Strøtanker om bæredygtighed

I dag kan man via Ritzau læse, at antallet af sprøjtninger i dansk landbrug sidste år nåede op på 2,4 pr. mark pr. år, hvor der ifølge Pesticidplan 2004-2009 er en målsætning om inden 2009 at nå ned på 1,7 sprøjtninger pr år.

“Mens brugen af svampemidler, vækstregulatorer og skadedyrsbekæmpelsesmidler i landbruget er på noget nær det laveste niveau i de seneste 15 år, har landmændene sprøjtet ukrudtsmidler over markerne i et støt stigende omfang de seneste 5 år,” kunne man i februar læse i Ingeniøren: “Alene fra 2004 til 2006 er mængden af pesticider steget med 400 tons om året.”¹

Af en eller anden grund har landbruget altid kunnet slippe af sted med at påkalde sig frivillige aftaler, og år efter år har det forhalet udviklingen af et sundere landbrug, med de graverende problemer for vandmiljø, vandkvalitet og fødevaresundhed, som det har medført.

Der lader da også til på baggrund af de nuværende oplysninger at være flertal for et indgreb, og afgifter på sprøjtemidler har været på tale. Det er sikkert også en god idé at sætte prisen op til det femdobbelte, men med den ‘går den så går den’-attitude, som landbruget gennem flere årtier har demonstreret på miljøområdet, er det eneste rigtige er efterhånden efter svensk forbillede at lave en form for systembolaget, hvor man kun kan købe sprøjtemidler ved fremlæggelsen af en velgennemtænkt pesticidplan, som overholdt det generelle sigte i Pesticidplan 2004-2009.

Det er nok på tide at indse, at kunstgødning og sprøjtemidler er som narkotika for det industrialiserede landbrug, og at man som samfund er nødt til at handle derefter.

Se også tidligere blog-indlæg: Sprøjtemidler.

Landmændene sprøjter stadig mere, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Flertal for afgifter på sprøjtegifte, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

S kræver forklaring på sprøjtning, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Stine Thomsen: Landbruget: Tvang er ikke løsningen, Politiken 19.08.2008.

Mads Nyvold: Landbruget sprøjter løs med ukrudtsmidler – igen, Ingeniøren 03.02.2008.¹

Michael Rothenburg: Flertal vil ændre giftkrav til landbruget, Politiken 25.08.2008.

Pesticidplan 2004-2009, Fødevarestyrelsen (pdf).

Når havenes iltindhold når under et vist punkt, ser vi indimellem meget håndgribelige konsekvenser langs kysterne, hvor døde fisk skyller i land i begrædelige mængder. Men hvad betyder det, at atmosfærens iltindhold falder i takt med at CO₂-indholdet øges? Det spørgsmål stiller Peter Tatchell i en artikel i torsdagens udgave af The Guardian.

Den ilt, vi indånder, som er nødvendig for at vores celler kan forbrænde sukkerstoffer og producere næring, kommer fra planternes fotosyntese. Men efterhånden som mennesket har ryddet stadig større arealer for landbrug og urbanisering er skovarealet reduceret drastisk. Samtidig forbrændes atmosfærens frie ilt (O₂) i takt med, at vi brænder fossile brændstoffer af. O₂-koncentrationen er i dag således 21%, og i særligt tætbefolkede forurenede byer og industrielle miljøer kan den være blot 15%. Ifølge professor Robert Berner fra Yale University, som forsker i iltkoncentrationer igennem tiderne, havde den luft vi indåndede for 10.000 år siden markant højere iltindhold end i dag, og analyser af luftbobler indespærret i fossiler viser, at iltkoncentrationen i forhistoriske perioder typisk ligget på 30-35%

Ifølge Tatchell er der foretaget meget lidt forskning i, hvad de stadig lavere iltkoncentrationer betyder for menneskets sundhed. Men han citerer system-teoretikeren Erwin Laszlo fra hans bog Macroshift, som er en slags sammenfatning af arbejdet i Club of Budapest:

“Evidence from prehistoric times indicates that the oxygen content of pristine nature was above the 21% of total volume that it is today. It has decreased in recent times due mainly to the burning of coal in the middle of the last century. Currently the oxygen content of the Earth’s atmosphere dips to 19% over impacted areas, and it is down to 12 to 17% over the major cities. At these levels it is difficult for people to get sufficient oxygen to maintain bodily health: it takes a proper intake of oxygen to keep body cells and organs, and the entire immune system, functioning at full efficiency. At the levels we have reached today cancers and other degenerative diseases are likely to develop. And at 6 to 7% life can no longer be sustained.”

Det ville jeg gerne vide langt mere om. Og det gør det endnu mere indlysende at søge at mindske atmosfærens CO₂-koncentrationer gennem binding af CO₂ i et øget vegetationsvolumen, som samtidig vil medføre en øget iltproduktion.

Peter Tatchell: The oxygen crisis, The Guardian 14.08.2008.

Erwin Laszlo: Macroshift: Navigating the Transformation to a Sustainable World, Berrett-Koehler Publishers, San Francisco 2001.

Som det fremgik af en nylig rapport fra WWF, er store dele af Østersøen ved at bukke under som økosystem efter årtiers tilførsler af næringsrigt spildevand fra byerne og store udvaskninger af kunstgødning fra landbruget. Og processen er efterhånden så langt fremskredet, at det vil tage adskillige års indsats hele vejen rundt om Østersøen at genskabe et sundt og levende hav (se: Østersøen langsomt ved at kvæles).

Men lande som Danmark, Sverige og Tyskland har allerede lavet massive indsatser for at mindske udledningerne af næringssalte, og investeringer i yderligere oprensninger i disse lande vil derfor være meget høje i forhold til effekten. Helsinki-kommissionen, som arbejder for at genoplive Østersøen, som i store centrale dele i dag må betegnes som dødt, har derfor fremsat et forslag om oprettelsen af et kvotemarked for udledninger af næringssalte Østersøen. På den måde vil samme investering placeret i for eksempel i Polen give langt større effekt på de samlede udledninger end hvis de foregik i for eksempel Danmark, og man regner med gennem kvote-ordningen at kunne opnå samme reduktion for omkring den halve pris.¹

Dette er samme logik, som ligger til grund for Kyoto-aftalen, og som kommer til at ligge til grund for Kyoto-aftalens afløser, som forhåbentlig bliver klar til vedtagelse næste år i København. Der er tale om samme ene atmosfære (Østersø), og ud fra mange betragtninger giver det bedst mening at bruge pengene de steder, og på de måder, som giver størst valuta for pengene.

Læs mere »

Langs Københavns store trafikkorridorer ligger luftforureningen på en lang række punkter i dag kronisk over de af EU fastsatte grænseværdier, med ganske alvorlige konsekvenser for vores sundhedstilstand. Men hidtil har det været svært at tackle problemet frontalt. Og selv når man endelig får etableret en miljøzone, bliver snævre økonomiske hensyn sat over sundhedsmæssige og samfundsøkonomiske, så man langt fra får de optimale sundhedsmæssige gevinster ud af miljøzonen (se tidligere blog-indlæg: Miljøzone med huller og Miljøzone med huller II).

Tilsvarende har et i mine øjne genialt forslag, som Klaus Bondam fremlagde tidligere på året – genialt fordi det lægger problemet præcist tilbage på de køretøjer, som skaber problemet – om, at man regulerede forholdet mellem længden af det røde og det grønne lys ved de store indfaldsveje, så luftforureningen simpelthen aldrig oversteg det tilladte, ikke vundet meget genklang. Dertil er der for mange, som har interesser i, at tingene blot kører videre som sædvanligt. Så må vores sundhed lide (se tidligere blog-indlæg: Rødt lys for myldretidstrafikken).

Men en nylig dom ved EU-domstolen på baggrund af en sag i München har store principielle perspektiver. Her har man nemlig fastslået, at borgere kan kræve af myndighederne, at de udarbejder konkrete handlingsplaner, når EU’s grænseværdier ikke bliver overholdt.¹

Således vil man for eksempel som borger bosat langs H.C. Andersens Boulevard, som i dag er en af de mest støj- og møgplagede af Københavns trafikkorridorer, fremover kunne lægge sag an, hvis ikke luftforureningen kommer ned under EUs grænseværdier. Og med de nu planlagte tiltag omkring Miljøzonen er det usandsynligt, at partikelforureningen kommer ned under grænseværdierne.

Det åbner for interessante perspektiver, hvis domstolene vil kunne blive et værktøj i miljøarbejdet – at en lovsikret ret til vitale grundvilkår som rent vand, ren luft og sunde levevilkår rent faktisk blev opretholdt af domstolene, så landbruget blev påbudt at skære drastisk ned på pesticidforbruget, luftfarten til at reducere CO₂-udledningerne, skibsfarten til at bruge en renere olie, som ikke i samme grad som nu spreder død omkring sig osv. I USA har man på det seneste haft sådanne konkrete sager, hvor domstole har bremset tilladelser til opførsel af kulfyrede kraftværker (se tidligere blog-indlæg: Kulkraftværk stoppet i USA).

Peter Keiding: Historisk dom mod luftforurening, Information 29.07.2008.¹

I juli-nummeret af Environmental Health Perspectives var der en artikel om konsekvenserne for børns sundhed ved at vokse op nær et kulkraftværk. Undersøgelsen bygger på sammenligninger af to grupper af hver 100 børn af ikke-rygende mødre, fra før og efter lukningen af et kinesisk kulkraftværk i Tongliang i 2004. Sammenlignet med før lukningen havde de børn, som blev født efter lukningen, 60% mindre forekomst af forsinket udvikling af bevægeapparatet.

Som det er tilfældet for langt de fleste kulfyrede værker i verden, havde Tongliang-værket ingen filtrering af udledningerne af CO₂, NO_x, SO_x, ultrafine partikler eller PAH som synes at have en markant negativ indflydelse på børns udvikling. Polycyclic aromatic hydrocarbons er: “reproductive and developmental toxicants, mutagens and carcinogens.”¹ Mødrene var således efter lukningen langt mindre udsat for luftforurening, hvilket gav sig udslag i, at der var 40% mindre forurening i blodet i navlestrengen, og at deres børn i toårsalderen blandt andet havde markant mindre problemer med udvikle koordinerede bevægelser.

Simpel afbrænding af kul er således ikke bare en rigtig dårligt for klimaet (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul), men har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred.

Samtidig med at simpel afbrænding af kul producerer giftstoffer som PAH, som har en meget direkte negativ indflydelse på vores helbred, medfører kulafbrænding langt flere drivhusgasser end andre fossile brændstoffer for hver indvundet energienhed. Man burde således som del af klimaaftalen i København næste år tage konsekvensen og indføre et moratorium for ufiltreret afbrænding af kul (se tidligere blog-indlæg: James Hansen: Stop afbrændingen af kul).

Frederica Perera et al.: Benefits of Reducing Prenatal Exposure to Coal Burning Pollutants to Children’s Neurodevelopment in China, Environmental Health Perspectives 14.07.2008 (pdf).¹

Children, coal don’t mix, China study shows, MSNBC 14.07.2008.

Efter at Vatikanet sidste år satte sig for at reetablere en 37 acre (15 hektar) ungarsk skov, som var blevet totalfældet, har Vatikanet med et trylleslag kunnet erklære sig CO₂-neutral. Dette skovstykke vil alene kunne absorbere al den CO₂, som dannes ved forbrændingen af fossile brændstoffer i den lille enklave. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i regnestykket, men Vatikanet er blot 44,3 hektar i udstrækning, så man kunne måske udlede en slags tommelfingerregel i retning af, at for hver m² bymæssigt areal skal vi i det tempererede bælte have reetableret 3 m² sundt voksende skov.

I forvejen er der pres på vores dyrkbare arealer, så dette kan måske ikke gennemføres på global skala. Men det viser, hvor vigtigt det i hele håndteringen af klimaproblematikken er at få lavet en arealanvendelsespolitik, hvor skovbrug, landbrug og urbane arealer hver især bliver optimerede som ‘carbon sink’ – som CO₂-kapacitet. Og det gør det mere forståeligt, at det CO₂-mæssigt ikke kan svare sig at fælde regnskov for at dyrke biobrændstof.

Det giver således mening gennem systematisk byforgrønnelse at give stadig flere grønne blade mulighed for at suge CO₂ ud af atmosfæren. Billedligt tænker jeg i disse tider ofte, at vi skal flytte byen tilbage i skoven – og det er så at sige det, som Vatikanet har gjort.

Og det sætter den nylige tilladelse til at genoppløje allerede braklagte arealer i et ekstra problematisk lys. De skulle i stedet have haft lov til at udvikle sig til skove, som på én gang havde CO₂-opsamlende effekt og styrkede muligheden for fugle og dyrs overlevelse i et landskab med stadig større kulturtryk.

Læs mere »

Det seneste nummer af Acid News rummer en række artikler om IMO, International Marine Organization, som efter mange års forhandlinger (man fristes til at skrive forhalinger) endelig er gået ind på at reducere udledningen af ultrafine partikler.

En vigtig grund til, at IMOs Marine Environment Protection Committee efter 15 års massivt pres endelig er gået med til at regulere sine udledninger, er en rapport, som her i foråret påviste, at partikelforurening fra skibsfarten på verdensplan medfører omkring 60.000 årlige for tidlige dødsfald, og at dette tal ville stige til 84.000 i 2012, hvis ikke der bliver grebet ind (se tidligere blog-indlæg: Renere skibsolie kan redde titusindvis af liv og Skibsfarten producerer dødelig partikelforurening).

Skibsfarten bruger typisk en tyk og snavset restolie fra raffinaderierne med et svovlindhold på helt op til 4,5% som frigives til atmosfæren ved forbrænding med alvorlige følgevirkninger for miljø og sundhed. Som del af aftalen vil svovlindholdet i skibsfartens olie blive nedtrappet gradvist, fra 3,5% i 2012 til 0,5% i 2020. Der vil således gå nogle år, før virkningerne af denne regulering slår generelt igennem.

Læs mere »

På billedet herover ser man AES Drax i Yorkshire, et af EUs mange store kulfyrede kraftværker. AES Drax producerer 7% af Englands elektricitet og udleder herved 22,8 mio. ton CO₂ om året eller mere end de 100 mindst industrialiserede lande i verden tilsammen. Kul er den form fossilt brændstof, som producerer mest CO₂ pr. produceret kraftenhed, og CO₂ fra kulafbrænding i fabrikker og kraftværker tegner sig for omkring en fjerdedel af verdens udledninger af drivhusgasser.

I en tid, hvor det globale klimas ‘tipping point’ rykker hastigt nærmere, rykker nødvendigheden af en hurtig udfasning af kulkraften stadig nærmere. Det har der dog endnu ikke været politisk mod til at vedstå. Det man i første omgang realistisk kunne håbe på var, at den rige verden afholdt sig fra opførelsen af nye kulfyrede kraftværker, indtil man havde udviklet en teknologi til 100% opsamling af CO₂ fra kulafbrænding.

En anden meget kedelig egenskab ved kulafbrændingen er store mængder SO₂ og NO_x, som begge dels virker stærkt forstyrrede ind på biodiversiteten, dels frembyder alvorlige helbredsmæssige implikationer som del af den stadig mere omsiggribende ultrafine partikelforurening.

Den svenske NGO-organisation Acid Rain har derfor ladet udarbejde en rapport, hvor man undersøger, hvad der ville ske, hvis man udstyrede de 50, 100 eller 200 største udledere i EU af SO₂ og NO_x med den bedste i dag kendte filterteknologi, som kan indfange 98% af SO₂ og 90-94% af NO_x.

Alene de 100 største udledere producerer omkring halvdelen af kraftværkernes udledninger af SO₂ og NO_x, og de 500 største enheder repræsenterer 85%. Filtrering af de 100 største udledere ville medføre en reduktion af kraftværkernes årlige udledninger af SO₂ på 3,4 mio. ton og af NO_x på 1,1 mio. ton, som vil svare til en reduktion af de samlede udledninger i EU27 på hhv. 40% og 10%. Samtidig vil det reducere antallet af for tidlige dødsfald med næsten 20.000 og give mere end 200.000 ekstra leveår (se tabel nedenfor).

Det mest tankevækkende ved rapporten er faktisk, at det samfundsøkonomisk er en god investering at gøre det. Hver investeret krone kommer omkring tre gange igen.

Læs mere »

For blot få dage siden fremgik det, at de miljøzoner, som er ved at blive indført i Danmarks fire største byer, har et markant problem i og med, at der ikke vil blive stillet krav om, at der kommer partikelfiltre på dieselbiler anskaffet fra 2006 og frem. Ifølge en schweizisk forsker vil disse biler dermed kunne give 100-500 gange mere ultrafin partikelforurening end et ældre dieselkøretøj, som har fået eftermonteret et partikelfilter. På den baggrund virker det yderst inkonsekvent, at der ikke bliver stillet krav om, at der kommer partikelfiltre på disse køretøjer. Og med den viden man i dag har om partikelforureningens sundhedsmæssige omkostninger, er det rystende, at man ikke for længst på EU-plan har påbudt partikelfiltre på samtlige nye dieselkøretøjer. her ville en meget lille merudgift kunne spare i tusindvis af menneskeliv.

I dag fremgår det så af endnu en artikel i Ingeniøren, at miljøzonereglerne har en måske endnu mere graverende designfejl, idet køretøjer under 3½ ton ikke vil få begrænsninger i miljøzonerne. Op mod en tredjedel af partikelforureningen kommer fra disse varebiler under 3½ ton, så det er et ganske alvorligt hul i den potentielle beskyttelse. Der vil yderligere være en risiko for, at vognmænd frem for at få filtre på deres større dieselkøretøjer i større udstrækning vil benytte sig af varevogne under 3½ ton.¹

Vi må derfor på det kraftigste opfordre de ansvarlige politikere til at gentænke de vilkår, der gælder for adgangen til miljøzonerne, så de sundhedsmæssigt får den optimale effekt.

Det fremgår af en oversigt pp. 9-10 i Miljøstyrelsens rapport fra 2006 om Reduktion af partikelemissioner fra varebiler og taxier, at det i Københavnsområdet samfundsøkonomisk vil kunne betale sig at indføre partikelfiltre på såvel varebiler som taxaer, og både når det gælder benzin- og dieselkøretøjer.² Det vil sige, at de vurderede sundhedsmæssige udgifter er større end udgifterne ved at montere partikelfiltre. På den baggrund er det direkte forstemmende, at politikerne ikke har inkluderet disse grupper af køretøjer i den nuværende miljøzone-lovgivning.

Se tidligere blog-indlæg: Miljøzone med huller.

Bjørn Koch Sørensen: 50.000 varevogne sviner uhindret i miljøzone, Ingeniøren 11.07.2008.¹

Bjørn Kock Sørensen & Andreas Antoni Lund: Nye lastbiler har frit spil til partikelsvineri i miljøzone, Ingeniøren 04.07.2008.

Miljøzoner skal være fremtidssikrede, MiljøHorisont 04.07.2008.

København overvejer nej til regeringens miljøzone, (pressemeddelelse) Københavns kommune 30.01.2007.

Johan Nielsen et al.: Reduktion af partikelemissioner fra varebiler og taxier, Miljøstyrelsen 2006 (pdf).²

Som del af bekæmpelsen af luftforureningen, hvor særlig den ultrafine partikelforurening fra dieselkøretøjerne har vist sig at have en dødbringende virkning, er Københavns Kommune tæt på at have vedtaget en miljøzone, og Borgerrepræsentationens endelige ja forventes på næste møde, således at miljøzonen kan træde i kraft 1. september. Miljøzonens udstrækning er i første omgang defineret af Ring 2 og Vejlands Allé (se kort nedenfor), men man har fra næste år planer om at inddrage Brønshøj og Husum.

Teknik- og Miljøforvaltningen har anslået, at miljøzonen i løbet af to år vil kunne reducere luftforureningen fra de ultrafine partikler med knapt 20%. Man forventer herved en årlig sundhedsgevinst på omkring 150 færre for tidlige dødsfald, 150 færre hospitalsindlæggelser med luftvejs- og kredsløbssygdomme, 750 færre bronkitistilfælde, 8.000 færre astmatilfælde samt 90.000 færre dage med begrænset aktivitet på grund af luftvejssygdomme.¹

Fra 1. september skal alle køretøjer, som kører ind i miljøzonen have godkendelse, som fås ved biltilsynet. Denne godkendelse kræver for ældre køretøjer (Euro II og Euro III) – at de får monteret et partikelfilter, som hvis det vedligeholdes rigtigt kan filtrere langt størstedelen af de ultrafine partikler. Så langt så godt.

Problemet er, at miljøzonen ikke kræver partikelfiltre for lastkøretøjer indregistreret efter de såkaldte Euro IV- og Euro V-forskrifter, som har været gældende siden 2006. Men ifølge en schweizisk forsker, Andreas Mayer, som har arbejdet med partikelfiltre i 30 år, har Euro IV og V-køretøjer lige så stor partikelforurening som de gamle dieselkøretøjer, og de vil dermed give en 100-500 gange større partikelforurening end en gammel lastbil med partikelfilter. Efterhånden som bilparken fornys, vil miljøzonens virkning derfor blive udhulet.²

Læs mere »