Yes We Can

11. november 2008

Dette indlæg er nr. 400 på Strøtanker om bæredygtighed siden starten i januar. Det havde jeg tænkt at fejre ved at dvæle et øjeblik ved det glædelige, at Obama er blevet præsident. I løbet af valgkampen er det blevet stadig klarere, at valget mellem kandidaterne ikke blot var et spørgsmål om pest eller kolera. Tværtimod har Obama i den afsluttende fase nærmest stået som lotusblomsten, jo mere mudret og beskidt der blev omkring ham, jo mere lysende hvid og klar udfoldede han sin vision for en ny og bedre verden.

Ofte kommer den slags menneskelig forfinelse til kort i mødet med den politiske virkelighed. Der har da også været prøvet lidt af hvert – for eksempel er der næsten 1 mio. Google opslag med Obama Antichrist, og både race- og socialistkortene har været flittigt spillet. Endda står Obama efter næsten to års valgkamp som sejrherre. Og han er nået dertil med en etik og en klarhed sit værdigrundlag, som har skabt håb og forventninger ikke bare i store dele af det amerikanske samfund, men verden rundt. Her var den karismatiske skikkelse, som kunne lede USA ud af mørket, her var begyndelsen til et USA som konstruktiv kraft, som deltager i verdenssamfundet.

Obama står således over for tårnhøje forventninger, ikke mindst på baggrund af de ganske dystre perspektiver for den amerikanske økonomi, hvor rigtig meget lige nu peger alvorligt nedad. Men det synes som om Obama har perspektivet, begavelsen og de rette rådgivere til at forløse situationen og gøre den økonomiske redningsplan til startskuddet til et nyt USA. Og selvom klima og bæredygtighed har haft en underlig veg placering både i primærvalgene og i kapløbet mellem Obama og McCain – som var det politisk set for farligt for alle kampagner at binde sig for direkte op på klimaspørgsmålet – så står vi med valget af Obama med det klart bedste valg for planetens fremtid. Han har klart givet udtryk for, at bilindustrien ikke bare skal have penge til at fortsætte som hidtil, men meget præcist til at lave en ny generation køretøjer, som kan frigøre USA fra den nuværende afhængighed af olie. Han synes at have erkendt, at USAs problemer, som var store nok før finanskrisen, ikke kan løses uden at løse det fossile samfunds grundproblemer.

Det store spørgsmål lige nu er, om USA bliver klar til at indgå i en stærk bindende klimaaftale allerede om et år. Obama har foreløbig meldt ud, at han ikke selv tager til COP14 i Poznan, men sender en delegation – måske af respekt form at Bush stadig er præsident. Men han er meget lagt fremme med etableringen af et skyggekabinet, som fra dag ét efter overtagelsen 20. januar kan gå i gang med en bred vifte af de forandringer, som USA og verden skriger på. Det demokratiske parti arbejder på et lovforslag om 80% CO2-reduktion i 2050 – endda i forhold til 1990-niveauet (se tidligere blog-indlæg: Amerikansk lovforslag om 80% CO2-reduktion på vej).

Skarpe hjerner vil indse, at der er brug for endnu større reduktioner – at USA skal endnu længere ned, og at vi i den industrialiserede verden faktisk er nødt til i en periode at blive netto CO2-absorberende, for at få atmosfærens CO2-koncentrationer tilbage under 350 ppm. Den engelske klima-rådgiver Sir Nicholas Stern har sagt det meget enkelt, at der fremover kun er plads til udledninger på ét ton pr. person (hvilket svarer til en 95% reduktion for USA og en 90% reduktion for Danmark). Men det kan komme hen ad vejen. Det ændrer ikke ved, at det er et kæmpe skridt i den rigtige retning, at verdens lande lægger planer for en 80% reduktion. For det vil nødvendigvis indebære en omlægningsproces til vedvarende energi i allernærmeste fremtid. Efterhånden som klimafrontforskningen når frem til IPCC (det tager desværre adskillige år) må vi få skærpet målsætningen tilsvarende. Og vi må insistere på, at der som en del af den kommende klimaaftale etableres et økonomisk klima, som stimulerer denne omlægningsproces på de rigtige steder (energibesparelser, teknologioverførsler, bioanaloge processer, CO2-binding i biosfæren og vedvarende energikilder) uden at forgylde mere tvivlsomme CO2-reduktioner som atomkraft og CCS-teknologi. Men i udgangspunktet er overliggeren for den kommende klimaaftale med Obama på vej i Det Hvide Hus blevet løfte adskillige decimeter.

Den forgangne uge har ikke skortet på gode forslag til Obama. Efter otte år med systematisk deregulering (mange ville sige misrøgt af både samfund og klode), som har bragt USA på sammenbruddets rand, har alle deres agenda, som de håber han kan forløse.

FNs Yvo de Boer har friet til Obama om at træde aktivt ind i løsningen af de globale klimaudfordring.¹ Al Gore er i TerraDaily fremme med, at den interaktivitet på internettet, som er blevet muliggjort med web 2.0 (som for eksempel gør at man kan diskutere et indlæg som dette med mennesker fra hele verden), har spillet en helt central rolle i Obamas valgkamp, hvor han har formået af mobilisere millioner af først og fremmest unge vælgere og at rejse hidtil usete beløb til sin kampagne. Og at den tilsvarende vil være en helt central del af håndteringen af klima- og energiudfordringen.² For klimaudfordringen kan ikke løses kun ovenfra og ned eller kun nedenfra og op, ligesom den ikke kan løses isoleret i én sektor ad gangen. Deres løsning kræver nye organiserings- og løsningsmodeller, som inddrager både borgere, virksomheder og politiske institutioner, og hvor for eksempel trafikministeren ikke systematisk modarbejder klimaministeren. Tre dage efter Obamas valg fremlagde Gore også en fem-punkts handlingsplan i New York Times.³ Det er en grov skitse, men den sætter ind en række helt centrale steder. Med små modifikationer kunne den med fordel implementeres i hele den industrialiserede verden.

Det vil kræve både klarsyn, mod og radikalitet af politikerne her i de kommende måneder at få fastlagt køreplanen for en konsekvent håndtering af klimaproblematikken, som kan sikre livsrummet for de kommende generationer. Her bliver det uomgængeligt vigtigt at fastholde, at ‘Yes We Can’.

Nedenfor har jeg samlet en række links til miljøbetragtninger i forlængelse af Obamas valg.

Se også tidligere blog-indlæg: Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Biden styrker Obamas grønne profil, Gigantiske amerikanske solcellefarme på vej og Al Gore: Al elektricitet fra vedvarende energikilder om ti år.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Henry Sanderson: UN seeks broad Obama role on climate, (AP) Boston Globe 09.11.2008.¹

Internet revolution that elected Obama could save Earth: Gore, (AP) TerraDaily 08.11.2008.²

A Gore: The Climate for Change, New York Times 08.11.2008.³

Birgitte Marfeldt: Gore til Obama: USA må gå foran i København, (med oversættelse af Gores fem punkter)Ingeniøren 10.11.2008.³

The First 100 Days, Living on Earth 07.11.2008.

David Ivanovich: Obama likely to tackle energy early on, Houston Chronicle 08.11.2008.

Peter Baker: Obama Team Weighs What to Take On First, New York Times 08.11.2008.

David R. Baker: Obama likely to boost alternative energy, San Fancisco Chronicle 09.11.2008.

Ceci Connolly & R. Jeffrey Smith: Obama Positioned to Quickly Reverse Bush Actions, Washington Post 09.11.2008.

Gwynne Dyer: The Threat of Green Obama, The Island 10.11.2008.

Alexandra Witze: Climate first for Obama transition team, Nature 11.11.2008.

Marc Clayton: A closer look at Obama’s energy plan, Christian Monitor 12.11.2008.

Margaret Kritz: Greens Want Obama To Fulfill Campaign Pledges – And More, National Journal 13.11.2008.

Dominick A. Dellasala: How Obama can start to save planet, Seatle Post-Intelligencer 13.11.2008.

How fast can Obama fix US environment policy? New Scientist 13.11.2008.

Share