Indlæg tagged med plasticposer

England halverer forbrug af engangsplasticposer

18. juli 2009

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans. Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO2-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget – og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO2-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg: Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

 

Share

Organiske plasticposer

1. oktober 2008

En af mine sensommerfornøjelser er Hokkaido-græskar, og jeg plejer hvert år ved denne tid at købe nogle stykker af dem og have dem stående en tid for at glæde mig over farvepragten, før de går i suppegryden. Men i år er der kommet plastic omkring dem i Irmas grøntsagsafdeling. En ubetydelig detalje, måske. Men på den måde har der gradvist sneget sig mere og mere plastic og skumbakke-emballage ind i dagligdagen. Tænker nogle gange tilbage på min grønthandler på Øster Farimagsgade, som kun havde papirposer – tre størrelser brunt papir. Sådan var det også i mange år på torvet, men her er man ligesom i butikkerne stort set gået over til plastic.

Faktisk forlød det for nyligt, at plasticindholdet i vores affald ifølge en rapport fra DTU i dag ligger dobbelt så højt som hidtil antaget, og at det var en ‘bombe under Danmarks klimaplan’. De øgede plasticmængder udleder ved forbrænding så meget mere CO2, at det forrykker vores nationale CO2-regnskab og vores EU-forpligtelser til at øge vores andel af vedvarende energi så meget, at det vil kræve to havvindmølleparker at kompensere for den øgede mængde plastic.¹

Det er faktisk et lysende eksempel på, at bittesmå forandringer i hverdagen kan gøre en stor forskel i det samlede regnskab. Så lad os få udfaset den det meste af vores plasticforbrug, lad os øve os i at genbruge de poser, vi vitterligt køber, og i langt støre udstrækning klare os med stofposer og rygsæk.

Noget andet er, at det er en uskik blot at brænde vores affald af. Det organiske materiale skal i langt større grad tilbage i økosystemerne som levende materiale, hvor det kan blive råstoffer til nye ressourcer. Kun herved kan landbruget undgå sin nuværende afhængighed af kunstgødning.

Og så er det på tide at få stillet nogle tidssvarende krav til plastic. Ud med phthalater, tungmetaller og andre giftigheder, ikke kun i børnelegetøj, men i alt vi omgiver os med, tapeter, tæpper osv. De sidste 30-40 år har plasticmaterialer, som er yderst tvivlsomme overfor vores sundhed og ikke har noget at gøre i et bæredygtigt samfund, sneget sig ind over alt i vores tilværelse. Fremover burde man kun anvende højkvalitets plasttyper, som kan gensmeltes igen og igen, eller som efter endt brug kan indgå fuldt ud i naturens kredsløb uden komplikationer. Der findes i dag løsninger til at gøre det meget bedre. Der skal blot en præcis lovgivning til, som ikke lader sig forstyrre af plastindustriens lobbyister.

Læs mere »

Share

Kina forbyder gratis plasticposer

1. juni 2008

I dag indfører Kina et forbud mod brug af gratis plasticposer i detailhandlen. Samtidig er der udstedt et forbud mod salg og brug af ultratynde (0,025 mm) plasticposer, bortset fra særlige situationer, hvor det er nødvendigt for fødevarehygiejnen. Fremover vil det stadig være tilladt at fremstille og sælge kraftigere poser af nedbrydeligt plastic, som kan bruges igen og igen. Men i et dokument offentliggjort på en statslig hjemmeside omkring nytår, taler man om det ønskelige i at vende tilbage til en udstrakt brug af stofposer og indkøbskurve.

Plasticposer har fået en voldsom udbredelse i Kina i de sidste 15 år, og Kina bruger årligt 5 mio. ton (37 mio. tønder) råolie til plasticposer.¹ Plastic udgør således ifølge Men Xiaowei fra det kinesiske handelsministerium 3-5 % af det samlede affald, hvoraf langt det meste er plasticposer. “It is a ‘habit revolution,'” siger Men: “It will no doubt bring some inconveniences. However, to limit the use of plastic bags is to protect our entire environment.”²

Kampagnen for udfasningen af engangs-plasticposen kommer i forlængelse af et forbud sidste år mod engangs skumbakker, som blandt andet i stor udstrækning bruges til take away-mad. Og overtrædelser vil blive fulgt op med markante bøder.³

I et dansk supermarked kan man snart ikke købe ferskvarer uden både plasticovertræk og skumbakke. Noget af det har klart hygiejniske hensyn. Men kunne vi gennemføre noget tilsvarende i Danmark? Ikke uden en utrolig masse piveri og risiko for vælgerflugt på grund af upopulære beslutninger. På den led er kineserne en del tættere på en holdbar fremtid, end vi er.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Alex Pasternack: China Launches Crackdown on Plastic Bags, Treehugger.com 09.01.2008.¹

Ban on plastic bags draws mixed reaction, China Daily 30.05.2008.²

Retailers face big fines for violating plastic ban, China Daily 10.04.2008.³

Mark Magnier: Poking holes in China’s plan to ban plastic bags, Los Angeles Times 26.01.2008.

China bans free plastic shopping bags, International Herald Tribune 09.01.2008.

Wang Jingqiong: Bye to plastic bag full of trouble, China Daily 02.06.2008.

Li Jing: Daily lives getting greener, China Daily 10.11.2008.

Share