Strøtanker om bæredygtighed

Frankrig har en lang tradition for arkitektoniske manifester, fra solkongernes paladser over Napoleons omlægning af store dele af Paris under Haussmann til Mitterand, som lagde navn til Peis glaspyramide foran Louvre og Sprechelsens Triumfbue. Og den nu siddende præsident Nicolas Sarkozy er da også godt i gang med at lægge an til at få sig foreviget i de parisiske bylandskaber. Det har han gjort ved at invitere ti af verdens ledende tegnestuer til at komme med et oplæg til byens fremtid, og ikke mindst forstædernes fremtid. Paris er nemlig ikke kun turisternes Paris. Udenfor den charmerende bykerne har der op igennem det 20. århundrede spredt sig en grød af mere eller mindre karakterløs forstadsbebyggelse. Og det er i høj grad her, projekterne sætter ind.

Siden juni har de ti teams arbejdet på to temaer ‘the 21st century post-Kyoto metropolis’ og ‘the present and future analysis of the Paris agglomeration’. Kan man gennem fortætning, nytænkning og andre byplanmæssige greb føre Paris fra den fossile æra ind i en bæredygtig udvikling? Foreløbig er de ti forslag udstillet på Musée de la Cité, og der er lagt op til offentlig debat om projekterne.

Forslaget på billedet herover herover stammer fra Ateliers Castro/Denissof/Casi. Jeg har stadigvæk svært ved at se, at klodens befolkning ved udgangen af det 21. århundrede i større udstrækning kommer til at bo i en sådan ikon-arkitektur – det minder lidt om Tyskland i 80erne, hvor alt miljørigtigt byggeri skulle have græstørvstag. Der findes langt mindre demonstrative (og ressourcekrævende) måder at fortætte byen på. Men hvis ellers disse lådne bygningssøjler med urskov frodigt vældende ud fra hver anden etage, som om det aldrig blæste eller sneede, er fremtidens højhuse, så kan vi i Købøenhavn prise os lykkelige over ikke at have fået plastret den historiske by til med deres vegetationsløse forgængere. Og stadig kan jeg meget bedre se den slags bebyggelse i Nordhavnen eller på Refshaleøen.

Se tidligere blog-indlæg om gønne højhuse: Det levende tårn (fransk projekt) og William McDonough: Tower of Tomorrow (amerikansk cradle to cradle-projekt).

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, Bustler 13.03.2009.

Ten Scenarios for ‘Grand Paris’ Metropolis Now Up for Public Debate, ArchiCentral 14.03.2009.

Karsten Ifversen: Sarkozy vil genskabe Paris, Politiken 21.03.2009.

I forlængelse af vedtalgelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 blev det besluttet, at man inden for rammerne af det generelle Agenda 21 skulle udvikle lokale Agenda 21, som konkretiserede, hvordan man med forskellige levevilkår og kulturelle forudsætninger kunne efterleve Agenda 21s bud om at leve i balance med omgivelserne, og ikke bruge mere af vores fælles naturkapital, end den kunne bære. For eksempel så man Aalborg-charteret, en europæisk chratertekst for bæredygtige byer og bymiljøer, som blev vedtaget i Aalborg i 1994 (se tidligere blogindlæg om Aalborg-charteret).

Siden er lokale Agenda 21 blevet en formaliseret del af dansk planlovgivning, og for eksempel Københavns Kommune udarbejder hvert fjerde år en fornyet Agenda 21-plan

Christianias tre særlige Agenda 21-punkter

Et vigtigt princip i FN’s officielle Agenda 21-dokument er borgerinddragelsen, og statens støtte til lokale initiativer. Christianias idéer, initiativer og tiltag for bæredygtig udvikling lever i enhver henseende – både nationalt og internationalt – op til disse krav. I Christiania lægger vi megen vægt på denne bybiotopens borgerinddragelse – særligt udtrykt gennem vores selvforvaltning.

En anden af Christianias specialiteter er eksperimentariet. Christianitterne har igennem alle årene især været gode til at lave ‘byfornyelse nedefra’, dér hvor folk selv kan være med til at eksperimentere, finde på bæredygtige løsninger, følge med i en proces på nært hold i forhold til, hvor lykkedes det og hvor gik det galt – og derved blive klogere og selv ende med at være i stand til at formidle videre – så budskabet naturligt breder sig som ringe i vandet… En vigtig læresætning er her: Hvad der er den rigtige løsning for den ene, behøver ikke at være den rigtige løsning for den anden… På Christiania findes derfor en variation af let forståelige eksempler på bæredygtige løsningsmodeller – et levende værksted, hvor de besøgende kan kigge med og glædes og inspireres. Med andre ord, folkeliggørelsen af en agenda, som alle og enhver kan komme og se, hvordan virker og foregår. Eksperimentariet er her allerede… Kom bare ud og kig!

Foruden borgerinddragelsen og eksperimentariet er et tredie af bybiotopen Christianias særkender en sjældent stor artsmangfoldighed midt inde i en storby. Denne arternes mangfoldighed bliver der værnet om, og en strategi for bevarelse af denne unikke biotop er under udarbejdelse. Lister over plante- og dyrearter findes og opdateres løbende (se på www.christianias-frie-natur.dk).

Indlæg ved Hanne Leni Andersen, Netværket for
Bevarelse af Christiania som Grøn Bybiotop.
..

Se også: Christiania som et Agenda 21 – et eksempel til efterfølgelse, Christianias Kulturforening 2008 (pdf).

Flemming Pahus Jensen står bag dette forslag til en blå-grøn oplevelsesrute, som fra Fælledparken i vest krydser først Søerne, siden Østre Anlæg, Kastellet og Havnen under vejs til Holmen og det nordligste af Christianshavns voldanlæg. Under vejs passerer man en lang række meget forskelligartede grønne og blå rum, så ruten åbner for mangfoldige naturoplevelser. Ikke mindst kan man opleve mange af de mange dyr og fugle, som efterhånden har lært sig kunsten at overleve i det urbane landskab.

Der mangler dog noget i dag – Pahus’ forslag er således også et forslag om etablering af to nye broforbindelser. Dels en fodgængerbro over Søerne, hvorfra man vil kunne opleve vandet og lydene og fuglene på en helt anden måde, end når man går langs de store veje. Dels en reetablering af den bro, som indtil for få år siden forbandt Østre Anlæg med Frederiksstaden ved Stokhusgade, som ville give den del af Frederiksstaden langt bedre forbindelse til grønne områder. Hvor ruten krydser havnen, kan man i dag tage HTs havnebus og fortsætte nord om Christiania helt ud til havet og Amager Strandpark. Så tag badetøjet med. Eller man kunne via Norddyssen bevæge sig ned gennem Christiania, som udgør en af byens rigeste bybiotoper.

[nggallery id=136]

. 
‘Åben Zoo’ eller ‘Blågrøn linje’ har Flemming Pahus også kaldt projektet, og under vejs kan man møde mange af byens dyr. Herover blot nogle få af vores ‘vilde’ medborgere, som lever mere miljøvenligt, mere CO₂-neutralt og mere stilfærdigt elegant indordnende sig deres omgivelser end vi tobenede, så måske der var noget at lære under vejs mod det, som Michael Braungart i september så præcist beskrev som at vi måtte lære på ny at blive indfødte på planeten.

Forslaget er et koncept i sin vorden som åbner med latente muligheder for kreativ deltagelse inden for både biologi, fysik, det havekunstneriske, det designmæssige og det praktisk politiske, så se forslaget med mailadresse her:

Blågrøn linie – et snit gennem Indre By i København, Flemming Pahus Jensen, januar 2009 (1,2 Mb pdf).

Flemming Pahus har siden arbejdet videre med passagen gennem Østre Anlæg. Se:

Historien eksponeret i Østre Anlæg, Flemming Pahus Jensen, juli 2010 (1,2 Mb pdf).

Nedenstående tekst er et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg vedrørende Københavns Kommunes projektramme Lommeparker, træer og andet grønt. Det er et forslag med en begyndende erkendelse af, at byen som biotop og levende sted ikke kan opretholdes blot ved at pleje parkerne, men kræver, at der trækkes grønne forbindelseslinjer mellem de enkelte grønne enklaver, som forbinder alle byens grønne elementer til et samlet biologisk system. Som sådan repræsenterer det et gennembrud i kommunens forståelse af, hvaddet vil sige at være en grøn kommune.

Lovforsalget blev fremlagt i maj, se tidligere blog-indlæg: Lommeparker og grønne gaderum, hvorfra der er link til projektets prospekt. Hvis man gennemfører projektet i sin intention, vil det kunne få store positive konsekvenser for livsrummet og livskvaliteten, såvel for menneskene som for de mange planter og dyr, som vi deler byen med.

Lommeparker, træer og andet grønt

– et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg

Fra Indre By Lokaludvalg finder vi, at Lommeparker, træer og andet grønt er et helt centralt initiativ for udviklingen af livskvaliteten i Indre By, som vi hilser meget velkomment.

Stor bebyggelsestæthed giver stort behov

Indre By er præget af stor trængsel og bebyggelsesprocenter på op til fem gange det, man har udsaneret til på brokvartererne. Der er derfor meget lidt plads mellem husene, og det er vigtigt at prioritere det grønne overalt, hvor der er mulighed for det.

Med de mange arbejdende og besøgende i bydelen er afstandskravet på max. 400 m ikke retvisende for behovet. Man bør systematisk opgradere opholdskvaliteten på alle åbne arealer.

Projektrammen taler om 14 lommeparker og 3.000 træer for hele København, men de rækker ikke langt i hele kommunen. Det ville være et mere passende mål for Indre By. Suppleret af 3.000 facadebeplantninger ville det kunne være med til at skabe en blidere, smukkere og mere oplevelsesrig by med en luft, som var sundere at indånde.

Læs mere »

I Ny Vestergade 11, hvor Nationalmuseet holder til, har man i mange år haft to høje sidemure med rådhusvin, som har fået lov til at vokse sig op i 14-15 m højde. Vi klipper dem blot tilbage en gang imellem, når de bliver for store, fortalte en mand mig for et par år siden. Det gør, at hvor de gamle vinstokke ved foden af muren er nogle store knorter, er der noget friskt og egalt over fladen.

[nggallery id=135]

. 
De seneste år har man klippet vinene stærkt tilbage, så de kun dækker de nederste 2 m. Dette er en stor skam, da det i mine øjne var et af byens smukkeste gavlmalerier, ikke mindst de tre-fire uger hvert efterår, hvor blussende farver dag for dag forskyder sig, fra den første rødmen i toppen og de senest udfoldede blade til de sidste blade ribbes ned af efterårsstorm.

I publikationen Byens grønne lunger, som kan downloades fra min hjemmeside jenshvass.com, er der pp. 38-39 mere om facadebeplantningen i Ny Vestergade 11.

Jens Hvass: Byens grønne lunger. Eksempler på facadebeplantninger fra det historiske København, Kunstakademiets Arkitektskole 2005 (pdf).

Se flere forårstegn og efterårstegn.

Det er sjældent, jeg er ubetinget begejstret for moderne arkitektur, ikke mindst den højtstræbende genre, hvor ubrudte spejlglasfacader og teknologisk perfektionerede ‘maskiner’ producerer en urørlighed og utilnærmelighed samtidig med, at de signalerer en betydningsfuldhed og formmæssig selvtilstrækkelighed, som slet ikke står mål med deres indre. Men William McDonough & Partners’ Tower of Tomorrow rammer forbi alle mine parader. Jeg synes det er smukt, og jeg ved, at det bæredygtighedsmæssigt er særdeles gennemtænkt. Det har en skrøbelighed, på samme tid stærk og sårbar, stram og organisk – som en gigantisk blomsterknop, der er lige ved at revne og lade sit frodige liv vælde ud af alle sprækker.

De senere år har der været talt meget om højhuse i København, og der har efterhånden været præsenteret ganske mange funky visioner. Men jeg kan ikke komme på ét eneste af disse projekter, som har ramt rent ind. Fosters tårn til Tivoli havde en uomtvistelig elegance, men havde sin beliggenhed og sin selvbevidsthed imod sig. Selv van Egeraats projekt til Krøyers Plads, som med sine gigantiske bjergkrystalformer af mange blev fremhævet for de skulpturelle kvaliteter, virkede i min optik aldeles fejlplaceret i hjertet af det historiske København og langt bedre egnet til en motorvejsplacering. Og blandt de højhuse, som gennem årene er blevet bygget i København, er der ikke meget at prale med. Arne Jacobsens hotel er stilsikker modernisme, men igen … det omgiver sig med en kulde og uindtagelighed, som ikke yder ret meget til den omkringliggende by.

Og det er nok en del af problemet med højhusene, de bliver meget let fremmedlegemer i den karré-strukturerede by. For eksempel Malmös nye vartegn, Turning Torso, skruer sig med en dramatisk gestus op i den blå himmel, og det det står flot i byens profil. Men kommer man tæt på, er den måde, hvorpå bygningen indgår i byen – eller rettere som en middelalderlig borg afskærer sig fra sin omverden – dybt problematisk. Den bruger løs af omgivelsernes urbane miljø uden at yde noget til gengæld.

Dér er Tower of Tomorrow anderledes klart tænkt. Det snævrer ind mod bunden for at bruge så lidt urbant areal som muligt, samtidig med at åbningen mellem solcellefacaden og skyggefacaden inviterer til at bevæge sig ind. Jeg kunne sagtens se klynger med 3-4-5 stykker af sådanne spiralske tårne i let forskellige i højde og drøjde stå på Nordhavn og Refshaleøen omgivet af en parkagtigt overvokset tæt-lav bebyggelse.

Læs mere »

Den anden dag faldt jeg over The Soil Carbon Manifesto (se nedenfor), skabt af den australske organisation Carbon Coalition Against Global Warming. Det er et spændende område, som jeg meget gerne vil trænge meget mere ind i. Dels fordi der ligger et stort CO₂-bindingspotentiale i rigtig brug af vores landbrugsarealer, dels fordi det samtidig kunne være nøglen til et landbrug, som producerede langt sundere fødevarer.

Set i dette perspektiv er vores nuværende afbrænding af alt affald dybt problematisk. Stadig føler jeg efter at have boet 28 år i København et lille stik af smerte når jeg dagligt må lade god jordernæring, som burde komposteres, gå i affaldsspanden. Så vidt muligt burde alt det organiske affald fra restauranter, husholdninger og næringsmiddelindustri komposteres og bringes tilbage til landbruget som en livgivende erstatning for de CO₂-tunge kunstgødninger, hvoraf en alt for stor del i dag udvaskes med voldsomme forstyrrelser af vandmiljøet til følge.

Michael Braungart fortalte for nylig på vugge til vugge-konferencen her i København, at det industrielle landbrug hvert år tærer på muldlaget svarende til, hvad det har taget 5.000 år at opbygge. Hans ærinde var, at det er vitalt for opretholdelsen af landbrugsarealernes vækstkraft – og for bæredygtigheden – at langt det meste af det, der blev høstet fra markerne, kom til tilbage til markerne som organisk materiale.

Og hvis vi skal lykkes med ikke bare at få bremset CO₂-ophobningerne i atmosfæren, men igen at få koncentrationerne ned på omkring 350 ppm, er vi nødt til ikke bare at ophøre med den fossile afbrænding, men systematisk at arbejde på at øge CO₂-bindingen i biosfærens muld og vegetation.

Læs mere »

[nggallery id=134]

. 
Botanisk Have er et af de bedste steder i det centrale København at opleve efteråret, og jeg ved snart ikke, om det er smukkest og mest intenst i blid regn eller sensommervarmt sollys. Hvor solen får de modne mættede farver til at tindre, får væden duftene frem. Over alt er der frøsætning og forberedelser til vintertiden, og adskillige steder er ansatserne til næste års vækst allerede dannet, her hvor den første nattefrost driver de flammende efterårsfarver frem og vådrer de mere vandagtige vækster.

Se flere forårstegn og efterårstegn.

Banegraven er et af de steder, hvor man kan opleve rådhusvinen folde sig ud i al sin vælde. De store flader i det lodrette skår er over lange stræk dækket med rådhusvin. Og når man bevæger sig oppe langs toppen, kan man året igennem opleve planten helt tæt på. I disse dage, efterhånden som bladene skifter farver og blæser af, kan man se de små ansatser til druer, som røber, at rådhusvinen rent faktisk er en vinplante.

[nggallery id=133]

. 
I publikationen Byens grønne lunger, som kan downloades fra min hjemmeside jenshvass.com, er der pp. 36-37 mere om Banegraven. Byens grønne lunger rummer langt mere information om om brug af facadeplanter i byen.

Jens Hvass: Byens grønne lunger. Eksempler på facadebeplantninger fra det historiske København, Kunstakademiets Arkitektskole 2005 (pdf).

Se flere forårstegn og efterårstegn.

På dagens gåtur lagde jeg vejen ned langs bagsiden af Panum Instituttet, og mødet med den rødmende rådhusvin gjorde mig for første gang i år klart, hvor nært forestående efteråret er. Jeg besluttede på stedet, at jeg her på bloggen ville lave en lille serie indlæg med efterårstegn, ligesom der for et halvt års tid siden kørte en serie med forårstegn.

Panum Instituttet er et karakteristisk eksempel på en arkitekturretning, som meget dækkende bliver kaldet brutalisme. Det er stort, karskt og nøgternt, bygningselementerne står frem som de er, direkte fra værftet, uden dekorationer, rundede hjørner eller andre formildende omstændigheder. Ud mod Tagensvej er Panum Instituttet nok en af landets mest fortagtigt uindtagelige bygningsværker. På bagsiden er det lidt mere tilnærmeligt. Sine steder har man næsten lyst til at gå ind, og facadeplanterne på de mange vinduesløse flader er her med til at give bygningen en langt mindre afvisende fremtræden.

[nggallery id=132]

. 
Nogle vil nok sige, at det er en brutal brug af planterne. De mange vedbend, som systematisk dækker de mange betonmure, er næsten militant karseklippede, og vegetationen få på intet sted lov at give det fulde modspil, den ville kunne, hvis tøjlerne blev givet bare lidt mere fri.

Min hensigt med dette allerførste efterårsbillede er dog mest af alt at henlede opmærksomheden på den forrygende farvetransformation fra tæt sommergrøn til flammende rød, som finder sted i hvert eneste af rådhusvinens blade, og som vi i de kommende uger kan opleve mange steder i det urbane landskab.

Rådhusvinens efterårsfarver svinger lidt fra år til år, afhængig af sol, temperatur og fugtighed. Farvetransformationerne starter som regel i de yderste højest siddende blade, og der kommer først rigtig gang i paletten, når det bliver koldt om natten.

Se flere forårstegn og efterårstegn.