Strøtanker om bæredygtighed

Dagen i dag i Warszawa har budt på fortsatte forhandlinger i flere spor. Blandt andet er der taget hul på ADP-forhandlingssporet, som havde samling både formiddag og eftermiddag. Det er her, hovedstrukturen for den klimaaftale, som skal ligge klar til underskrift om to år i Paris, gerne skal falde på plads her under forhandlingerne i Warszawa. Disse forhandlinger er ledet af EUs Artur Runge-Metzger og Kishan Kumarsingh fra Trinidad og Tobago, og i dette lille klip fra IISD kan man indledende høre Runge-Metzger give et godt rids af opgaven for de kommende to uger, herunder den presserende opgave at løse det mitigation gap som findes for tiden frem til 2020, hvis 2ºC-målsætningen skal forblive en mulighed:

Warsaw Climate Change Conference Day 2, (5 min. video-rapport) IISD 12.11.2013.

Disse små videorapporter fra IISD er velproducerede og en virkelig god måde at få hurtigt overblik over dagens vigtigste hændelser i Warszawa på.

IEA fremlagde i dag prognoser, som indikerer, at de årlige CO₂-udledninger på verdensplan vil stige med omkring 20% frem mod 2035, og dermed at muligheden for at holde målsætningen om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget ved COP15 i København i december 2009, er hastigt i færd med at glide os af hænde.

Samtidig var der til frokosten en gennemgang af første del af IPCCs nye klimastatus, AR5, som netop er blevet fremlagt (se blog-indlæggene Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm, IPCC ordinerer stramt CO₂-budget og Ny IPCC-rapport: Klimaindsatsen haster mere end nogensinde). IPCC opererer endog med et scenario, som gør det muligt at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 1½ºC. Mange lande, herunder verdens fattigste og mest udsatte, ønsker en 1½ºC-målsætning. Nauru talte i sit oplæg i dag på vegne af AOSIS-gruppen af østater om at stabilisere klimaudviklingen “well below” 1½ºC:

“The Outcome of the ADP Workstream 1 Should be a legally binding Protocol Under the Convention That is applicable to all Parties And adopted no later than 2015. The safety, viability and survival of our members demands that the agreement bebasedon science”.

Hvis det skal være muligt, vil det kræve en meget omfattende indsats allerede i tiden inden 2020 (se det følgende blog-indlæg: IPCCs fire scenarier: RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5).

Forud for COP19 sagde Christiane Figueres, at det carbon budget, som IPCC har inkluderet i sin seneste klimastatus, AR5, ikke ville blive en del af forhandlingerne – også fordi det rejser en række spørgsmål, som man er bange for vil vælte den i forvejen skrøbelige tidsplan for at få den første store klimaaftale på plads til COP21 i Paris. Men bare det, at det er formuleret og bliver fremlagt som i dag, gør, at det gradvist bliver en del af forståelsen af problematikken.

Forud for denne COP sagde Figueres ligeledes, at hun ikke regnede med i sin livstid at nå at se den definitive klimaaftale. Ja, der ville komme en aftale i Paris, som ville være klar til 2020. Men der ville være plads til forbedringer. Der er ikke bare tale om et emission gap – men nok så meget et commitment gap. Selvom det også på baggrund af IPCCs seneste klimastatus står lysende klart, at det haster endog overordentligt meget, og at det for hver dag vi nøler bliver dyrere og dyrere, så er der lang vej til, at denne indsigt genererer den tilstrækkelige politiske vilje til at gennemføre de nødvendige forandringer.

Rusland har barslet med et dokument – så sent at ingen rigtig har kunnet nå at læse det inden – som søger at løse det store procedure-problem, som man mener har præget de sidste to COP’er. I begge tilfælde blev der i de sidste timer vedtaget en konsensuserklæring, som Rusland meget klart føler at have markeret, at der ikke var konsensus om.

Uden at nævne navne blev der ved flere lejligheder henvist til nødvendigheden af at indhente tabt forhandlingstid efter den mellemliggende samling i Bonn, hvor Rusland i praksis blokerede for forhandlingerne i to uger ved ikke at ville anerkende dagsordenen. Så hvor Rusland synes at opleve, at klimaforhandlingerne har et kolossalt problem, så føler resten af verden, at Rusland har alvorlige problemer med at fatte, at et konsensusprincip ikke er ensbetydende med, at alle kan bruge en vetoret, indtil resultatet ned til mindste komma er, som man ønsker det. Tværtimod vil der kompasset rundt være store kameler, som skal sluges.

IEA fremlagde i dag sin årlige World Energy Outlook for 2013. Den fastslår, at verden på baggrund af de nu foreliggende udviklingsmønstre og tilsagn om reduktioner er på vej mod en global temperaturstigning på 3½ºC. Der sker positive ting verden rundt, det går blot alt for langsomt. Hvor IEA forventer, at næsten 50% af den nyinstallerede energikapacitet i 2035 vil være fra vedvarende energikilder, så burde vi på det tidspunkt være derhenne, hvor så godt som alle nye energiinstallationer er fra vedvarende kilder, hvis den globale temperaturstigning skal kunne holdes på 1½ºC. Den omstilling som sker, er således alt for langsomt.

IEAs rapport fastslår samtidig, at vi for at holde den globale målsætning om at holde den gennemsnitlige globbale opvarmning på under 2ºC, er nødt til lade to tredjedele af verdens kendte fossile reserver blive liggende hvor de er, under jordens overfalde, uafbrændte. IEA anbefaler derfor stærkt at sætte ind med energibesparelser, som i mange situationer er det allervigtigste manglende led i kabalen og i som oftest vil være billigere end en modsvarende yderligere udbygning af den vedvarende energiforsyning. Og så er IEA en varm fortaler for skifergassen som en overgangsfossil, hvilket der er langt mere delte meninger om.

Læs mere »

Allerede nu ved jeg, at jeg ikke vil kunne følge COP19 intenst hver dag i de kommende uger, så dette er blot et sted for løbende små optegnelser – og en indledende opsamling af erfaringer om, hvilke informationskilder, som fungerer godt i denne omgang.

Der er masser af information tilgængelig, men den ligger spredt for alle vinde. For eksempel RTCC har ofte en meget indgående og sober dækning af de store klimatopmøder, og det tegner det også til i år – se deres COP19-sektion. De har tidligere produceret små videoer, men måske det i år bliver canadiske IISD, som gør det. Mod slutningen vil store aviser som The Guardian og New York Times ofte have live blogs, som følger forhandlingerne direkte. Environmental Health News har ofte en god nyhedsudklipsservice, som er søgbar, se for eksempel søgninger for COP19 og UNFCCC, mens UNFCCC har en smallere presseklip-liste, som til gengæld holder sig tæt til tematikken.

Agenda 350 er en nyhedsside, som jeg har sat op til at høste nye artikler om klima og bæredygtighed fra hele verden hver dag kl. 12. Den fodres af en række feeds og ikke mindst et kæmpe mycelium af Twitter-søgninger og er forsøgsvis sat op til at finde en masse spændende stof frem om klimaforhandlingerne i Warszawa.

Via UNFCCCs hjemmeside kan man følge med i forhandlingerne direkte via live webcasts. Her vil der ud over hovedforhandlingerne være adgang til et væld af pressekonferencer fra NGO-organisationer, sammenslutninger af lande osv. Hvis ikke lige man nåede at se det hele real time, er der efterfølgende et video-arkiv med on demand webcasts, hvor man i ro og mag kan hive det hele frem.

Mange af forhandlerne tweeter direkte fra forhandlingerne, så man kan med fordel følge klimatopmødets vigtigste tweetere – Ed King har for RTCC lavet en fin oversigt over, hvemsom er er særligt interessante at følge og har samlet sine COP19-tweeter-favoritter i gruppen COP19 Tweeters – eller man kan give plads for lidt bredere input ved at klikke sig ind på hashtags som #COP19, #REDD, og #GLFCOP19. PÅ RTCC har de også lavet en nyttig oversigt over FN klimajargon.

Her på Strøtanker finder man en række blog-indlæg, som følger optakten til COP19: COP19 forhandlingspositioner, Polske genveje, Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale?. Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni samt Tilløb til COP19, som har en omfattende liste over artikler om de mange positioneringer, som finder sted i månederne op til COP19.

  Optegnelser mandag den 11.11.

COP19 er begyndt, og begyndelsen har i høj grad været præget af slagskyggen fra den voldsomme taifun, Haiyan, som med en sjælden voldsomhed har raseret Filippinernes kyster med ekstreme vindhastigheder og tårnhøje bølger og deroveni 400 mm regn, hvilket svarer til halvdelen af den danske årsnedbør på én gang. Så foreløbig regner man med 10.000 døde i en tragisk situation, som understreger nødvendigheden af en seriøs klimaindsats. For selvom vi stadig kun har en vis sandsynlighed for, at klimaforandringerne intensiverer cyklonsystemer som disse taifuner, så står det klart, at voldsomheden og hyppigheden af sådanne naturfænomener vil vokse indtil vi kommer dertil, at vi igen har fået fjernet store dele af den CO₂, vi har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse.

Læs mere »

Gennemgående har de globale klimaforhandlinger ikke den store plads i de danske medier – og slet ikke her flere måneder forud, selvom det ofte er indimellem de store samlinger, at de store spørgsmål er i bevægelse. Jeg har derfor oprettet dette blog-indlæg, som løbende vil blive opdateret til artikler, kommentarer mv. som tilsammen forhåbentligt kommer til at tegne scenen for den forestående COP19 i Warszawa 11.-22. november i år.

Det er jo ikke fordi klimaspørgsmålet og forhandlingerne om en global klimaaftale ikke er interessante, og vi så med COP15, som foregik i København, at det godt kunne lade sig gøre at finde pladsen og ressourcerne. Men det synes gennemgående at være vanskeligt at få en størrelse som de globale klimaforhandlinger passet ind i de gængse nyhedskriterier, så den smule, som endelig bliver rapporteret, er ofte personfikseret og overfladisk, helt uden det nødvendige perspektiv, som kunne gøre den lille detalje væsentlig for det store billede.

Måske hovedforhandlingerne i sig selv er lidt kedsommelige. Det kræver en særlig tålmodighed at høre alle verdens lande bedyre, hvor meget de gør for klimaet – ikke mindst, når man ved at mange af dem i virkeligheden laver rigtig meget grams i atmosfæren. Men tonen er forsøgsvis høfligt urban, og en COP er samtidig en utrolig masse sideevents og NGO-aktiviteter med et helt anderledes frodigt og billedmættet udtryksregister. Så hvis man vil, er der masser at skrive om, og hvis man blot ser lidt ud over hovedforhandlingerne, så trækker en COP tråde ud til levevilkårene og presserende problemer verden rundt.

Måske mangler der bare i den danske nyhedsverden de folk, som skal til for at dække de store spørgsmål. Men nej, det er snarere et prioriteringsspørgsmål. Sidder lige med politiken.dk åben og kan konstatere, at en event som Tour de France – som ligesom FNs klimaforhandlinger er en årligt tilbagevendende begivenhed, som tilsvarende strækker sig over flere uger – alene i dag er blevet tildelt 11 artikler. Hvis man vil, kan man sagtens finde gode vinkler: Hvad Froome mener om Contador, at Froome blev overvældet af følelser, at Evans håber igen at køre i spidsen for BMC næste år, at Contador kommer igen næste år … alt sammen så uimodsigeligt vigtigt, at man forstår, hvorfor der ikke er plads til den globale klimasituation (foreløbig har politiken.dk i juli kun bragt én artikel under klima).

Læs mere »

.
I denne 13:17 min. video fortæller Artur Runge-Metzger, lederen af EUs delegation ved COP18 i Doha, Qatar, om udfordringerne med at få 200 landes synspunkter sammenkørt til en samlet pakke, som kan vedtages med udgangen af næste uge. I disse dage er det embedsmændene, som forhandler og forbereder de forskellige spor, så langt som de kan.

Men i næste uge kommer de mere højtprofilerede ministre ind i billedet, ligesom der givet vil blive brug for udspil fra COP18s ledelse, for at nå frem til et kompromis, som er fordøjeligt for alle. Runge-Metzger har været med ved disse forhandlinger i mange år og forventer i år, at man kommer et godt ryk videre. Selvom det har været talt om en “financal cliff” og et “financial gap”, mener han ikke, at det ender med at være problemet.

Afrundende gør han op med delingen mellem rige og fattige lande – det er vigtigere at gøre sig klar, hvad alle hver især kan bidrage med, og hvad der er af behov for støtte for at kunne lave den nødvendige klimaindsats.

Ingen ophidsende nyheder – hvilket der ikke er i denne fase af forhandlingerne – men et fint lille indblik i det kæmpe projekt, det er at samordne 200 landes meninger.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

COP18 video: EU negotiator on Kyoto Protocol & Poland’s hot air, RTCC 29.11.2012.

Ons. 28.11. – I dag blev det besluttet, at COP19 ville blive afholdt i Polen – og at hovedkonferencen ville finde sted på et stadion. Igen har valget umiddelbart valgt undren. Men som med Qatar synes valget af værtsland at afspejle ønsket om ikke bare at showcase de mest klima’rigtige’ byer og samfund, men at prøve at løfte også hvor det kniber lidt mere med viljen.

Polen har i de senere år tydeligt profileret sig som EUs bagtrop, når det gælder klimaet. Der trues konstant med vetoretten, og når EU ikke for længst har strammet ambitionerne, hænger det sammen med det forhold, at Polen stadig brænder store mængder kul af, og at landet – og ikke mindst dets stærke kullobby – ikke er til sinds at lave om på det lige med det første. En ting er at omlægge gradvist, men Polen sigter i disse år målrettet på at udbygge kulkraft og kulbrydning.

Polen ligger inde med et stort antal ubrugte kvoter fra det europæiske kvotesystem, som hænger sammen med voldsom tilbagegang for landets kulfyrede industri. Og i den opstramning af kvotesystemet, som Connie Hedegaard har varslet inden nytår, som blandt andet indebærer en støvsugning for de mange overskydende kvoter, har Polen igen markeret sig som den store obstruktør – og krævet, at de går urørte videre i næste runde (se blog-indlægget Førstehjælp til det europæiske kvotesystem).

Der synes efterhånden ikke at være anden løsning end at lave et krybespor til Polen. Én ting er, at de i den grad er på afveje i Polen. Men det virker absurd, at et enkelt land kan være så tung en bremse for hele EU, at det ved flere lejligheder har vetoet EUs klimapolitik.

Læs mere »

I disse dage er ikke bare ministre fra 190 lande samlet i Poznan. Parallelt med hovedforhandlingerne kører der et stort antal sidekonferencer og enkeltmøder, hvor forskellige delaspekter af det store klima-problemkompleks bliver belyst. Yderligere er en lang række NGO-organisationer til stede, og stort set alle større medier har egne udsendinge, så i alt er omkring 10.000 mennesker i disse dage samlet i Poznan for at søge at nå til enighed om en klimaaftale, som man ikke bare kan blive enige om internt, men som også gerne skulle være tilstrækkeligt radikal til at den virkelig formår at vende den nu meget uholdbare udvikling.

Hvor efterhånden alt tyder på, at man når frem til en eller anden form for aftale, så kan man være mere i tvivl om det sidste – om vi vitterligt er i stand til at sige: det er den nødvendige indsats, det gør vi. Men som jeg ser det lige nu, er det vigtigste at få en aftale, hvor man kommer i gang på alle fronter. Om vi så i den rige verden skal nå en 80%, 90% eller 120% reduktion i 2050, det kan man finjustere hen ad vejen. Vi kan håbe på, at vi inden længe vil se positive energipolitiske ‘tipping points’, for eksempel hvor el-bilen bliver billigere end benzinbilen, hvor vi lærer at høste og håndtere den vedvarende energi på så enkel en måde, at transformationen til et CO₂-neutralt samfund bliver enkel og i stor udstrækning selvgenererende. Men som det er nu, kræver det politisk vilje, og det kræver økonomisk stimulans.

Jeg har herunder samlet dels tre små videoer, hvor UNFCCCs leder Yvo de Boer opsummerer konferencens tre første dage, dels en række links til artikler, som belyser nogle de mange delemner, der behandles undervejs. Atolsamfundene har deres særlige session, hvor de gør opmærksom på, at der skal handles radikalt, nu, hvis de skal overleve. Man kan også efter de første dage spørge sig, om Polen har fået lovning på et atomkraftværk for ikke at bruge sin vetoret i EU?

Men selvom der i disse dage fra flere sider udtrykkes tvivl, om man når at få alle kommaer endeligt på plads inden København næste år, så er udsigterne til en reel aftale langt bedre end for et år siden, efter at USA med Obamas valgsejr er trådt ind i de seriøse nationers rækker. Selv Kina synes i disse dage at vedkende sig nødvendigheden af en global aftale.

Læs mere »

Hvis man her inden Poznan skal gøre status, så er der med Connie Hedegaards ord stadig mange sten på vejen til et godt klimaaftale i 2009. I den seneste uge har både Italien og Polen truet med at trække i nødbremsen og nedlægge veto mod EUs planer om en 20% reduktion i 2020, som kan blive til 30% under forudsætning af en bred aftale. Selv Sverige har været fremme med, at det ikke er sikkert, at en EU-afklaring kan komme på plads inden København om et år.¹ Og Italien, som ligger i en zone, hvor klimaforandringerne kan betyde drastisk reduktion af vandmængderne og dermed landbrugsproduktionen, har været fremme med, at en vandaftale må være en central del af den kommende klimaaftale.

På den led er intet forandret, de fleste tænker på sig selv og deres eget bedste. Vi er stadig ikke særlig civiliserede forstået som globale borgere, og få formår reelt at indtage og handle efter det globale perspektiv.

Endda har Connie Hedegaard forud for Poznan markeret en tillid til, at enigheden nok skal indfinde sig.² Man kunne blot unde hende – og klimaaftalen – at denne enighed for eksempel på EU-niveau ikke skulle bankes frem i sidste øjeblik, men blev markeret allerede nu, så man kunne bruge kræfterne på at løfte andre dele af klimaaftalen, herunder ikke mindst, hvordan man finder en aftale for udviklingslande som Indien, Kina, Brasílien og Indonesien, som er gode for alle parter og klimaet – dvs. som sikrer disse lande en udviklingsmulighed frem mod et velfærdssamfund uden at deres CO₂-emissioner forøges. Disse lande står her overfor ikke bare at skulle overtage de nu industrialiserede landes dynamik, men at definere en udvikling, hvor grøn teknologi fra starten af er fundamentet. Det vil kunne give sundere samfund en de nuværende industrilandes, men det kræver megen innovation, det kræver et bæredygtighedsperspektiv, som de færreste aktører i dag behersker, og det kræver solid støtte fra store teknologifonde betalt af den industrialiserede verden, som formår at stimulere kreativt fremadrettede tiltag.

Læs mere »