Strøtanker om bæredygtighed

Noget af det første, Trump som nytiltrådt præsident foretog sig, var at udstede executive ordrer, der reaktiverede opførelsen af to olieledninger. Den ene, Dakota Access Pipeline, kaldet DAPL, var næsten færdig, men der tilbagestod en strid om en lille strækning, hvor DAPL skulle føres under Missourifloden umiddelbart nord for Sioux-indianernes reservat. Her opstod der en lejr af efterhånden titusindvis af ikke protesterende, men bedende. Og det lykkedes i november 2016 at få Obama til at bremse projektets færdiggørelse indtil der var lavet en tilfredsstillende miljøvurdering af føringen under Missourifloden.

Olien er nu begyndt at flyde i DAPL (se blog-indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock).

Samtidig med at Trump gennemtvang færdiggærelsen af DAPL annullerede han Obamas afvisning af Keystone XL-rørledningen. Keystone XL nåede i løbet af Obamas præsidentperiode at blive hovedslagmarken for den amerikanske klimakamp. Man kan i historiens tilbageblik spørge, om det var det rigtige, for selv hvis det lykkedes at standse Keystone XL, ville tar sands-olien fra Alberta sandsynligvis finde andre veje, så længe den slags absurd gambling med fremtidens levevilkår ikke var forbudt. Men Keystone XL blev en fantastisk mobiliseringsproces. Og hvor James E. Hansen i 2009 ganske fremsynet på den tid kunne sige, at: Coal is best left in the ground, da blev der i de år ‘opdaget’ så store forekomster af sdåkaldt ukonventionelle olieforekomster, som tas sands-olien i Alberta, at der også var nødt til at komme fokus på, at disse forekomster, der gav væsentligt højrere CO2-udledninger pr. udvundet energienhed end en olie fra en konventionel kilde, også var nødt til at forblive i undergrunden, uudnyttede, hvis det skulle lykkes at undgå det totalhaveri af menneskets fremtidige levevilkår, som den fossile industri insisterede på at have ret til.

Så Keystone XL udviklede sig til en enestående lærebog i, hvilke enorme kræfter, der var på banen, hvis man prøvede at bøje arm med den fossile industri. Og man må sige, at hvor den amerikanske klimabevægelse i dag har en ganske stringent læsning af den fossile industris spillere som entydigt destruktive, da er der i Europa masser af eksempler på en olie- og gasindustri, der har set og erkendt klimaudfordringen og er langt inde i at skifte fokus, have mere vægt på gas som en overgangsenergi og indgå i etableringen af en vedvarende energiforsyning. Ikke alle så konsekvent som DONG, som stort set har afviklet sine kul-, olie- og gasaktiviteter for at blive verdensledende på havvindmølleområdet. Men man ser de hollandske og britiske olie- og gasselskaber lave forretningsplaner, der giver dem en vigtig rolle i omstillingsprocessen og i det postfossile samfund.

Keystone XL har omvendt vist, at der er mange idealistiske mennesker i USA, og i vide kredse en stor dyb forståelse for klimaproblematikken – men ikke i den fossile industri. Her hersker klimafornægtelsen, her finianseres klimafornægtelsen, her korrumperes det amerikanske politiske system. Her søger man krampagtigt at fastholde en status quo, som ikke kan fastholdes. Det er med Trumps egne ord en looser-position,

Nu skriver Wall Street Journal, at ingen vil binde an med at booke sig ind på Keystone XL. Og uden kunder – eller formodede kunder – er det et endog meget dyrt og besværligt projekt at binde an med. Så selvom TransCanada ikke officielt har opgivet, er det er langt fra givet, at man nogensinde tager hul på anlæggelsen.

Læs mere »

Her til aften dansk tid har Obama endelig efter 6 års overvejelser givet Keystone XL det definitive nej. Det var også på tide, kunne man mene, og det har efterhånden stået klar for de fleste, at det ville ende dér. Men nu skete det – og strategisk set var der nok heller ikke flere gevinster at få ved at fortsat at udsætte, efter at Canada med Trudeau har fået en ny og mere klimavenlig regering og klimaspørgsmålet stortrives i det demokratiske primærvalg.

Kampen har stået på i syv år nu, og det er en kæmpe sejr til miljøbevægelsen – ikke mindst for 350.org, som med Bill McKibben i spidsen har sat alt ind på at vende en udvikling og med denne sejr har vist, at man med gejst og strategi og en god sag i ryggen kan vinde over selv de allerstørste.

Læs mere »

CAN Canada (Climate Action Network Canada) udsendte i torsdags en pressemeddelelse på baggrund af offentliggørelsen af Canadas INDC – Canadas Intended Nationally Determined Contributions – forud for FNs klimakonference til december i Paris. Indledningen lyder som følger:

“Canada today announced that it will cut carbon pollution by 30 percent below 2005 levels by 2030. The proposed target would be achieved five years later than the United States, relies on questionable carbon accounting practices in the forestry and land use sectors, includes international offsets to compensate for growing oil sands emissions rather than regulating the country’s fastest growing source of greenhouse gas emissions, and would emphasize regulations of methane and nitrous oxide rather than the primary greenhouse gas, carbon dioxide.”

Canada har ellers i årevis fastholdt, at man ville følge USAs klimapolitik, hvilket var en komfortabel position, så længe der ikke rigtig skete noget i USA. Det passede også med, at hvor Canada da det stod klart, at man ikke kunne overholde den reduktion i udledningerne på 6%, som man ifølge Kyoto-aftalens første del havde forpligtet sig til inden 2012, så meldte man sig bare ud af traktaten og lod udledningerne stige – igen som USA, som aldrig nåede at underskrive Kyoto-aftalen. Men hvor Obama i sin anden præsidentperiode rent faktisk har givet klimaindsatsen høj prioritet, har Canada i mellemtiden forvildet sig ud i et gigantisk tar sands-eventyr, som ikke bare er i fuld gang med at rasere store oprindelige landskaber, men har forplumret Canadas klimapolitik dertil, at Canada har gjort sig til en af den globale klimaindsats’ store bremseklodser.

Yderligere er man, som CAN påpeger, indstillet på at bruge alle beregningsmæssige smuthuller, inklusive at købe sig til reduktioner uden for Canadas grænser, for stadig at have plads til at afbrænde de store mængder af fossil energi, som skal til for at udvinde tar sands-olien. Billederne herover giver et par smagsprøver på udvindingen i Alberta, hvor et område på størrelse med Frankrig potentielt kan ende med at blive endevendt. Så oliesand-udvindingen må betragtes som verdenshistoriens største planlagte landskabsødelæggelse.

Man kunne ønske sig, at det var fornuften, som sejrede, så Canadas politiske ledelse stoppede dette absurde projekt, som James Hansen på et tidspunkt betegnede som ‘game over for the climate’, hvis det blev fuldt udrullet. Den canadiske befolkning ønsker det afviklet, men har endnu ikke formået at trænge igennem. Derfor giver det god mening, at protesterne mod Keystone XL har fået den centrale næsten symbolske rolle, som den har. I snart mange år er det lykkedes at holde en udvikling stangen. Men efterhånden er den mest realistiske grund til, at størstedelen af den canadiske tar sand-olie endte med at forblive uudnyttet, ikke, at politikerne endelig kom til fornuft, men at det med de faldende energipriser, som vi har set de seneste par år, nærmer sig det punkt, hvor det er urentabelt at udvinde tar sands-forekomsterne. For ikke nok med at de har en væsentlig større klimabelastning pr. udvundet energienhed, de er også væsentligt dyrere at udvinde end for eksempel den saudiarabiske olie eller den amerikanske skifergas, samtidig med at de vedvarende energikilder fortsætter med at blive billigere, så selvom det kan være svært at stoppe et projekt med så gigantiske investeringer, så er det stadig vanskeligere at se det økonomiske perspektiv i udvindingen og den dermed følgende ødelæggelse af landskaber og atmosfære. Hvis vi som, det lige nu tegner til, her til december i Paris ender med at få vedtaget en reel pris på CO₂-udledninger fra 2020, så ligner det canadiske tar sand-eventyr mere og mere en gigantisk fejlinvestering. Men det er nok for meget at forvente af den nuværende canadiske regering, at den skal kunne erkende dette efter i en årrække at have sat alt, ind på at få gang i udvindingen, kapital, prestige og global lobbyisme.

Læs mere »

Har lige via Ansvarlig Fremtid skrevet under på et forslag til mit pensionsselskab om øjeblikkeligt at ophøre med at investere i fossile selskaber og i løbet af en femårig periode at afvikle samtlige investeringer i disse selskaber.

Og jeg vil gerne her opfordre ALLE til at gøre det samme.

Principielt kan det være med til at understrege, at de fossile selskaber må udvikle nye forretningsområder, hvis de i fremtiden må fastholde deres styrke – her er DONG et fint eksempel på den forestående omstilling. med Anders Eldrup ved roret, indså DONG den fossile fejlretning og lavede en forretningsplan, hvorefter DONG på ganske få år går fra en ratio på 85/15% mellem den fossile og den vedvarende energisektor til en 15/85%. Og man opgav i svinget en etableringen af række nye kulkraftværker.

Samtidig står det klart, at størstedelen af de i dag kendte fossile reserver må forblive uudnyttede, under jorden, hvis vi skal lykkes at undgå katastrofale klimaforandringer – vurderingerne ligger på omkring 66-80% afhængig af opgørelsesmetoden, hvor James E. Hansens seneste paper siger principielt jo tættere på 100%, jo større chance for at undgå katastrofale klimaforandringer. Værdien af pensionsselskabernes investeringer i fossile aktier må derfor forventes inden for ganske få år at vise sig stærkt faldende.

Særligt vil jeg opfordre andre medlemmer af min egen pensionskasse – Arkitekternes Pensionskasse – til at skrive under, så der ved næste generalforsamling er mange, som bakker op om forslaget.

Divestment, som det kaldes – det at afvikle investeringer i uønskede/uhensigtsmæssige foretagender – har i den seneste tid grebet om sig. Og man har kunnet se byer, universiteter og pensionsfonde mange steder i verden begynde at tage konsekvensen af, dels at det ikke bare snævert drejer sig om procenter, men fuldt så meget om, hvordan overskuddet er genereret, dels at investeringerne i den konventionelle fossile industri med det vi i dag vedom den nødvendige udvikling og det snævre carbon budget, som vi må holde os inden for, faktisk må betragtes som usikre investeringer, hvorfor man systematisk har fravalgt sine investeringer i den fossile industri.

Læs mere »

.
Ved Obamas nylige klimatale var det forventet, at han ville gå uden om spørgsmålet om Keystone XL, som i de seneste år har været et af klimaindsatsens store fokuspunkter. Men tværtimod gjorde han det klart, at det ikke bare var et spørgsmål om arbejdspladser eller sikkerhed i energiforsyningen, men at Keystone XL først og fremmest ville blive vurderet på dens klimapåvirkning og kun ville blive godkendt, hvis det ikke førte til øget klimabelastning (Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL og Obamas klimaplan).

NRCD, Natural Ressources Defence Council, har derfor lavet en analyse af Keystone XLs klimapåvirkning, som i går blev fremlagt ved National Press Club i Washington. Den gør det klart, at Keystone XL over en 50-årig periode vil øge CO₂-udledningerne med rundt regnet 1 mia. ton CO₂ (0,9-1,2 mia. ton CO₂) – hvilket rundt regnet er 20 mio. ton CO₂ om året. Heri er ikke indregnet de ganske betydelige udledninger af drivhusgasser fra den totalrydning af oprindelige skovlandsskaber, som går forud for indvindingen af Albertas tar sands olie, og som hvis det står til de canadiske myndigheder over tid kan totalrasere et naturområde på størrelse med Frankrig.

Der er således tale om en betydelig stigning i CO₂-udledningerne, som må betyde, at Obama, hvis han står ved hvad han sagde ved sin klimatale, nødvendigvis må afvise Keystone XL.

Den instans under Det Hvide Hus, som står for godkendelsesprocessen, har tidligere fået lavet en redegørelse for Keystone XLs klimapåvirkning, som kom til den konklusion, at rørledningen ikke ville øge klimabelastningen (da olien så blot ville finde andre veje). Den er blevet kritiseret stærkt, ikke mindst efter at det kom frem, at den var udarbejdet af en enhed med nære bånd til de selskaber, som står for udvindingen af den canadiske tar sands-olie.

Virkeligheden er, at tar sands-olien ikke bare er særdeles svinsk at udvinde, men også ganske kostbar, så i en tid, hvor vedvarende energi bliver stadig billigere og USA i stor stil fracker en gas som er langt billigere, så der er en rimelig chance for, at den ikke er rentabel at udvinde, hvis transporten til raffinaderierne i det sydlige USA bliver fordyret.

Samtidig arbejder Connie Hedegaard på en EU-lovgivning som vil hindre tar sands-olien i at komme ind på det europæiske marked på grund af dens høje CO₂-niveau. Der er således en udvikling på vej, som med lidt held gør, at det meste af tar sands-olien bliver liggende, hvor den skal, under Albertas udstrakte skovlandskaber.

I videoen kan man høre Susan Casey-Lefkowitz fra NRDC, Bill McKibben fra 350.org; Steven Anderson, som har været militærlogistiker i Irak, Anthony Swift, som er NRDC-advokat samt Kate Colarulli fra Beyond Oil-kampagnen.

Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL, Obamas klimaplan, Klimaforskere: Keystone XL dårlig for klima, miljø og sundhed, James Hansen: Game Over for the Climate, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands og Landskaber under ødelæggelse.

Se blog-indlæg tagged Keystone XL.

Susan Casey-Lefcowitz: Keystone XL Fails President Obama’s Climate Test, Huffington Post 23.07.2013.

Op til Obamas klimatale i tirsdags var der givet det indtryk, at han på ingen måde ville komme ind på et af de mest centrale sprøgsmål i det seneste års amerikanske klimadebat, om USA skal tillade opførelsen af Keystone XL olieledningen, som vil kunne føre mere end 800.000 tønder tar sand-olie om dagen fra Alberta til Texas, hvor den vil blive raffineret og udskibet til det globale marked. Men i Georgetown talte han faktisk i halvandet minut derom, og nåede så at sige at repolarisere debatten.

Der har i de sidste snart to år været talt meget om Keystone XL i forhold til antallet af arbejdspladser, miljøødelæggelser, energisikkerhed og det vanvittige i på en gang at totalrasre et skovlandskab på størrelse med Frankrig og at medvirke til at gøre verdens mest snavsede olie tilgængelig på verdensmarkedet. Men Obama fik med sin tale præciseret, at det afgørende for hans godkendelse af keystone XL var, om rørledningen øgede klimapåvirkningen markant.

Obamas ord var som følger:

Our energy strategy must be about more than just producing more oil. And, by the way, it’s certainly got to be about more than just building one pipeline.

Now, I know there’s been, for example, a lot of controversy surrounding the proposal to build a pipeline, the Keystone pipeline, that would carry oil from Canadian tar sands down to refineries in the Gulf. And the State Department is going through the final stages of evaluating the proposal. That’s how it’s always been done. But I do want to be clear: Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward. It’s relevant.

Jeg hørte det umiddelbart som om, at han hermed sagde, at Keystone XL aldrig bliver til noget – ud fra en forudantagelse af, at Keystone XL er dybt problematisk for den globale klimaindsats, da den muliggør, at enorme forekomster af den mest snavsede (og CO₂-holdige) form for olie bliver lukket ud på verdensmarkedet. Men en række iagttagere har hørt det pæcist modsatte, at Obama på den baggrund ville kunne godkende Keystone XL. Der foreligger da også på nuværende tidspunkt en miljøredegørelse, som har været kritiseret sønder og sammen, fordi den slet ikke har fat om problemrnes kerne. Den konkluderer, at klimapåvirkningen ikke vil øges ved anlæggelsen af Keystone XL-rørledningen – men det har efterfølgende vist sig, at den er skrevet af en gruppe mennesker med tæt tilknytning til canadiske olieinteresser og betragtes i dag som kassabel.

Læs mere »

I snart adskillige år har synspunkterne rejst sig for og imod Keystone XL olieledningen, som hvis den bliver bygget, vil muliggøre, at store mængder af canadisk tar sands-olie finder vej til det globale marked. Det vil samtidig være en katastrofe for vores chance for at håndtere den globale klimaudfordring, for tar sands-olien er meget energi-intensiv, og til trods for massiv lobby-virksomhed fra den canadiske stat er man i EU tæt på at forbyde tar sands-olien i Europa – ikke fordi det er tar sands eller fordi den kommer fra Canada, men fordi den har det kedelige problem, at for hver kørt km, for hver løftet sæk, for hver opgave, vi løser med tar sands-olien, medfører det omkring 20% mere CO₂ i atmosfæren end almindelig råolie. Den sætter hermed alle effektiviseringsbestræbelser adskillige årtier tilbage, og der er alt i alt rigtig mange gode grunde til ikke at godkende olieledningen. Senest har Goldman Sachs vurderet, at hvis Keystone XL ikke godkendes, så vil den canadiske tar sands-olie ikke være rentabel.

I starten af april sendte 29 af USAs ledende klima- miljø- og sundhedsforskere en fælles henvendelse til Obama-administrationen vedr. Keystone XL i form af en kommentar til den foreløbige supplerende miljøvurdering, EIS (Environmental Impact Assessment), som Obama-administrationen har udarbejdet for Keystone XL-projektet. Jeg har nedenunder medtaget den i sin helhed, da den fint opsummerer problemstillingen og redegør for, hvorfor olieledningen er både unødvendig og katastrofal. Alligevel har det været en meget vanskelig beslutning for Obama-administrationen at tage – ikke fordi det er nogen svær afgørelse: Som videnskabsfolkene påpeger i deres henvendelse, er det eneste rigtige ud fra klimamæssige, miljømæssige og sundhedsmæssige perspektiver ikke at opføre Keystone XL, men fordi der er så voldsomme økonomiske interesser forbundet med alligevel at få blåstemplet olieledningen.

I hele diskussionen for og imod er det faktisk ganske uhyggeligt at se, hvor lidt fremtiden og klimaindsatsen fylder i forhold til små her og nu-problemer. Og det i mine øjne allervigtigste argument, at når vi ved, at op imod 80% af alle kendte fossile reserver ikke kan bruges, hvis vi skal kunne holde verdenssamfundets klimamålsætning om ikke at overskride 2ºC/450 ppm, her slet ikke nogen plads, at det så var rimeligt at vælge ikke at bruge kul, ikke at bruge tar sands-forekomster, ikke at eftersøge nye forekomster og ikke at indlede udnyttelsen i Arktis, hvor risikoen for alvorlige miljøkatastrofer er overhængende, og så til gengæld bruge de sidste 20% målrettet på omstilling til bæredygtige ligevægtssamfund baseret på vedvarende energikilder.

Men her følger de 29 videnskabsmænds henvendelse.

Se tidligere blog-indlæg om Keystone XL: James Hansen: Game Over for the Climate, Opfordring til pensionskasserne, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands, Landskaber under ødelæggelse, Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Canadas klimasvigt, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus og Bill McKibben om Keystone XL olieledningen.
.

To: U.S. Department of State

Re: Comments From 29 Climate Scientists, Ecologists And Environmental Health Scientists on the Supplementary EIS for the Keystone XL Pipeline Proposal

Date: April 2, 2013

The 29 undersigned climate scientists, ecologists and health scientists are submittingthe following comments on the supplementary environmental impact statement on the Keystone XL Pipeline proposal.

The 29 undersigned climate scientists, ecologists and health scientists are submitting the following comments on the supplementary environmental impact statement on the Keystone XL Pipeline proposal.

We have reviewed the draft Supplemental EIS, and find its assertions to be without merit in many critical areas. Also, it is disingenuous to claim that the revised proposal shortens the pipeline by 509 miles, since the southern portion is being built as a separate project, and the impacts of that portion are not included in this EIS. The full project still extends from more than 300 miles within Canada to the Gulf of Mexico. Furthermore, it is clearly designed to pick up additional heavy crude from the Bakken Marketlink projects in Montana and North Dakota, and these impacts are not adequately accounted for.

While we question many aspects of the EIS we are particularly concerned with four issues related to the proposed pipeline: the claim that additional oil is needed in the United States from tar sand production in Canada, contribution to climate change, destructive ecological impacts and adverse human health consequences.

We have reviewed the draft Supplemental EIS, and find its assertions to be without merit in many critical areas. Also, it is disingenuous to claim that the revised proposal shortens the pipeline by 509 miles, since the southern portion is being built as a separate project, and the impacts of that portion are not included in this EIS. The full project still extends from more than 300 miles within Canada to the Gulf of Mexico. Furthermore, it is clearly designed to pick up additional heavy crude from the Bakken Marketlink projects in Montana and North Dakota, and these impacts are not adequately accounted for. While we question many aspects of the EIS we are particularly concerned with four issues related to the proposed pipeline: the claim that additional oil is needed in the United States from tar sand production in Canada, contribution to climate change, destructive ecological impacts and adverse human health consequences.

Læs mere »

.
I dag aflagde Barack Obama præsidentløfte for sin anden periode og gav efterfølgende sin Iauguration Speech. Den kan ses i sin helhed herover, og teksten kan blandt andet findes på The Atlantic Wire. Halvvejs i sin tale kom Obama ind på klimaindsatsen og dens uomgængelighed (se 10:00 min ff.) Han sagde her:

”We, the people, still believe that our obligations as Americans are not just to ourselves, but to all posterity. We will respond to the threat of climate change, knowing that the failure to do so would betray our children and future generations (applause). Some may still deny the overwhelming judgment of science, but none can avoid the devastating impact of raging fires and crippling drought and more powerful storms.

The path towards sustainable energy sources will be long and sometimes difficult. But America cannot resist this transition, we must lead it. We cannot cede to other nations the technology that will power new jobs and new industries, we must claim its promise. That’s how we will maintain our economic vitality and our national treasure – our forests and waterways, our crop lands and snow-capped peaks. That is how we will preserve our planet, commanded to our care by God. That’s what will lend meaning to the creed our fathers once declared.”

Efter års klima-tavshed må dette siges at være en overraskende klar udmelding. Joe Romm fra Climate Progress benævnte ligefrem Obama som “Climate Hawk”. Men vi har stadig til gode at se, hvad det betyder i praksis, om Obama reelt formår at lade den “all of the above”-politik bagude, han præsenterede i valgkampens sidste fase, hvor der ikke var grænser for, hvor meget der skulle frackes, drilles og produceres.

Her i allernærmeste fremtid skal han tage endeligt stilling til Keystone XL rørledningen, som hvis den etableres vil give canadierne fri adgang til deres verdensmarked med den både for deres egne landskaber og for verdens klimaindsats ødelæggende tar sand-olie. Det er en svær afgørelse for Obama – af mange miljøorgansationer set som en lakmustest for, om der er handling bag hans veltalenhed. For forsyningssikkerhedesmæssigt er det fristende at veksle den nuværende afhængighed af arabisk olie til en afhængighed af den canadiske olie. Men nu hvor valget var ovre, er det på tide at få sat nogle principper og standarder. Et amerikansk nej til Keystone XL vil nok ikke i sig selv standse canadiernes vanvidsprojekt (se tidligere blog-indlæg tagged Alberta). Men samtidig er EU tæt på at have sat standarder, som gør at olien ikke kan bruges i Europa. Og USAs nabo mod nord trænger i den grad til en klimamæssig vækkelse.

Klimadiskussionen har i Obamas første præsidentperiode været ganske betændt – på den ene side præget af, at den ultrahøjreorienterede Tea Party-fraktion af det republikanske parti har været ganske højtråbende i sin klimafornægtelse, på den anden side det lidt paradoksale, at Obama efter tilsvarende udmeldinger i sin valgkamp i 2008 tilsyneladende valgte ikke at tage kampen om luftherredømmet op, når det galdt klima-diskussionen, og på et møde i 2009 bad miljøorganisationerne om at holde lav profil.

Nu er der gang i en omstrukturering af den store maskine af frivillige, som har været med til at sikre, at Obama blev genvalgt. Der er tale om hundredetusindvis af mennesker, som ikke mindst i svingstaterne har gået fra dør til dør igennem store dele af 2012. Hvis hele denne ‘hær’ af informanter i stedet satte ind med policy-information, så ville det kunne styrke forståelsen af nødvendigheden af, at USA går målrettet ind og tager sin del af ansvaret for at få stabiliseret klimaet. Hvis først alle disse mennesker skal ud at tale om nødvendigheden af gun control, dernæst om forestående immigrationslove og nødvendigheden af at fastholde de sundhedsreformer, som Obama endte med at prioritere højere end klimaet i første periode, så er det ikke sikkert, at det det er nok til at få den folkelige forståelse af klimaindsatsens nødvendighed konsolideret én gang for alle. For Obama har ikke bare et flertal i Kongressen imod sig – i det mindste i de kommende to år. Han er samtidig oppe mod en massiv misinformationskampagne, som er kynisk finansieret af en amerikansk kul- og olieindustri, som siden 2. verdenskrig har vænnet sig til, at man i den amerikanske lobby- og medievirkelighed kan købe sig til snart sagt hvad som helst.

Men med talen i dag har han i det mindste spillet klart ud med, hvad han – og USA – burde gøre. I den udstrækning, det rent faktisk sker, er den globale klimaaftale, som har så hård en fødsel i FN-regi meget tættere på at kunne blive virkelighed. Selvom Obama i sin tale i dag undlod den hope og change-retorik, som bar ham gennem valget for fire år siden, så er der efter i dag paradoksalt mere grund til håb på klimaets og fremtidens – og USAs fremtids – vegne.

I øvrigt er Obamas inauguration speech en på mange måder fremragende tale, hvor han får forbundet en række af de nødvendige indsatser og den forestående klimaindsats med fundamentale størrelser i den amerikanske grundlov. Så den er i den grad værd at høre i sin helhed.

Se tidligere blog-indlæg om den amerikanske klimafornægtelse: Alden Meyer: Union of Panicked Scientists, 99,8% af videnskabelige artikler enige om global opvarmning, Sandy bryder klimatavsheden, Klimaudfordringens fortielse i det amerikanske valg, Donald Brown: Romneys klimafornægtelse, Donald Brown: Forbrydelse mod menneskeheden, Disconnecting the dots, Deepak Chopra om klimaudfordringen, Heartland Institute – i klimafornægtelsens hjerte, Naomi Klein: Capitalism vs. the Climate, Skeptic Arguments sorted by taxonomy og Noam Chomsky om klimafornægtelsens dynamik.

Se tidligere blog-indlæg tagged valgkamp 2012.

Joe Romm: Obama Goes Hawkish: Failure To Respond To Threat Of Climate Change, ‘Would Betray Our Children And Future Generations’, Climate Progress 21.01.2013.

Obama’s Second Inaugural Address: Watch Here, Mother Jones 21.01.2013.

Erica Martinson: Obama promises action on climate change, Politico 21.01.2013.

Andrew Restuccia: Joe Biden to climate activists: ‘Keep the faith’, Politico 21.01.2013.

Patrick Rucker: Obama gives unexpected nod to climate as second term priority, Reuters 21.01.2013.

Matt Spetalnick & Jeff Mason: Confident Obama lays out battle plan as he launches second term, Reuters 21.01.2013.

James Murray: Obama: ‘We will respond to the threat of climate change’, Business Green 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Climate change moves to forefront in Obama’s second inaugural address, The Guardian 21.01.2013.

Suzanne Goldenberg: Obama under pressure after Nebraska governor signs off on Keystone XL, The Gaurdaian 22.01.2013.

Obama address ties current issues to founding principles, (AP) (Obamas tale) Japan Times 23.01.2013.

Varie Volcovici: Analysis: Obama’s next climate steps apt to be temperate, Reuters 23.01.2013.

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen havde i gårsdagens New York Times et indlæg, hvor han opsummerer, hvorfor det er vitalt at få standset ikke bare Keystone XL-rørledningen og tar sand-udvindingen i Alberta, men som verdenssamfund at komme overens med, hvilke fossile reserver, vi giver plads til at udvinde, og hvilke, vi som ansvarligt verdenssamfund lader ligge i jorden.

For omkring fem år siden udtrykte Hansen det i al sin enkelhed: “Coal is best left in the ground”. Siden har højere oliepriser gjort udvinding af en række unconventional olieforkomster, tar sands og tar shale rentable. Og Hansen har måttet udvide sine anbefaling til, at vi klimatologisk set gjorde bedste i at lade kul og en bred vifte af ukonventionelle olieforekomster blive i jorden. Hvis ikke vi gør det, er det ifølge Hansen “Game over for the climate”.

Det er stærke ord, som vi alle burde lade sive ind, for at handle efter dem.

Men er verdenssamfundet overhovedet i stand til at handle rationelt i forhold til en sådan samlet udfordring? Eller vil vi verden rundt se den kortfristede interesse overvokse det fælles bedste? Siden COP15 synes kul- og olieindustriens lobbyisme og støjproduktion at have taget til i en sådan grad, at man har fået rum for at kunne fortsætte uantastet nogle år endnu. Og hvor vi for fire år siden havde et håb om, at Obama ville løfte USA ind i en omstillingsproces på en måde, så det var med til at vise vejen i verdenssamfundet. Så er det svært at finde næring for samme håb om lederskab på klima-området, selv hvis han bliver valgt for en ny fireårs-periode.

James Hansens opinion i New York Times har jeg tilladt mig at gengive i sin helhed herunder:

.

Game Over for the Climate

James Hansen, New York Times 09.05.2012.

GLOBAL warming isn’t a prediction. It is happening. That is why I was so troubled to read a recent interview with President Obama in Rolling Stone in which he said that Canada would exploit the oil in its vast tar sands reserves “regardless of what we do.”

If Canada proceeds, and we do nothing, it will be game over for the climate.

Canada’s tar sands, deposits of sand saturated with bitumen, contain twice the amount of carbon dioxide emitted by global oil use in our entire history. If we were to fully exploit this new oil source, and continue to burn our conventional oil, gas and coal supplies, concentrations of carbon dioxide in the atmosphere eventually would reach levels higher than in the Pliocene era, more than 2.5 million years ago, when sea level was at least 50 feet higher than it is now. That level of heat-trapping gases would assure that the disintegration of the ice sheets would accelerate out of control. Sea levels would rise and destroy coastal cities. Global temperatures would become intolerable. Twenty to 50 percent of the planet’s species would be driven to extinction. Civilization would be at risk.

That is the long-term outlook. But near-term, things will be bad enough. Over the next several decades, the Western United States and the semi-arid region from North Dakota to Texas will develop semi-permanent drought, with rain, when it does come, occurring in extreme events with heavy flooding. Economic losses would be incalculable. More and more of the Midwest would be a dust bowl. California’s Central Valley could no longer be irrigated. Food prices would rise to unprecedented levels.

If this sounds apocalyptic, it is. This is why we need to reduce emissions dramatically. President Obama has the power not only to deny tar sands oil additional access to Gulf Coast refining, which Canada desires in part for export markets, but also to encourage economic incentives to leave tar sands and other dirty fuels in the ground.

Læs mere »

Har lige sendt nedenstående til min pensionskasse – eller rettere ville jeg gøre det. I det lille kontaktvindue på Unipensions hjemmesiden var der kun plads til spørgsmålet i tekstens første del. Kan kun opfordre andre til at markere tilsvarende.
.

Kære Pensionskasse

I går var det International Tar Sands Day verden rundt. Af en opgørelse i den forbindelse fremgik det, at Danmarks fem største pensionsselskaber tilsammen havde investeringer for 2,5 mia. kr. i udvindingen af tar sands i Canada.

Der er tale om virksomheder som Shell, BP, Total (FR), Statoil ASA, Exxon, ConocoPhillips, Suncor, Chevron og Imperial Oil, se: www.klimabevaegelsen.dk/doc/tarsands/Pensionsfonde.pdf.

Det fremgår ikke af denne opgørelse – og heller ikke umiddelbart af Unipensions hjemmeside – om Unipension har tilsvarende investeringer. Jeg vil derfor gerne spørge, om Unipension (min pensionskasse) har økonomiske interesser i udvindingen af den canadiske tjæresand?

Klima- og bæredygtighedsmæssigt står udvindingen af Tar Sand som noget af det dummeste, mennesket i nyere tid har fundet på. Udvindingen medfører kolossale miljøproblemer og ødelæggelser af oprindelige landskaber, og udvindingsprocessen er så energikrævende, at det kun er et resultat af en helt utilstedelig lobby-virksomhed, hvis det nogensinde lykkes for Canada at få olien ind i EU. Samtidig advarer ledende klimatologer om, at hvis vi tager hul på ukonventionelle forekomster som tar sand og oil shale, så er det en bombe under verdenssamfundets målsætning om at holde udviklingen under 450 ppm og 2 C, og kampen for at langtidsstablilisere klimaudviklingen er definitivt har tabt.

I den nuværende situation har Pensionskasserne ikke bare til opgave snævert at sikre optimal forrentning, men fuldt så meget at sikre, at medlemmernes midler varetages på en måde, så den verden vi lader vores børn og børnebørn arve, har sin optimale værdi.

Jeg håber derfor, at Unipension med målsætningen om ”Ansvarlige Investeringer” har holdt sig fri af investeringer i udvindingen af tjæresand – og at man i den udstrækning, at dette ikke er tilfældet, genovervejer sin position og afvikler disse investeringer inden for en kort tidsfrist for at placere midlerne i virksomheder, som aktivt understøtter omstillingen til en bæredygtig fremtid.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 .
Links til yderligere information:

www.jenshvass.com/blog/2012/04/07/garth-lenz-the-true-cost-of-oil/

www.jenshvass.com/blog/2012/04/06/to-the-last-drop-canadas-dirty-oil-sands/

www.jenshvass.com/blog/2012/02/16/tar-sands-oil-extraction-the-dirty-truth/

www.jenshvass.com/blog/2012/01/19/til-det-21-aarhundredes-daarligste-ide/

www.jenshvass.com/blog/2010/07/31/james-e-hansen-om-norsk-klimapolitik/