Indlæg tagged med olie

Olieudvinding i Yasuní

13. oktober 2016

Ecuador er et fattigt land med stor udenlandsgæld. Samtidig har Ecuador en natur med en nærmest overvældende artsrigdom, og ingen steder i var den større end i et område kaldet Yasuni ITT. Der var blot det dilemma, at der i jorden under dette nærmest overjordiske paradis på jord var fundet olie – endda store mængder af olie.

Samtidig var der nogle få år ind i dette årtusinde en spirende forståelse af, at verden ikke bare kunne brænde alle sine kendte fossile forekomster af, hvis man ville undgå at ødelægge levevilkårene for fremtiden. På den baggrund opstod der i 2007 planer om at søge at bevare Yasuní ITT, som man regner med har verdens højeste biodiversitet, som naturreservat, hvilket samtidig kunne sikre levevilkårene for nogle af verdens sidste ukontaktede naturfolk, som levede i dette område. Til gengæld skulle Ecuador have en eller anden kompensation for at bevare Yasuní urørt, så landet endda kunne få et vist mål af udvikling.

I udgangspunktet var det en stor og stærk idé, et vigtigt greb. Jeg har derfor gennem årene tilbagevendende skrevet om Yasuní her på bloggen og skal ikke genfortælle historien i detaljer (se blog-indlæg tagged Yasuní). Håndteringen af Yasuní kunne være blevet en vigtig model for, hvordan vi organiserer det vigtige (og stadig ubesvarede) spørgsmål, hvilke af de kendte fossile reserver, som skal forblive ubrugte, og hvilke som skal bruges i den korte fase, hvor det globale samfund skifter til vedvarende energi. Men fra at der i begyndelsen var en vis interesse for projektet, viste det sig endda uoverkommeligt vanskeligt at få de tilstrækkelige beløb på bordet.

Måske prisen var for høj – da den videre forfølgelse af projektet blev afblæst, var der kun givet tilsagn om 4% af de 3,5 mia. $, som projektet var sat til at skulle koste. Men sandsynligvis var den vægtigste grund, at der forelå efterretninger, som viste, at Ecuadors præsident Rafael Correa, samtidig med at han søgte denne form for finansiering af en bevaring af Yasuní, var i fuld gang med at anlægge veje i området – dvs. forberede det til olieudvinding og ‘civilisering’ – og havde forhandlinger kørende med kineserne om at overtage retten til olieudvindingen for at kunne betale landets efterhånden omfattende udlandsgæld.

Projektets videre skæbne blev forseglet, da Correa i 2013 aflyste al videre fundraising for Yasuní-projektet og satte oliekoncessionerne i området på auktion. Det førte til store folkelige protester, og der blev igangsat en underskriftsindsamling, som krævede en folkeafstemning om bevarelsen af Yasuní ITT. Men det fik Correa forpurret med en række ret bananstatsagtige indgreb. Yasuní overlevede auktionen for så vidt, at ingen ved den efterfølgende auktion bød på den blok, som havde været betragtet som central for Yasuní ITT-parken. Præsident Correa kunne herefter have valgt at holde hånden over området. Men han replicerede tværtimod, at Ecuador så blot selv kunne hive olien op. Og her i løbet af sommeren 2016 har det nationale olieselskab, Petroamazonas, indledt udvindingen.

Ifølge Petroamazonas’ hjemmeside forventer man for 2016 indtægter på 100 mio. $ fra de nye boringer og for 2017 indtægter på 750-800 mio. $. Det anslås, at 41% af Ecuadors oliereserver er at finde i denne blok 43. Man er startet i den nordligste udkant af området. Foreløbig er der etableret fire ud af 40 planlagte boringer langs den anlagte olieledning. Men det er planerne gradvist i de kommende årtier at etablere olieudvinding i hele området.

Omkring halvdelen af Ecuadors indtægter stammer fra olien. Sammen med en række andre olieproducerende lande er Ecuador derfor hårdt presset af de seneste års lave oliepriser. Men denne olie kan udvindes for under 12$ pr. tønde, så selv med de nuværende oliepriser er der en vis økonomi i udvindingen.

Læs mere »

Share

300 år med fossile brændstoffer

27. juli 2011

.
300 Years of FOSSIL FUELS in 300 Seconds, 5:38 min animation fortalt af Richard Heinberg, The Post Carbon Institute.

Richard Heinberg, forfatteren til bøger som Peak Oil og Peak Everything giver her et rids af den industrielle revolution – og hvorfor vi ikke bare kan fortsætte med at brænde fossile brændstoffer af som nu, men må hurtigt videre til en situation, hvor vi ikke bruger flere ressourcer, end der hele tiden bliver fornyet. “Can we do it?” spørger Heinberg og svarer selv: “We have no choice.”

Se også tidligere blog-indlæg: Richard Heinberg: Peak Oil og Richard Heinberg: Peak Everything.

indlæg oprettet af Jens Hvass

www.postcarbon.org.

Share