sig. Men i betragtning af, hvor stærk en folkelig modstand der er mod højhuse i det centrale København, er det vel en passende løsning.

Man kan undre sig over, hvilke studehandler, der ligger bag grænsedragningen. Som man kan se af kortet herover, vil der stadig langs havnen kunne bygges højt på Dokøen, Christiansholm og Krøyers Plads, hvor van Egeraats projekt var tæt på at blive vedtaget. Højhuse langs havnen her i Middelalderbyens hjertekule vil være meget uheldig for hele fornemmelsen af byens åbenhed mod nord.

Ligeledes har man i den gruppe, der står bag højhuszonen, tydeligvis kunnet enes om at beskytte Tivoli mod fremtidige hoteltårne, ligesom beslutningen lægger en kraftig dæmper på udviklingen af metropolzonen omkring Rådhuspladsen og punkterer alle videre planer om højhuse ved Nørreport. Dog har man bevaret muligheden for at bygge højt på Axeltorv og i resterne af Aborreparken. I mine øjne skulle al byplanmæssig udvikling i denne zone have som overordnet tema at reetablere befæstningsringens grønne bånd, så Middelalderbyen blev langt mere præcist defineret i denne del af byen.

Skulle man vurdere zonen ud fra et rent byrumsmæssigt perspektiv, kunne man ønske sig, at den højhusfri zone blev udvidet, så den også beskyttede Søerne og voldanlægget på Christianshavnssiden. Det er to af byens virkelig flotte byrum, som begge ville lide meget, hvis der begyndte at poppe højhuse op her.

Nu er højhuse i Indre By forbudte, (Ritzau) Politiken 28.08.2008.

Martin Justesen: Flertal forbyder højhuse i Indre By, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: “Et højhus kommer aldrig nogensinde til at passe ind”, Politiken 14.08.2008.

Martin Justesen: S: Skingert flertal fastlåser udviklingen, Politiken 14.08.2008.

Morten Skjoldager: S og R strides om højhuse i København, Politiken 14.06.2008.

Københavnere siger nej tak til højhuse, Politiken 26.03.2008.

Charlotte Welin: Københavnere: Nej til højhuse i Indre By, Berlingske 29.11.2006.

Den endelige plan for Carlsberg-området er nu blevet fremlagt efter et års viderebearbejdning af det vinderforslaget – og det ligger nu klart, at der bliver tale om en CO₂-neutral bydel. Indimellem den tæt-lave bebyggelse, som i høj grad viderefører karreen som struktur, er der fundet plads til ni højhuse, hvoraf det højeste bliver 120 meter højt. De mange, som i de senere år har efterspurgt høje bygninger i København, får nu endelig deres ønsker opfyldt.

Der er tale om i alt 600.000 m² blandet bebyggelse med 45% boliger, 45% butikker og erhverv samt 10% til idræt, kultur og institutioner. Der kommer omkring 3.000 boliger af forskellig størrelse og ejerform, heriblandt 300 af de billige boliger, som Ritt Bjerregård har villet bygge 5.000 nye af. Konkurrencen om Carlsberg-området blev i 2007 vundet af Entasis Arkitekter og Esbensen Rådgivende Ingeniører.

“‘Carlsberg har tårnhøje ambitioner for miljø og energimæssig bæredygtighed, og vil kunne tjene som eksempel for fremtidig byudvikling. Det bliver en levende by, hvor fodgængere og cyklister vil få førsteretten til gaderne, og hvor biltrafikken er reduceret mest muligt. Jeg synes fx, det er spændende, at man vil arbejde videre med en ide med delebilsordninger, og det glæder jeg mig til at se, hvad der kan komme ud af’, siger Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam.”¹

Første spadestik forventes i foråret 2009. Der er meget mere om projektet på hjemmesiden Vores By.

Vores By bliver første CO₂-neutrale bydel, AAA Nyheder 13.05.2008.

Ulrik Andersen: 10 højhuse på Carlsberggrunden, Ingeniøren 12.05.2008.

Startskud på “Vores By”, (pressemeddelelse) Københavns Kommune 16.11.2007.¹

Boris Gullev: Vores By – mere Christiania end Ørestad, Børsen 27.02.2008.

Vores By, (konkurrenceprogram) Carlsberg 2006 (pdf).

Karsten Ifversen: Arkitekter krydser landsbyen med storbyen, Politiken 02.06.2008.

Tilbage i antikken var et af verdens syv underværker Kolossen fra Rhodos, en gigantisk bronzestatue af solguden Helios, som skrævede over indsejlingen til havnen i Rhodos.

Nu er København ved at lægge havn til endnu et underværk, FNs nye faciliteter på Marmormolen, hvor nu UNICEFs store lager haller ligger. Bygningskomplekset vil forbinde Langelinje og ‘fastlandet’ med en 65 m høj bro, så Norgesbådene stadig kan komme ud.

Arkitekterne bag masterplanen for området er 3xNielsen, som i København blandt andet har lavet DFDS’ færgeterminal i Nordhavnen, restaureringen af Tivolis koncertsal og Ørestad Gymnasium. Med det herværende projekt har de virkelig leveret et stykke avanceret bybygningsskulptur med frit svungne linjer i alle retninger, sådan et lidt udefinerligt sted mellem Calatrava, Niemeyer og Liebeskind. Byggeriet er sine steder endog meget højt – tårnbygningen bliver hele 140 m høj. Den lille video nedenfor giver en god fornemmelse af projektets skala og frivole formlege.

Læs mere »

Med overskrifterne Tænk grønt, Tænk mangfoldigt, Tænk blåt og Tænk nyt har Københavns Kommune netop præsenteret sin kommuneplanstrategi for 2007 under overskriften Den tænkende storby.

For City-området fremhæves følgende fem indsatsområder:

1) Sikre plangrundlaget for udviklingen af Metropolzonen.

2) Flere boliger i Indre By og nye internationale studiefunktioner.

3) Sikre en mere attraktiv og levende havnefront.

4) Bedre tilgængelighed langs og på tværs af havnen.

5) Planlægning af 3 nye metrostationer.

Efter debatmødet 18.02. vil jeg vende tilbage til en nærmere analyse af Den tænkende storby og dens konsekvenser for bymiljøets bæredygtighed.

Umiddelbart vurderet vil problemerne være størst omkring Metropolzonen og dens forsøg på at give plads til moderne højhusmaskiner, som dels i sig selv er alt andet end bæredygtige, dels meget let kommer til at medføre en stor vifte af problemer for omgivelserne.

Kommunen er her på direkte kollisionskurs med byens borgere. En undersøgelse foretaget af Rambøll i november 2006 viste, at 86% af alle københavnere ønsker den historiske by friholdt for højhuse. Se Københavnere mod fejlplacerede højhuse.

Da jeg i går aftes i Politiken læste om Ritt Bjerregård og Klaus Bondams planer om at lave Højhuse på Nørreport, lavede jeg spontant denne skitse, hvor man i stedet for højhuse lagde et stort grønt pavillontag ud over det meste af området. Så kunne der nedenunder være plads til de nødvendige stationsfunktioner, busholdepladser osv. Der var måske lige højt nok til loftet til at man kunne have cykelparkering i to lave etager. Hvor det østlige spor var oplagt at gøre til en del af stationspladsen, kunne det vestlige spor passende blive en del af det forslag om brogaderne som cykelgader, som Klaus Bondam for nylig præsenterede.

Skitsen er ikke tænkt som en fuld løsning af det meget komplekse situation på stedet, men blot en første strøtanke til en struktur, som ville kunne håndtere problemstillingerne. Under det store gennemgående pavillontag kunne man stedvist åbne op til S-togenes og Kystbanens perroner og dermed opnå langt mere spændende og imødekommende adgangsforhold og rumdannelser end i dag. Hele taget kunne så friholdes som en grøn taghave, hvor man kunne drikke te i en bambuslund, og hvor vildvinen vældede ud over kanten, så det hele kom til at fremstå som en stor, svævende vegetationsskive. En sådan grøn Nørreport ville – på en helt anden måde end falliske metropoldrømme – være en port til fremtiden.

Det fremgår af artiklen i Politiken, Ritt vil bygge højhus på Nørreport, at baggrunden for nu at gentænke hele området mere radikalt er, at luftforureningen på de underjordiske perroner (og det er nok primært fra dieseltogene på Kystbanen) er alt for høj, hvorfor Banedanmark er blevet pålagt at sikre en væsentligt bedre luftkvalitet. Dette vil kræve nogle store ventilationstårne op gennem området. De kunne passende være grønne søjler af vedbend.

Ritt Bjerregård har ret i, at Nørreport i dag fungerer virkelig dårligt. Men der må være andre alternativer end at bygge højhuse eller at lade stå til. For ved at klemme højhuse ind på dette måske byens travleste sted, løser man ikke noget som helst andet end finansieringsproblemer.

Morten Skjoldager og Joakim Grundahl: Ritt vil bygge højhus på Nørreport, Politiken 17.01.2008.

I dagens Politiken kan man læse, at Ritt vil bygge højhus på Nørreport. Og det fremgår, at Ritt Bjerregård og Klaus Bondam hér er ved at planlægge endnu en Metropolzone og arbejder på et projekt, som indebærer placeringen af et antal op til 10 etager høje huse i Nørre Voldgade, hvor nu Nørreport Station ligger.

“‘Området ser forfærdeligt ud, som det er nu. Der er beskidt, cyklerne hænger alle steder, bilerne holder i kø, og de gående står i kø, når de skal videre fra slutningen af gågaden. Når vi nu alligevel skal grave det hele op, skulle vi så ikke samtidig tage stilling til, hvad vi vil med hele området?'”, siger Ritt Bjerregaard i artiklen. Længere nede i artiklen fremgår det, at man endda overvejer at inddrage et stykke af Ørstedsparken.

Læs mere »