Strøtanker om bæredygtighed

Ons. 28.11. – I dag blev det besluttet, at COP19 ville blive afholdt i Polen – og at hovedkonferencen ville finde sted på et stadion. Igen har valget umiddelbart valgt undren. Men som med Qatar synes valget af værtsland at afspejle ønsket om ikke bare at showcase de mest klima’rigtige’ byer og samfund, men at prøve at løfte også hvor det kniber lidt mere med viljen.

Polen har i de senere år tydeligt profileret sig som EUs bagtrop, når det gælder klimaet. Der trues konstant med vetoretten, og når EU ikke for længst har strammet ambitionerne, hænger det sammen med det forhold, at Polen stadig brænder store mængder kul af, og at landet – og ikke mindst dets stærke kullobby – ikke er til sinds at lave om på det lige med det første. En ting er at omlægge gradvist, men Polen sigter i disse år målrettet på at udbygge kulkraft og kulbrydning.

Polen ligger inde med et stort antal ubrugte kvoter fra det europæiske kvotesystem, som hænger sammen med voldsom tilbagegang for landets kulfyrede industri. Og i den opstramning af kvotesystemet, som Connie Hedegaard har varslet inden nytår, som blandt andet indebærer en støvsugning for de mange overskydende kvoter, har Polen igen markeret sig som den store obstruktør – og krævet, at de går urørte videre i næste runde (se blog-indlægget Førstehjælp til det europæiske kvotesystem).

Der synes efterhånden ikke at være anden løsning end at lave et krybespor til Polen. Én ting er, at de i den grad er på afveje i Polen. Men det virker absurd, at et enkelt land kan være så tung en bremse for hele EU, at det ved flere lejligheder har vetoet EUs klimapolitik.

Læs mere »

.
Jim Dougherty er leder af Sierra Club, USAs og måske verdens ældste miljøorganisation. Den var længe fokuseret på naturbevarelse, men fra midten af det 20. århundrede har Sierra Club mere fokuseret på forurening, og i det 21. århundrede mest på klimaforandringer.

Adspurgt om hvordan man skal forholde sig til fracking svarer han i videoen herover, at Sierra Club først og fremmest går ind for energibesparelser. Herefter er der en vifte af vedvarende energikilder. Gas var længe set som et muligt alternativ til kul i en overgang fra fossilt samfund til et samfund baseret på vedvarende energikilde.

Sierra Club har haft stort held med at standse udbygningen af kulkraft i USA, også før skifergassen kom på menuen. Med den nylige fracking-teknologi er gas i fuld gang med at udkonkurrere kullene.

Fracking i den nuværende form har en lang række medfølgende miljøproblemer. Ud over risikoen for forurening af grundvandet er der forstyrrelser og ødelæggelser af naturområder og opstigende metangas fra omgivelserne, som gør, at fracking-gassen måske reelt medfører lige så stort CO₂-belastning som kullene, selvom den på papiret kun har den halve udledning pr

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

COP18: We must reform fracking to limit environmental impact, RTCC 27.11.2012.

Jeg har herunder hentet et åbent brev fra 350-bevægelsen til verdens regeringer og deres forhandlingsdelegationer ved de forestående klimaforhandlinger i Doha, som i kort form ridser det perspektiv op, som Bill McKibben tilbage i juli udfoldede i en artikel i Rolling Stone: Global Warming’s Terrifying New Math.
.

To really address climate change UNFCCC-COP18 should decide
to leave under the soil more than 2/3 of the fossil reserves

by Bill McKibben, Nnimmo Bassey & Pablo Solon

2012 saw the shocking melt of the Arctic, leading our greatest climatologist to declare a ‘planetary emergency,’ and it saw weather patterns wreck harvests around the world, raising food prices by 40% and causing family emergencies in poor households throughout the world.

That’s what happens with 0.8ºC of global warming. If we are going to stop this situation from getting worse, an array of institutions have explained this year precisely what we need to do: leave most of the carbon we know about in the ground and stop looking for more.

If we want a 50-50 chance of staying below two degrees, we have to leave 2/3 of the known reserves of coal and oil and gas underground; if we want an 80% chance, we have to leave 80% of those reserves untouched. That’s not “environmentalist math” or some radical interpretation – that’s from the report of the International Energy Agency last month.

It means that – without dramatic global action to change our path – the end of the climate story is already written. There is no room for doubt – absent remarkable action, these fossil fuels will burn, and the temperature will climb creating a chain reaction of climate related natural disasters.

Negotiators should cease their face-saving, their endless bracketing and last minute cooking of texts and concentrate entirely on figuring out how to live within the carbon budget scientists set. We can’t emit more than 565 more gigatons of carbon before 2050, but at the current pace we’ll blow past that level in 15 years. If we want to have a chance to stick to this budget by 2020 we can’t send to the atmosphere more than 200 gigatons.

Rich countries who have poured most of the carbon into the atmosphere (especially the planet’s sole superpower) need to take the lead in emission reductions and the emerging economies have also to make commitments to reduce the exploitation of oil, coal and gas. The right to development should be understood as the obligation of the states to guarantee the basic needs of the population to enjoy a fulfilled and happy life, and not as a free ticket for a consumer and extractivist society that doesn’t take into account the limits of the planet and the wellbeing of all humans.

There’s no longer time for diplomatic delays. Most of the negotiators in the Eighteenth Conference of the Parties of the UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) know that these are the facts. Now is the time to act for the future of humanity and Nature.

Bill McKibben founder of 350.org, Nnimmo Bassey Environmental Rights Action & Coordinator of Oilwatch International, Pablo Solon Executive Director of Focus on the Global South, former Bolivian Ambassador to the UN and former chief negotiator for climate change.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Se tidligere blog-indlæg: Det 21. århundredes dårligste idé og Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

An open letter to governments and their negotiators, 350.org 27.11.2012.

Denne video fra Al Jazeera giver en god introduktion til problemstillingen omkring COP18. Efter en kort reportage fra USA i forlængelse af orkanen Sandy, som i et betændt politisk valgkamps-klima formåede at sætte en stopper for klimatavsheden, stiller udsendelsens vært, David Foster, spørgsmålet: What do these climate talks actually achieve?

Han har en række gæster til at hjælpe med at besvare spørgsmålet: Pa Ousman, formand for LDC, the Least Developed Countries group, et forhandlingssamarbejde som består af 48  lande; Anjali Appadurai fra Earth in Brackets, en ungdomsorganisation, som arbejder for bæredygtighed samt for at gøre FNs processer mere tilgængelige og transparente; samt Bas Eickhout, som er medlem af The Greens, Europaparlamentets grønne gruppe.

Eickhout starter med at trække det fundamentalt urimelighed op i, at et problem, som de rige lande har påført hele verden, først og fremmest rammer de fattige lande. Appadurai fortæller så om hendes organisations navn ‘brackets’, at det henviser til al den tekst i parentes [brackets], som i løbet af forhandlingernes slutfase ender med at blive udeladt. Det er her, i de kantede parenteser, man finder de i forhold til fremtiden og biodiversiteten og beskyttelsen mod klimaforandringer rimelige krav om en målsætning på 1½ºC og 350 ppm, som de rige lande til sidst ender med at skubbe ud, fordi det er dem som sidder på pengene.

Ousman fortæller herefter, at der stadig ikke blandt de rige lande, som har skabt problemet, er den fulde vilje til at imødegå problemerne, særligt i USA er man stadig i fornægtelsesfasen. I dag gives der årligt 440 mio.$ i støtte til den fossile industri. Hvis blot denne støtte til verdens ødelæggelse blev kanaliseret til opbyggende arbejde i verdens fattigste lande, ville meget være nået. USA er fortaler for demokrati og menneskerettigheder. Men der er et meget stærkt menneskerettighedsaspekt i klimaproblematikken, og et stærkt juridisk-retfærdighedsmæssigt aspekt.

Efter at Foster viser en række tal over verdens største udledere, fortsætter Appadurai  med nødvendigheden af at USA og de rige lande erkender deres historiske ansvarlighed. Lande som Indien og Kina er stadig i en tidlig fase i deres udvikling, hvor udledningerne vil vokse.

Her er det, at jeg får lyst til at standse filmen og den standard-tænkning, som gør, at en gruppe af store udviklingsøkonomier, BASIC-landene føler at det er deres ret at køre økonomisk udvikling for fuld skrue og hvert år bygge dusinvis af nye kulkraftværker, mens man kun langsomt udbygger den grønne energisektor. For én ting er, at vi historisk har bidraget forskelligt til emissionerne, men konsekvensen af disse ganske langt udviklede udviklingslande (Brasilien, Indien, Kina, Mexico og Sydafrika) er, at selv hvis de gamle I-lande reducerede drastisk ville vi bryde gennem 2ºC-loftet. Og hvis de etablerer sig efter samme mønstre som de gamle I-lande, kommer de til at stå med samme dybt problematiske infrastruktur og organisationsmåde, som vil frembyde samme voldsomme problemer at få afviklet.

Appadurai  taler om, at Indien og Kina endnu ikke har gennemløbet “the path of industrialisation”, men det handler ikke bare om at have ret til at gøre som de gamle industrilande. De lande må stille sig spørgsmålet, om de vil være de sidste fossilt baserede industrisamfund, eller de første post-fossile velfærdssamfund?

Læs mere »

Ti. 27.11. – Først lidt om Doha – mange har peget på det absurde i, at man har valgt netop Doha som vært for COP18. Qatar er på mange måder noget af det mest artificielle, man kan finde. Al maden er bragt hertil fra mere frugtbare egne, alt vand er desalineret havvand, og det lille emirat Qatar har ikke bare en af verdens højeste indkomster pr. indbygger, men med 44 ton CO₂ pr. indbygger pr. år også verdensrekord i CO₂-udledninger pr. indbygger. En del heraf kommer fra olieudvindingen, men i Doha er elektriciteten gratis, vand er gratis og telefon er gratis for landets faste beboere, så energi er klart noget, man bare har nok af.

Mange NGOer fik det da også alvorligt galt i halsen, da Qatars tidligere olieminister Abdullah bin Hamad al-Attiyah, som nu er forhandlingsleder ved COP18, ved en konference i London for et par uger siden priste skifergassen med ordene: “Gas will give the world 300 years of security”. Her har al-Attiyah klart ikke fået luget ud i sin grundanalyse fra OPEC-tiden.

Og adspurgt i går, om det med så høje udledninger pr. indbygger ikke var på tide med en systematisk klimaindsats, fejede han det bort med, at det var vigtigere at se på de store udlederlande som Indien og Kina. Så hans forståelse af klimaudfordringen kan tydeligvis ligge på et meget lille sted. Og man står med en ubehagelig fornemmelse af at kunne komme til at genopleve situationer som i klimatopmødet i Københavns slutspil, hvor Lars Lykke Rasmussen var en medvirkende årsag til, at resultatet faldt på gulvet.

Når det måske endda ikke er helt ved siden af at placere mødet i den arabiske verden, så er det fordi en global klimaaftale nødvendigvis må være global, og at der ved at placere COP18 midt i olieland, ligger et klart signal om, at tingene også her må forandre sig.

Læs mere »

.
Ud over hovedforhandlingerne, som kører i tre forskellige spor, er der ved COP18 en vrimmel af sideløbende aktiviteter, pressekonferencer, udstillinger, debatter, præsentationer og happenings, som tilsammen gør klimaforhandlingerne til en kolossal ideudvekslingsbank.

Videoen herover er fra en præsentation i Doha 26. november, hvor Gabrielle Kissinger og Martin Herold fra CIFOR, Center for International Forestry Research, fortæller om en nyligt publiceret rapport om hvilke kræfter, som fører til skovrydning og skov’ødelæggelse’ (forest degradation) rundt omkring i verden, samt eksempler på, hvordan man kan håndtere disse udfordringer set i forhold til de REDD+ mekanismer, som FN har sat for atbevare verdens skove.

Præsentationens slides kan ses i bedre kvalitet på Slideshare.

CIFOR  “conducts global research on climate change, adaptation, production forests, indigenous groups, REDD, dry forests,food security, illegal logging, deforestation, small holder and community groups, forest governance, trade and conservation, gender, and biodiversity.”

CIFOR driver en blog, Forests News.

Den fulde rapport, som udkom i august, han downloades nedenfor. Har ligeledes for overblikkets skyld kopieret rapportens 7 ‘key messages’ ind nedenfor.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Gabrielle Kissinger, Martin Herold & Veronique de Sy: Drivers of Deforestation and Forest Degradation: A Synthesis Report for REDD+ Policymakers, Lexeme Consulting, Vancouver Canada, August 2012 (pdf).

Peter Holmgren: Landscapes for sustainable development, Forests News 28.11.2012.

Yogita Tahilramani: Indonesia and REDD+ at Doha: Moving beyond carbon to sustainable development, Forests News 27.11.2012.

Michelle Kovaceviv: Scientists pinpoint activities driving deforestation and urge countries to take action at Doha, Forests News 27.11.2012.

Catriana Moss: A delay in key decisions at Doha could see REDD+ lose its climate change focus, Forests News 26.11.2012.

Sven Wunder & Louis Verchot: Will uncertainty over new climate agreement prolong the REDD+ stalemate? Forests News 23.11.2012.

.
Ved åbningen af COP18 har Australien annonceret sin intention om at medvirke i en anden runde af Kyoto-aftalen. Som man kan høre Will McGoldrick fra WWF Australien fortælle i den knapt 4 min. videosekvens herover, har det på ingen måde været givet, og beslutningen er først truffet få uger inden COP18. Men Australien synes endelig at have fået gang i sin klimaindsats. I juli i år kunne igangsætte et kvotemarked efter en lang og drabelig proces, og nu arbejder man på at få det integreret med det europæiske kvotemarked.

Den australske målsætning for anden runde af Kyoto-aftalen om at nå 5% under 2010-niveauet inden 2020 lyder ikke umiddelbart af meget – og set i forhold til 1990 er der blot tale om en halv procent. Men udledningerne i Australien har været stigende indtil nu, så 5%-målet skulle svare til 22% over business as usual.

Australien har samtidig meddelt, at man er indstillet på at hæve målsætningen til 10% eller 15%, hvis andre lande stiller sig tilsvarende ambitiøse reduktionsmål. Og så begynder det så småt at nærme sig den nødvendige klimaindsats.

Hvis det kunne får EU til at hæve sin forkølede udmelding på 20% (hvoraf man allerede har nået de 18%) til 30% eller 40%, begynder det at ligne noget. I de seneste år er EUs udledninger faldet med omkring 2½% om året. Det svarer på 8 år til 20%

Australien havde i 2011 CO₂-udledninger på 17,3 ton pr. person pr. år, eller rundt regnet det dobbelte af EU. Australien står for 1,2% afverdens samlede udledninger, hvor EUs 27 lande tilsammen tegner sig for 11%.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Australia puts Kyoto Protocol II target on the table, RTCC 26.12.2012.

Ed King: Australia opens door to future Kyoto ambition, RTCC 04.12.2012.

Nation in top three for carbon emissions, (AAP) The Australian 03.12.2012.

Will McGoldrick: Doha: How does Australia’s Kyoto 2 target measure up? REnew economy 27.11.2012.

Chris Wright: Australia pledges 0.5% reduction, Adopt a Negotiator 26.11.2012.

Clancy Moore: Australia outshines New Zealand on Kyoto, Adopt a Negotiator Project 16.11.2012.

Tierney Smith: Australia announces Kyoto II commitment, New Zealand opts out of second phase, RTCC 12.11.2012.

Mike Anderson & James Paton: Australia Joins Europe in Kyoto Extension; New Zealand Opts Out, Bloomberg 09.11.2012.

Tierney Smith: Pressure grows on Australia to sign Kyoto Protocol II, RTCC 29.10.2012.

Chris Wright: Australia’s needs to commit to KP2, The Adopt a Negotiator Project 08.09.2012.

Ed King: LDC chief confident Australia will sign up to Kyoto Protocol extension, RTCC 04.09.2012.

.
I denne 11:37 min. video fortæller Gonzalo Oviedo fra IUCN, International Union for Conservation of Nature, om hvorfor det er vigtigt at tage ved lære fra de oprindelige folkeslag. De har opbygget erfaringer med at leve i de forskelligste situationer gennem årtusinder, og det på en måde, som lader naturen regenerere og biodiversiteten intakt. Og i tørre egne, hvor intet sted muliggør permanent ophold eller dyrehold, har man udviklet en nomadisk livsform, hvor man cirkulerer med årstidernes skiftende vilkår.

Når det gælder oprindelige folkeslag, taler man ofte om tacid knowledge, det at man som stamme eller folk har en tavs viden om, hvordan man navigerer og agerer i sit naturgrundlag, uden at det nødvendigvis er konceptualiseret som en moderne vestlig bevidsthed ville gøre det. Men selv når oprindelige folkeslag – ofte stimuleret af etnologer og etnobotanikere og af mødet med moderne civilisation i det hele taget – bevidstgør sig i moderne termer, bliver deres indsigt ofte negligeret.

Hvad nytter det, at folkene langs Xingu-floden har en dyb forståelse af det absurde i at bygge vandkraftværker, som ødelægger floden frie strømning og vender op og ned på levevilkårene og biodiversiteten, når den moderne civilisation vejrer kilowatttimer. Og når verdens klimadelegationer taler løsninger, er det underforstået tekniske løsninger, som set i et andet perspektiv er en meget væsentlig del af problemet.

I mødet med de oprindelige folkeslag og deres måde at være til stede på i deres naturgivne vilkår ligger der en kolossal inspirationskilde. Og – hvad Oveido er mindre eksplicit om i denne video – der ligger et stort potentiale i at opretholde klodens regnskove som klimaregulatorer og CO2-lagre, og samtidig bevare levevilkårene for biodiversiteten og de oprindelige folkeslag.

Her på bloggen ligger der en del indlæg fra den seneste IUCN-konference i Jeju, Sydkorea september i år – se blog-indlæg tagged IUCN 2012. Deriblandt er der en række ganske spændende World Leaders Dialogues.

Se tidligere blogindlæg: Brasilianske vandlege, Seacology og CO₂-kompensation, Naturens Pris, Biodiversitet IV – Yasuní: Olieudvinding eller Naturparadis? og To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

COP18: Traditional communities can teach us about climate adaptation, RTCC 26.11.2012.

Local ‘wisdom’ offers global solutions on climate change, cop18.qa 27.11.2012.

Arab world to share unique perspective on climate change, cop18.qa 26.11.2012.

.
I denne 3:39 min. video fortæller Kitty Ehn fra Nature Youth Sweden om, hvordan det borgerligt regerede Sverige hastigt er ved at løbe fra landets klima- og bæredygtighedsforpligtigelser. På få år er landets klima- og miljøindsats faldet fra en 10.-plads til en 24.-plads i EU og til en 45.-plads internationalt. Ifølge Ehn er det her ungdommens og NGO-organisationernes opgave at søge at holde landet på sporet og løfte sin del af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring.

Det kan synes nyttelyst som ung aktivist at være så tæt på i Doha og så alligevel ikke få lov at sidde med, hvor beslutningerne tages. Men omvendt er det klart for enhver, at NGOerne er med til at lægge en stemning – den nødvendige stemning af urgency – og at denne stemning rent faktisk påvirker forhandlingerne. Ellers er det alt for let i forhandlingerne blot at blive enige om etellerandet – vores politiske forhandlingskultur har det med at lave kompromisser.

Men klimaet – og hele den klimaudvikling, vi har igangsat med industrialiseringen – står ikke til forhandling. Det er ikke nok at blive enige om noget – eller som USA prale med at man endelig er kommet i gang med at lave biler, som er mere brændstof-effektive, når der er brug for en omfattende, hurtig og velintegreret indsats på alle områder.

Det er klart for alle, at regningen bliver jo dyrere, jo længere vi nøler, og at hvis vi gør det ret meget længere, bliver regningen ubetalelig – på den kedelige måde, at penge ikke mere kan standse udviklingen. Og det er de kommende generationer, som kommer til at betale prisen for den nuværende smølen. Så ungdomsrepræsentanterne skulle have en meget større stemme direkte ved forhandlingerne – ikke bare fordi unge udgør en meget stor del af verdens befolkning, men fordi det er dem, som kommer til at stå med resultatet – om så vi lykkedes med at finde en 2ºC-løsning, eller vi endte med at brænde vores livsgrundlag af.

Se også blog-indlægget Youth Profiles: Verden rundt blandt klimaaktivister.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

COP18: Sweden must live up to its climate reputation, RTCC 26.11.2012.

Ma. 26.11. – Så er COP18 skudt i gang – og umiddelbart er ikke meget ændret siden klimaforhandlerne sidst mødtes til COP17 i Durban for snart et år siden. Klimaudfordringen er om noget blevet større siden sidst, som understreget af en række forskningsresultater, som er fremlagt i de seneste måneder:

1) En undersøgelse fra NASA viser, at den øgede forekomst af ekstremvejr i de seneste årtier direkte kan tilskrives klimaforandringer, og at det som for blot får årtier siden måtte betragtes som usædvanligt, er blevet det nye normalvejr (se blog-indlægget Terningerne er kastet).

2) Det internationale Energiagentur IEA kunne for nylig konstatere, at verdens udledninger igen var markant stigende efter at have været lidt vigende omkring den økonomiske krise i 2008-09 – og det i en situation, hvor det står klart, at verdens samlede udledninger skal kulminere inden for 2-3 år og herefter falde hurtigt, hvis vi skal have en chance for at holde de samlede globale temperaturstigning under 2ºC, som verdenssamfundet vedtog ved COP15 i København for tre år siden (se blog-indlægget IEA: Verdens CO₂-udledninger steg 2,5% i 2011).

3) Men en undersøgelse fra Verdensbanken påpeger, at vi med den nuværende indsats er hastigt på vej til globale temperaturstigninger på 4ºC eller mere – og karakteriserer 4ºC som den ultimative katastrofegrænse, hvor verdens kystbyer oversvømmes, fødevareproduktionen er truet, verdenshavenes forsuring når et punkt, hvor de nuværende fødekæder kollapser, mens vejrfænomener som tørke, varme og storme vil blive endnu mere ekstreme (se blog-indlægget Verdensbanken: “Skru ned for varmen”).

4) PricewaterhouseCoopers laver årligt en ganske tankevækkende beregning af, hvor meget, vi må sænke vores carbon intensity, for at holde so under 2ºC – her er vi alvorligt bagefter (se blog-indlægget ‘Carbon Intensity’ skal reduceres 6 gange hurtigere end i dag).

Læs mere »