Strøtanker om bæredygtighed

Igennem århundreder var Københavns udstrækning præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ‘æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.²

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Læs mere »

Lord Turner of Ecchinswell, formanden for The Independent Climate Change Committee siger i dag i The Guardian, at vi må afvikle brugen af fossile brændstoffer i energisektoren i løbet af de næste 20 år.¹ Det sker i forbindelse med en anbefaling af, at Storbritannien strammer sin samlede klimamålsætning for 2050 fra 60% til 80% CO₂-reduktion. Reduktioner i den størrelsesorden er ifølge Lord Turner svære at forestille sig for skibsfarten og luftfarten, hvorfor andre sektorer som energisektoren må udfase brugen af fossile brændstoffer længe før 2050.

Lord Turner lægger sig hermed helt på linje med den engelske premierminister Gordon Brown, som for nylig gjorde sig til talsmand for, at Storbritannien måtte skærpe sin målsætning for 2050 fra en 60% reduktion af CO₂-udledningerne til en 80% reduktion. Med De liberale demokraters forslag om, at England skal være CO₂-neutral i 2050, nærmer det politiske system i England sig en konsensus om at tage klimaudfordringen alvorligt (se tidligere blog-indlæg: Britisk opgør med ‘oliens diktatur’ og De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050).

Dette er målsætninger, som vil indebære ganske radikale forandringer af det engelske samfund. Man har i de senere år gjort en del tiltag for at omlægge til vedvarende energi, og officielle tal syntes også at pege på, at engelske CO₂-udledninger var nået 5% under 1990-niveauet. Men en opgørelse, som inkluderer de engelske emissioner fra fly- og skibstransport, viste for nylig, at de samlede engelske udledninger lå hele 37% over udledningerne i 1990. Dette er sandsynligvis ikke enestående for Storbritannien, men viser med al tydelighed, hvor vigtigt det er at få skibs- og luftfarten med ind i afløseren for Kyoto-aftalen (se tidligere blog-indlæg: 7.000 britiske vindmøller på vej, Erhvervslivet vil flyve mindre og Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992).

Læs mere »

Reuters bragte i dag reportager fra to asiatiske storbyer, Jakarta og Shanghai, som med cirka 10 og 18 mio. indbyggere hver især har en befolkning på adskillige gange den danske. Begge byer ligger ud til havet og er derfor sårbare overfor selv mindre havstigninger, og begge byer har oplevet at synke markant på grund af at man har pumpet store mængder vand fra stadig dybere lag under byen til den stadig større befolkning. Dette fører til en sammensynkning af hele området.

Langs The Bond, Shanghais historiske havnefront, har man således tre gange i det 20. århundrede måttet forhøje digerne mod floden. Fra 1921 til 1965 sank området med 176 cm eller omkring 4 cm om året. Myndighederne søger at undgå yderligere sammensynkning af området ved at pumpe vand tilbage og i stedet bruge flodvandet direkte, og man har bremset processen dertil, at området i 2007 blot sank 7 mm. Til gengæld er de største af de mange nye skyskrabere så massive, at de har tendens til at synke ned gennem de løst aflejrede jordlag, som Yangtze-floden gennem tiderne har transporteret til området fra det centrale Kina. Det nu højeste hus, som blev indviet i august i år, er således allerede sunket 12 cm – hvilket dog er pænt under de 25 cm, som byens byggereglement maksimalt tillader.

I Jakarta pumper man stadig store mængder af grundvand op, og en rapport fra Verdensbanken anslår, at Jakarta i 2025 vil ligge 40-60 cm lavere end i dag. Sammen med de stigende oceaner vil det i de kommende år gøre byen langt mere sårbar overfor oversvømmelser fra tropiske storme.

Sugita Katyal: Jakarta sinks as citizens tap groundwater, Reuters 07.01.2008.

Rujun Shen: Shanghai highrises could worsen rising seas threat, Reuters 07.01.2008.

I disse dage holder International Union for Conservation of Nature, IUCN, konference i Barcelona, hvor 8.000 delegerede fra mere end 170 lande er samlet. Man kan følge med i aktiviteterne fra IUCNs hjemmeside, hvor mange indlæg og diskussioner fra konferencen, som varer frem til 14. oktober, kan overværes online i real time.

Søndag sagde IUCNs leder Valli Moosa ved sin åbningstale, at alle virksomheder burde have mindst én ekspert i miljøbevarelse i sin bestyrelse. Miljøet må blive en del af DNAet for alle enheder i det private erhvervsliv.¹

Det er i al sin enkelhed et godt forslag, som jeg hermed vil lade gå videre.

En lang række miljøspørgsmål kan kun løses optimalt, hvis virksomheder bliver proaktive miljøspillere. Men dag for dag er der flere og flere forbrugere over hele verden, som efterspørger produkter, som er sunde og bæredygtige produkter, som kan sendes tilbage i naturens kredsløb på fuldt forsvarlig vis. De virksomheder, som reelt formår at omstille sig og levere miljømæssigt optimale produkter har derfor fremtiden foran sig.

Men verdens naturkapital er i truet, og den nuværende brug af både klodens endelige og fornyelige ressourcer er fundamentalt ubæredygtig. Konferencen åbnede med en opsummering af deprimerende facts, at hver ottende fugleart, hver fjerde pattedyr og hver tredje krybdyr er truet med udryddelse, mens et regnskovsområde på størrelse med en fodboldbane forsvinder hvert sekund.¹

Det er uomgængeligt vigtigt for naturkapitalens bevarelse og klodens overlevelse som livsrum for kommende generationer af dyr og mennesker, at alle virksomheder lærer at agere inden for bæredygtige rammer.

Alister Doyle: All firms urged to appoint green expert to board, Reuters 05.10.2008.¹

IUCN: Critics challenge conservationists to emulate business leaders for change, (pressemeddelelse) 07.10.2008.

IUCN: IUCN joins forces with businesses for World Conservation Congress, (pressemeddelelse) 04.10.2008.

Læste i dag, at gletsjerforskere fra Island havde beregnet, at der om 100 år ikke ville være mere is på Island. Europas største gletsjer Vatnajökull, som dækker det sydøstlige Island, er på sit tykkeste sted tæt ved en kilometer tyk. Endda regnede forskerne med, at den ville være helt smeltet – og at vi til den tid ville have 7 meter højere vandstand end i dag.¹

Det lykkedes mig ikke at finde selve rapporten – måske den endnu ikke er gjort tilgængelig online. Men jeg faldt over en serie utrolig smukke satellitbilleder taget ind over Island, Vatnajökull og det sydøstlige Grønland, som jeg selv blev så betaget af, at jeg vil bringe dem som søndagsbilleder.

[nggallery id=131]

.
De fleste af billederne stammer fra Satellite Photos of Iceland and the Polar Regions. Det er næsten ikke til at bære, at disse landskaber står overfor at smelte bort.

Andre forskere har beregnet, at der forsvinder 5 km³ is fra Vatnajökull, og at det mindskede tryk, det medfører på undergrunden, kan føre til flere vulkanudbrud.²

National Geographic har 06.10. en lille video fra Vatnajökull: Iceland Glacier Melting Fast.

Se også tidligere blog-indlæg. Kulstøv øger isafsmeltningen, Bolivia hårdt ramt af vigende gletsjere og Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Catherine Jacob: Threat To Europe’s Biggest Glacier, Sky News 03.10.2008.¹

Helgi Björnsson et al.: Glacier winds on Vatnajökull ice cap, Iceland and their relation to temperatures of its environs, University of Iceland (pdf).

Catherine Brahic: Melting ice caps may trigger more volcanic eruptions, New Scientist 03.04.2008.²

Michele: Vatnajokull Glacier, The Earth Weather and Space Blog 16.11.2007.

Peak Oil har i de senere år har været diskuteret intenst, ikke mindst i USA. Og kurven (den sorte linje) herover viser, hvordan den amerikanske olieproduktion kulminerede omkring 1970 med 9,5 mio. tønder olie pr. dag. Siden da er produktionen faldet til lige godt 5 mio. tønder pr. dag, samtidig med at forbruget er stadig stigende. Dette har medført, at USA fra at være verdens største olieeksportør, er blevet verdens største olieimportør.¹

De røde søjler viser opdagelsen af nye oliefund, som i USA kulminerede allerede i mellemkrigsårene – og de reserver, USA i dag kan regne med at finde, er i stadig højere grad olieforekomster, som det er meget dyrt at udvinde, som forbruger meget vand og energi at udvinde, og som har store miljømæssige omkostninger at udvinde.

Herover ser man med blå det amerikanske olieproduktion, og med rødt den forventede fremtidige amerikanske olieproduktion. Den orange linje viser det amerikanske forbrug. Der er således tale om en fuldstændig uholdbar afhængighedssituation, som amerikanerne har håndteret så ubegavet, at det har ført til ‘krigen mod terror’. Drill, drill, drill, lyder det i disse måneder i USA, som ‘løsningen’ på de stadig stigende benzinpriser. Men etableringen af nye oliefelter i Alaskas tundra og langs kysterne eller skrælning af store landskaber for at udnytte oliesand-forekomster, som man hidtil har vurderet ville have for store omkistninger (og miljøomkostninger) at udnytte, vil ikke ændre det mindste ved, at eneste reelle løsning er en fuldstændig afvikling af de industrialiserede lands fossile afhængighed inden for de allernærmeste år.

Læs mere »

Richard Heinberg, som i en årrække har beskæftiget sig med Peak Oil, udgav i 2007 bogen Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines. Han ser heri på, hvordan ikke blot den fossile energi, men en lang række andre ressourcer i de kommende år vil blive så begrænsede i forhold til efterspørgslen, at det vil udløse store prisstigninger og potentielt krig.

Vi har set det med olien, både prisstigningerne, og det ubehagelige faktum at et land som Danmark er blevet trukket i krig for at forsvare olieinteressser. Ifølge Heinberg står vi overfor tilsvarende forsyningsproblemer, når det gælder mad, jord, vand og en hel række basale ressourcer, som i virkeligheden er langt mere fundamentalt nødvendige for vores overlevelse end olien.

I forbindelse med introduktionen af bogen var Heinberg blandt andet på New Zealand, og nedenstående video stammer fra hans præsentation i Orewa 09.10. 2007. Præsentationen findes kun på YouTube, hvor man kan have max. 10 min. videosekevenser, så hans præsentation af Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines kommer i 6 dele nedenfor.

Heinbergs analyse af det 21. århundredes ressourcesituation nærmer sig en dystopi – og det ser ikke for godt ud, når man som han pudser krystalkuglen. Heinberg lyder da heller ikke specielt optimistisk, når han afsluttende (del 6) søger han at give et rids af de nødvendige forandringer for at føre verden godt videre: Der er simpelthen ikke noget håb for ‘Business as usual’, siger han. Vi må forberede os på svære tider. Vi er nødt til at justere vores forventninger til fremtiden efter virkeligheden – som er de begrænsninger, som findes i naturkapitalen (the natural world). Vi har i årtier har levet langt over evne, og at bringe vores levevis tilbage i det muliges (det bæredygtiges) rum vil i Heinbergs perspektiv forudsætte gennemgribende forandringer, som er mulige, men som vil kræve store ofre og store forandringer af vores adfærd og bevidsthed – og kræve mobiliseringen af det bedste i mennesker at gennemføre.

Heinberg viser afsluttende en liste over ting, som ikke har peak’ed (billedet til højre): Fællesskab, personlig integritet, tilfredsstillelsen ved veludført arbejde, international solidaritet, samarbejde, fritid, lykke, kreativitet og urban skønhed. Til den liste kunne man ønske sig at tilføje kærlighed.

Der er kun meget lille sammenhæng mellem energiforbrug og lykke/tilfredshed. Kunne vi afkoble forbindelsen mellem vores forbrug og materielle besiddelser og vores oplevelse af tilfredsstillelse, lykke og af betydningfuldhed, har vi taget et vigtigt skridt videre fra den nuværende globale ubalance. Men det kræver en helt anden etik fra reklamebranchen, som systematisk imprægnerer os med velsignelsen ved at besidde de mange objekter, som er hastigt i færd med at omdanne planeten til losseplads.

Læs mere »

En af mine sensommerfornøjelser er Hokkaido-græskar, og jeg plejer hvert år ved denne tid at købe nogle stykker af dem og have dem stående en tid for at glæde mig over farvepragten, før de går i suppegryden. Men i år er der kommet plastic omkring dem i Irmas grøntsagsafdeling. En ubetydelig detalje, måske. Men på den måde har der gradvist sneget sig mere og mere plastic og skumbakke-emballage ind i dagligdagen. Tænker nogle gange tilbage på min grønthandler på Øster Farimagsgade, som kun havde papirposer – tre størrelser brunt papir. Sådan var det også i mange år på torvet, men her er man ligesom i butikkerne stort set gået over til plastic.

Faktisk forlød det for nyligt, at plasticindholdet i vores affald ifølge en rapport fra DTU i dag ligger dobbelt så højt som hidtil antaget, og at det var en ‘bombe under Danmarks klimaplan’. De øgede plasticmængder udleder ved forbrænding så meget mere CO₂, at det forrykker vores nationale CO₂-regnskab og vores EU-forpligtelser til at øge vores andel af vedvarende energi så meget, at det vil kræve to havvindmølleparker at kompensere for den øgede mængde plastic.¹

Det er faktisk et lysende eksempel på, at bittesmå forandringer i hverdagen kan gøre en stor forskel i det samlede regnskab. Så lad os få udfaset den det meste af vores plasticforbrug, lad os øve os i at genbruge de poser, vi vitterligt køber, og i langt støre udstrækning klare os med stofposer og rygsæk.

Noget andet er, at det er en uskik blot at brænde vores affald af. Det organiske materiale skal i langt større grad tilbage i økosystemerne som levende materiale, hvor det kan blive råstoffer til nye ressourcer. Kun herved kan landbruget undgå sin nuværende afhængighed af kunstgødning.

Og så er det på tide at få stillet nogle tidssvarende krav til plastic. Ud med phthalater, tungmetaller og andre giftigheder, ikke kun i børnelegetøj, men i alt vi omgiver os med, tapeter, tæpper osv. De sidste 30-40 år har plasticmaterialer, som er yderst tvivlsomme overfor vores sundhed og ikke har noget at gøre i et bæredygtigt samfund, sneget sig ind over alt i vores tilværelse. Fremover burde man kun anvende højkvalitets plasttyper, som kan gensmeltes igen og igen, eller som efter endt brug kan indgå fuldt ud i naturens kredsløb uden komplikationer. Der findes i dag løsninger til at gøre det meget bedre. Der skal blot en præcis lovgivning til, som ikke lader sig forstyrre af plastindustriens lobbyister.

Læs mere »