Indlæg tagged med COP18

Danmark i mål med Kyoto-aftalen

30. september 2012

Som resultat af COP3 klimatopmødet i Kyoto indgik verdens rigeste lande i 1997 verdens hidtil første og eneste bindende aftale om reduktion af udledninger af drivhusgasser. I den forbindelse bandt Danmark sig til at reducere sine udledninger med 21% inden udgangen af 2012, hvor gennemsnittet af de lande, som indskrev sig med forpligtigelser, var en reduktion på blot 6%. Men det forlyder nu, at Danmark er i hus.

Ifølge Kyoto-aftalen må vores samlede nationale udledninger i 2012 maksimalt udgøre 54,8 mio. ton CO2. De ligger dog stadig på 59,7 mio. ton CO2, men differencen udlignes gennem køb af kreditter, hvor Danmark betaler for en reduktion svarende til differencen i forskellige tredjeverdenslande. Dette kvotesystem kan man mene meget om, men det var et af grundelementerne ved Kyoto-aftalen – et stort anlagt forsøg på at få markedets simple logik til at spille med i klimaindsatsen. Det er ikke slået fuldstændigt fejl, men prisen for at udlede 1 ton CO2 på det europæiske kvotemarked er så lav, at det på ingen måde ansporer til at reducere ved kilden.

Kyoto-aftalen var langt fra nogen perfekt aftale, da den blev indgået, og det af flere  grunde. Men det var dengang det bedste, man kunne blive enige om – en form for begyndelse, vedtaget på COP3 blot 6 år efter at man i Rio i 1992 havde lovet hinanden at arbejde frem mod en klimaaftale til beskyttelsen af det globale klima.

For det første omfattede aftalen kun de ‘gamle’ industrilande – eller rettere var det kun dem, som havde bindende reduktionsmål. Og da USA verdens den gang største udleder af drivhusgasser sprang fra, var virkningen allerede reduceret. Så USAs udledninger ligger i dag omkring 30% over landets udledninger i 1990. For nylig meddelte Canada, at man ville udtræde af Kyoto-aftalen, efter at man i nogle år havde opgivet klimaaftalen og set landets udledninger eksplodere i forbindelse med udviklingen af tar sand i Alberta-området, hvilket i sig selv er en tikkende bombe under klodens klimaindsats. Og vi vil nok se, at Japan står til heller ikke at klare sine forpligtelser efter at man har haft samtlige sine A-kraftværker sat på stand by i forlængelse af Fukushima-katastrofen.

Læs mere »

Share