Strøtanker om bæredygtighed

.
En ny generation fredelig klima-protest foran Det Hvide Hus – 2:51 min. YouTube video.

Udvindingen af tar sand er måske det mest beskidte projekt, mennesket endnu har opfundet. Under store uberørte skovlandskaber i Alberta, Canada, findes der store mængder af en særlig tyktflydende bitumen-olie. Den kan indsamles, men det kræver store mængder energi, og det kræver, at man totalrydder store oprindelige naturområder og tilsviner enorme vandmasser. Kort sagt koncentreret dumhed.

Næst efter Saudi Arabien er tar sand-forekomsterne i Alberta verdens største kendte oliereserve. Og det er beregnet, at afbrændingen af den tar sand-olie, som ligger under Albertas skove, ud over at totalrasere et landskab tre gange større end Danmark vil medføre så store udledninger af drivhusgasser, at det vil øge koncentrationen af CO₂ med 100 ppm, eller lige så stor en stigning som fra industrialiseringens første dage frem til i dag. Hvis vi først starter på at udvinde og afbrænde tar sand-olien, er klimakampen tabt.

For at få olien frem til forbrugerne, er det planlagt at anlægge en kæmpe Keystone XL Pipeline fra det centrale Canada til de store Huston i det sydlige USA, hvorfra olien kan videredistribueres til det olieafhængige amerikanske samfund.

350-bevægelsen protesterer i disse dage foran Det Hvide Hus. En efter en lægger de tavse armene over kors for at blive fængslet. Ingen aggression, ingen modstand, ingen panik, intet sagt – en i yderste konsekvens civil(iseret) ulydighed. Man vil tage Obama på ordet, at under hans ledelse vil verdenshavene stige langsommere. Et nej til olieledningen over amerikansk område vil ikke nødvendigvis stoppe udvindingen i Alberta. Men det vil sætte udviklingen nogle år tilbage , og måske give menneskeheden tid til at komme på bedre tanker.

På www.tarsandsaction.org kan man frem til 3. september deltage i underskriftsindsamlingen mod olieledningen. Og man kan passende undlade at tanke ved Statoil, som har investeret store summer i udvindingen af tjæresandet ved Alberta.

Se også ovenstående blog-indlæg Bill McKibben om Keystone XL olieledningen samt tidligere blog-indlæg om tar sand: Tjæresand, James E. Hansen om norsk klimapolitik og The Carbon President.

Først på måneden tog grundlæggeren af 350-bevægelsen Bill McKibben bladet fra munden i en frontal kritik af Barack Obamas klimaindsats.¹

Da Obama kom til magten, stod det for mange som det store håb for klodens fremtid. Han forstod, at noget måtte gøres, han havde begavelsen til at vende det fossile amerikanske samfund, han talte om “a planet in peril”, han ansatte folk omkring sig som John Holdren, som forstod klimavidenskaben og nødvendigheden at en hurtig radikal indsats, han lovede at råde bod på forgængernes fornægtelse af klimaproblematikken og gøre en indsats for at tæmme de stigende verdenshave. Han talte om håb og om forandring.

I stedet har han åbnet for nye tikkende miljøkatastrofer med øget dybhavs olieeftersøgninger, han har stimuleret yderligere amerikansk kuludvinding og er i gang med at lægge forsyningsrør til den nok mest beskidte olie-forekomst, de store tar sand-reserver fra Alberta-regionen i Canada. Alt sammen et resultat af den lobbyist-befængte situation i Washington, som han ville rense ud i. Nu nåede han kun at støtte atomkraft-industrien med store lånepakker, før han måtte opgive yderligere klima-lovgivning. Kul- og olieindustriens massive lobbyisme og misinformationskampagner har effektivt blokeret for enhver begavet udvikling i USA. Og den “New Green Deal”, som en overgang var lige ved at tegne sig,

I dag har Al Gore så taget bladet fra munden med en stor artikel i Rolling Stone, Climate of Denial,² som samtidig er sendt ud over AP³ og tilgængelig i hundredvis af medier kloden over. Hvor mange har mon ikke læst artiklen, når den udkommer på tryk 7. juli?

“Obama has never presented to the American people the magnitude of the climate crisis,” skriver Al Gore: “He has not defended the science against the ongoing withering and dishonest attacks. Nor has he provided a presidential venue for the scientific community … to bring the reality of the science before the public.”³

Gore slutter sin artikel sådanher: “The climate crisis, in reality, is a struggle for the soul of America. It is about whether or not we are still capable – given the ill health of our democracy and the current dominance of wealth over reason – of perceiving important and complex realities clearly enough to promote and protect the sustainable well-being of the many. What hangs in the balance is the future of civilization as we know it.”²

Læs mere »

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen rundsendte i dag en henvendelse til den norske statsminister i anledning af, at han i juni modtog den norske Sophie Prize.

Hansen benyttede her anledningen til at markere det dybt beklagelige i, at det statsejede norske olieselskab Statoil er gået aktivt ind i udvindingen af tar sand i Canada. Tar sand er en af de mest svinske former for fossilt brændstof, vi har i dag. Miljøødelæggelserne er kolossale – et område fire gange større end Danmark er i disse år ved at blive totalraseret for at udvinde bitumen-olie fra sandlag i overfladen, og energiforbruget ved udvindelsen er så stort, at den samlede CO2-udledning ved olie fra tar sand er markant større.

Hansens enkle men klare budskab – i en situation, hvor vi alligevel ikke kan afbrænde alle vores fossile brændstoffer, hvis vi vil bevare et klima nogenlunde som vi kender det i dag – er, at vi må:

1) udfase den nuværende brug af kul hurtigst muligt
2) lade forekomster af tar sand blive i jorden
3) afstå fra at forfølge de sidste dråber olie (som for eksempel i de arkitske egne og på dybt vand).

Op til COP15 var Norge et af de lande, som spillede klarest ud, med tilsagn om en reduktion af landets CO2-udledninger på 40% inden 2020 – markant over EUs tilsgn på 20% – som kunne forhøjes til 30%, hvis verdens øvrige lande gav tilsvarende tilsagn. Det kom der som sagt ikke, så EU står lige nu med et tilsagn på kun 20%, hvilket er helt utilstrækkeligt og meget dårlig signalpolitik.

Endda er James E. Hansens karakteristik af den norske klimapolitik langt fra rosende: “The Norwegian government’s position is a staggering reaffirmation of the global situation: even the greenest governments find it too inconvenient to address the implication of scientific facts. Perhaps our governments are in the hip pocket of the fossil fuel industry – but that is not for science to say.”

Ved modtagelsen af Sofieprisen siger han afrundende: “What I can say from the science is this: the plans that governments, including Norway, are adopting spell disaster for young people and future generations. And we are running out of time.

Stabilizing climate is a moral issue, a matter of intergenerational justice. Young people, and older people who support the young and the other species on the planet, must unite in demanding an effective approach that preserves our planet.

Because the executive and legislative branches of our governments are turning a deaf ear to the science, the judicial branch may provide the best opportunity for redressing the situation. Our governments have a fiduciary responsibility to protect the rights of young people and future generations. I look forward to working with young people and their supporters in developing the legal case for young people and the planet.”

Når Hansen udtaler sig så klart om selv de mest vidtgående klimaplaner, som han gør her, at de “spell disaster”, så bunder det i hans meget klare aflæsning af den kvoteordning, som en kommende klimaaftale søges opbygget om, som aldeles utilstrækkelig, og som fokuserende på det forkerte.

Open letter to Prime Minister Jens Stoltenberg, published in Aftenposten, 19.05.2010 (pdf).

Svarbrev fra Robin Martin Kåss, Statssekretær, Olje- og Energidepartementet, Deputy Minister, Ministry of Petroleum and Energy, 24.05.2010 (pdf).

James E. Hansen: Message from Sophie Prize Winner (pdf).

www.sofieprisen.no.

En af konsekvenserne af peak oil er, at selv olieforekomster, man for få år siden betragtede som uinteressante at udnytte, fordi de var for omkostningstunge, i dag, således står USA overfor beslutninger om at indlede boringer en række steder i fastlandssoklen og i Alaska – begge dele med store miljømæssige risici.

Ligeledes er forekomsten af tar sands, tjæresand, som hidtil har været regnet som for dyre at udvinde, med de seneste års stigende oliepriser nået inden for det økonomisk rentable. For eksempel i Canada har man indledt udnyttelsen af den såkaldte tar sand, sandlag med et højt indhold af en meget tung bitumen-olie. Omkring Alberta er man i gang med at omdanne et areal på størrelse med Florida – tre gange Danmarks areal – til et månelandskab.

Oliesandet kræver store mængder vand og energi at udnytte, så det er først med de seneste olieprisstigninger, at forekomsterne overhovedet er blevet rentable. Samtidig stiger både CO₂-udledning og anden forurening pr. færdig tønde råolie markant, så i en tid, hvor vi skulle reducere udledningen af drivhusgasser drastisk, bliver udledningerne derfor ved med at stige selv hvis vi formår at spare 5%, 10% eller 20% på olien.

Med det vi i dag ved om klimaets følsomhed overfor en øget koncentration af drivhusgasser i atmosfæren, er udvindingen af tar sand er således et på alle måder absurd projekt.

Ligesom James E. Hansen så klart sagde: “Coal is best left in the ground”, må man sige “Tar Sand must stay in the ground”.

Se tidligere blog-indlæg: James Hansen: “Coal is best left in the ground”.

Craig Thomson: Re-enact the oil shale moratorium, Denver Post 19.01.2009.

Tim Webb: Tide turns against ‘dirty’ oil sands, the Guardian 16.11.2008.

Renee Schoff: U.S. taps Canada’s oil sands — but at what cost? McClatchy Newspaper 12.10.2008.

Jørgen Steen Nielsen: Nu skraber de bunden for at nå den sidste olie, Information 20.08.2008.

Jørgen Steen Nielsen: BP går efter tjæresand: ‘Back to Petroleum’, Information 20.08.2008.

Anne von Sperling: BP møder voldsom klimakritik i Canada, Information 20.12.2007.

Joseph Romm: Time for tar sands, Grist 28.05.2008.

Dru Oja Jay: What the Tar Sands Need, The Dominion 31.12.2007.

A Sticky Mess, Nixonishell 10.11.2007.

Wikipedia om oil shale og tar sand.