Strøtanker om bæredygtighed

I IPCCs store klimarapport fra 2007 hed det, at der var påvist menneskeskabte klimaforandringer på alle kontinenter undtagen Antarktis. Men nu har forskere i en artikel i Nature Geoscience om temperaturudviklingen ved polerne siden 1900 påvist, at klimaforandringerne også er en realitet på Sydpolen.

Klimaforskere fra University of East Anglia har indtastet en stor mængde temperaturdata fra de polare områder i to klimamodeller – en med og en uden menneskelig indvirken. Herigennem har de kunnet tydeliggøre, at de iagttagne temperaturstigninger ved polerne ikke kan forklares alene ud fra naturlige forandringer, men kun kan reproduceres i modellerne ved at inkludere menneskskabte påvirkninger.

På den Antarktiske halvø (syd for Sydamerika) har man inden for de seneste 50 år kunnet konstatere temperaturstigninger på 3ºC, hvilket er markant mere end den gennemsnitlige stigning globalt set. En accelereret opvarmning ved polerne vil kunne få radikale følger for kloden som livsrum. En optøning af tundraegnene vil kunne frigive store mængder af nu nedfrosne metangasser, som vil accelerere klimaforandringerne, og en afsmeltning af Antarktis’ kolossale landismasser vil på sigt kunne give endog meget store havstigninger.

Se tidligere blog-indlæg: Tøvejr på Nordpolen, Drivhusgasser vælder frem hvor permafrosten viger, Kulstøv øger isafsmeltningen, Klodens CO₂-regulering sat ud af spil, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget og NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter.

Daniel Cressy: Antarctica hit by climate change, Nature 31.10.2008.

David Adam: Manmade global warming evident on every continent, polar report finds, The Guardian 30.10.2008.

Eoin O’Connell: Formal human ‘fingerprints’ on polar climate, Christian Science Monitor 31.10.2008.

Det har ofte været fremført, at en del af problemet med den kinesiske kulafbrænding var en meget primitiv kraftværksteknologi. Men en undersøgelse fra MIT af et bredt udsnit af kinesiske kulkraftværker viser, at kraftværkerne gennemgående har avanceret afbrændingsteknologi og potentielt ville kunne afbrænde kul med en meget høj effektivitet. Problemet ligger i den type kul, som anvendes. “Et presset marked får nemlig de driftsansvarlige på kulkraftværkerne til at købe billigt kul af den laveste og mest forurenende kvalitet, samtidig med at kraftværkernes renseteknologier bliver sat på standby, fordi de er dyre i drift,” skriver Mikkel Meister i Ingeniøren.¹

Dette er for så vidt gode nyheder, som at det åbner op for at man ved at optimere driften og råvaretilførslen til de kinesiske kulkraftværker ville kunne reducere værkernes CO₂-udledning og øvrige forurening.

For der er ikke meget, som tyder på, at Kina er til sinds at stoppe sin kulafbrænding nu – eller til at stoppe noget som helst, som kan bremse den udvikling af landet, som igennem de seneste årtier har løftet landet ud af en dyb fattigdom, om end med graverende miljømæssige omkostninger.

Kina satser til gengæld systematisk på energibesparelser i industrielle processer osv., som kan muliggøre en fortsat vækst samtidig med et mindsket energiforbrug – og dermed mindskede CO₂-udledninger.

En ny rapport finansieret af Greenpeace og WWF viser, at den kinesiske afbrænding af kul har store afledte omkostninger, og at prisen for kulkraft burde ligge 23% højere, hvis miljøkonsekvenserne var indregnet.² Så samfundsøkonomisk set ville det givet kunne svare sig for Kina at optimere sin kulafbrænding.

Man kan håbe, at den CO₂-binding i cementproduktion, som det amerikanske firma Calera er ved at udvikle, kunne implementeres i stor stil i Kina. Cementindustrien står i dag for 5% af verdens samlede CO2-udledninger, og normalt udledes der ét ton CO₂ for hvert ton cement der produceres, men Calera er ved at udvikle en teknik, som binder et halv ton CO₂ for hvert ton cement, der produceres. Hvis denne teknologi kobles med CDM- og kvoteordninger, vil Calera kunne tilbyde udviklingslande gratis cement mod at kunne binde deres CO₂-udledninger i cementen.

Selv denne proces vil langt fra kunne klare hele Kinas kulafbrænding. Men der er brug for et snarligt moratorium over konventionel kulafbrænding, hvis atmosfærens CO₂-koncentrationer skal stabiliseres på 350 ppm. Dette vil kræve en systematisk overførsel af en fremadrettet teknologi til lande som Kina og Indien, hvis de klimamæssigt set skal kunne udvikle sig sundere end den vestlige verden, som med sin industrialiseringsproces har forpestet atmosfæren og biosfæren.

Se tidligere blog-indlæg: Usundt at vokse op nær kulkraftværker, Kulstøv øger isafsmeltningen, James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂.

Mikkel Meister: Forskere: Kinas kulkraftværker i teknologisk topklasse, Ingeniøren 07.10.2008.¹

Edvard E. Steinfeld: Greener Plants, Grayer Skies? A report form the frontline of China’s energy sector, MIT august 2008 (pdf).

Antoaneta Bezlova: CHINA: Coal Far Costlier Than Thought – Study, IPS 29.10.2008.²

En ny opgørelse over ressourceforbruget i verdens lande placerer Danmark helt top, som et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer. Hvis alle brugte lige så meget af jordens naturressourcer, som vi gør, skulle vi have fire kloder.

I et nyhedsbrev fra WWF hedder det: “Alt for meget kød og alt for meget CO₂ er med til at placere Danmark på en fjerdeplads på listen over, hvilke lande der forbruger flest af Jordens ressourcer. Tallene taler deres tydelige sprog: Hvis alle mennesker i verden levede som os, så havde vi behov for tre ekstra jordkloder.

Den tvivlsomme placering offentliggøres i rapporten ’Living Planet Report 2008’, som udkommer i dag. Danmark er her placeret som det land i verden, der har det fjerdestørste forbrug af naturressourcer pr. indbygger. Kun overgået af De Forenede Arabiske Emirater, USA og Kuwait.

‘Rapporten bør give anledning til dyb selvransagelse herhjemme, for det er selvfølgelig helt uacceptabelt at vores forbrug i den grad lægger pres på planeten. Trods vores tradition for at være et miljøvenligt land og vore mange muligheder for rent faktisk at være det, er vi nu endt i selskab med lande, der notorisk er kendt for at ødsle med ressourcerne. Pinligt,’ siger Jacob A. Sterling, som er miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.”

Rapporten er velillustreret og interessant læsning. Blandt andet har man etableret et ‘water footprint’ (p. 18. ff.), som tegner konturerne af et andet problem vi vil møde med langt større kraft i de kommende år.

Den centrale konklusion i rapporten er, at verden i dag bruger 30% flere naturressourcer, end kloden kan regenerere. Dette kan selvklart kun lade sig gøre på meget kort sigt, og det er et alarmerende billede af, hvordan verdens naturkapital i disse år hastigt devalueres.

Se også tidligere blog-indlæg: Det globale fodaftryk for verdens lande, Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint og One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Chris Hails et al.: Living Planet Report 2008, WWF oktober 2008 (pdf).

Vi mangler tre kloder! WWF 29.10.2008.

Vores økologiske fodaftryk er kæmpestort, (Ritzau) Berlingske 29.10.2008.

Laura MacInnis: WWF Says Reckless Consumption Threatens The Planet, (Reuters) PlanetArk 29.10.2008.

Det europæisk-asiatiske ASEM-topmøde i Beijing blev i dag afsluttet med en fælles udtalelse, som markerer, at de 43 ASEM-lande, som tilsammen repræsenterer omkring halvdelen af verdens økonomi (og dermed også omkring halvdelen af verdens CO₂-udledninger), vil bestræbe sig på at nå en global klimaaftale i København i december 2009.

Der er ikke angivet præcise reduktionsmål i ASEM-communiqueet, men under vejs har de europæiske lande presset store ‘rige’ udviklingslande som Kina og Indien hårdt for, at de også indgik en form for bindende reduktionsmål – David Gow skriver i The Guardian, at de europæiske miljøministre har insisteret på begrænsninger i størrelsesordenen 15-30% i forhold til “business as usual”.¹ Det kommer på baggrund af nye beregninger, som viser, at Kina, som i dag er verdens største udleder af drivhusgasser, med sin nuværende vækstrate vil kunne have fordoblet sine udledninger på blot to årtier.² Det er således uomgængeligt vigtigt, at vi ikke får “business as usual”.

Men der sker noget i Kina. Man er vågnet til, at den globale opvarmning ikke kun er de andre landes ansvar, og at det også vil blive en for Kina ubetalelig pris at lade stå til overfor klimaudfordringen. For eksempel har tre store kinesiske virksomheder i forbindelse med topmødet tilsluttet sig The Climate Group, en global sammenslutning af store virksomheder, som støtter arbejdet med energieffektiviseringer og CO₂-reduktioner.³ Og Kina har parallelt med ASEM-topmødet indgået en lang række bilaterale aftaler, blandt andet en aftale med Danmark om forskningssamarbejde om udviklingen af blandt andet solenergi, vindenergi, biomasse og brændselsceller.

Kyoto-aftalen er efterhånden vedgået af 170 lande, men kun 37 lande har bundet sig til reduktionsmål. Med ASEM-topmødet er sandsynligheden for, at vi får en bred aftale i hus i København, rykket et betydningsfuldt skridt nærmere.

Se også tidligere blog-indlæg: Nye toner fra Kina, Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej og Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050.

Fogh tilfreds med topmøde, (Ritzau) Berlingske 25.10.2008.

Uffe Tang: Fogh satser på europæisk og asiatisk enighed om klima, Berlingske 24.10.2008.

Asia, Europe join hands to face challenges, Xinhua 24.10.2008.

Kim Rathcke Nielsen: Ingen overraskelse i Kinas klimaudmelding, Berlingske 23.10.2008.

David Gow: EU presses China and India to reduce greenhouse gas emissions, The Guardian 23.10.2008.¹

Chris Buckley: China report warns of greenhouse gas leap, 22.10.2008.²

Juliette Jowitt: Big Chinese companies join climate group, The Guardian 23.10.2008.³

China Mobile, Broad, and Suntech join The Climate Group’s global business coalition, (pressemeddelelse) The Climate Group 24.10.2008.³

Chinese firms newest members of global environment body, Xinhua 26.10.2008.³

O.P. Rana: Saving the Earth more important, China Daily 24.10.2008.

Chris Buckley: China seen onboard for climate pact goal, Reuters 23.10.2008.

Sanne Wittrup: Kinesiske og danske topforskere vil samarbejde om brændselsceller og biomasse, Ingeniøren 24.10.2008.

Stewart Hampson har i dag en interessant kommentar i The Times i anledning af, at vi i den kommende weekend står overfor at stille urene én time tilbage. Hvis vi i stedet lod sommertiden fortsætte vinteren igennem og derefter næste forår stillede urene endnu en time frem, så vi havde to timers sommertid, ville det give en række store fordele.

De fleste trafikulykker sker i skumringstiden eller efter mørkets frembrud, så man regner med, at det alene i England ville give 450 færre dræbte eller alvorligt tilskadekomne i trafikken, heraf en stor del skolebørn. Samtidig vil en justering af sommertiden kunne give mindre kriminalitet og frygt for kriminalitet, samt en større tilskyndelse til, at vi året rundt tager en motionstur efter arbejde.

Ved at stille urene som Hampson foreslår, vil vi få flere mørke morgener, men til gengæld mere dagslys når vi har fri og har brug for sollyset. Forskere ved Cambridge University har beregnet, at denne ændring ville medføre en reduktion af de engelske CO₂-udledninger på mere end 1 mio. ton. Det løser ikke i sig selv klimaproblemet, men løsningen af klimaproblemet kræver en lang række af sådanne hver især små ændringer. Og dette er en af de sjældne situationer, hvor der kan spares, uden at vi overhovedet ved det eller behøver at forholde os til det.

Hampson ser også den fordel i forslaget, at England hermed fik samme tidszone som resten af Europa. Men måske skulle man så overveje, at Europa gjorde som Hampson foreslår, mens England stillede sine ure yderligere en time frem, så englænderne (og hele Europa) var GMT+2 om vinteren og GMT+3 om sommeren.

I afviklingen af det fossile samfund kommer vi under alle omstændigheder til at vende os langt stærkere mod solen.

Stuart Hampson: Daylight is precious. Let’s stop wasting it, The Times 22.10.2008.

Blevask er efterhånden blevet noget, vores forfædre m/k gjorde, og det har ofte været hævdet, at engangsbleerne var ligeså miljøvenlige som de gammeldags stofbleer. Men en ny undersøgelse fra det engelske Environment Agency viser, at man kan spare op til 40% i CO₂-udledningerne, hvis man i stedet bruger stofbleer og vasker dem på en hensigtsmæssig måde.¹

Ifølge undersøgelsen medfører papirbleer til et barns første 2½ leveår en CO₂-udledning på 550 kg. Hvis man i stedet bruger stofbleer og vasker, som det i gennemsnit gøres, hvor maskinen ikke er specielt energieffektiv, ikke altid fyldes helt op, og tøjet ofte tørretumbles, giver det en udledning på 570 kg CO₂. Og hvis man kogevasker bleerne og derefter putter dem i tørretumbleren, giver det op imod 75% højere CO₂-udledninger. Så det betyder meget, hvordan man bruger dem.

Hvis man derimod lufttørrer bleerne eller kun vasker fulde maskiner, giver det hver især besparelser på omkring 16%. Og hvis man systematisk lufttørrer bleerne, vasker dem i fulde maskinfulde, en energieffektiv vaskemaskine og bruger bleerne til endnu et barn (eller andet formål), kommer CO2-udledningerne ned på 370 kg, eller en reduktion på 40%. Det er således den måde, man bruger vaskemaskinen på, som er afgørende for, om det er bedre for miljøet.

Et andet engelsk studie beregnede i 2006, at udgiften over 2½ år ved engangsbleer lå omkring 615.16-922.74 £, hvor køb og vask af stofbleer ville koste 182.50-359 £.² Samtidig med at stofbleerne er mere miljøvenlige, er der adskillige tusinde kroner at spare.

Og så skulle det undre mig meget, om man har medregnet de mange miljøomkostninger ved den massive markedsføring af engangsbleer. men det er en helt anden historie.

S. Aumônier etal.: An updated lifecycle assessment for disposable and reusable nappies, Environmental Agency aug. 2008 (pdf).¹

Louise Gray: Nappies: terry cloth more environmentally-friendly than disposable, Telegraph 17.10.2008.²

Cheryl Caira: Washable nappies can help families stay green … and cut costs, The Herald 21.10.2008.

Med Google har vi fået digitale kort, hvor man efterhånden kan se selv små tagvinduer. Og nu står vi på tærsklen til en ny generation af infrarøde kort, som viser varmestrålingen og dermed nådesløst afslører, hvem som fyrer for fuglene. Sammen med optagelser af bygningsfacader giver det mulighed for en form for røntgensyn, hvor man kan ‘se’, hvor varmestrålingen – og dermed varmetabet – er størst.

I England er man i fuld gang med at kortlægge bygningers varmetab gennem infrarøde luftfotografier. Foreløbig har firmaet Hotmapping registreret omkring 20 byer, og virksomhedens registreringsfly er fuldt bookede.

De mørkeblå flader indikerer lille varmestråling, hvor de røde områder har stor varmestråling. På ansigtet herover kan man således se, hvordan briller, hår og tøj isolerer for kroppens varmetab og giver lavere overfladetemperaturer end den nøgne hud. Tilsvarende kan man se, at varmetabet er meget forskelligt på forskellige områder af en bygning, afhængig af, hvilken byggeteknologi, der er anvendt.

En meget stor del af vores nuværende energiforbrug stammer fra vores bygninger. Og hvor det med i dag kendt bygningsteknologi er muligt at bygge stort set energineutrale huse, bliver det store problem i de kommende år at få nedbragt energiforbruget i den eksisterende bygningsmasse gennem en omfattende energirenovering.

Her vil den infrarøde registrering kunne være et godt værktøj – både til pædagogisk at vise, hvad vi ikke kan se med det blotte øje, og til rent praktisk at afdække, hvor der måtte være kuldebroer og problemer med eksisterende isolering.

Stewe Lowe: Thermal London from space and above / Energy! / A primer on infra-red thermography, seedgen.com.

Nicolai Østergaard: Snart bliver danskernes varmefråds afsløret med luftfotos, Ingeniøren 17.10.2008.

Line Lykke Houkrogh: Luftfotos afslører spild af energi, Jyllandsposten 16.10.2008.

Jeg har netop modtaget mail fra Brett Soloman, Awaaz.org, med en opfordring til indenfor de næste 24 timer at sende opfordringer til EU-parlamentarikerne om at holde fast ved de allerede vedtagne klima-reduktionsmål. Du kan se mailen i sin fulde udstrækning nedenfor.

Det er blot få dage siden EU vedtog en klimapakke, og uanset pres fra bilindustrien, luftfarten og kraftværkerne er det rablende hasard med fremtiden at svække målsætningerne i lyset af finanskrisen. Tværtimod er finanskrisen en oplagt anledning til en forøget klimaindsats. Vores Klima- og Energiminister har været ude med budskabet, ligesom en lang række klima-notabiliteter, se links nederst.

Via et interface på awaaz.org kan du sende en mail til Statsminister Anders Fogh Rasmussen. Når du klikker Danmark i adresselinjen, kommer hans mail-adresse automatisk frem.

Gør det inden for de næste 24 timer.

Det vil være en katastrofe, hvis kravene til luftfarten, bilindustrien og kraftværkerne om lavere CO₂-udledninger slækkes, kvoteordningen svækkes og EUs forhøjede reduktionsmål på 30% i 2020 frafaldes efter det i disse dage massive pres fra industriens lobbyister.

Læs mere »

Til venstre sommer temperaturstigninger, til højre vinter temperaturstigninger i 2071-2100 sammenlignet med temperaturerne i 1971-2000.

Max Planck Institute for Meteorology i Hamburg har på baggrund af nyudviklede klimamodeller lavet en ganske indgående kortlægning af klimaforandringerne i Tyskland løbet af det 21. århundrede. Resultatet heraf kan ses i en artikel i Der Spiegel, Predicting the Impact of Climate Change on Germany,¹ som bringer to serier af klimakort, dels for 2031-2060, dels for 2071-2100, sammenlignet med forholdene i perioden 1971-2000. Det er ganske interessante data også set med danske briller, da kortudsnittet inkluderer det sydlige Danmark, hvor udviklingen i store træk svarer til udviklingen i det kystnære Nordtyskland.

Som man kan se af kortene herover, kan vi kort sagt regne med, at det bliver varmere. Temperaturstigningerne bliver størst om vinteren, hvor man sidst i det 21. århundrede regner med, at temperaturerne ligger 4-5º højere end i dag, mens sommertemperaturerne alt efter topografi typisk forventes at stige 2º i det nordlige Tyskland (og Danmark), 3º i det centrale Tyskland og op mod 5º syd for Alperne.

Læs mere »

Den anden dag faldt jeg over The Soil Carbon Manifesto (se nedenfor), skabt af den australske organisation Carbon Coalition Against Global Warming. Det er et spændende område, som jeg meget gerne vil trænge meget mere ind i. Dels fordi der ligger et stort CO₂-bindingspotentiale i rigtig brug af vores landbrugsarealer, dels fordi det samtidig kunne være nøglen til et landbrug, som producerede langt sundere fødevarer.

Set i dette perspektiv er vores nuværende afbrænding af alt affald dybt problematisk. Stadig føler jeg efter at have boet 28 år i København et lille stik af smerte når jeg dagligt må lade god jordernæring, som burde komposteres, gå i affaldsspanden. Så vidt muligt burde alt det organiske affald fra restauranter, husholdninger og næringsmiddelindustri komposteres og bringes tilbage til landbruget som en livgivende erstatning for de CO₂-tunge kunstgødninger, hvoraf en alt for stor del i dag udvaskes med voldsomme forstyrrelser af vandmiljøet til følge.

Michael Braungart fortalte for nylig på vugge til vugge-konferencen her i København, at det industrielle landbrug hvert år tærer på muldlaget svarende til, hvad det har taget 5.000 år at opbygge. Hans ærinde var, at det er vitalt for opretholdelsen af landbrugsarealernes vækstkraft – og for bæredygtigheden – at langt det meste af det, der blev høstet fra markerne, kom til tilbage til markerne som organisk materiale.

Og hvis vi skal lykkes med ikke bare at få bremset CO₂-ophobningerne i atmosfæren, men igen at få koncentrationerne ned på omkring 350 ppm, er vi nødt til ikke bare at ophøre med den fossile afbrænding, men systematisk at arbejde på at øge CO₂-bindingen i biosfærens muld og vegetation.

Læs mere »