Strøtanker om bæredygtighed

Lyder dødeligt, og ja, der er i disse år alt for mange, som dør for tidligt af partikelforureningen. Men teksten i det følgende er blot en række optegnelser fra en rundtur i dag for at se på partikelforureningsniveauet i Banegraven ved Vesterport Station her på en 2. pinsedag, hvor de fleste holder fri, mens solen stråler fra en skyfri himmel og temperaturen mange steder i gaderummene kom godt op over 25ºC. Baggrunden er, at jeg pt. er ved at gennemføre et større projekt, Byens grønne lunger, om byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen, hvor et af kapitlerne indebærer beplantningsforslag dels for Torvegade, dels for Banegraven. Tanken er så i løbet af den kommende uge at tage en tilsvarende runde omkring Banegraven og se på niveauerne på en hverdag, hvor trafikken i området er langt mere massiv – og samtidig gerne også en dag, hvor det blæser lidt mindre end i dag.

Jeg satte partikelmåleren i gang hjemmefra, og niveauet var faktisk overraskende højt – ud af et vindue mod Larslejsstræde, hvor trafikken på en dag som i dag er meget begrænset, lå niveauet og svingede mellem 14-16.000, og hvis jeg prøvede til gårdsiden, var der tale om 18-19.000. Da jeg kom ned i gadeplan og om hjørnet til Sankt Peders Stræde, steg niveauet til 20-22.000, stadig med ganske få køretøjer, ingen bagerdufte, parfumer, tobak eller bålrøg, så baggrundsniveauet i dag måtte være ganske højt. En enkelt 3×34 varevogn passerede, tydeligvis uden partikelfilter, for niveauet steg kortvarigt over 50.000.

Disse tal kan være lidt abstrakte, men den partikelmåler, jeg har lånt af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, måler én gang i sekundet antallet af ultrafine partikler pr. cm³ i størrelsesordenen 0,02-1,0 µm – eller den størrelse af partikler, som mere og mere tyder på er de allerværste for vores sundhed, fordi partikler i den størrelse ikke bare når ud i de allerfineste afkroge af vores lunger, men herfra kan bevæge sig videre ind i blodbanerne, hvor de afstedkommer fri radikal-beskadigelse, som igen kan føre til alvorlige helbredsproblemer og i værste fald kræft og hjerte-kar-problemer med dødelig udgang. Alligevel har man endnu ikke etableret egentlige grænseværdier for de ultrafine partikler – det findes der endnu kun for de fine partikler (under 2,5 µm), og her opgøres den ikke i antal partikler, men i µg pr. m³.

Det Økologiske Råd har foreslået grænseværdier for ultrafine partikler, hvor årsgennemsnittet ikke må overstige 7.000 partikler pr. cm³, mens timeniveauet 20 dage om året maksimalt må overstige 20.000 partikler pr. cm³, for at give plads til vejarbejdsdage og dage med ekstraordinære forhold.¹

Det ville pynte alvorligt på partikelforureningens dødsstatistik, men forudsætter en markant stramning af miljøzone-reglerne, som der i et uheldigt deadlock mellem stat og kommune ikke synes at være mulighed for. Men lad os fortsætte rundturen.

Læs mere »

Banegraven er et af de steder, hvor man kan opleve rådhusvinen folde sig ud i al sin vælde. De store flader i det lodrette skår er over lange stræk dækket med rådhusvin. Og når man bevæger sig oppe langs toppen, kan man året igennem opleve planten helt tæt på. I disse dage, efterhånden som bladene skifter farver og blæser af, kan man se de små ansatser til druer, som røber, at rådhusvinen rent faktisk er en vinplante.

[nggallery id=133]

. 
I publikationen Byens grønne lunger, som kan downloades fra min hjemmeside jenshvass.com, er der pp. 36-37 mere om Banegraven. Byens grønne lunger rummer langt mere information om om brug af facadeplanter i byen.

Jens Hvass: Byens grønne lunger. Eksempler på facadebeplantninger fra det historiske København, Kunstakademiets Arkitektskole 2005 (pdf).

Se flere forårstegn og efterårstegn.

Ved det moratorium, som Borgerrepræsentationen i torsdags vedtog for højhuse i Indre By, trak man mod sydvest beskyttelsesgrænsen underligt zigzag-agtigt, så Tivoli blev fredet, mens Axeltorv, Aborreparken og Banegraven stadig står åbne for højhuse. Frem for bevaringsmæssige principper, som beskyttede middelalderby og fæstningsanlæg, har man således tydeligvis på pragmatisk vis forholdt sig til hvert enkelt sted. Men kunne man bare finde ud af at lave højhuse som gadekunstnerens på billedet herover – store i ånden uden at skygge omkring sig – er jeg sikker på, at der ikke ville være samme folkelige modstand.

Her er det Henning Larsen Architects forslag til nyt højhus på Axeltorv, hvor nu Scala ligger. Med 80 m højde er det det laveste af de forslag til stedet – det højeste af metropolzone-projekterne nåede på samme sted op på 147 m. Der er store økonomiske interesser i, om man kan få lov at bygge 5, 10, 20 eller 40 etager på et sted som her. Men i forhold til at beskytte Middelalderbyen virker det paradoksalt, at dette hjørne af det historiske København ikke kom med i beskyttelseszonen. Det er jo knapt nok et argument, at det allerede lider mere end mange andre kvarterer under forskellige bybygningstraditioners sammenblanding.

Læs mere »