.
I denne lille video fortæller David Turnbull fra Oil Change International om et et emne, som indtil nu har været foruroligende lidt bragt ind i forhandlingerne i Doha: de fossile subsidier.
Det drejer sig ifølge IEA om i alt mere end 500 mia. $ om året – hvilket er helt absurd i en situation, hvor vi tværtimod er nødt til at beskatte de fossile brændstoffer for at få mindsket CO2-udledningerne. I de rige lande gives subsidierne ofte til udvinding, mens det i udviklingslandene ofte er en støtte til fattige for at kompensere for høje energipriser. Men begge dele er principielt problematiske, og disse midler burde systematisk omdirigeres til den vedvarende sektor og være med til at sikre en tilførsel af en billig vedvarende energi.
Allerede i 2009 vedtog G20, verdens 20 største økonomier, at arbejde for at komme de fossile subsidier til livs. Men det er endnu ikke rigtigt blevet til noget. Ifølge IEAs seneste opgørelser var den samlede støtte til vedvarende energi i 2011 88 mia. $, mens den fossile industri modtog 523 mia. $, eller 6 gange mere. Ydermere steg støtten til den fossile produktion i 2011 med 30% i forhold til året inden, hvor den for den vedvarende energi steg med kun 24% (se IEA: Verdens CO2-udledninger steg 2,5% i 2011).
.
I denne video fortæller Coosje Hoogendoorn fra INBAR, International Network for Bamboo and Rattan, om bambus og arbejdet med at kortlægge plantens potentiale som biomasse-opbygger og CO2-indsamler. Man er nu i samarbejde med kinsisker forskere kommet dertil, at dyrkning af bambus kan indgå i den kinesiske CO2-kvoteordning på linje med skovplantning.
Samtidig er den en god skyggegiver og god til at beskytte flodbredder mod erosion, så den har også et klimatilpasningspotentiale. Og så er der gennem tiderne opstået en utrolig variation af anvendelsesmuligheder for bambussen – fra kurve og fletværk over kogekar og hegn til bygningsmateriale. I mange kulturer har bambussen en næsten mytologisk rolle.
Bambus har en kolossal vækstkraft. Den kan vokse op til 1 meter om dagen og de højeste typer når på under 2 måneder op til 40 meters højde. Til forskel fra en egeskov opnår man således på kort tid den fulde udfoldelse – og den færdige råvare.
Lø. 01.12. – Lørdag er første uges sidste dag – de officielle forhandlinger holder pause i morgen, og i hvert af forhandlingssporene er der nu opsummeret foreløbigt, så der er masser af hjemmearbejde at gøre til den afgørende uge.
Dagen i dag blev ganske dramatisk ved et samlet udspil fra AOSIS (de små østaters organisation), LDC (de mindst udviklede lande) og Afrika, som rejste bekymringen om, at der i forhandlingerne i Doha indtil nu manglede konsekvens i forhold til det aftalte i Durban, hvilket måske ikke er rart at høre, men foruroligende rigtigt. De rige lande sidder og fedter med tilsagnene. Det er direkte tirrende for verdens fattige lande, at USA ikke har noget med hjemmefra, at en række rige lande direkte har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden runde, og at EU selvom de meget let kunne sige: Top, vi satser på 30% stadig kun er indstillet på måske at løfte målsætningen fra 20 til 30%, selvom de 20% allerede så godt som er i mål. Det kan godt være at det er sådan, man forhandler lønforhøjelser, men her er en verden, som er stadig mere følsom overfor klimaforandringer, taget som gidsel – sammen med fremtidens levevilkår.
Det er så meget mere besyndeligt, som at Europa-parlamentet umiddelbart inden Doha vedtog en resolution, at “it is in the EU’s own interest to aim for a climate protection target of 30 per cent by 2020, thus creating sustainable growth, additional jobs and decreasing the dependency on energy imports.”
AOSIS, LCD og de afrikanske lande understregede samtidig vigtigheden af, at Kyoto-aftalen fik en todelt klimamålsætning, så næste periode ikke løb frem til 2020, men blot 5 år, for ikke at risikere, at de kommende år blev en venteperiode, hvor intet rigtigt skete. Det er principielt rigtigt, men i praksis besværligt, og betragtningen kunne med samme rimelighed lægges på de 85% af verdens udledninger, som ikke bliver indeholdt i Kyoto-aftalens anden del.
Man kunne måske vedtage reduktionsmål for både 2017 og 2020 nu, eller endnu bedre, at man fremrykkede den globale aftales iværksættelse til 2017 eller endnu bedre 2015. Med det vi i dag ved om, hvor vigtigt det er at få standset væksten i de samlede globale udledninger og hurtigst muligt nå til at de samlede reduktioner falder (hvis vi skal lykkes med at holde 2ºC-målsætningen), så burde man faktisk vedtage, at den globale aftale blev iværksat, så snart den var færdigforhandlet, og det allersenest i 2015.
Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?
Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.
Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?
Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).
Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.
•I løbet af december vil der blive afholdt valg, og det vil stå klart, om planerne for en omlægning af Japans energiforsyning til primært vedvarende energi, hvor A-kraften er udfaset, har støtte til videre implementering, eller om det japanske maskineri trods rystelsen efter Fukushima-katastrofen ryster sig tilbage på det gamle spor.
Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.
.
“… and the way things can change is by changing our thoughts, our attitudes, our consciousness, and returning to a lifestyle of simplicity, using our understaning of the deep values of respcting the environment, respecting the world around. And so my hope and why we are here is to make sure that civil society don’t get to a state of hopelessness and despair, but they know that there is hope. That there is a future, and we can have an impact in the way things are moving.”
Siger Jayanti Kirpalani fra Brahma Kumaris omkring 3:20 min inde i dette lille interview. Et menneske, som taler med indsigt i den menneskelige natur. Adspurgt, hvorfor verden ikke ændrer sig, når vi har fået det trukket så hårdt op, at vi står på kanten af en irreversibel klimakatastrofe, siger Kirpalani, at vi tøver med at vedkende os alvoren og uafvendeligheden, for når først vi har gjort det, er forandringer i vores livsstil og attitude uafvendelig. Men “… people find it quite hard to contemplate to think about changes in their lifestyle.”
Med Jayanti Kirpalani får vi otte minutter i ophøjet selskab, som stilfærdigt indtrængende minder om, at det ikke er gjort med CO2-reduktioner langtidsfinansiering og en særlig indsats overfor metan.
Der er i den grad brug for samtidig at prioritere forandringen i den menneskelige opmærksomhed og livsstil og … måske ordet er livsrettethed.
.
I denne blot 3 min. lange video gør lederen af UNFCCCs klimaforhandlinger Christiane Figueres i dag fredag status over de første dage i forhandlingerne. Hun siger, at der på alle fronter er fremskridt, at der inden lørdag aften vil ligge opsummeringer til videre bearbejdning i anden uge.Så foreløbig er forhandlingerne forløbet planmæssigt som forhandlingsforløb.
Forhandlingsdelegationerne er alle spændt op i dilemmaet mellem det rådighedsrum, de har med hjemmefra og den næsten desperate oplevelse af nødvendigheden af en stærk aftale, som kan løfte den nødvendige klimaindsats frem i alle verdens lande.
Så én ting er det meget omtalte ’emission gap’. Men COP18 har måske endnu mere udtalt end tidligere et ‘gap of understanding’ mellem den videnskabelige forståelse af den nødvendige indsats og den politiske formåen – og det helt grundlæggende magtpolitiske spørgsmål, om vi er i stand til at sikre, at omkring 80% af de allerede kendte fossile reserver forbliver liggende i undergrunden?
Med plads til kun at udvinde omkring 20% af de allerede kendte ressourcer, hvis vi skal have en chance for at klare 2ºC-målsætningen, er det kun at gøre problemerne større at efterforske nye forekomster.
Der er brug for en andenforståelsesmåde, hvor man ikke bare ser på, hvad man kan gøre for at spare lidt mere her og der i det vi allerede gør, men også træder det lille skridt udenfor, som gør at vi får det samlede billede. For det giver vigtige korrektiver tilbage på, om det vi kalder vores klima- og energipolitik rent faktisk fører os derhen, hvor vi skal.
Her må vi indse, at selv vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard ikke mener, at den danske befolkning vil kunne forstå, at vores eventuelle forekomster af gas i undergrunden skal blive liggende og end ikke skal efterforskes (i hvert fald ikke i de førstkommende årtier), hvis vi skal levere vores lille del af 2ºC-målsætningen.
Man kan vende det om – de fossile forekomster er dannet gennem milliner af år. Hvad er det, der gør, at vi synes det er i orden at brænde det hele af på ganske få årtier. Skal der ikke være noget til danskerne i det 22. århundrede, det 23. århundrede og det 24. århundrede? Bare lidt.
Indimellem kan man synes, at der var brug for i højere grad ved disse forhandlinger at tale paradigmer og perspektiver – at prøve i større udstrækning af få det globale perspektiv med og få det kommunikeret tilbage i verdens befolkninger. For hvis ikke vi her i Danmark kan holde os fra yderligere udforskning, hvordan skal man så få verdens udviklingslande til at afstå fra at udforske deres potentielle gaseventyr?
2ºC-målsætningen er på den led en vidunderlig sten i skoene ved de mange forhandlere. For den går ikke væk lige meget, hvor meget, der bliver spundet. Klimaet står på den led ikke til forhandling.
.
Carol Turley fra Plymouth Marine Laboratory fortæller her om problemrne med, at verdenshavene absorberer en stor del af den CO2, som vi lukker ud i atmosfæren – ellers ville koncentrationen i dag have været omkring dobbelt så høj. Så verdenshavene har i høj grad fungeret som en stabiliserende buffer.
Men de enorme mængder af CO2 bliver til kulsyre i havet, og det har gjort, at verdenshavene gradvist bliver surere. Processen har accelereret dertil, at koralrevene, som biodiversitetsmæssigt er havenes regnskove, er truet, og en række af de små skaldyr, som er vitale for havenes fødekæder, døjer med at kunne danne deres beskyttende kalkskaller, fordi de ætses bort på ydersiden lige så hurtigt som de kan dannes indefra.
Turley fortæller, at man i de senerer år har gjort mange forsøg, og omkring halvdelen af alle havets skabninger har problemer med at trives i det sure vand. Samtidig er opvarmningen en betydelig stressfaktor for havmiljøerne, så (også) for at sikre verdenshavene er en hurtig klimaindsats uomgængeligt vigtig.
I dag er er fisk fra havet den primære proteinkilde for omkring 1 mia. mennesker, og øget inddragelse af havbrug står til at være en af vores muligheder for at brødføde en hastigt voksende befolkning. Men hvis ikke vi vender udviklingen, kan der ifølge Turley være tipping points i verdenshavene blot 10-15 år fremme – med katastrofale følger for vores levevilkår.
.
I denne 13:17 min. video fortæller Artur Runge-Metzger, lederen af EUs delegation ved COP18 i Doha, Qatar, om udfordringerne med at få 200 landes synspunkter sammenkørt til en samlet pakke, som kan vedtages med udgangen af næste uge. I disse dage er det embedsmændene, som forhandler og forbereder de forskellige spor, så langt som de kan.
Men i næste uge kommer de mere højtprofilerede ministre ind i billedet, ligesom der givet vil blive brug for udspil fra COP18s ledelse, for at nå frem til et kompromis, som er fordøjeligt for alle. Runge-Metzger har været med ved disse forhandlinger i mange år og forventer i år, at man kommer et godt ryk videre. Selvom det har været talt om en “financal cliff” og et “financial gap”, mener han ikke, at det ender med at være problemet.
Afrundende gør han op med delingen mellem rige og fattige lande – det er vigtigere at gøre sig klar, hvad alle hver især kan bidrage med, og hvad der er af behov for støtte for at kunne lave den nødvendige klimaindsats.
Ingen ophidsende nyheder – hvilket der ikke er i denne fase af forhandlingerne – men et fint lille indblik i det kæmpe projekt, det er at samordne 200 landes meninger.
.
På tredjedagen havde klimakonferencen i Doha besøg af IPCCs leder Rajendra Pachauri. Jeg har ikke kunnet finde en video med hans tale i Doha, men den er gjort tilgængelig via IPCCs hjemmeside, og jeg har kopieret teksten ind herunder. Herover kan man i en 12 min. samtale med RTCC fra samme dag høre Pachauri udfolde sit perspektiv på den nødvendige indsats.
Han bliver indledende spurgt om sit syn på den nuværende “level of ambition” – og svarer lidt afværgende, at COP18 stadig lige er begyndt, så det endnu er for tidligt at sige noget om. Men det handler om at gøre den nødvendige indsats attraktiv. Han ser et styrket pres fra befolkningerne ikke mindst i verdens demokratier som nødvendigt for at skabe det nødvendige politiske mandat i forhandlingerne til at træffe de nødvendige beslutninger.
IPCC – Intergovernmental Panel on Climate Change – har til opgave løbende at sammenfatte verdens viden om klimaudfordringen. Den seneste store rapport, AR4, forelå i 2007, mens AR5 forventes klar i 2014 og allerede er under sammenfatning. Så Pachauri gav i sin forelæsning en lille forsmag på AR5 (Fifth Assessment Report), som den næste store klimarapport kommer til at hedde. Den vil som tidligere bestå af store blokke fra forskellige arbejdsgrupper hver på flere hundrede sider, samt en sammenfattende rapport.
Men Pachauri fortæller i videoen herover, at AR5, IPCCs 5. Assessment Report, i forhold til tidligere udgaver vil blive mere regionalt fokuseret, da den nødvendige klimaindsats og ikke mindst klimatilpasningsindsats vil være meget forskellig fra område til område.
Pachauri har tidligere omtalt den kommende AR5 som skræmmende læsning. Det vi i dag ved om klimaforandringerne burde kunne få alle ansvarlige politikere til at træffe de fornødne beslutninger nu. Ikke bare bliver det jo dyrere, jo længere vi venter. Det bliver fuldt så meget jo grusommere.
STATEMENT OF DR. R. K. PACHAURI, CHAIRMAN, INTERGOVERNMENTAL PANEL ON CLIMATE CHANGE (IPCC) AT THE EIGHTEENTH CONFERENCE OF THE PARTIES, DOHA
Your Excellency Dr. Abdullah Bin Hamad Al-Attiyah, President of COP 18,
Excellencies,
Madame Executive Secretary, Christiana Figueres,
Distinguished delegates,
Members of civil society,
Representatives of the media,
Ladies and gentlemen,
It is a privilege for me to be invited to address COP 18 in the city of Doha. I have been a
student of the history of this region, and can look back on the period a thousand years ago
when this region was a fountain of knowledge on subjects ranging from astronomy to
chemistry. Today Qatar is moving again in the direction of knowledge, and I salute the
leadership of this country for investing financial capital for creation of human capital and
educational infrastructure. Qatar, therefore, promises to become in this day and age a
source of new knowledge and enlightenment.
.
En af de ting, som virkelig har givet stærk resonans i Doha i det sidste døgn, er en rapport, som UNEP fremlagde i går, om den tikkende metanbombe, som ligger gemt i permafrosten, som spænder over store dele af jordkloden nord for polarcirklen. Det er udledninger, som ikke er medregnet i de nuværende klimamodeller, men med den accelererende afsmeltning af Arktis rykker stadig nærmere. Der ligger skønsmæssigt 1.700 gigaton CO2e bundet i permafrosten – eller omtrent det dobbelte af den mængde drivhusgasser, som i dag findes i atmosfæren. Så hvis størstedelen heraf frigives, står vi overfor et klimatologisk tipping point, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende (se Arktiske faresignaler og Permafrosten måske ikke så permanent).
I den 5:46 min. lange video herover anslår rapportens hovedforfatter Kevin M. Schaeffer, at blot en temperaturstigning på 2-3ºC vil udløse et sted mellem 30-60% af den nu indeholdet metan og CO2 i permafrosten, så det er vigtigt at indregne disse drivhusgasser i vores klimamodeller for at få et retvisende billede af, hvilke reduktioner, der skal til for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC.
Med denne viden er loftet for yderligere CO2-udledninger for at holde 2ºC-målsætningen blevet endnu lavere. Så deltagerne i COP18 har endnu en gang fået understreget, at det er uomgængeligt at få reduceret udledningerne radikalt i allernærmeste fremtid.
Stadig under udarbejdelse … grafer fra rapporten på vej.
Jeg har sat paper.li-siden 
