Strøtanker om bæredygtighed

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde. Læs mere »

Vi lever på en kompetent planet, omgivet af genialitet – naturens genialitet – vi er en del af en brillant planet, som formår at organisere gigantiske projekter år efter år, uden management-skoler og top-down styring, med masser af kærlighed … åbner Janine Benyus sit seneste bidrag til TED-konferencen fra juli i år: Biomimicry in Action.

Biomimicry er i mine øjne et af de vigtigste nye vidensområder. Biomimicry er en møjsommelig systematisk aflæsning af naturens funktionalitet og organisationsmåder udviklet gennem millioner af år, koblet med vores måde at gøre ting på i den tekniske verden – med en udtalt (systemisk) sans for helheden. Hvor naturen ikke mindst i de seneste århundreder er blevet formet af teknologien, ser vi her teknologien tage form og inspiration fra naturen. En dybt nødvendig proces, hvis vi skal blive bare lidt bedre til at efterleve Agenda 21s bud om at dele ikke bare med vores næste, men også med klodens øvrige skabninger, så vel som klodens kommende generationer.

Benyus har i denne video et meget klart budskab: Hvis du står overfor et designproblem, så studer hvordan naturen har håndteret den tilsvarende situation. Naturen har inspiration til stort set alt mellem Himmel og Jord. Og hvis ikke det er tilfældet, var det måske værd at spørge sig, om ens projekt overhovedet fortjener at blive løst – om man har stillet sit spørgsmål rigtigt, om man er i gang med at udvikle et fænomen, som ikke passer ind i biosfærens lovmæssigheder og når det kommer til stykket ikke gør os mennesker virkeligt lykkelige?

Benyus arbejder pt. på en bog om 100 designideer fra naturen, og hun løfter i denne video sløret for en række af dem. Hvor mange af menneskehedens opfindelser har vist sig på sigt at have fejl med graverende konsekvenser, så har naturen qua sin erfaringsbank, som er opbygget over millioner af år, en tradition for holdbare løsninger, som fungerer uden reagensglas, uden tag over hovedet, uden tilførsel af fossil energi, og ikke mindst uden alle de bivirkninger af snævert set fornuftige løsninger, som i disse år er ved at fordærve kloden.

Så nyd 17 begavede minutter med Janine Benyus.

Læs mere »

I de 17 år, jeg har boet i Larslejsstræde har der på denne tid af året været den vidunderligste solsortesang. Nogle år har der i forårsmånederne udspillet sig de drabeligste sangdueller mellem tre-fire solsorte – men ikke i år. Og jeg må indrømme, at jeg savner dig voldsomt, kære solsort – savner dine tonelege, dine ækvilibristiske triller, dine imitationer og intonationer. Indimellem bilder jeg mig endda ind, at vi har sunget sammen, talt sammen, udvekslet andet og mere end høfligheder, delt en jublende glæde over forårets komme – men måske det kun er indbildning. Mit næb er i hvert fald langt fra så lysende orange som dit.

Jeg har derfor tænkt på, hvad jeg kunne gøre? Sætte en annonce i solsortenes dagblad om et ledigt revir i et af hovedstadens mest attraktive kvarterer? Både ved 1 og ved 2 på kortet herover, i min for- og baghave.

Jeg synes jo det er et vidunderligt sted og kan ikke helt forstå … vinteren har jo ikke været særlig streng. Jeg har da også enkelte nætter hørt dig synge ved et-tiden – som om du i nattens mulm og mørke inspicerede reviret, men fandt det uegnet for solsorte. Er det blevet så ringe? Godt nok har de skramlet meget omkring de forhenværende TDC-bygninger, men du skal vide, at planerne om Sankt Petri Passage er opgivet – den finanskrise er god for mange ting. Og akustikken er fænomenal, din sang løfter sig mellem husmurene, og vi er mange, som værdsætter det højt.

Du har ret, kirkepladsen (1) er så langt fra hvad den kunne være: Der er snart ikke mere græs tilbage og en evig støj fra skolebørnene. Det er rent ud sagt en bedrøvelig affære – rundbold eller regnorme. Og ja, de to kolossale lindetræer i Asylbørnehaven (2) er skåret voldsomt tilbage, samtidig med at de har haft et anfald af oprydning i Valkendorf-kollegiets gamle forhave, hvor blandt andet Grundtvig – ham med alle salmerne – har boet. I hvert fald lindetræerne vokser ud igen – du må have lidt tålmodighed – og det har det med at gro til igen i kollegiehaven, så du inden længe igen kan regne med sikker fangst af mider og orme til dine unger.

Men hvad kan vi gøre indtil da? Prøve at få lagt den grønne løber ud til Ørstedsparken, så du igen føler dig velkommen? Skolegårdene i Niels Brock og Sankt Petri Skole (3&4, 5) er i dag stort set væg til væg-asfalteret. Jeg må se at prøve at formå dem til at forgrønne deres skolegårde, så forbindelseslinjerne bliver genoprettet. Det ville de mange elever sikkert også være glade for.

Selv dine små fætre og kusiner, musvitterne, blåmejserne, gråspurvene og bogfinkerne, er ikke nær så flittige gæster i år. Men de er her, jeg hører dem næsten hver morgen, så jeg håber stadig du har os i tankerne og giver vores kvarter en ny chance. Vi savner dig.

De små grønne enklaver i den tættest bebyggede by er meget udsatte, og selv tilsyneladende små forandringer kan medføre store forskelle for de planter og dyr, som lever mellem husene, og det er vigtigt for bynaturens trivsel og overlevelse at styrke sammenhængen mellem de enkelte enklaver og forbindelseslinjerne til parkbåndet i det gamle fæstningsanlæg. Vi er derfor i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn ved at forberede et kortlægningsprojekt af den historiske bys naturkapital. Netop kortlægningen kan give indikationer af, hvor man ville kunne sætte ind for at styrke bynaturens robusthed, sammenhængskraft og artsvariation i den tættest bebyggede by.

Der har været tilløb det meste af måneden, men søndag satte forårskoncerten for alvor i gang her inde mellem Nørre Kvarters gamle huse. Det er mest musvitterne, der brillierer med deres minimalistiske temaer, men der står en kvidrende lys dome af sangen fra utallige spurve og mejser – som et lydligt billede af kvarterets grønne enklaver, som qua deres tilgroethed giver mangfoldige livsbetingelser.

Flemming Pahus Jensen står bag dette forslag til en blå-grøn oplevelsesrute, som fra Fælledparken i vest krydser først Søerne, siden Østre Anlæg, Kastellet og Havnen under vejs til Holmen og det nordligste af Christianshavns voldanlæg. Under vejs passerer man en lang række meget forskelligartede grønne og blå rum, så ruten åbner for mangfoldige naturoplevelser. Ikke mindst kan man opleve mange af de mange dyr og fugle, som efterhånden har lært sig kunsten at overleve i det urbane landskab.

Der mangler dog noget i dag – Pahus’ forslag er således også et forslag om etablering af to nye broforbindelser. Dels en fodgængerbro over Søerne, hvorfra man vil kunne opleve vandet og lydene og fuglene på en helt anden måde, end når man går langs de store veje. Dels en reetablering af den bro, som indtil for få år siden forbandt Østre Anlæg med Frederiksstaden ved Stokhusgade, som ville give den del af Frederiksstaden langt bedre forbindelse til grønne områder. Hvor ruten krydser havnen, kan man i dag tage HTs havnebus og fortsætte nord om Christiania helt ud til havet og Amager Strandpark. Så tag badetøjet med. Eller man kunne via Norddyssen bevæge sig ned gennem Christiania, som udgør en af byens rigeste bybiotoper.

[nggallery id=136]

. 
‘Åben Zoo’ eller ‘Blågrøn linje’ har Flemming Pahus også kaldt projektet, og under vejs kan man møde mange af byens dyr. Herover blot nogle få af vores ‘vilde’ medborgere, som lever mere miljøvenligt, mere CO₂-neutralt og mere stilfærdigt elegant indordnende sig deres omgivelser end vi tobenede, så måske der var noget at lære under vejs mod det, som Michael Braungart i september så præcist beskrev som at vi måtte lære på ny at blive indfødte på planeten.

Forslaget er et koncept i sin vorden som åbner med latente muligheder for kreativ deltagelse inden for både biologi, fysik, det havekunstneriske, det designmæssige og det praktisk politiske, så se forslaget med mailadresse her:

Blågrøn linie – et snit gennem Indre By i København, Flemming Pahus Jensen, januar 2009 (1,2 Mb pdf).

Flemming Pahus har siden arbejdet videre med passagen gennem Østre Anlæg. Se:

Historien eksponeret i Østre Anlæg, Flemming Pahus Jensen, juli 2010 (1,2 Mb pdf).

Lysende, tindrende, knitrende … sne.

Sneen kan stadig få en barnlig glæde frem i mig, men en meddelelse fra Reuters gjorde det klart, at det ikke kun er romantiseringer og forskydninger i ens hukommelse, som giver langt flere snevejrsdage i ens barndom. Selv da jeg sidst i 70erne boede på landet, var der et par vintre, hvor jeg flere uger i træk måtte tage turen på ski tværs over markerne for at handle ind i den lokale Brugsen.

Sandsynligheden for en hvid jul i Nordeuropa (Berlin) er faldet fra 20% til 15% i løbet af det 20. århundrede, og man regner med, at sandsynligheden er så lav som 5% ved udgangen af det 21. århundrede. For byer tættere på vandet vil sne i fremtiden kun være et helt forbigående fænomen.¹

En by som Oslo, som trods sin havn klimamæssigt har en ganske indlandsagtig placering, havde ved begyndelsen af det 20. århundrede omkring 150 dage om året med skiføre (mere end 25 cm snedække). I dag er det kun 100 dage om året.¹

Hvis vi skal vende billedet, skal atmosfærens CO₂-koncentration hurtigst muligt tilbage under 350 ppm. Den er i dag kommet op på 387 ppm med en årlig stigning på 2 ppm, hvor den før industrialiseringen lå på omkring 280 ppm. Og CO₂-kredsløbet fungerer med en betydelig forsinkelse, så selv hvis vi lykkes at vende udviklingen hurtigt, vil der gå årtier, før vi igen har perioder med masser af sne hver vinter.

Næstefter en hvid jul vil jeg derfor ønske alle en grøn jul – og ikke mindst en glædelig jul.

Erik Kirschbaum: Warming could doom “white Christmas”, Reuters 22.12.2008.¹

Nedenstående tekst er et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg vedrørende Københavns Kommunes projektramme Lommeparker, træer og andet grønt. Det er et forslag med en begyndende erkendelse af, at byen som biotop og levende sted ikke kan opretholdes blot ved at pleje parkerne, men kræver, at der trækkes grønne forbindelseslinjer mellem de enkelte grønne enklaver, som forbinder alle byens grønne elementer til et samlet biologisk system. Som sådan repræsenterer det et gennembrud i kommunens forståelse af, hvaddet vil sige at være en grøn kommune.

Lovforsalget blev fremlagt i maj, se tidligere blog-indlæg: Lommeparker og grønne gaderum, hvorfra der er link til projektets prospekt. Hvis man gennemfører projektet i sin intention, vil det kunne få store positive konsekvenser for livsrummet og livskvaliteten, såvel for menneskene som for de mange planter og dyr, som vi deler byen med.

Lommeparker, træer og andet grønt

– et høringssvar fra Indre By Lokaludvalg

Fra Indre By Lokaludvalg finder vi, at Lommeparker, træer og andet grønt er et helt centralt initiativ for udviklingen af livskvaliteten i Indre By, som vi hilser meget velkomment.

Stor bebyggelsestæthed giver stort behov

Indre By er præget af stor trængsel og bebyggelsesprocenter på op til fem gange det, man har udsaneret til på brokvartererne. Der er derfor meget lidt plads mellem husene, og det er vigtigt at prioritere det grønne overalt, hvor der er mulighed for det.

Med de mange arbejdende og besøgende i bydelen er afstandskravet på max. 400 m ikke retvisende for behovet. Man bør systematisk opgradere opholdskvaliteten på alle åbne arealer.

Projektrammen taler om 14 lommeparker og 3.000 træer for hele København, men de rækker ikke langt i hele kommunen. Det ville være et mere passende mål for Indre By. Suppleret af 3.000 facadebeplantninger ville det kunne være med til at skabe en blidere, smukkere og mere oplevelsesrig by med en luft, som var sundere at indånde.

Læs mere »

Stewart Hampson har i dag en interessant kommentar i The Times i anledning af, at vi i den kommende weekend står overfor at stille urene én time tilbage. Hvis vi i stedet lod sommertiden fortsætte vinteren igennem og derefter næste forår stillede urene endnu en time frem, så vi havde to timers sommertid, ville det give en række store fordele.

De fleste trafikulykker sker i skumringstiden eller efter mørkets frembrud, så man regner med, at det alene i England ville give 450 færre dræbte eller alvorligt tilskadekomne i trafikken, heraf en stor del skolebørn. Samtidig vil en justering af sommertiden kunne give mindre kriminalitet og frygt for kriminalitet, samt en større tilskyndelse til, at vi året rundt tager en motionstur efter arbejde.

Ved at stille urene som Hampson foreslår, vil vi få flere mørke morgener, men til gengæld mere dagslys når vi har fri og har brug for sollyset. Forskere ved Cambridge University har beregnet, at denne ændring ville medføre en reduktion af de engelske CO₂-udledninger på mere end 1 mio. ton. Det løser ikke i sig selv klimaproblemet, men løsningen af klimaproblemet kræver en lang række af sådanne hver især små ændringer. Og dette er en af de sjældne situationer, hvor der kan spares, uden at vi overhovedet ved det eller behøver at forholde os til det.

Hampson ser også den fordel i forslaget, at England hermed fik samme tidszone som resten af Europa. Men måske skulle man så overveje, at Europa gjorde som Hampson foreslår, mens England stillede sine ure yderligere en time frem, så englænderne (og hele Europa) var GMT+2 om vinteren og GMT+3 om sommeren.

I afviklingen af det fossile samfund kommer vi under alle omstændigheder til at vende os langt stærkere mod solen.

Stuart Hampson: Daylight is precious. Let’s stop wasting it, The Times 22.10.2008.

I Ny Vestergade 11, hvor Nationalmuseet holder til, har man i mange år haft to høje sidemure med rådhusvin, som har fået lov til at vokse sig op i 14-15 m højde. Vi klipper dem blot tilbage en gang imellem, når de bliver for store, fortalte en mand mig for et par år siden. Det gør, at hvor de gamle vinstokke ved foden af muren er nogle store knorter, er der noget friskt og egalt over fladen.

[nggallery id=135]

. 
De seneste år har man klippet vinene stærkt tilbage, så de kun dækker de nederste 2 m. Dette er en stor skam, da det i mine øjne var et af byens smukkeste gavlmalerier, ikke mindst de tre-fire uger hvert efterår, hvor blussende farver dag for dag forskyder sig, fra den første rødmen i toppen og de senest udfoldede blade til de sidste blade ribbes ned af efterårsstorm.

I publikationen Byens grønne lunger, som kan downloades fra min hjemmeside jenshvass.com, er der pp. 38-39 mere om facadebeplantningen i Ny Vestergade 11.

Jens Hvass: Byens grønne lunger. Eksempler på facadebeplantninger fra det historiske København, Kunstakademiets Arkitektskole 2005 (pdf).

Se flere forårstegn og efterårstegn.

[nggallery id=134]

. 
Botanisk Have er et af de bedste steder i det centrale København at opleve efteråret, og jeg ved snart ikke, om det er smukkest og mest intenst i blid regn eller sensommervarmt sollys. Hvor solen får de modne mættede farver til at tindre, får væden duftene frem. Over alt er der frøsætning og forberedelser til vintertiden, og adskillige steder er ansatserne til næste års vækst allerede dannet, her hvor den første nattefrost driver de flammende efterårsfarver frem og vådrer de mere vandagtige vækster.

Se flere forårstegn og efterårstegn.