Strøtanker om bæredygtighed

Tilbage i antikken var et af verdens syv underværker Kolossen fra Rhodos, en gigantisk bronzestatue af solguden Helios, som skrævede over indsejlingen til havnen i Rhodos.

Nu er København ved at lægge havn til endnu et underværk, FNs nye faciliteter på Marmormolen, hvor nu UNICEFs store lager haller ligger. Bygningskomplekset vil forbinde Langelinje og ‘fastlandet’ med en 65 m høj bro, så Norgesbådene stadig kan komme ud.

Arkitekterne bag masterplanen for området er 3xNielsen, som i København blandt andet har lavet DFDS’ færgeterminal i Nordhavnen, restaureringen af Tivolis koncertsal og Ørestad Gymnasium. Med det herværende projekt har de virkelig leveret et stykke avanceret bybygningsskulptur med frit svungne linjer i alle retninger, sådan et lidt udefinerligt sted mellem Calatrava, Niemeyer og Liebeskind. Byggeriet er sine steder endog meget højt – tårnbygningen bliver hele 140 m høj. Den lille video nedenfor giver en god fornemmelse af projektets skala og frivole formlege.

Læs mere »

Jeg faldt i dag over ‘La Tour Vivante’, Det levende tårn, et projekt tegnet af de franske arkitekter, Pierre Sartoux og Augustin Rosenstiehl, Atelier SoA, som bringer det produktive landskab midt ind i byens hjerte.

Med sine 30 etager er ‘La Tour Vivante’ et tankevækkende bud på et grønt storbyhus, hvor kontorlandskaber og boliger er intimt forbundet med grøntsags- og frugtavl i et selvforsynende system med en for en bymæssig bebyggelse usædvanlig autonomi. Det er en bygning med en høj grad af økologisk konsekvens og energimæssig optimering.

[nggallery id=111]

.
‘La Tour Vivante’ har en lav del, som indeholder mediatek mv. og en høj del, hvor man i en spiralsk opadgående struktur har hængt først kontorer og siden boligenheder op omkring en tung strukturel kerne med installations- og elevatorskakte. Hvis man cirkler sig op gennem bygningen, bevæger man sig igennem et forunderligt hybridrum, hvor man på den ene side har rækker af højbedsagtige plantekulturer, til den anden side forbindelse til kontorer og boliger – se video-animationen nedenfor.

Disse grønne korridorer er samtidig medvirkende til, at huset kan fungere som en passiv solfanger. Med to vindmøller på taget er huset stort set selvforsynende med energi.

Læs mere »

I min forårskalender er blomstringen af de tre efter danske forhold ganske store magnoliatræer i universitetets gårdhave ud mod Krystalgade en af de lokale højdepunkter. Netop nu er der fuld gang i den overdådige blomstring, og jeg lægger vejen forbi flere gange om dagen.

[nggallery id=109]

.
Magnoliaen er gæst fra langt varmere himmelstrøg. I Danmark trives den derfor bedst på beskyttede pladser som her, hvor stenbelægningen og bygningerne på tre sider skaber et lagt mildere mikroklima end i det åbne land.

De lysende store blomster med deres fugleagtige gestalter står kun få dage, før de afløses af sommerens lysende grønne løv.

Anemonerne har været der nogen tid, men de er svære at finde mellem byens huse, og først i denne weekend kom jeg rigtigt i skoven.

[nggallery id=110]

.
Billederne her er fra Sæbygaard Skov, efter sigende Danmarks nordligste bøgeskov. Den ligger lunt og godt beskyttet for vinden i en stejl dal, som Sæby Å gennem tiderne har gravet.

Anemonerne tilhører den gruppe af planter, som har udviklet en tidlig blomstring for at have adgang fuld sol inden løvskoven lukker for lyset for sommeren.

I Brasílien har man siden den første oliekrise i 1972 satset målrettet på bioethanol, og al benzin er i dag iblandet 23% bioethanol. Ethanolen fremstilles af sukkerrør, som i stor udstrækning dyrkes på land, som er indvundet ved rydning af urskov i Amazon-bækkenet. Ifølge en tankevækkende artikel i The Independent, Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, er der sukkerrørsmarker så store som europæiske stater. Ifølge artiklen medfører fremstillingen af den sukkerørsbaserede bioethanol større CO₂-udledninger end det sparer i byernes trafik. Ikke mindst den årlige afbrænding af sukkerrørsmarkerne giver kolossale CO₂-udledninger. Brasílien har således uviklet sig til at blive en verdens fjerdestørste CO₂-udleder.

Dette er fuldstændig parallelt til en anden af de store producenter af biobrændstof, Indonesien, hvor en stærkt stigende efterspørgsel på biobrændstoffer til det europæiske marked har ført til en omfattende rydning af urskovsarealer. Indonesien er således på blot tre år gået fra at være verdens 21.-største CO₂-udleder til at være verdens tredje største CO₂-udleder, kun overgået af USA og Kina (se blog-indlægget: Biobrændstof en økologisk katastrofe).

Det er på den baggrund klædeligt, at vores klima- og energiminister ifølge Information i dag genovervejer den europæiske satsning på biobrændstoffer i lyset af, at det kan føre til omfattende hungersnød, hvis vores biler også i større udstrækning skal mættes af markernes afgrøder.

Vi bliver nødt til at indse, at det ikke bare er et spørgsmål om at omlægge til fornyelige ressourcer og så fortsætte ud ad motorvejen, men at vi er nødt til at forholde os meget præcist til vores samlede økologiske råderum. Vi danskere forbruger allerede, som havde vi rådighed over tre planeter. Hvis vi fremover skal dække vores nuværende transportforbrug med biobrændstof, vil det med de nu kendte produktionsteknikker til biobrændstof give en voldsom udvidelse af vores globale økologiske fodaftryk.

Daniel Howden: Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, The Independent 15.04.2008.

V og K splittet om biobenzin, Information 16.04.2008.

Se tidligere blog-indlæg: Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint.

Af Rasmus Vincentz, Cand. Scient. Soc, klimakonsulent, Danish Energy Management

Den gamle pointe om at ‘et problem er en løsning i forklædning’ kan med fordel bruges til at brække hul i og trænge ind på livet af den efterhånden noget træge debat om klimaforandringerne. Og bruges til at åbne op for tiltrængte diskussioner om arbejdet med at gøre noget ved de enorme udfordringer som klimaforandringerne stiller os alle overfor. For hvordan er det egentlig at problemet ‘klimaforandringer’ præsenteres i det daglige? Og hvilke ‘roller’ til at gøre noget ved det efterlades der i kølvandet på denne fremstilling? Hvem skal handle og hvad skal der gøres?

Nogle af disse simple spørgsmål til det virkelig aktuelle spørgsmål om hvordan udfordringerne med klimaforandringer håndteres, er desværre temmelig overset. Derfor blev det bragt på banen, da jeg i starten af januar 2008 var workshoplærer på et ugekursus på Vallekilde Højskole. Og indsigterne var slående.

På workshoppen tog vi udgangspunkt i den kampagne vedrørende klimaforandringer, som blev lanceret for et år siden af Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet under sloganet ’et ton mindre’. Kampagnen bygger, som navnet antyder, på at der skal spares og reduceres, og det der skal spares på er drivhusgassen CO₂. Den mængde der skal spares er altså et ton, og den aktør der skal spare er hver enkelt dansker; individet er i centrum, og det kommer vi tilbage til, for her er vi ved sagens kerne! Men lad mig lige inden da slå fast, at man kan sige mange gode ting om den kampagne; f.eks. tjener den til at sætte tal på, hvor meget hver dansker udleder, hvor denne udledning kommer fra, og hvilke muligheder vi hver især har for at reducere vores CO₂-udledning (primært via el- og varme forbrug).

Desuden er kampagnen god fordi man via nettet kan afgive et løfte om hvilke af de mange forslag til konkrete spareaktiviteter man vil iværksætte i sin dagligdag. Desværre kan man, når de rosende ord er sagt, slå fast at denne kampagne lider under at være både forkert, farlig og ikke særlig sjov.

Læs mere »

Yvo de Boer, executive secretary ved UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, siger ved et pressemøde, at udsigten til, at vi får en samlet klimaaftale klar til underskrift i København ved udgangen af næste år, lige nu er meget dårlig: “We are not going to see that major developing country engagement unless significant financial resources and technology flows begin to be mobilized.”¹

U-landene vil have hjælp til de omlægninger, der skal ske dér, og de vil se reelle skridt i de industrialiserede lande, før de binder sig til noget som helst. Men når man ser rundt i de industrialiserede lande, er der ikke megen vilje til at gå foran – beklageligvis heller ikke i Danmark. Der lurepasses, og for klimaet og den globale tilslutning til næste klimaaftale vitale beslutninger bliver ikke taget. Samtidig skylder det kvotesystem, som EU har fået etableret, stadig at bevise, at det rent faktisk formår at spore vore handlingsmønstre ind på et mere klimavenligt spor.

Rajendra Pachauri, formand for FNs klimapanel IPCC, er ifølge Politiken meget tvivlsom overfor, om “de (Kina og Indien) kommer med i første runde. Jeg tror gerne, de vil se et vist ambitionsniveau hos de udviklede lande, før de selv indgår nogle frivillige aftaler”.²

Pachauri fremhæver dog ved et interview i forbindelse med det netop afholdte Boao Forum for Asia 2008, (med mottoet: Moving Towards Win-Win Through Changes), at: “We have seen much commitment in developing countries such as China, India and Brazil and they should join in the global efforts.”³

Så der er ikke helt slukket for en ny klimaaftale. Det ville bare være godt at se nogle klare udspil fra lande som Danmark, som både har råd til det og har store CO₂-udledninger. Men hvorfor er det lige, at Danmark ikke som Norge har taget sig sammen og skabt en plan for 100% CO₂-reduktion og et scenario for et bæredygtigt CO₂-neutralt Danmark?

Financing Crucial To Next Climate Change Pact – UN, Reuters, 14.04.¹

¹Rasmus Dam Nielsen: FN: Rige lande fejler i klimakampen, Politiken 13.04.2008.²

India to follow China’s green lead, People’s Daily Online 14.04.2008.³

Topmøde i København kan blive et flop, Politiken 14.04.2008.

Hvis man som klima- og miljøbevist europæer overvejer at købe en bil, som kan køre på biobrændstof, skal man nok tænke sig om en ekstra gang. For det kan meget vel være, at man gør klimaet og jordkloden en bjørnetjeneste. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof i de industrialiserede lande har nemlig medført omfattende miljøødelæggelser mange steder i verden. Og den CO₂, det måtte spare på de europæiske landeveje, bliver mere end modvirket af stigende CO₂-udledninger i lande som for eksempel Indonesien, hvor oprindelige landskaber i stor skala raseres for at give plads til produktionen af biobrændstof.

Det fremgår af en rapport, Peat-CO₂. Assessment of CO₂ emissions from drained peatlands in SE Asia, som Wetlands International, Delft Hydraulics og Alterra i samarbejde har udarbejdet om forholdene i Sydøstasien. Her finder skovrydning og dræning af vådområder sted i stor stil for at give plads til olieplantager til produktion af biobrændstof til ‘miljørigtig’ transport.

Man regner med, at der i Sydøstasiens ‘peatlands’ – urskove med en (tørvemoseagtig) bund af uomdannet eller delvist omdannet organisk materiale, som er opbygget gennem århundreder – findes lagret 42 teraton CO₂, eller det dobbelte af jordens samlede årlige CO₂-udledninger. Urskovsbiotoper har en meget høj biomasse (og dermed bunden CO₂) i forhold til landbrugsarealer med monokulturer af ofte kun enårige planter. Disse enorme CO₂-depoter frigives til atmosfæren ved fældning, afbrænding og dræning. Når vådområder med urskov drænes og totalfældes, sker der i årene efter en omfattende iltning af urskovens tørveagtige lag af delvist omdannet organisk materiale, som fører til gigantiske CO₂-udledninger. Ifølge rapporten er der ved dræning af nyfældede vådområder tale om CO₂-emissioner i størrelsesordenen 70-100 ton pr. hektar pr. år. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Indonesien på blot tre år er gået fra at være verdens CO₂-udleder nr. 21 til i dag at være verdens tredjestørste CO₂-udleder, kun overgået af Kina og USA.

Læs mere »

Det bliver indimellem fremført, at vindmøllerne skæmmer de danske landskaber – og, ja vi behøver jo ikke at sætte dem op over alt. Men på mine mange togrejser til Nordjylland har det, når man først er kommet så langt nordpå, at vinden har godt tilløb fra Vesterhavets bonede gulv, været en fryd at se, hvordan der år for år er kommet stadig flere møller. Og efterhånden som møllerne er blevet større, er omløbshastigheden faldet, så de ikke mere virker uroligt piskende i blæsten, men står solidt i landskaberne.

Møllrene har en indre skønhed, eller måske blot en indre nødvendigheds skønhed, og vi kan ligeså godt først som sidst vænne os til at de hører til i vores landskaber, for på vore breddegrader er de en af de mest indlysende metoder til at høste vedvarende energi.

Jeg faldt lige over nedenstående fem-minutters video fra Elegant Technology af vindmøller majestætisk stående i landskabet. Der er ingen tekst, ingen tal, ingen formaninger, blot titlen: The Beauty of Windpower til musik af Grieg. Så den må stå som et søndagsbillede.

Læs mere »

Jeg må være gået forbi det sted tusinde gange, men den anden dag, hvor forårssolen dansede, kom jeg til at se, at der på kronen af den teglmur, som omgiver Helligåndskirken mod Valkendorfsgade og Niels Hemmingsens gade midt inde i København K er den vidunderligste lille moshave. Og efter de seneste dages regn var mosset svulmende, farvemættet og blomstrende.

[nggallery id=108]
På den led kan de traditionelle materialer noget, som moderne byggematerialer har svært ved at hamle op med – blive smukkere med tiden.

Læs mere »