Strøtanker om bæredygtighed

Den amerikanske miljøskibent Michael Pollan, som bøger som In Defense of Food og The Omnivore’s Dilemma har placeret sig centralt i den sundhedspolitiske debat i USA, bragte torsdag via New York Times et åbent brev til den kommende præsident: Farmer in Chief.

Pollan skriver indledende, at fødevarekrisen og hele den måde fødevareproduktionen i dag foregår på, er tæt forbundet med klima- og energiproblemerne: “After cars, the food system uses more fossil fuel than any other sector of the economy – 19%. And while the experts disagree about the exact amount, the way we feed ourselves contributes more greenhouse gases to the atmosphere than anything else we do – as much as 37%, according to one study.”

Vi er således nødt til at tage det industialiserede landbrug af dets nuværende diæt af fossile brændstoffer og sætte det på en tidssvarende diæt af solskin.

Pollan udfolder i Farmer in Chief et ‘sun-food agenda’ som har relevans ikke bare for Obama og McCain, men for en global omlægning af det industrialiserede landbrug set i lyset af den globale energi- og klimaudfordring.

Michael Pollan: Farmer in Chief, New York Times 09.10.2008.

Se også tidligere blog-indlæg: Why Bother? og Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma (video).

Selvom USA i disse dage er ramt af både valgkamp og finanskrise, sker der bag kulisserne vigtige ting på klimafronten. Demokraterne fremlagde således tidligere på ugen et forslag, som dels vil indebære etableringen af et CO₂-marked, dels CO₂-reduktioner på 80% i 2050.¹ Med en CO₂-udledning på mere end 20 ton pr. indbygger vil det kræve en gennemgribende transformation af The American Way of Life, som i dag er voldsomt afhængig af fossile energikilder.

Forslaget, som kan downloades via Committee on Energy and Commerce, vil dog først blive fremlagt i 2009, efter præsidentvalget er afgjort, og forhåbentlig i så god tid inden klimatopmødet i København, at det kan nå at være med til at sætte niveauet for de globale reduktioner.

Klimapolitikken har ikke fyldt ret meget i den amerikanske valgkamp. Det er som om alle har været bange for i den amerikanske medievirkelighed at drage komplicerede forhold frem, som kan give bagslag. Og længe har det været sagt som en trøst, at både Obama og McCain i forholdt til Bush-administrationen begge vedkendte sig nødvendigheden af store forandringer på energiområdet og begge ville være et skridt i den rigtige retning. Men med den amerikanske valgkamps udvikling på det seneste, hvor Obama med udpegelsen af Biden som vicepræsidentkandidat har styrket klimaprofilen, mens McCain med udnævnelsen af Sarah Palin har udnævnt en klimaskeptiker, er det blevet lysende klart, at udfaldet af det amerikanske præsidentvalg får en kolossal indflydelse på mulighederne for at få en klimaaftale forhandlet på plads.

Læs mere »

Igennem århundreder var Københavns udstrækning præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ‘æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.²

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Læs mere »

Lord Turner of Ecchinswell, formanden for The Independent Climate Change Committee siger i dag i The Guardian, at vi må afvikle brugen af fossile brændstoffer i energisektoren i løbet af de næste 20 år.¹ Det sker i forbindelse med en anbefaling af, at Storbritannien strammer sin samlede klimamålsætning for 2050 fra 60% til 80% CO₂-reduktion. Reduktioner i den størrelsesorden er ifølge Lord Turner svære at forestille sig for skibsfarten og luftfarten, hvorfor andre sektorer som energisektoren må udfase brugen af fossile brændstoffer længe før 2050.

Lord Turner lægger sig hermed helt på linje med den engelske premierminister Gordon Brown, som for nylig gjorde sig til talsmand for, at Storbritannien måtte skærpe sin målsætning for 2050 fra en 60% reduktion af CO₂-udledningerne til en 80% reduktion. Med De liberale demokraters forslag om, at England skal være CO₂-neutral i 2050, nærmer det politiske system i England sig en konsensus om at tage klimaudfordringen alvorligt (se tidligere blog-indlæg: Britisk opgør med ‘oliens diktatur’ og De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050).

Dette er målsætninger, som vil indebære ganske radikale forandringer af det engelske samfund. Man har i de senere år gjort en del tiltag for at omlægge til vedvarende energi, og officielle tal syntes også at pege på, at engelske CO₂-udledninger var nået 5% under 1990-niveauet. Men en opgørelse, som inkluderer de engelske emissioner fra fly- og skibstransport, viste for nylig, at de samlede engelske udledninger lå hele 37% over udledningerne i 1990. Dette er sandsynligvis ikke enestående for Storbritannien, men viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at få skibs- og luftfarten med ind i afløseren for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: 7.000 britiske vindmøller på vej, Erhvervslivet vil flyve mindre og Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992).

Læs mere »

Reuters bragte i dag reportager fra to asiatiske storbyer, Jakarta og Shanghai, som med cirka 10 og 18 mio. indbyggere hver især har en befolkning på adskillige gange den danske. Begge byer ligger ud til havet og er derfor sårbare overfor selv mindre havstigninger, og begge byer har oplevet at synke markant på grund af at man har pumpet store mængder vand fra stadig dybere lag under byen til den stadig større befolkning. Dette fører til en sammensynkning af hele området.

Langs The Bond, Shanghais historiske havnefront, har man således tre gange i det 20. århundrede måttet forhøje digerne mod floden. Fra 1921 til 1965 sank området med 176 cm eller omkring 4 cm om året. Myndighederne søger at undgå yderligere sammensynkning af området ved at pumpe vand tilbage og i stedet bruge flodvandet direkte, og man har bremset processen dertil, at området i 2007 blot sank 7 mm. Til gengæld er de største af de mange nye skyskrabere så massive, at de har tendens til at synke ned gennem de løst aflejrede jordlag, som Yangtze-floden gennem tiderne har transporteret til området fra det centrale Kina. Det nu højeste hus, som blev indviet i august i år, er således allerede sunket 12 cm – hvilket dog er pænt under de 25 cm, som byens byggereglement maksimalt tillader.

I Jakarta pumper man stadig store mængder af grundvand op, og en rapport fra Verdensbanken anslår, at Jakarta i 2025 vil ligge 40-60 cm lavere end i dag. Sammen med de stigende oceaner vil det i de kommende år gøre byen langt mere sårbar overfor oversvømmelser fra tropiske storme.

Sugita Katyal: Jakarta sinks as citizens tap groundwater, Reuters 07.01.2008.

Rujun Shen: Shanghai highrises could worsen rising seas threat, Reuters 07.01.2008.

Læste i dag, at gletsjerforskere fra Island havde beregnet, at der om 100 år ikke ville være mere is på Island. Europas største gletsjer Vatnajökull, som dækker det sydøstlige Island, er på sit tykkeste sted tæt ved en kilometer tyk. Endda regnede forskerne med, at den ville være helt smeltet – og at vi til den tid ville have 7 meter højere vandstand end i dag.¹

Det lykkedes mig ikke at finde selve rapporten – måske den endnu ikke er gjort tilgængelig online. Men jeg faldt over en serie utrolig smukke satellitbilleder taget ind over Island, Vatnajökull og det sydøstlige Grønland, som jeg selv blev så betaget af, at jeg vil bringe dem som søndagsbilleder.

[nggallery id=131]

.
De fleste af billederne stammer fra Satellite Photos of Iceland and the Polar Regions. Det er næsten ikke til at bære, at disse landskaber står overfor at smelte bort.

Andre forskere har beregnet, at der forsvinder 5 km³ is fra Vatnajökull, og at det mindskede tryk, det medfører på undergrunden, kan føre til flere vulkanudbrud.²

National Geographic har 06.10. en lille video fra Vatnajökull: Iceland Glacier Melting Fast.

Se også tidligere blog-indlæg. Kulstøv øger isafsmeltningen, Bolivia hårdt ramt af vigende gletsjere og Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Catherine Jacob: Threat To Europe’s Biggest Glacier, Sky News 03.10.2008.¹

Helgi Björnsson et al.: Glacier winds on Vatnajökull ice cap, Iceland and their relation to temperatures of its environs, University of Iceland (pdf).

Catherine Brahic: Melting ice caps may trigger more volcanic eruptions, New Scientist 03.04.2008.²

Michele: Vatnajokull Glacier, The Earth Weather and Space Blog 16.11.2007.

Peak Oil har i de senere år har været diskuteret intenst, ikke mindst i USA. Og kurven (den sorte linje) herover viser, hvordan den amerikanske olieproduktion kulminerede omkring 1970 med 9,5 mio. tønder olie pr. dag. Siden da er produktionen faldet til lige godt 5 mio. tønder pr. dag, samtidig med at forbruget er stadig stigende. Dette har medført, at USA fra at være verdens største olieeksportør, er blevet verdens største olieimportør.¹

De røde søjler viser opdagelsen af nye oliefund, som i USA kulminerede allerede i mellemkrigsårene – og de reserver, USA i dag kan regne med at finde, er i stadig højere grad olieforekomster, som det er meget dyrt at udvinde, som forbruger meget vand og energi at udvinde, og som har store miljømæssige omkostninger at udvinde.

Herover ser man med blå det amerikanske olieproduktion, og med rødt den forventede fremtidige amerikanske olieproduktion. Den orange linje viser det amerikanske forbrug. Der er således tale om en fuldstændig uholdbar afhængighedssituation, som amerikanerne har håndteret så ubegavet, at det har ført til ‘krigen mod terror’. Drill, drill, drill, lyder det i disse måneder i USA, som ‘løsningen’ på de stadig stigende benzinpriser. Men etableringen af nye oliefelter i Alaskas tundra og langs kysterne eller skrælning af store landskaber for at udnytte oliesand-forekomster, som man hidtil har vurderet ville have for store omkistninger (og miljøomkostninger) at udnytte, vil ikke ændre det mindste ved, at eneste reelle løsning er en fuldstændig afvikling af de industrialiserede lands fossile afhængighed inden for de allernærmeste år.

Læs mere »

Richard Heinberg, som i en årrække har beskæftiget sig med Peak Oil, udgav i 2007 bogen Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines. Han ser heri på, hvordan ikke blot den fossile energi, men en lang række andre ressourcer i de kommende år vil blive så begrænsede i forhold til efterspørgslen, at det vil udløse store prisstigninger og potentielt krig.

Vi har set det med olien, både prisstigningerne, og det ubehagelige faktum at et land som Danmark er blevet trukket i krig for at forsvare olieinteressser. Ifølge Heinberg står vi overfor tilsvarende forsyningsproblemer, når det gælder mad, jord, vand og en hel række basale ressourcer, som i virkeligheden er langt mere fundamentalt nødvendige for vores overlevelse end olien.

I forbindelse med introduktionen af bogen var Heinberg blandt andet på New Zealand, og nedenstående video stammer fra hans præsentation i Orewa 09.10. 2007. Præsentationen findes kun på YouTube, hvor man kan have max. 10 min. videosekevenser, så hans præsentation af Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines kommer i 6 dele nedenfor.

Heinbergs analyse af det 21. århundredes ressourcesituation nærmer sig en dystopi – og det ser ikke for godt ud, når man som han pudser krystalkuglen. Heinberg lyder da heller ikke specielt optimistisk, når han afsluttende (del 6) søger han at give et rids af de nødvendige forandringer for at føre verden godt videre: Der er simpelthen ikke noget håb for ‘Business as usual’, siger han. Vi må forberede os på svære tider. Vi er nødt til at justere vores forventninger til fremtiden efter virkeligheden – som er de begrænsninger, som findes i naturkapitalen (the natural world). Vi har i årtier har levet langt over evne, og at bringe vores levevis tilbage i det muliges (det bæredygtiges) rum vil i Heinbergs perspektiv forudsætte gennemgribende forandringer, som er mulige, men som vil kræve store ofre og store forandringer af vores adfærd og bevidsthed – og kræve mobiliseringen af det bedste i mennesker at gennemføre.

Heinberg viser afsluttende en liste over ting, som ikke har peak’ed (billedet til højre): Fællesskab, personlig integritet, tilfredsstillelsen ved veludført arbejde, international solidaritet, samarbejde, fritid, lykke, kreativitet og urban skønhed. Til den liste kunne man ønske sig at tilføje kærlighed.

Der er kun meget lille sammenhæng mellem energiforbrug og lykke/tilfredshed. Kunne vi afkoble forbindelsen mellem vores forbrug og materielle besiddelser og vores oplevelse af tilfredsstillelse, lykke og af betydningfuldhed, har vi taget et vigtigt skridt videre fra den nuværende globale ubalance. Men det kræver en helt anden etik fra reklamebranchen, som systematisk imprægnerer os med velsignelsen ved at besidde de mange objekter, som er hastigt i færd med at omdanne planeten til losseplads.

Læs mere »

En af mine sensommerfornøjelser er Hokkaido-græskar, og jeg plejer hvert år ved denne tid at købe nogle stykker af dem og have dem stående en tid for at glæde mig over farvepragten, før de går i suppegryden. Men i år er der kommet plastic omkring dem i Irmas grøntsagsafdeling. En ubetydelig detalje, måske. Men på den måde har der gradvist sneget sig mere og mere plastic og skumbakke-emballage ind i dagligdagen. Tænker nogle gange tilbage på min grønthandler på Øster Farimagsgade, som kun havde papirposer – tre størrelser brunt papir. Sådan var det også i mange år på torvet, men her er man ligesom i butikkerne stort set gået over til plastic.

Faktisk forlød det for nyligt, at plasticindholdet i vores affald ifølge en rapport fra DTU i dag ligger dobbelt så højt som hidtil antaget, og at det var en ‘bombe under Danmarks klimaplan’. De øgede plasticmængder udleder ved forbrænding så meget mere CO₂, at det forrykker vores nationale CO₂-regnskab og vores EU-forpligtelser til at øge vores andel af vedvarende energi så meget, at det vil kræve to havvindmølleparker at kompensere for den øgede mængde plastic.¹

Det er faktisk et lysende eksempel på, at bittesmå forandringer i hverdagen kan gøre en stor forskel i det samlede regnskab. Så lad os få udfaset den det meste af vores plasticforbrug, lad os øve os i at genbruge de poser, vi vitterligt køber, og i langt støre udstrækning klare os med stofposer og rygsæk.

Noget andet er, at det er en uskik blot at brænde vores affald af. Det organiske materiale skal i langt større grad tilbage i økosystemerne som levende materiale, hvor det kan blive råstoffer til nye ressourcer. Kun herved kan landbruget undgå sin nuværende afhængighed af kunstgødning.

Og så er det på tide at få stillet nogle tidssvarende krav til plastic. Ud med phthalater, tungmetaller og andre giftigheder, ikke kun i børnelegetøj, men i alt vi omgiver os med, tapeter, tæpper osv. De sidste 30-40 år har plasticmaterialer, som er yderst tvivlsomme overfor vores sundhed og ikke har noget at gøre i et bæredygtigt samfund, sneget sig ind over alt i vores tilværelse. Fremover burde man kun anvende højkvalitets plasttyper, som kan gensmeltes igen og igen, eller som efter endt brug kan indgå fuldt ud i naturens kredsløb uden komplikationer. Der findes i dag løsninger til at gøre det meget bedre. Der skal blot en præcis lovgivning til, som ikke lader sig forstyrre af plastindustriens lobbyister.

Læs mere »

I dagens Information skriver Jørgen Steen Nielsen om En grøn revolution fra oven, en reportage om byen Frederikshavn, som er i fuld gang med en omlægning til 100% vedvarende energiforsyning. Planerne gælder ikke for hele Frederikshavn Kommune, som i dag strækker sig fra Sæby til Skagen, men for det område, som indtil den nylige kommunalreform udgjorde Frederikshavn Kommune. Det er således et bysamfund på omkring 25.000 mennesker, og det er det første eksempel på, at man laver en sådan 100% omlægning til vedvarende energi i et bysamfund af den størrelse. Som delmål regner man med at nå en 40% andel af vedvarende energi i løbet af 2009. Fuldt implementeret vil planen medføre en reduktion af CO₂-udledningen på omkring 3 ton pr. frederikshavner.

I Frederikshavn har man primært defineret projektet som et erhvervsudviklingsprojekt, hvor det primære mål er at give Frederikshavns erhvervsliv en saltvandsindsprøjtning, mens borgerne mærker så lidt som muligt til projektet i dagligdagen. Projektet er da også ganske lavt profileret, og det er svært at finde noget derom på kommunens hjemmeside. Det gør på mange måder et sådant projekt enklere at gennemføre, da det er langt færre ‘spillere’, som skal være enige. Men man mister også hele den dimension, at man gennem borgerinddragelse og bevidstgørelse om ressourceforbrug og byens energi-flow har adgang til et større register af virkemidler til opnåelse af vedvarende energiforsyning.

Læs mere »