Obama giver klare signaler om amerikansk klimapolitik
21. november 2008“Så snart jeg indsættes i embedet, kan I være sikre på, at USA endnu en gang vil engagere sig energisk i disse forhandlinger og hjælpe med at lede verden frem mod en ny æra af globalt samarbejde på området for klimaforandring«, sagde Obama i et videobudskab til et en klimakonference for amerikanske guvernører: “Det er nu, at tiden er kommet til at konfrontere denne udfordring en gang for alle. Udsættelser er ikke længere en mulighed. Fornægtelse er ikke længere en acceptabel respons. Risiciene er for høje, konsekvenserne for alvorlige”¹ (se video nedenfor).
Verden rundt har man kunnet læse en begejstring over, at Obama har givet denne klare melding om, at USA er klar til at arbejde målrettet mod udviklingen af en grøn økonomi, at USA er rede til at påtage sig lederskab overfor klimaproblemerne, og at Obama vil arbejde energisk for at få en god klimaaftale i hus. Obama har sagt, at USA inden 2020 vil være tilbage på 1990-niveau for CO2-udledninger (man er i mellemtiden nået 14% over), og vil arbejde på en 80% reduktion inden 2050 i forhold til 1990.
Men lige præcis vores Klimaminister Connie Hedegaard har efterfølgende skoset Obama for, at det ikke er godt nok. Træerne vokser ikke ind i himlen, skriver hun på sin blog: “Den første foreløbige melding lyder, at USA’s udledninger skal stabiliseres i 2020 på niveau med 1990. Her har EU sat et mål, der hedder 20 procents reduktion i 2020 – og 30 procent som led i en global aftale. Så der er rum for forbedring på den amerikanske position. Men det er en væsentlig forbedring i forhold til den tidligere position, der hed, at USA ville stabilisere sine udledninger i 2025 – og først derefter skulle de falde. På den konto har man jo så allerede vundet 35 år.”²
Connie Hedegaard har tydeligvis håbet på mere. Hvis USA viser klarere vilje til hurtigere reduktioner, vil det klart styrke muligheden for, at også store lande som Indien og Kina vedgår bindende reduktioner. Men ser man på den hjemlige udvikling, så er vi pinligt langt fra den 21% reduktion, som vi ifølge Kyoto-aftalen har sat os for over 22 år. Vi ligger faktisk her få år før 2012 på stort set sammen niveau som i 1990, så vi skal ud at købe store mængder af kvoter for at klare vores lille del. Det at få vendt stigende amerikanske CO2-udledninger til en 15% reduktion inden for de næste 12 år vil kræve en lang række beslutninger, som hver især er krævende. Set i lyset af, hvor svært det har været at vende udviklingen i de øvrige industrilaiserede lande, selv hvor man har prøvet, er det desværre et realistisk scenario, Obama fremlægger. Og … vi har stadigvæk ikke nogen dansk beslutning om 80% CO2-reduktion i 2050 – dér er USA længere fremme end Danmark.
Men der er endnu et år til at den nye klimaaftale skal falde på plads, og der indløber næsten hver måned nye forskningsresultater, som viser, at IPCCs grundlag for klimaforhandlingerne er for forsigtigt, og at der skal endnu stærkere reduktioner end hidtil antaget til for at holde den globale opvarmning under 2ºC. Så vi må ønske Connie Hedegaard alle de nødvendige kræfter til i de kommende måneder at få overbevist den kommende Obama-regering om, at det er uomgængeligt vigtigt for klodens fremtid, at USA vedkender sig anderledes radikale mål for at vende den nuværende situation.
Herunder kan man se Obamas videotale, som i dag er lagt ud på YouTube.
President-Elect Obama’s Weekly Address, 3:58 min. YouTube video 21.11.2008.
Ud over Obamas utvetydige udmeldinger om snarlig amerikanske tilstedeværelse i arbejdet med at stabilisere klimaet, er der i går sket en anden vigtig ting i amerikansk klimapolitik i og med at Henry Waxman er blevet udpeget til ny leder af The House Energy and Commerce Committee i Repræsentanternes Hus, hvor han erstatter den industrivenlige John Dengell.³
Henry Waxman er en markant miljøprofil i Repræsentanternes Hus, en varm fortaler for skarpe CO2-reguleringer og opbremsning af den nuværende afbrænding af kul. Waxmans udpegelse styrker derfor mulighedene for vedtagelsen af en markant amerikansk klimaindsats umiddelbart efter Obamas overtagelse af Det Hvide Hus 20. januar. Demokraterne har i nogen tid arbejdet med et forslag om en kvotesystem, som skal lede til en 80% reduktion i 2050, så det synes nu kun et spørgsmål om tid, før planen vedtages. En god klimaaftale i København næste år er hermed rykket adskillige skridt nærmere, selvom der med Connie Hedegaards ord stadig er mange sten på vejen.
Se tidligere blog-indlæg: Yes We Can, Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Biden styrker Obamas grønne profil og Amerikansk lovforslag om 80% CO2-reduktion på vej.
Obama kaster sig ind i klimakampen, (Ritzau) Politiken 18.11.2008.¹
Lea Wind-Friis: Obama-rådgiver: USA kan blive miljø-gigant, Politiken 19.11.2008.
Connie Hedegaard: Nye toner fra USA, Berlingske 21.11.2008.²
Mikael Børsting & Jeppe Laursen Brock: Connie H.: Ikke godt nok, Obama, Politiken 19.11.2008.
Bryan Walsh: Is Obama’s Energy Plan Enough? Time Magazine 22.11.2008.
Kate Sheppard: Dingell jangle, The Guardian 21.11.2008.³
John M. Broder: Democrats Oust Longtime Leader of House Panel, New York Times 20.11.2008.³
Karen Tumulty: In Battle of Congress Clout, Waxman Whacks Dingell, Time Magazine 20.11.2008.³
Eli Kintisch: The Waxman Cometh, Science Magazine 20.11.2008.³
Zacharie Coile: Waxman win boosts state’s clout in Congress, San Francisco Chronicle 21.11.2008.³
Dumping Dingell was overdue, (leder) Los Angeles Times 24.11.2008.
CQ Profile: Henry Waxman, Savvy Operator with New Power Base, CQ Politics 27.12.2008.
22. november 2008 kl. 12:27
[…] På bloggen “Strøtanker om bæredygtighed” ligger der en god gennemgang af de klimapolitiske realiteter bag Obama’s […]