Strøtanker om bæredygtighed

Banegraven er et af de steder, hvor man kan opleve rådhusvinen folde sig ud i al sin vælde. De store flader i det lodrette skår er over lange stræk dækket med rådhusvin. Og når man bevæger sig oppe langs toppen, kan man året igennem opleve planten helt tæt på. I disse dage, efterhånden som bladene skifter farver og blæser af, kan man se de små ansatser til druer, som røber, at rådhusvinen rent faktisk er en vinplante.

[nggallery id=133]

. 
I publikationen Byens grønne lunger, som kan downloades fra min hjemmeside jenshvass.com, er der pp. 36-37 mere om Banegraven. Byens grønne lunger rummer langt mere information om om brug af facadeplanter i byen.

Jens Hvass: Byens grønne lunger. Eksempler på facadebeplantninger fra det historiske København, Kunstakademiets Arkitektskole 2005 (pdf).

Se flere forårstegn og efterårstegn.

Den amerikanske miljøforfatter og miljøaktivist Bill McKibben har lavet en video-hilsen fra en flodbåd i Shanghai om (nødvendigheden af) 350 ppm – den koncentration af CO₂ i atmosfæren på 350 parts per million, som ledende klimaforskere i dag præciserer, at det er nødvendigt at vendetilbage til for at sikre klodens ismasser mod afsmeltning.

Han kommer ganske langt omkring på de 350 sekunder, starter med hans opvækst i New Hampshire, hvor vinteren i dag er tre uger kortere end da. Siger under vejs, at hvis vi når vi en for en skifter vores glødelyspærer ud med sparepærer står med en snigende fornemmelse af, at det ikke er nok, så er det fuldstændig rigtigt. Der er brug for en klar politisk handling fra de ansvarlige politikere. Og der er brug for serier af politiske manifestationer, som kan styrke politikene i at lave den nødvendige aftale på klimatopmødet næste år, som kan langtidsstabilisere klimaet og sikre en bæredygtig fremtid.

Læs mere »

Jeg lærte et nyt ord i dag: ecotarianism. Det skulle efter sigende være syntesen af alt det, der har været avanceret politisk korrekt de seneste år, når det gælder vores spisevaner: Ingen (eller meget lidt) kød, lokalt produceret, organisk, endelig ikke flyimporteret, og helst emballeret fuldt genbrugeligt, således at vores livsstil og ikke mindst vores spisevaner får det mindst mulige globale økologiske fodspor.

Økotarianisme som modestrømning kan sikkert drives langt ud over det rimelige – jeg gjorde i vinteren 1982-83 det eksperiment at leve af vinterfaste danske grøntsager, og det blev ærlig talt noget monotont sidst på vinteren. Men jeg lærte under vejs mange nye hjørner af rodfrugternes register. Endda var det måske værd at stoppe op et øjeblik og overveje, om vores dagligfødevarer partout skal komme fra alle verdens lande? – om de skal ligge i ufordøjelige skumbakker? – om vi skal være ved at være trætte af jordbær, når de er ved at modne i Danmark? – om aspargessæsonen partout skal vare året rundt?

Noget af det, som har været en dyb glæde ved at have boet fire år i Japan, er at have oplevet den lidenskabelighed, hvormed man spiser sig gennem årstiderne, høster forårets første vilde urter til tempuraen, celebrerer årets første bambusskud og te-blade, yuzu’en og de spæde sansho-blade i sommerens miso-suppe, den afkølede boghvede-te, ginkgo-nødderne i efterårsrisene og de statelige matsudake-svampe, som handles til flere hundrede kroner stykket. Måned for måned tilberedes risen og misosuppen forskelligt, og årscyklussen bliver en perlekæde af måltider, som er nøje forbundne med årstiden, og som knytter stærke bånd mellem menneske og natur.

Tony Turnbull: Eating to save the planet, The Times 25.08.2008.

Jessica Lee: Ecotarianism: how to condense a mouthful of values, Oxford Symposium on Food and Cookery 2007 (pdf).

På dagens gåtur lagde jeg vejen ned langs bagsiden af Panum Instituttet, og mødet med den rødmende rådhusvin gjorde mig for første gang i år klart, hvor nært forestående efteråret er. Jeg besluttede på stedet, at jeg her på bloggen ville lave en lille serie indlæg med efterårstegn, ligesom der for et halvt års tid siden kørte en serie med forårstegn.

Panum Instituttet er et karakteristisk eksempel på en arkitekturretning, som meget dækkende bliver kaldet brutalisme. Det er stort, karskt og nøgternt, bygningselementerne står frem som de er, direkte fra værftet, uden dekorationer, rundede hjørner eller andre formildende omstændigheder. Ud mod Tagensvej er Panum Instituttet nok en af landets mest fortagtigt uindtagelige bygningsværker. På bagsiden er det lidt mere tilnærmeligt. Sine steder har man næsten lyst til at gå ind, og facadeplanterne på de mange vinduesløse flader er her med til at give bygningen en langt mindre afvisende fremtræden.

[nggallery id=132]

. 
Nogle vil nok sige, at det er en brutal brug af planterne. De mange vedbend, som systematisk dækker de mange betonmure, er næsten militant karseklippede, og vegetationen få på intet sted lov at give det fulde modspil, den ville kunne, hvis tøjlerne blev givet bare lidt mere fri.

Min hensigt med dette allerførste efterårsbillede er dog mest af alt at henlede opmærksomheden på den forrygende farvetransformation fra tæt sommergrøn til flammende rød, som finder sted i hvert eneste af rådhusvinens blade, og som vi i de kommende uger kan opleve mange steder i det urbane landskab.

Rådhusvinens efterårsfarver svinger lidt fra år til år, afhængig af sol, temperatur og fugtighed. Farvetransformationerne starter som regel i de yderste højest siddende blade, og der kommer først rigtig gang i paletten, når det bliver koldt om natten.

Se flere forårstegn og efterårstegn.

I min forårskalender er blomstringen af de tre efter danske forhold ganske store magnoliatræer i universitetets gårdhave ud mod Krystalgade en af de lokale højdepunkter. Netop nu er der fuld gang i den overdådige blomstring, og jeg lægger vejen forbi flere gange om dagen.

[nggallery id=109]

.
Magnoliaen er gæst fra langt varmere himmelstrøg. I Danmark trives den derfor bedst på beskyttede pladser som her, hvor stenbelægningen og bygningerne på tre sider skaber et lagt mildere mikroklima end i det åbne land.

De lysende store blomster med deres fugleagtige gestalter står kun få dage, før de afløses af sommerens lysende grønne løv.

Anemonerne har været der nogen tid, men de er svære at finde mellem byens huse, og først i denne weekend kom jeg rigtigt i skoven.

[nggallery id=110]

.
Billederne her er fra Sæbygaard Skov, efter sigende Danmarks nordligste bøgeskov. Den ligger lunt og godt beskyttet for vinden i en stejl dal, som Sæby Å gennem tiderne har gravet.

Anemonerne tilhører den gruppe af planter, som har udviklet en tidlig blomstring for at have adgang fuld sol inden løvskoven lukker for lyset for sommeren.

Jeg må være gået forbi det sted tusinde gange, men den anden dag, hvor forårssolen dansede, kom jeg til at se, at der på kronen af den teglmur, som omgiver Helligåndskirken mod Valkendorfsgade og Niels Hemmingsens gade midt inde i København K er den vidunderligste lille moshave. Og efter de seneste dages regn var mosset svulmende, farvemættet og blomstrende.

[nggallery id=108]
På den led kan de traditionelle materialer noget, som moderne byggematerialer har svært ved at hamle op med – blive smukkere med tiden.

Læs mere »

Nu hvor der ser ud til at ligge klare planer for den sydlige del af Israels Plads, var det nok på plads at se på den nordlige ende, hvor der i efterhånden mange år har været planer om at opføre torvehaller. Af et nyhedsbrev på Torvehallernes hjemmeside fremgår det da også, at projektet vil blive opstartet maj 2007 og stå færdig i maj 2008.

Man er dog endnu ikke kommet i gang, og for nylig fremgik det i medierne, at der var udbrudt åben uenighed mellem arkitektrådgiverne og Centerplan AS, som skal stå for driften. Hvor planerne hele tiden har været at lave et sted for mange små stadepladser, var man ifølge arkitekterne ved at omdanne projektet til et supermarked med fælles kasseapparater.

Det vil være en katastrofe, hvis det bliver ender dér. For vi mangler desperat et rigtigt torvemarked, som der langt tilbage i Københavns historie har været på det sted, hvor man kan se og få årstidens udbud af frugt og grønt, vildt og fisk, billigt og friskt, direkte fra producent – og ikke endnu en underetage i Illum eller Magasin.

Læs mere »

På Langelinje blev der i 2005 plantet 200 japanske kirsebærtræer som en gave fra Seiichi Takaki i anledning af H.C. Andersens 200-års jubilæum. Lokket af det gode vejr var jeg derude i dag, og kirsebærtræerne stod i fuldt flor nu for tredje gang. Men blomstringen varer kun kort, så hvis du vil opleve sakura i København i år, er det her i løbet af de kommende par dage.

Det er opstammede træer med en meget karakteristisk podet vækst. Stadig er toppen en anelse spinkel i forhold til stammen, så de virker lidt duskagtige, men det er et rigtig flot syn i disse dage. Og er det fortryllende allerede nu, så bliver det eventyrligt overvældende, når de for alvor gror til.

[nggallery id=107]

.
I Japan har man hvert år prognoser for, hvornår kirsebærtræerne springer ud i forskellige egne af landet. Det kan svinge lidt fra år til år, men begynder i marts på de sydligste øer og breder sig herefter som et hvidt flor nordpå over det langstrakte japanske ørige. Vi kunne også behøve sådanne sakura-varsler, for da sakura-beplantningen på Langelinje i 2006 under stor festivitas skulle indvies, var blomstringen for længst ovre.

Læs mere »

Nu er de japanske kirsebærtræer ved at være i fuld blomstring i Kongens Have. Det er nærmest rettidigt i år, hvor der ellers i de senere år har været en tendens til, at de blomstrede alt for tidligt – for et par år siden stod samme træer i blomst allerede i begyndelsen af januar efter en usædvanlig mild december.

Men læg vejen forbi og lad dig for et øjeblik suge op i al den rosa væren.

[nggallery id=106]

.
Sakura er en institution i Japan – en af den mange events i naturens kalender, som tilbagevendende bliver behørigt markeret. Der spadsers og promeneres, fotograferes og fejres. De flotteste sakura-træer står belyst om aftenen, hvor firmaer, familier og venner rykker ud med madkurve, øl og sake og for en stund lader dagligdagens pligter bagude. I de større byer skal man dog være tidligt ude for at få plads under de mest eftertragtede træer.

Det er et betagende syn, når hele kvarterer står i rosa gevandter. Men blomstringen er kort. Der går vel 4-5 dage fra de første blomster folder sig ud til kronbladene hvirvles bort med vinden eller vådres ned af regnen og føres bort, mens vandløb og rendestene for en stund er lysende rosahvide.