Strøtanker om bæredygtighed

Costa Rica har tidligere haft planer om at blive CO₂-neutral inden 2030, og sidste sommer vedtog man en plan for at nå CO₂-neutralitet inden 2021, hvor landet har 200 års jubilæum. Costa Rica vil i givet fald blive det første CO₂-neutrale land i verden, så det vil være en fornem måde at fejre sin fødselsdag på.

Costa Rica har et vist forspring. I 2003 var den gennemsnitlige CO₂-udledning pr. indbygger i Costa Rica på blot 1½ ton (hvor de danske udledninger ligger på omkring 10 ton), og man er allerede i dag oppe på, at omkring 80% af energiforbruget stammer fra vedvarende energikilder.

En af drivkræfterne i Costa Rica er opretholdelsen af det landskabelige tropiske paradis, som kan vedblive med at tiltrække turister. Op mod 25% af landet har status som nationalpark, og et af midlerne til at blive CO₂-neutral er store træplantningsprojekter for herigennem at binde CO₂ i biomasse og modvirke den skovfældning, som har stået på i de seneste årtier. Costa Ricas skovplantningsprogram og plan for CO₂-neutralitet kan downloades fra UNEPs Climate Neutral Network.

Således har Costa Rica med Nature Air også verdens eneste CO₂-neutrale luftfartselskab. Det betyder på ingen måde, at luftfart ikke udleder CO₂, men Nature Air har systematisk CO₂-kompenseret gennem skovplantnings- og regnskovsbevaringsprojekter.

Ud over Costa Rica har foreløbig Norge, Island, Monaco og New Zealand fremlagt planer for CO₂-neutralitet. Norge sigter mod at nå det i 2050, og i de planer er en ganske betragtelig del ikke forandringer i Norge, men opkøb af CO₂-kvoter. Måske vi på den konto kunne få norsk støtte til at få gang i en dansk CO₂-neutralitet!

Reuters: Costa Rica pledges to be ‘carbon neutral’ by 2021, 08.07.2007.

Geoffrey Lean and Bryan Kay: Four nations in race to be first to go carbon neutral, The Independent 30.03.2008.

Stefan Lovgren. Costa Rica Aims to Be 1st Carbon-Neutral Country, National Geographic News 07.03.2008.

Kirsten Hubbard: Nature Air: the Carbon Neutral Costa Rica Airline, about.com.

Sine steder i Ørstedsparken er der i forårstiden nærmest blåt af skilla. I sig selv er skillaen en lidt undseelig plante, men tusindvis af dem kan danne de smukkeste blå tæpper, som her ud mod Nørre Voldgade.

Skillaen er så småt ved at springe ud i disse dage – og hermed er endnu en forårsbebuder tidligt på den i år.

I november offentliggjorde et team af amerikanske og tyske forskere en artikel om skibsfartens partikelforurening, Mortality from Ship Emissions: A Global Assessment, hvori de vurderer, at udledningen på verdensplan ligger i størrelsesordenen 1,2-1,6 millioner ton. Gennem brug af forskellige modeller, hvor de sammenholdt skibsfartens udledninger med forekomsten af for tidlige dødsfald kom de frem til, at skibsfartens partikelforurening på verdensplan medfører omkring 60.000 for tidlige dødsfald om året, og at dette antal med den stadig ekspanderende skibsfart vil stige med 40% i 2012.

Læs mere »

I Ingeniøren kunne man tirsdag læse, at Partikel-filtre på spritnye dieselbiler øger udslippet af giftig NO₂. NO₂ er også regnet til den ultrafine partikelforurening, så selvom partikelfiltrene er gode for noget, viser det sig i praksis, at der fulgte et nyt sæt problemer med. I London, hvor man i dag har partikelfiltre på 90% af alle busser, har man kunnet konstatere, at koncentrationerne af NO₂ er steget.

Det er et meget håndgribeligt eksempel på, hvad den danske filosof, K.E. Løgstrup i bogen System og Symbol betegnede ‘bivirkningernes verdensforvandlende kraft’. Selvom vi ynder at se det sådan, er verden ikke styret af fornuftens og rationalernes klare beslutninger, men af stadige forsøg på at dæmme op for tidligere (fejl)beslutningers uforudsete bivirkninger.

Løgstrup bruger som eksempel vores moderne hospitalsvæsen, som ved festtalerne er en fantastisk blomst af velfærdssamfundets tagen hånd om den enkelte borger, men som set lidt i perspektiv er en nødvendighed, fordi en (ganske alvorlig) bivirkning ved det industrielle samfund er, at vi er kronisk syge af dets livsvilkår, miljøbelastninger og depravering af kosten. Jeg har for nylig fundet System og Symbol frem igen og har et indlæg derom på bedding en af dagene.

Tilbage til partikelfiltrene er det måske er det måske held i uheld, at det lige præcis er NO₂, de ikke er i stand til at fjerne. For nok er NO₂ gift for vores sundhed, men for planterne er NO₂, i hvert fald inden for visse rammer, svævende gødning. Planterne er i stand til at optage NO₂ gennem bladenes spalteåbninger, og her kunne en systematisk beplantning langs byens hovedfærdselsårer være med til at reducere luftforureningen betragteligt.

En sådan byforgrønnelse ville have en lang række positive virkninger på bymiljøet, ud over at det ville kunne absorbere en vis mængde CO₂. Der er derfor rigtig mange gode grunde til at få iværksat omfattende beplantninger som del af en strategi for bedring af byernes luftkvalitet.

Fra blog-indlægget Lodret grønt er der link til en artikel i Danske Ark Byg om potentialet i en systematisk byforgrønnelse.

Thomas Djursing: Partikel-filtre på spritnye dieselbiler øger udslippet af giftig NO₂, Ingeniøren 04.03.2008.

K.E. Løgstrup: System og Symbol. Essays, Gyldendal 1982.

Videoen nedenfor følger monteringen af en Vestas V82 vindmølle ved St. Olaf College i Northfield, Minnesota. Vestas’ v82-mølle har med 102 m cirka samme vingespidshøjde som de 20 møller på Middelgrunden. Dog er generatoren lidt mindre, 1,6 MW mod 2 MW.

Videoen er ikke voldsomt informativ, men giver en fin oplevelse af, hvor store de moderne møller er blevet. Set i forhold til møllen er montørerne i videoen blot som små tændstikmænd, mens møllerne set fra Langelinje blot er som små tændstikmænd på horisonten.

Læs mere »

Samtidig med at de store vindmøller bliver stadig større og allerhelst vil stå langt ude på havet, hvor det altid blæser, kunne man også indimellem ønske sig små møller, som i skala passede bedre ind i vores daglige omgivelser, som var stilfærdige og elegante og som var økonomisk rentable at sætte op på et hustag. Måske de var så skulpturelt smukke, at de stod som træer ud langs en ny strandpark eller langs Langelinjekajen.

Jeg har derfor nedenfor samlet en lille serie videoer, som viser eksempler på små møller. De har det til fælles, at de har lodret akse – eller en akse, som er fastholdt i begge ender. Det er mølletyper, som synes at kunne optimeres i en mindre skala end den nu fremherskende type, så de ville kunne fungere i byens skala og til den enkelte families eller ejerforenings behov, omend den canadiske udgave af den meget elegante Darrieus-rotor er noget større, end man lige sætter på et hustag.

Læs mere »

Den amerikanske landskabsøkolog Eric Sanderson fra Wildlife Conservation Society har sat sig for at kortlægge Manhattans fremtræden i 1609 i anledningen af, at det 12. september næste år er 400-år siden, at Henry Hudson steg i land på Manhattan.

Det Manhattan, Hudson kom til, var en ø med en frodig blandet løvskov præget af store egetræer og valnøddetræer, strandenge, ålegræsbanker, småsøer og stenede vandløb.

Lenni Lenape-folket, som allerede beboede området, dyrkede majs og bønner, solsikker og squash på marker, som de ryddede gennem kontrolleret afbrænding. De fangede rådyr, vild kalkun, fisk og skaldyr, og samlede vilde planter, nødder og bær. Alt i alt en radikalt anden brug af landskabet end newyorkeren i dag.

The Mannahatta Project har til formål at tydeliggøre landskabets transformationer fra Lenni Lenape-folkets jæger-samlerkultur og svedjebrug helt frem til i dag. Som man kan fornemme af billedet ovenfor, er Manhattan vokset siden da, ikke mindst ved sydspidsen, hvor man i dag finder den højeste skyline. Den lille sø til højre lå, hvor man i dag finder Foley Square. Som man kan se af billedet til højre, var landskabet præget af en blandet løvskov med stor artsrigdom.

Der langt flere informationer tilgængelig online inklusive et lille slideshow om The Mannahatta Project, som stadig er under udarbejdelse.

Store dele af det danske landskab har haft en tilsvarende fremtræden før vi gradvist fik det hele fældet til opdyrkning, med store løvskove, som ofte var domineret af lindetræer. I et sådant landskab er der bundet ganske store mængder CO₂. Man kunne derfor stille som et mål for den CO₂-neutrale storby, at den lod sig genindvokse i skoven.

Ikke bogstaveligt, men ved at vi i langt højere grad end nu benyttede os af muligheden for taghaver, facadebeplantninger og gadetræer som integrerede dele af byrummet – i en form for kultiveret urban urskov. Det ville indebære en hel vifte af miljøforbedringer.

Eric W. Sanderson and Marianne Brown: Mannahatta: An Ecological First Look at the Manhattan Landscape Prior to Henry Hudson, Notheastern Naturalist vol. 14 no. 4 pp. 545–70 2007 (pdf).

Nick Paumgarten: Mapping Mannahatta, The New Yorker 01.10.2007.

For nylig fløj American Airlines en Boeing 777 (en stor jumbo-jet) fra Chicago til London med blot fem passagerer. Det har sat sindene i kog, og Friends of The Earth (det internationale NOAH) har været fremme med, at den slags hasard med klodens fremtid skulle forbydes. Den rejse har betydet et CO₂-udslip på 43 ton for hver af de fem passagerer.

George Monbiot siger det rent ud i artiklen Flying is Dying: “There is no way to halt global warming and continue traveling long distances at high speeds. The only solution is to stop flying in airplanes.”

Flyselskaberne håber på, at biobrændstof hen ad vejen kan etablere en bæredygtig luftfart. Men som Monbiot påpeger, vil det kræve enorme landarealer af forsyne de forslugne flymotorer med biobrændstof. Og resultatet vil være hungersnød for millioner af mennesker.

“Hvis vi vil hindre planeten i at koge over,” skriver Monbiot: “må vi simpelthen holde op med at rejse med den slags hastigheder, som flyene muliggør. Det er nu ved at være forstået af næsten alle jeg møder. Men det har ingen som helst indflydelse på deres adfærd. Når jeg spørger mine venner om deres weekendtur til Rom eller ferie i Florida, svarer de med et underligt distant smil og kigger den anden vej. De vil bare have det sjovt. ….. Den moralske dissonans er øredøvende.”

En ting som har prentet sig for altid, fra da jeg for snart mange år siden læste Sten Eiler Rasmussens Kina-oplevelser, var, at det tog ham 6 uger med båd at komme til Shanghai. Men så var rejseskitserne også rentegnede, da han var tilbage, og indtrykkene vel fordøjede. Rejse i Kina udkom for 50 år siden. Nu lander vi sent om natten og skal tidligt op på arbejde.

David Millward: Plane flies five passengers from US to London, London Telegraph 06.03.2008.

George Monbiot: Flying is Dying, AlterNet 01.03.2006.

Jesper Knudsen: Fly brugte 16.700 liter benzin per passager, Politiken 27.03.2008.

Flyrejser er et af de områder, hvor vi bliver nødt til at reducere vores CO₂-udledninger drastisk i allernærmeste fremtid. Hvis man ser på 1tonmindre.dk, er en enkelt indenrigsflyvning sat til 0,3 ton CO₂-udledning, en smuttur til Italien til 0,5 ton og en returbillet til Bangkok producerer hele 1,9 ton CO₂ – eller mere end vi gerne skulle ned på at producere pr. person pr. år.

Yderligere har CO₂ udledt i højden langt større drivhuseffekt. Man taler om et såkaldt radiative forcing index (RFI), og det er almindeligt antaget, at CO₂ udledt i langdistanceflyenes marchhøjde har en RFI på 2,7. Hvert ton CO₂ fra et fly i luften varmeforurener således som 2,7 ton CO₂ ved jordoverfladen, og flyudledningerne får hermed endnu større indvirkning på den globale opvarmning. Selv vanddamp fra flymotorernes opvarmning, som er det meste af de striber på himlen, vi ser efter flyene, fungere oppe i højderne som en drivhusgas.

Læs mere »

Selvom der mange steder i verden er igangsat forandringer i den måde, hvorpå vi tilvejebringer vores energi, som med tiden vil føre til CO₂-reduktioner, så er de samlede CO₂-udledninger på verdensplan stadig stigende. Hidtil har man i de scenarier, der har været diskuteret for fremtiden, sigtet mod en reduktion til 80% af det nuværende niveau for CO₂-udledninger som nødvendige for at bremse den globale opvarmning. Men ny forskning, som i dag offentliggøres i Geophysical Research Letters, indikerer, at vi skal endnu længere ned. For at standse den globale opvarmning, skal vores CO₂-udledninger med omkring nul.

Hidtil har man fokuseret på at stabilisere CO₂-niveauerne i atmosfæren. Men klimaforskerne Ken Caldeira (Carnegie Institution) og Damon Matthews (Concordia University) har skabt en model for at simulere, hvordan temperaturudviklingen modsvarer udviklingen i CO₂-udledningen, hvori de har indarbejdet varmeudvekslingerne mellem atmosfæren og oceanerne.

Oceanerne virker som et kolossalt lager for den varme, som atmosfærens forøgede CO₂-niveau har indespærret, og forskernes model viser, at selv hvis man øjeblikkeligt standsede alle menneskelige CO₂-udledninger, ville temperaturerne holde sig høje mindst 500 år frem, mens atmosfærens koncentration af drivhusgasser kun langsomt vil falde.

Så sandsynligvis må vi – parallelt med de forestående omlægninger fra fossile brændstoffer – indstille os på store globale CO₂-indkapslingsprojekter. En enkel måde at binde CO₂ på er gennem at øge klodens biomasse. Det kan ske gennem større skovareal og overgang til plukhugst. Landbruget kunne udvikle ændrede dyrkningsmetoder, hvor man ikke hele tiden vendte tilbage til pløjemarken, og vi kunne billedligt flytte byen tilbage i skoven ved at systematisk at lade vegetationen få plads over alt i bymiljøerne – gaderum, baggårde, facader og tagflader.

En enkelt potteplante gør det ikke, men hvis man systematisk gennemgik alle arealer og så på, hvordan man kunne øge biomassen, ville man kunne binde store mængder CO₂.

Erika Engelhaupt: Proposed CO₂ cuts not deep enough. New research shows that CO₂ emissions must be near zero to stabilize the climate, Environmental Science & Technology 05.03.2008.

Juliet Elperin: Carbon Output Must Near Zero To Avert Danger, New Studies Say, Washington Post 10.03.2008.