Strøtanker om bæredygtighed

Så er COP18 skudt i gang. I de næste 2 uger vil verdens lande dels forsøge at komme nærmere en global klimaaftale, dels prøve at få Kyoto-aftalen fortsat for den lille gruppe lande, som er til sinds at binde sig i årene frem mod 2020.

Herunder vil jeg løbende opdatere med links til artiker mv. om udviklingen i Doha. Tilsvarende er der links til artikler forud for COP18 samlet i blog-indlægget Optakt til COP18.

Se COP18 på Strøtanker for en oversigt over indlæg forbundet med COP18 og links til løbende information om COP18.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

08.12.

Roger Harrabin: Doha climate talks: US faces dilemma over final text, BBC News 08.12.2012.

Alister Doyle & Barbara Lewis: Weak plan to save Kyoto pushes climate talks to brink, Reuters 08.12.2012.

Qatar seeks to extend Kyoto to break climate change deadlock, (Reuters) Asahi Shimbun 08.12.2012.

James Murray: Doha deal in balance as “Loss and Damage” text tabled, Businesss Green 08.12.2012.

Ed King: UN climate talks: Why is loss and damage so controversial? RTCC 08.12.2012.

Bangladesh, Maldives front runners in adapting to climate change impacts: WB, The Daily Star 08.12.2012.

John Parnell: ‘Loss and damage’ to make or break Doha climate talks, RTCC 08.12.2012.

Steps taken to save Amazon forests, cop18.qa 08.12.2012.

Karl Ritter: UN Climate Talks: Aid To Developing Countries Disputed On Final Day, (AP) Huffington Post 08.12.2012.

Bikash Singh: Several areas in Assam witnessing change in rainfall pattern: Study on climate change, The Times of India 08.12.2012.

Zack Beauchamp: U.S. Senator Protests Climate Talks With Activist Who Believes The UN Is The Anti-Christ, Climate Progress 08.12.2012.

Sophie Trevitt: The Morning After Stock-Take, International Political Forum 08.12.2012.

Countries have to close ranks to cut greenhouse gas emission: Al-Naimi, Saudi Gazette 08.12.2012.

07.12.

Selina Juul: Kom ud af hamsterhjulet. COP18: Nekrolog for klimabølgen, Jyllandsposten 07.12.2012.

Fiona Harvey: Doha climate talks stall over draft text wording, The Guardian 07.12.2012.

Submission from Bahrain, Saudi Arabia, Qatar and United Arab Emirates, UNFCCC 07.12.2012 (pdf).

Ed King: Qatar, Saudi Arabia, Bahrain & UAE make mysterious climate pledge, RTCC 07.12.2012.

Fiona Harvey: UN climate summit’s Qatari hosts under fire as talks drag on, The Guardian 07.12.2012.

Roger Harrabin: ‘Hot-air’ release at Doha climate talks dispels tension, BBC News 07.12.2012.

Karl Ritter: Money in focus as UN climate talks enter last day, AP 07.12.2012.

Michael Casey: UN climate talks go into overtime in Qatar, (AP) Contra Costa Times 07.12.2012.

Jesper Løbenbalk Hansen: Klimakampens uovervindelige ildsjæle, Information 07.12.2012.

Jesper Løbenbalk Hansen: Dagbog fra Doha: Håbløshedens logik, Information 07.12.2012.

Jørgen Steen Nielsen: Permafrosten tør, og FN’s klimapanel tier, Information 07.12.2012.

Rebecca Lefton & Andrew Light: Deadlock In Doha: Is Qatar Going To Be The Place Where International Agreements Go To Die? Climate Progress 07.12.2012.

Jessica Shankleman: But COP18 talks likely to continue into tomorrow as negotiators attempt to tie together key strands, Business Green 07.12.2012.

Richard Harris: At Doha Climate Talks, Modest Results At Best, NPR 07.12.2012.

John Parnell: Most vulnerable nations urged not to sign weak climate deal, RTCC 07.12.2012.

UN Climate Talks in Doha, (audio m. transscript, interview med Alden Meyer) Living on Earth 07.12.2012.

Ed King: Clock ticking for UN climate talks as tempers fray in Doha, RTCC 07.12.2012.

Stephen Leahy: A Hotter World Is a Hungry World, IPS 07.12.2012.

Michael Marshall: Doha climate talks stumbling towards a deal, New Scientist 07.12.2012.

John Parnell: Tension mounts as UN climate talks enter final day in Doha, RTCC 07.12.2012.

Louise Gray: Climate change deal limping towards ‘disappointing’ conclusion, 07.12.2012.

Nicole Ghio: World Bank’s New Climate Strategy: Keep Financing Coal, Just Don’t Call It A Coal Plant, Climate Progress 07.12.2012.

Julia Whitty: Yikes! Government Details 6 Most Terrifying Arctic Trends, Mother Jones 07.12.2012.

Invention demonstrates how humidity can be turned into water, cop18.qa 07.12.2012.

Regan Doherty: Qatar deports activists after climate talks protest: group, Reuters 07.12.2012.

Religions agree prayer has a role in war on climate change, cop18.qa 07.12.2012.

Avaaz launch drive to boost US climate finance contributions, RTCC 07.12.2012.

Sophie Trevitt: Stop Blaming Civil Society, International Political Forum 07.12.2012.

Ed King: Doha protests as doubts grow over Qatari leadership at UN climate talks, RTCC 07.12.2012.

06.12.

The Doha Climate Change Conference: Getting to ‘Yes’ – 194 Times, Zahwya 06.12.2012.

Vesela Todorova: Middle East faces extreme climate change, The National 06.12.2012.

John Vidal: Will Philippines negotiator’s tears change our course on climate change? The Guardian 06.12.2012.

Philippines negotiator makes emotional plea at Doha climate talks – video, The Guradian 06.12.2012.

Ministers from 25 Nations Commit to Scaling Up Voluntary Action to Reduce Short-Lived Climate Pollutants, UNEP 06.12.2012.

Fiona Harvey: Rare note of harmony at Doha as action agreed on black carbon, The Guardian 06.12.2012.

Jörg Schindler: US Disappoints at Doha Climate Talks, Der Spiegel 06.12.2012.

Suzanne Goldenberg: US envoy’s cutting remark on C02 emissions fails to add up, The Guardian 06.12.2012.

Læs mere »

Forud for COP18 i Doha har FNs miljøorganisation UNEP fremlagt en rapport, The Emissions Gap Report 2012, som dels ser på, hvilke tilsagn om CO₂-begrænsende tiltag, som er afgivet fra de enkelte lande, dels ser på, hvilke samlede CO₂-reduktioner, som er nødvendige, for at kunne holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i det 21. århundrede, som det blev besluttet i København i 2009, eller 1½ºC, som flere og flere lande ønsker målsætningen skærpet til, efterhånden som det står klart, hvor voldsomme klimaforandringer vi har fået blot med den nuværende temperaturstigning (på ~0,7ºC).

Tilsammen giver rapporten et meget klart billede af det nuværende “emission gap” – og ser derefter på, hvordan dette “emission gap” kan lukkes.

Kurven herover viser sammenhængen mellem forskellige udledningsscenarier og den forventede samlede globale temperaturstigning i år 2100. Den lodrette skala er gigaton CO_2e, og som man kan se, vil den øverste violette kurve, som modsvarer et business as usual-scenario føre til globale temperaturstigninger over 5ºC i år 2100 (og en situation, hvor temperaturen vil fortsætte med at stige længe efter at man tog sig sammen og mindskede udledningerne). Et scenario som den grønne, hvor temperaturstigningerne i år 2100 er holdt under 2ºC, kræver derimod, at kurven knækkes snarest og at de samlede udledninger på verdensplan mindskes inden for ganske få år.

Derfor er den køreplan for en global klimaaftale, som man lagde grunde til i Durban sidste år dybt problematisk. Den foreskriver at fastlægge den nødvendige aftale senest i 2015, men derefter, at aftalen først effektueres i 2020. De fem år er decideret ubegavede. Alle, som har bidraget dertil, må vide, at det er det helt forkerte og kun gør det endnu sværere at lykkes med at holde den samlede stigning under 2ºC.

Men det er ikke sandsynligt, at man ændrer ved denne Durban Platform. Derfor bliver opgaven i Doha i de kommende to uger at sikre, at der i årene 2012-2020 sker en reel klimaindsats. Og det er ikke gjort med, at EU hæver sit ambitionsniveau fra 20% til 25%, 30% eller 40%. Det er i disse umiddelbart forestående år, at CO₂-kurven skal være knækket i samtlige lande verden rundt, hvis det samlede mål på 2ºC ikke skal tabes af syne.

Nedenfor har jeg hentet illustrationerne fra rapportens executive summary ind – det giver et godt billede af udfordringerne her i årene frem mod 2020. Kan vi lukke hullet til 2ºC-scenariet, er verden på rette kurs. For det er den første omstillingsproces, som for alvor er vanskelig. Dernæst vil der være en fase, hvor udviklingen “af sig selv” fører til løsninger med mindre emissioner, men når alle de lavthængende frugter er høstet, vil der tilbagestå en kategori af emissioner, som kan blive meget vanskelige at slippe af med – som vil kræve teknologiske nybrud, eller noget så uartigt at spørge om som markante ændringer af vores nuværende livsstil.

Læs mere »

.
I videoen herover¹ taler Ed King fra RTCC (Responding To Climate Change) med lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres om udfordringerne og perspektiverne for de forestående to ugers forhandlinger ved COP18 i Doha.

Hun lægger ud med, at klimaudfordringen i de amerikanske valgs slutfase, hvor alle medier var rettet mod USA, med Sandy blev tydeliggjort. Men at det ikke med et slag ændrer alt. Siden COP 17 i Durban er der fortsat blevet arbejdet på, at COP18 kan levere resultater. Først og fremmest skal Kyoto-aftalens anden fase fastlægges endeligt, da den nuværende fase udløber med udangen af 2012. Dernæst er der en stor gruppe af aftaler (The Bali Action Plan), som har været længe under vejs, som skal endeligt stadfæstes. Og for det tredje, er der det nye “barn” fra Durban – en stor global aftale, som skal være i gang fra 2020 og være færdigforhandlet senest i 2015. Det er denne samlede pakke, som der har været arbejdet på siden COP17 i Durban, og Figueres er, som hun siger det  i videoen (2:45 ff.) “cautiously but certainly optimistic that they will take that package forward in Doha.”

Figueres giver under vejs et godt overblik over, hvor mange faktorer, som skal spille sammen, for at nærme sig en global klimaaftale.

Onsdag udsendte UNFCCC og Figueres et sidste briefing document, som opregner de vigtigste punkter for forhandlingerne² – jeg har kopieret hovedpunkterne ind nedenfor.

I forbindelse hermed understregede Figueres nødvendigheden af, at verdens lande styrkede deres indsats, hvis det – som verdens ledere vedtog ved COP15 i København – skal lykkes at holde den samlede globale opvarmning under 2ºC.

Blogindlægget Klimaforhandlinger i Bonn har links omkring det mellemliggende klimamøde i Bonn i juni, mens Optakt til COP18 har links om de mange positioner og bevægelser fra klimamødet i Bangkok i september op til COP18, som starter 26. november.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

UN climate chief Christiana Figueres, (Ed King video-interview) Vimeo 14.11.2012.¹

Climate action must be accelerated at Doha talks, warns UN climate chief, RTCC 21.11.2012.

.

Læs mere »

.
Et netop udgivet studie peger på 4ºC som den definitive katastrofe-tærskel, hvor fødevareproduktionen mange steder i verden vil bryde sammen. Det er Verdensbanken som står bag udgivelsen, og det er det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, som har udarbejdet rapporten.

Stiger temperaturen med fire grader, får det meget negative – ja direkte katastrofale – følger over hele kloden, selv om regioner og verdensdele bliver ramt meget forskelligt, fremgår det af Verdensbankens analyse. I forordet kan man læse:

“The 4°C scenarios are devastating: the inundation of coastal cities; increasing risks for food production potentially leading to higher malnutrition rates; many dry regions becoming dryer, wet regions wetter; unprecedented heat waves in many regions, especially in the tropics; substantially  exacerbated water scarcity in many regions; increased frequency of high-intensity tropical cyclones; and irreversible loss of biodiversity, including coral reef systems.”

Men med den nuværende utilstrækkelighed og manglende konsekvens i den globale klimaindsats, er et 4°C scenario en realistisk mulighed. Efter COP17 i Durban iværksatte vores klimaminister undersøgelser af konsekvenserne ved en 6°C stigning, som må forventes, hvis verden endte med ikke at kunne blive enige om at spare på de fossile brændstoffer.

Verdensbankens leder Jim Yong Kim understreger på den baggrund, at det er uomgængeligt vigtigt, at verdenssamfundet tackler klimaudfordringen langt mere direkte end i dag og beslutter sig for de nødvendige forandringer for at kunne holde de globale temperaturstigninger under 2ºC.

Læs mere »

Siden juli har RTCC (Responding To Climate Change) løbende bragt artikler i en ganske fascinerende serie, “Youth Profiles“, som giver et enestående indblik i unges klimaaktivisme verden rundt – som for eksempel på billedet herover, hvor kinesiske studerende har lavet et tableau, hvor de studerer med stigende verdenshave mellem benene.

Der er foreløbig omkring 20 af disse Youth Profiles, og man kan herigennem opleve, hvordan klimaudfordringen bliver erkendt og sat på dagsordenen verden rundt, i lande som Nigeria, Mexico, Canada, Nepal, Bangladesh, Indonesien, Ghana, USA, Australien, Kina og Costa Rica, man kan møde arabiske aktivister og et afrikansk samarbejde om at forene videnskab og oprindelige folkeslags viden. Den fulde liste af klimaaktivist-portrætter kan ses nedenfor.

Det er en fascinerende rejse, som giver håb om en verden, hvor vi bedre evner at passe på vores omgivelser og værne om vores livsvilkår.

Links til Youth Profiles-serien:

Læs mere »

.
Natten mellem torsdag og onsdag vandt Obama Four More Years som præsident for USA – ikke stort, men sikkert nok til at han og demokraterne kan gå videre med et mandat til at fortsætte den genopretning efter Bush-tiden og det deraf følgende kaos, som han har brugt kolossale kræfter på at rydde op i. Som man kan høre i hans sejrstale i Chicago natten til 7. november i videoen herover, har han genfundet de store, stærkt malende fraser, som forud for hans valg i 2008 skabte en næsten global bølge af håb – håb om en fremtid, hvor der var lige muligheder for alle, uanset race, køn, opvækst og seksuel orientering.

Det er et andet håb, han søger at tænde nu, et håb mærket af fire år med hårde tider, et håb om at der findes et samlet USA efter en fase, hvor højrefløjen har været på ideologisk korsttog, og hvor den fossile mafia har sat kolossale ressourcer ind på at modarbejde – for ikke at sige dæmonisere – hans visioner om forandringer, som ikke bare ville løse USAs umiddelbare problemer, men bringe natonen styrket ind i det 21. århundrede. Men det er på en måde et stærkere håb – for det bygger på det, at han midt i al modstanden fra den nært kollapsede økonomi og den rabiate højrefløj, er lykkedes med at vende udviklingen. Selvom hans håb ikke har samme vidtløftighed, så er det et erfaringens håb, et materialiseret håb, et håb om at kunne udfolde og færdiggøre det, som der er lagt grunden til i de første fire år.

Det har været fire hårde år. I 2010 genvandt republikanerne flertal i begge kamre i Kongressen, og siden da er 80% af alle Obamas lovforslag faldet på modstand i Kongressen. Så listen af incompletes er foruroligende lang. Som det er nærmere behandlet i et efterfølgende indlæg om Obamas klimastrategi (se blog-indælgget Obama om den forestående klimaindsats) tog Obama den i bakspejlet nok fejlagtige beslutning ikke at tale direkte om klimaudfordringer og klimaforandringer, men stilfærdigt at søge at implementere en række af de forandringer, som er nødvendige for at nedbringe USAs nu gigantiske klimafodaftryk, uden at referere til klimaet, men tværtimod give det begrundelser i energisikkerhed, jobskabelse osv.

I både demokraternes og republikanernes kampagner har klimaspørgsmålet i denne valgkamp været stort set fraværende (se blog-indlægget Den unævnelige klimaudfordring). For Romney forståeligt, da det var et af de områder, hvor hans umage bagland lige under overfladen er dybt uenigt. For Obamas kampagne ganske paradoksalt, da der syntes at være et stærkt klima-argument overfor den del af vælgerne, som stadig ikke havde besluttet sig (se blog-indlægget Det klimaløse valg).

Under vejs har Obama ved enkelte lejligheder, som for eksempel ved demokraternes konvent markeret, at klimaudfordringen ikke var en hoax. Men der synes blandt Obamas nærmeste rådgivere at have hersket en så stor usikkerhed om, hvilke dæmoner, man ville fremmane i det meget ladede landskab, hvis man tog hul på klimaspørgsmålet, at man har prioriteret andre områder. Men ingen i USA er i tivivl om, at en klimaindsats vil være i bedre hænder med Obama end med Romney, så måske endda at Obamas kampagnerådgiver Axelrod så rigtigt i, at det ikke havde flyttet stemmer at inddrage klimaudfordringen.

Først i valgkampens allersidste fase tvang orkanen Sandy emnet på bordet, og selv da lykkedes det næsten Obama ikke at tale om det. Men det var som om at en forbandelse var brudt, og allemulige andre tog hul på diskussionen, om Sandy var forårsaget af klimaudfordringen? Sandy ramte direkte ind i noget, som man godt vidste, men i det betændte Tea Party-klima havde holdt tilbage. Med Sandy var det alvor langt ind i de republikanske rækker (se blog-indlægget Sandy bryder klimatavsheden). Og New Jerseys republikanske senator Chris Christie personificerer det opgør med højrefundamentalismen, som Sandy fremkaldte. Ikke bare skamroste han Obama for sin indsats og for den statslige beredskabsstøtte, som Romney principielt havde sagt burde afvikles. Han samarbejdede med fjenden (Obama) og erkendte åbent, at der måtte gøres noget ved klimaudfordringen. Man kunne da også i valgkampens sidste døgn høre Obama referere til klimaudfordringen, ligesom han gør det i sin sejrstale herover (11:22 min. ff.).

Endda findes der en ikke bare formodning om, men ganske stærk forventning om, at Obama i en anden valgperiode vil prioritere en klimaindsats højt. Hvor højt får vi allerede en fornemmelse af her op til COP18 i Quatar sidst på måneden. Amerikanerne har siden COP15 i København været en næsten destruktiv størrelse i de globale klimaforhandlinger.

Læs mere »

Blandt de mange spørgsmål, som skal behandles ved den snart forestående COP18 i Qatar, er fortsættelsen af Kyoto-aftalen frem til, at en global aftale kan effektueres i 2020 – herunder dels hvilke lande, som overhovedet er med i en anden runde og hvor store reduktioner, de er villige til at binde sig til, dels en række formelle spørgsmål, som hvilke år, målsætningerne skal gælde for.

Lande som Canada, Rusland, Japan og New Zealand har meldt fra, så forlængelsen af Kyoto-aftalen har mest af alt lignet en EU-aftale. Men nu har Australien meddelt, at man er indstillet på at binde sig for en ny periode. Som udgangspunkt vil Australien binde sig til en 5% reduktion i 2020 i forhold til år 2000. Men man er åben for at forhandle om reduktionsmål på 5-15% eller endog 25%, hvis andre er indstillet på at skærpe ambitionsniveauet tilsvarende.

5% er ikke meget, men Australien er ikke helt så langt fremme i sin omstillingsproces som EU. Australien underskrev således først Kyoto-aftalen i 2007, 10 år efter aftalens indgåelse. Men juni i år tog man hul på et CO₂-kvotesystem, som vil udvikle sig tilsvarende det europæiske.

Australien har måttet indse, at landet står overfor at blive ganske hårdt ramt af klimaforandringer. I 2008 fremlagde Prof. Ross Garnaut en klimahandlingsplan, som indeholdt et ganske skræmmende scenario for Australien år 2100, hvis verden ikke fik gang i en konsekvent klimaindsats i nærmeste fremtid (se blog-indlægget Australien år 2100).

Her ville Murray-Darling-bassinet i det sydvestlige Australien, som i dag er Australiens spisekammer, være tørkeramt dertil, at høstudbyttet ville være blot 3% af i dag, og verdens største system af koralrev, The Great Barrier Reef, ville i år 2100 være dødt.

Så til trods for, at den australske klimaindsats har vakt voldsom intern modstand er landet så småt ved at indstille sig på, at en global klimaindsats er nødvendig.

Fiona Harvey: Kyoto protocol: Australia signs up to second phase, The Guardian 09.11.2012.

Simon Cullen: Australia to sign up to Kyoto phase two, ABC News 09.11.2012.

Paul Osborne: Australia backs new Kyoto protocol, AAP 09.11.2012.

Tom Arup: Australia ready to join ‘Kyoto 2’ climate agreement, Brisbane News 09.11.2012.

Australia joins EU carbon emissions market, BBC News 29.08.2012.

Hurting ourselves for no good reason on climate change, Australian Financial Review 10.12.2012.

Sabra Lane: Doha talks important but more needs to be done, (audio) AM 10.12.2012.

.
I disse dage, hvor støvet efter den amerikanske valgkamp langsomt lægger sig og verdens egentlige problemer igen toner frem af valgtågerne, får Obama mange henvendelser og formaninger om, hvad han skal gøre i de kommende fire år.

En af dem er fra Pa Ousman Jarju, som er forhandlingsleder for verdens 48 fattigste lande, de såkaldte LCD-lande ved FNs klimaforhandlinger. Han påpeger, at selvom LCD-landene tegner sig for 12% af verdens befolkning, står de kun for 1% af verdens CO₂-udledninger, men har 34% af verdens dødsfald som følge af klimaforandringer. I et åbent brev til Obama opfordrer Jarju direkte Obama til at gå i alliance med EU, LCD og AOSIS-landene (Alliance of Small Island States) om at få fastlagt en stærk og nødvendig klimaindsats.

Jarjus brev starter som følger:

.
Dear President Obama,

As the lead negotiator for the world’s 48 Least Developed Countries (LDCs) in the United Nations climate change negotiations, I congratulate you on your re-election. I also want to express my admiration for your response to superstorm Sandy: without the preparations that you made, the impacts to those hit by the storm would have been even more devastating. As communities in the north-east work to rebuild and recover, the world has an opportunity to begin a new, reality-based conversation about climate change.

I write with a simple request: as this discussion continues in the world’s most developed countries, remember those who live in its poorest regions. Remember that as a result of climate change, this kind of fatal weather event has become commonplace for us while we lack the infrastructure and resources to adequately protect our citizens.

As researchers at Brown University’s climate and development lab have shown, climate-related disasters such as droughts, extreme temperatures, floods, and hurricanes have caused an estimated 1.3 million deaths since 1980. Two-thirds of these deaths (over 909,000) occurred in the least developed countries. We are only 12% of the world’s population, but we suffer the effects of climate-related disasters more than five times as much as the world as a whole.

Læs Jarjus fulde henvendelse på The Guardian …

Pa Ousman Jarju: An open letter to Obama from the world’s poorest countries, The Guardian 08.11.2012.

.
En ny rapport fra PricewaterhouseCoopers, Too late for two degrees? ser på carbon intensity – den mængde CO₂, som går på en given proces. Når vi er utilbøjelige til bare at bruge mindre, bliver løsningen en vifte af effektiviseringsprocesser, hvor vi mindsker energi- og ressourceforbruget til en given proces og/eller erstatter den med vedvarende energi. I tiden op til COP15 i København kunne man igen og igen høre Connie Hedegaard fremlægge, at vi i Danmark havde decoupled økonomisk vækst og udledningen af drivhusgasser – hvad der i øvrigt igen og igen blev stillet spørgsmålstegn ved, for måske vi blot havde udflaget processer med høj carbon intensity til lande som Kina, hvor kulkraftværkerne stadig fik lov at pulse i fred.

Men hvis vi vil forfølge denne strategi med energieffektiviseringer og procesoptimeringer frem for livsstilsforandringer og regulære indgreb i retten til at flyve, køre bil, spise kød osv. er det derfor centralt at få CO₂-intensiteten sænket radikalt.

Verden bliver da også gradvist mindre carbon intensive. PricewaterhouseCoopers rapport fastslår, at CO₂-intensiteten på verdensplan faldt med 0,8% pr. år i årene 2000-2011. Men, som man kan se af den røde kurve herover, går alt for langsomt med at sænke CO₂-intensiteten. I rapporten bliver det beregnet, at hvis verden skal lykkes med at holde den globale temperaturstigning under 2°C, så vil det fra nu af og frem til 2050 kræve, at faldet i carbon intensity hvert eneste år sænkes med 5,1% – eller mere end seks gange mere pr. år end det er sket i perioden 2000-2011.

Selv hvis vi formåede at firedoble verdens samlede carbon intensity, vil det ifølge PricewaterhouseCoopers rapport snarere lede til en global temperaturstigning på 4°C.

Læs mere »

Selvom klimaudfordringen er vor tids måske største udfordring – og set i sammenhæng med bæredygtigheds- og biodiversitetsudfordringen uomtvisteligt er det – så fylder den foruroligende lidt i vores bevidsthed og dagligdag. Måske fordi det ikke er rart at tumle med ting, som er svære at få til at gå op, måske fordi vi er trætte af at høre om uafvendelige katastrofer, måske fordi vi ikke helt er til sinds at slippe de mange flyrejser og røde bøffer og det materielle forbrug (når der er så mange ting som er et større problem). Måske fordi vi ikke har tillid til, at de institutioner, som skulle tage de store beslutninger, rent faktisk tager den – eller bare prøver på det. Måske … allermest bare fordi vi ikke får ordentlig besked.

Dette indlæg er først og fremmest en linkside for at råde bod på klimaspørgsmålets alarmerende usynlighed i de danske medier, at vi om mindre end to måneder tager hul på næste runde i verdenssamfundets klimaforhandlinger, COP 18 i Doha, Quatar.

For ikke at løbe med halve vinde lavede jeg her primo oktober en søgning på politiken.dk. Her var der kun en enkelt artikel, som overhovedet nævner COP18 – i en opremsning i en artikel om madspild af Selina Juul (som er ekstern skribent). Berlingske har bragt et enkelt telegram fra BNB i februar, mens BT ud over samme BNB-telegram tilbage i december bragte en egentlig artikel om alliancen mellem EU og de fattigste ulande, som var med til at repolarisere forhandlingerne ved COP17. Ingeniøren har intet om COP18. Også Ekstrabladets søgemaskine melder pas, men spørger håbefuldt, om jeg mente COP15?

Information er i en klasse for sig med hele fem artikler, hvori COP18 er nævnt, heraf to fra i år. Begge af Jørgen Steen Nielsen, som om nogen holder fanen højt, når det gælder lødig, solid, perspektiverende information om klimaudfordringen.

Man kan forledes til at tro, at der kun sker noget én gang om året. Men positionerne flytter sig sjældent på konferencerne, og hvis de gør, skal der oftest repareres og redefineres efterfølgende, så det vigtigste sker i høj grad mellem de store konferencer. Siden sidste større runde af klimaforhandlingerne, COP17 i Durban, har forhandlerne været samlet først i Bonn og siden i Bangkok – hvilket heller ikke på nogen måde dominerer i de danske medier.

I tiden frem til COP18 vil jeg derfor på dette sted løbende samle links ind til artikler om COP18 og de problemfelter, alliancer, forhåbninger, sympatier og antipatier, som udfolder sig omkring næste store runde i klimaforhandlingerne, som indledes 26. november i Doha, Qatar.

I bedste fald har vi inden COP18 en genvalgt Obama, som har både flertal og vilje til at gennemføre en amerikansk klimalovgivning, et EU, som er villig til at stramme sin klimaudfordring, som nu er så slap, at vi kommer i mål med målsætningen om 20% reduktion inden 2020 længe før tid – 30% ville være overkommeligt, og 40% ville kalde på opfindsomheden – og et EU, som vil lave de opstramninger af kvotesystemet, som gør, at det rent faktisk gør en forskel.

I Doha skal Kyoto-aftalen forlænges, klimaindsatser verden rundt finansieres, skibsfart og luftfart indrulleres, og den store globale klimaaftale, som blev skitseret i Durban, hvor alle yder efter evne, skal lægges i langt fastere rammer, samtidig med at tiden inden dens iværksættelse ikke må gå til spilde. I bedste fald er de store BASIC-lande med de svulmende økonomier og drivhusgasudledninger klar til at tage deres del. Så der er masser af vitale temaer på højkant.

Og hvis du støder på en god artikel om COP18, så send gerne linket.

Se blog-indlægget Klimaforhandlinger i Bonn – links.
Se blog-indlæg tagged COP17 / COP18.

Se UNFCCCs side om Doha Climate Change Conference – November 2012.

PS: her 25. november, dagen inden COP18 starter, gentog jeg søgningerne. Der var nu tilkommet yderligere 2 artikler på politiken (23.11. og 25.11) og hele 5 yderligere på Information her i november. Berlingske har yderligere tre artikler, heraf én om situationen i Syrien, én hvor Morten Messerschmidt mener COP18 er ligegyldig, og én hvor klimaministeren siger, at det endda giver mening at afholde COP18. Så her er klimadækningen tilbage i klassisk pro et contra helt uden detaljer om de reelle problemstillinger. Ekstrabladets søgemaskine spørger stadig håbefuldt, om det var COP15, jeg mente?

Fiona Harvey: Doha climate talks: what to expect? The Guardian 25.11.2012.

Climate offender Qatar hosts the world, Deutsche Welle 25.11.2012.

Jørgen Steen Nielsen: ’Tanken om at være kommet for sent er ubærlig’, Information 25.11.2012.

Alister Doyle & Reagan Doherty: UN talks seen falling short despite climate change fears, Reuters 25.11.2012.

Wu Wencong & Lan Lan: China urges turning climate talks into action, China Daily 25.11.2012.

Matt McGratt: Doha climate talks: Will ‘hot air’ derail the process? BBC News 25.11.2012.

Heike Schroeder: Is it time to modernise UNFCCC? RTCC 25.11.2012.

Geoffrey Lean: Doha climate talks; a Gulf between need and action, 25.11.2012.

Karl Ritter: 2012 UN Climate Talks In Doha, Qatar Face Multiple Challenges, (AP) Huffington Post 25.11.2012.

John Vidal: Time is running out: the Doha climate talks must put an end to excuses, The Guardian 25.11.2012.

Abdullah Bin Hamad Al Attiyah: Climate change is Qatar’s biggest long-term challenge, RTCC 25.11.2012.

Ahmed Yonis: Arab nations must lead on ambition in Doha, RTCC 25.11.2012.

Michael Rothenborg: Klimatopmøde begynder med dommedagsrapporter i bagagen, Politiken 25.11.2012.

Læs mere »