Strøtanker om bæredygtighed

Midt i Botanisk Have kan man møde slanger. Men bare rolig, det er snoge, de er helt ufarlige og lette at kende på deres to gule nakkeplatter.

Her sidst i marts kommer de første frem efter at have ligget i dvale vinteren over, og det er på denne årstid, at de er lettest at finde, på små lune pladser, hvor de suger til sig af solens varmende stråler.

Snogen er en god svømmer, og senere på sommeren ser man den mest, når den svømmer i de gamle voldgrave.

Snogen lever først og fremmest på steder, hvor der er frøer og vand. Snogen er i stærk tilbagegang i Danmark og er derfor fredet. Snogen er som det eneste danske krybdyr på Danmarks gulliste over truede dyrearter. Snogen er derfor en af de mange dyre- og plantearter, som ville nyde godt af, hvis man fik reetableret nogle af de mange vådområder i det åbne land, som landbruget gennem dræning og vandløbsregulering har tørlagt for at vinde dyrkbare arealer.

Måske var snogen også et af de dyr, som vi med en grønnere og vegetationsmæssigt mere frodig by kunne give bedre livsbetingelser. Men det forudsætter, at vore grønne områder ikke bliver alt for friserede.

Se mere om snogen på www.skovognatur.dk.

Gulliste over planter og dyr i Danmark (pdf).

På min parkrunde i dagens fantastiske solskinsvejr standsede jeg op foran mandelferskentræet med dets store fyldte blomster, som i disse dage blomstrer for fuld musik i Botanisk Have. Mandelfersken, Prunus x amygdalopersica-persica, er en krydsning mellem mandel og fersken, som til forskel fra både mandel og fersken er rimelig hårdfør på vore breddegrader.

I Kongens Have står kirsebærkornellen med stor gule blomsterklaser, og de japanske kirsebærtræer lige inden for Bremerholm-indgangen er meget tæt på at springe ud, så det bliver nok sakura-tid allerede her i påskedagene. Krokustæppet op mod Rosenborg Slot er i disse dage på sit højeste. Ikke mindst her under blomstringen er det faktisk lidt synd, at Tage Andersens træskulptur fra udstillingen sidste år har fået lov at blive stående midt på aksen.

Her til morgen så jeg, at knopperne på ‘mit’ kastanjetræ lige overfor Sankt Petri Skole, som plejer at være blandt de allerførste kastanjer til at springe ud, så småt er begyndt at eksplodere. Så forårsbebuderne kommer i år adskillige uger tidligere end normalt.

Apropos Tage Andersen, så er der frem til begyndelsen af april kamelia-udstilling af Tage Andersen i Sankt Petri Kirkes gravkapeller.

Tage Andersen i Sankt Petri, stilleben – blomstrende kameliatræer, hver dag til 6. april 11.00-17.00.

Sine steder i Ørstedsparken er der i forårstiden nærmest blåt af skilla. I sig selv er skillaen en lidt undseelig plante, men tusindvis af dem kan danne de smukkeste blå tæpper, som her ud mod Nørre Voldgade.

Skillaen er så småt ved at springe ud i disse dage – og hermed er endnu en forårsbebuder tidligt på den i år.

I Ingeniøren kunne man tirsdag læse, at Partikel-filtre på spritnye dieselbiler øger udslippet af giftig NO₂. NO₂ er også regnet til den ultrafine partikelforurening, så selvom partikelfiltrene er gode for noget, viser det sig i praksis, at der fulgte et nyt sæt problemer med. I London, hvor man i dag har partikelfiltre på 90% af alle busser, har man kunnet konstatere, at koncentrationerne af NO₂ er steget.

Det er et meget håndgribeligt eksempel på, hvad den danske filosof, K.E. Løgstrup i bogen System og Symbol betegnede ‘bivirkningernes verdensforvandlende kraft’. Selvom vi ynder at se det sådan, er verden ikke styret af fornuftens og rationalernes klare beslutninger, men af stadige forsøg på at dæmme op for tidligere (fejl)beslutningers uforudsete bivirkninger.

Løgstrup bruger som eksempel vores moderne hospitalsvæsen, som ved festtalerne er en fantastisk blomst af velfærdssamfundets tagen hånd om den enkelte borger, men som set lidt i perspektiv er en nødvendighed, fordi en (ganske alvorlig) bivirkning ved det industrielle samfund er, at vi er kronisk syge af dets livsvilkår, miljøbelastninger og depravering af kosten. Jeg har for nylig fundet System og Symbol frem igen og har et indlæg derom på bedding en af dagene.

Tilbage til partikelfiltrene er det måske er det måske held i uheld, at det lige præcis er NO₂, de ikke er i stand til at fjerne. For nok er NO₂ gift for vores sundhed, men for planterne er NO₂, i hvert fald inden for visse rammer, svævende gødning. Planterne er i stand til at optage NO₂ gennem bladenes spalteåbninger, og her kunne en systematisk beplantning langs byens hovedfærdselsårer være med til at reducere luftforureningen betragteligt.

En sådan byforgrønnelse ville have en lang række positive virkninger på bymiljøet, ud over at det ville kunne absorbere en vis mængde CO₂. Der er derfor rigtig mange gode grunde til at få iværksat omfattende beplantninger som del af en strategi for bedring af byernes luftkvalitet.

Fra blog-indlægget Lodret grønt er der link til en artikel i Danske Ark Byg om potentialet i en systematisk byforgrønnelse.

Thomas Djursing: Partikel-filtre på spritnye dieselbiler øger udslippet af giftig NO₂, Ingeniøren 04.03.2008.

K.E. Løgstrup: System og Symbol. Essays, Gyldendal 1982.

Den amerikanske landskabsøkolog Eric Sanderson fra Wildlife Conservation Society har sat sig for at kortlægge Manhattans fremtræden i 1609 i anledningen af, at det 12. september næste år er 400-år siden, at Henry Hudson steg i land på Manhattan.

Det Manhattan, Hudson kom til, var en ø med en frodig blandet løvskov præget af store egetræer og valnøddetræer, strandenge, ålegræsbanker, småsøer og stenede vandløb.

Lenni Lenape-folket, som allerede beboede området, dyrkede majs og bønner, solsikker og squash på marker, som de ryddede gennem kontrolleret afbrænding. De fangede rådyr, vild kalkun, fisk og skaldyr, og samlede vilde planter, nødder og bær. Alt i alt en radikalt anden brug af landskabet end newyorkeren i dag.

The Mannahatta Project har til formål at tydeliggøre landskabets transformationer fra Lenni Lenape-folkets jæger-samlerkultur og svedjebrug helt frem til i dag. Som man kan fornemme af billedet ovenfor, er Manhattan vokset siden da, ikke mindst ved sydspidsen, hvor man i dag finder den højeste skyline. Den lille sø til højre lå, hvor man i dag finder Foley Square. Som man kan se af billedet til højre, var landskabet præget af en blandet løvskov med stor artsrigdom.

Der langt flere informationer tilgængelig online inklusive et lille slideshow om The Mannahatta Project, som stadig er under udarbejdelse.

Store dele af det danske landskab har haft en tilsvarende fremtræden før vi gradvist fik det hele fældet til opdyrkning, med store løvskove, som ofte var domineret af lindetræer. I et sådant landskab er der bundet ganske store mængder CO₂. Man kunne derfor stille som et mål for den CO₂-neutrale storby, at den lod sig genindvokse i skoven.

Ikke bogstaveligt, men ved at vi i langt højere grad end nu benyttede os af muligheden for taghaver, facadebeplantninger og gadetræer som integrerede dele af byrummet – i en form for kultiveret urban urskov. Det ville indebære en hel vifte af miljøforbedringer.

Eric W. Sanderson and Marianne Brown: Mannahatta: An Ecological First Look at the Manhattan Landscape Prior to Henry Hudson, Notheastern Naturalist vol. 14 no. 4 pp. 545–70 2007 (pdf).

Nick Paumgarten: Mapping Mannahatta, The New Yorker 01.10.2007.

Selvom der mange steder i verden er igangsat forandringer i den måde, hvorpå vi tilvejebringer vores energi, som med tiden vil føre til CO₂-reduktioner, så er de samlede CO₂-udledninger på verdensplan stadig stigende. Hidtil har man i de scenarier, der har været diskuteret for fremtiden, sigtet mod en reduktion til 80% af det nuværende niveau for CO₂-udledninger som nødvendige for at bremse den globale opvarmning. Men ny forskning, som i dag offentliggøres i Geophysical Research Letters, indikerer, at vi skal endnu længere ned. For at standse den globale opvarmning, skal vores CO₂-udledninger med omkring nul.

Hidtil har man fokuseret på at stabilisere CO₂-niveauerne i atmosfæren. Men klimaforskerne Ken Caldeira (Carnegie Institution) og Damon Matthews (Concordia University) har skabt en model for at simulere, hvordan temperaturudviklingen modsvarer udviklingen i CO₂-udledningen, hvori de har indarbejdet varmeudvekslingerne mellem atmosfæren og oceanerne.

Oceanerne virker som et kolossalt lager for den varme, som atmosfærens forøgede CO₂-niveau har indespærret, og forskernes model viser, at selv hvis man øjeblikkeligt standsede alle menneskelige CO₂-udledninger, ville temperaturerne holde sig høje mindst 500 år frem, mens atmosfærens koncentration af drivhusgasser kun langsomt vil falde.

Så sandsynligvis må vi – parallelt med de forestående omlægninger fra fossile brændstoffer – indstille os på store globale CO₂-indkapslingsprojekter. En enkel måde at binde CO₂ på er gennem at øge klodens biomasse. Det kan ske gennem større skovareal og overgang til plukhugst. Landbruget kunne udvikle ændrede dyrkningsmetoder, hvor man ikke hele tiden vendte tilbage til pløjemarken, og vi kunne billedligt flytte byen tilbage i skoven ved at systematisk at lade vegetationen få plads over alt i bymiljøerne – gaderum, baggårde, facader og tagflader.

En enkelt potteplante gør det ikke, men hvis man systematisk gennemgik alle arealer og så på, hvordan man kunne øge biomassen, ville man kunne binde store mængder CO₂.

Erika Engelhaupt: Proposed CO₂ cuts not deep enough. New research shows that CO₂ emissions must be near zero to stabilize the climate, Environmental Science & Technology 05.03.2008.

Juliet Elperin: Carbon Output Must Near Zero To Avert Danger, New Studies Say, Washington Post 10.03.2008.

I Kongens Have er der så småt ved at komme gang i det store krokustæppe på aksen op mod Rosenborg Slot. Stadig er det kun nogle af felterne, der er sprunget helt ud, men med blot nogle få lune dage vil det snart stå i fuldt flor.

Det er igen meget tidligt fremme. De to billeder her er taget 6. april for 3 år siden, og fra 2006 har jeg billeder, hvor krokustæppet var på toppen 19. april.

Kongens Have er anlagt af Christian IV i begyndelsen af 1600-tallet og lå de første år udenfor Middelalderbyens fæstningsanlæg. Men med Københavns udvidelse mod nord midt i 1600-tallet, hvor byen inden for voldene blev udvidet med Frederiksstaden, Nyboder, Kastellet og Christianshavn, rykkede Kongens Have hurtigt ind i byen igen.

Der har været fri adgang til parken siden 1770erne, og det er i dag byens mest benyttede park.

Slots- og Ejendomsstyrelsen har udførlig information på sin hjemmeside om Kongens Have og Rosenborg Slot. Der er ligeledes udarbejdet en folder, Oplev Kongens Have, som kan downloades i pdf-format.

Så er de her. På de luneste steder har krokusen allerede været fremme nogen tid, og nu begynder man at kunne se den i blomst selv på mere åbne steder.

Ørstedsparken har mange krokus, ikke mindst på Hahns Bastion. Her blev der i 1949 sat 26.000 krokusløg som en gave fra Holland.

Billedet herover fra Hahns Bastion blev taget forrige år nogle dage ind i april, så krokusen er tidligt på den i år.

Se Københavns Kommunes folder om Ørstedsparken (pdf).

Andy Lipkis har siden 1970 arbejdet for at gøre Los Angeles til en mere bæredygtig by, først og fremmest gennem omfattende træplantningsprojekter. I januar 2006 gav han en forelæsning i Los Altos, Urban Dreams – Remaking Our Cities for Sustainability, hvor han fortæller om sit arbejde og perspektiv. Forelæsningen findes som video nedenfor.

Lipkis er grundlægger og leder af TreePeople, som i en menneskealder har arbejdet for et grønnere LA. Der har gennem årene også været store kampagner for plantning af frugttræer, som kunne give mad til byens mindrebemidlede, og op til olympiaden i LA i 1984 forestod han plantningen af én million træer. Hans seneste større projektramme er TREES, Transagency Resources for Environmental and Economic Sustainability, et offentligt-privat samarbejde, som sigter på at håndtere Los Angeles-området som et bæredygtigt urbant økosystem.

Indledende siger Lipkis i forelæsningen, at store byers meget sektoriserede forvaltning er en naturlig følge af den det 20. århundredes byudvikling, men at det er et dårligt udgangspunkt for at opretholde byen som økosystem.

Omkring to tredjedele af Los Angeles’ areal er asfalteret eller bebygget. Man har derfor store problemer med at bortskaffe regnvand fra områdets indimellem voldsomme regnskyl, og jævnligt slår kloakeringskapaciteten ikke til, med oversvømmelser og udledninger af forurenet vand til følge. Det er her, den systematiske træplantning sætter ind, og det er her det får stor betydning at få reduceret den del af byens areal, som er bebygget eller forseglet med asfalt og beton for at genetablere områdets naturlige absorptionskapacitet. Lipkis kalder i den forbindelse jord for a miracle device.

Læs mere »

Strandboulevarden er en statelig gade med bred midterrabat, og tre kørebaner i hver retning – og dermed langt mere asfalt end nødvendigt for at afvikle trafikken. På den baggrund har Østerbro Lokalråd og Agenda 21 Østerbro fået støtte til et omfattende projekt, hvor de tre østlige kørebaner nedlægges. Herved frigøres et areal på 40.000 m², som svarer til seks fodboldbaner. Sammen med midterrabatten, som sine steder er ganske bred, er der hermed skabt basis for et stort og spændende byrum, som strækker sig gennem hele bydelen.

Planerne er at skabe rum for en lang række forskellige rekreative aktiviteter som grønne plæner, legefaciliteter og en lang række funktioner, som afspejler forskellige aktiviteter i de tilstødende karreer. Langs boligkarreerne kunne der blive plads til små haverum, og ud for Danmarks Designskole måske muligheder for at udstille. I en del af byen, som er ganske fattig på pladser og opholdssteder, er der således skabt et enestående udgangspunkt for at give bydelen et samlende og identitetsskabende byrum.

Samtidig er det meningen at bevare og styrke beplantningen, så det bliver en sammenhængende grøn korridor i et område af byen, som er meget sparsomt grønt.

Herover ser man et udsnit af den sydlige ende af Strandboulevarden, hvor de forskellige farvecirkler angiver forskellige funktioner. Det er en byrumstype uden mange forbilleder, og det bliver en kunst at finde balancen mellem enhed og mangfoldighed. Projektet er stadig i idéfasen, og forslag er meget velkomne.

Efter mere end et halvt århundrede, hvor år for år stadig mere af byens begrænsede friarealer er blevet forseglet med asfalt, er det en udtalt fornøjelse at se et eksempel på, at det kan gå den anden vej.

Den ny Strandboulevard – Projektforslag. Fra biler til mennesker (12 sider pdf).