Strøtanker om bæredygtighed

Mens danskerne lagde de sidste stemmer i boksen til VK-regeringens endeligt – hvilket vi efter 10 års vanrøgt af klima- og bæredygtighedsudfordringen må hilse særdeles velkommen – var vi ved Miljøpunkt på den vidunderligste sanketur ud over Amager Fælled og hjem langs Kalveboderne og Valby Strandpark.

Billedet herover viser blot lidt af det indsamlede i en lille tapas-anretning med vilde urter som lægekokleare, strandtrehage, strandkvan, vild gulerod, hunderose, røllike og rejnfan – selv rucolaen er indsamlet fritvokset. Forud en pastaret med generøse mængder af strandkarse (Lepidium latifolium, ofte kaldet Nordens wasabi), og afsluttende en lysende rød suppe af paradisæbler fra Kongens Have. Har frø af vild pastinak og gulerod til tørre og masser af havtorn i fryseren og vilde urtesmage til adskillige dage frem.

Det behøver ikke at være flyimporteret fra den sydlige halvkugle for at pirre smagsløgene og fryde øjnene.

Se tidligere blog-indlæg: Pluk vild mad i byen.

Der har været sagt meget for og imod antioxidanter – ikke mindst når de kommer fra kosttilskud. Og når bølgerne går rigtig højt, kan vi i aviserne se skingre overskrifter som “Vitaminer dræber”.

Men det nyligt offentliggjorte, stort anlagte EPIC-forsøg¹ (European Prospective Investigation into Cancer and Nutrition), som har fulgt 23.943 mennesker igennem 11 år, tegner et noget andet billede. Af disse mennesker, som alle var uden kræft eller hjerte-kar-problemer ved forsøgets start, er 1.001 mennesker i mellemtiden døde, heraf 513 af kræft og 264 af kredsløbsrelaterede sygdomme. De mennesker, som havde taget antioxidant-kosttilskud hele vejen igennem – og altså også gjorde det ved forsøgets start – havde samlet en 42% mindre dødelighed end gennemsnitligt. Og hvis man alene så på død som følge af kræft, havde denne gruppe en 48% mindre dødelighed.

Derimod havde dem, som blot tog almindelige vitamin-mineral-tilskud, ikke mindre dødelighed. Og hvis man så på dem, som inde i den 11 år lange periode begyndte at tage antioxidant-kosttilskud, så var deres samlede dødelighed faktisk lidt højere end gennemsnittet. Dette afspejler den såkaldte “sick-user effect”, hvor for eksempel mennesker, som er opgivet af det etablerede system, som en sidste udvej forsøger sig med høje doser af kosttilskud.

Læs mere »

Nedenstående tekst er indleveret som bilag til Indre By Lokaludvalgs høringssvar om Køvenhavns Kommunes fodgængerstrategi. Høringen havde frist for aflevering i dag, 27. marts.

Efter flere tilløb har Københavns Kommune (KK) sendt en fodgængerstrategi i høring. Den må hilses varmt velkommen – det er uomgængeligt vigtigt, at en by af Københavns størrelse har en fodgængerstrategi. Gang er sundt, gang er kontemplativt, gang giver et tempo, hvor man hører fuglene synge, ser vintergækkerne springe ud og ikke mindst ser hinanden som mennesker – og der opstår sjældent blandt gående den form for aggressioner, som den hjulede trafik formår. Sammen med cyklismen og den kollektive trafik er gangen fundamentet i en bæredygtig trafikstruktur. Men alt for ofte har vi tendens til slet ikke at betragte det at bevæge sig til fods som trafik.

I dag får fodgængerne ofte restarealerne og sendes på mærkelige omveje og forhindringsløb for at “optimere trafikken”. Mange steder er fodgængerarealerne helt utilstrækkelige, og de betragtes af andre trafikanter som frit tilgængelige for vareaflæsning, korttidsparkering, cykelparkering, café-serveringer og varesalg, så der er brug for i langt højere grad end i dag at tænke i at optimere fodgænger-flowet og opprioritere fodgængerkomforten, hvis vi skal kunne afvikle trafikken i det centrale København optimalt.

Fodgængerstrategien ser i sin nuværende form på en række forskellige fodgængersituationer, og hvordan de hver især kan gøres bedre. Men den sætter ikke gangen og fodgængeren i relation til resten af byen, og den giver ikke fodgængerne den prioritering og plads i den samlede disponering af byrummet, som er nødvendig, hvis det skal blive en del af aflastningen af det trafikale pres på det centrale København.

København er i dag kendt som en by, hvor mange tager cyklen, og som del af klimaplanen er der planer om at få endnu flere til at tage cyklen. Men hvis man sammenligner København med byer som Berlin og Helsinki, så er der langt flere københavnere, som hver dag tager deres egen bil på arbejde. Her må den kollektive trafik styrkes, og for at gøre den til et attraktivt valg, må man samtidig sikre sig, at det centrale København fungerer optimalt som fodgængerzone. Det vil mindske oplevelsen af afstand mellem station og destination – og gøre de få minutters frisk luft attraktive.

Læs mere »

Oplægsholderne i Rundetaarn, fra venstre mod højre, Kasper Dam Mikkelsen fra Niras, Selina Juul fra forbrugerbevægelsen Stop spild af Mad, Carsten Lunding fra Københavns Fødevarefællesskab, Thomas Fremming fra Fødevarebanken samt Daniel Sholeva og Yael Sholeva, skraldere. (Foto: Henning Sjøstrøm)

Klimavenlig mad i køkken og samfund

Indtil den 27. marts kan du nå at opleve udstillingen Hungry Planet i Rundetaarn.

Skoletjenesten er en succes, og tirsdagsforedragene er fortsat med to ekstra ud over de programsatte. Den 22. marts indbydes der til det gratis arrangement ”Visioner for et grønnere København”. Den 15. marts deltog jeg i arrangementet ”Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre!” Her var de mange indslag en buket af entusiastiske, energiske og optimistiske mennesker, der fortalte om deres projekter. Det første oplæg tydeliggjorde hvor skoen ‘trykker’ i forhold til vores forbrug og tilhørende CO₂-udledning. Dernæst udfoldede der sig en række spændende muligheder, som tydeligt viser, at vi hver i sær kan gribe fat i håndgribelige tiltag for at gøre vores måltid langt mindre CO₂-belastende, samtidig med at maden er sund og nærende.

Niras A/S

Klimachef Kasper Dam Mikkelsen fra Niras A/S fortalte om en undersøgelse bestilt af Region Hovedstaden. Undersøgelsen måler vore fodaftryk, det vil sige vores samlede miljøbelastning. Den måler alt hele vejen fra landbrugsjorden i Brasilien, hvor sojabønnerne dyrkes, transporten til dyrene i Danmark, som spiser dem, transporten af dyrene til slagteri og til butik.

Det viser sig, at den største del af de drivhusgasser, vi udleder, kommer fra produktion og forbrug af fødevarer, nemlig 30%. Energiforsyning udleder til sammenligning 25%. Drivhusgasser er CO₂ + metangas + det mistede optag fra skovene der fældes + andre drivhusgasser.

Læs mere »

Familien Casales fra Mexico sammen med den mad de spiser på en uge, foto: Peter Menzel

Madkulturen verden rundt er i konstant forandring og under indflydelse af en fortsat tiltagende industrialisering af fødevareproduktionen

Bibliotekssalen i Rundetaarn var fyldt den 15. februar, da Peter Menzel og Faith D’Aluisio stillede sig ved hver deres mikrofon. Selv om de uden problemer kan fortælle frit fra leveren, har de så meget på hjerte, at hver eneste sætning er nøje overvejet og skrevet ned. Hungry Planet er ikke bare en fotoudstilling med æstetisk smukke portrætter. Parret fra Napa i Californien bygger deres bøger på en lang proces med rejser, indsamling af data, mange måneders skrivearbejde og beregning af madens mængde og kalorieindhold.

Interessen startede med et besøg dybt inde i junglen i Papa Ny Guinea. Peter og Faith oplevede, hvordan en papkarton med tørrede nudler havde fundet vej ind til indianerne. Dernæst dukkede de første flasker cola op. Det førte dem til at stille spørgsmålet: Hvordan ændrer madkulturen sig over tid? Hvordan infiltrerer nogle landes madkultur andre landes? Og hvad betyder det, at vores mad i stigende grad er industrielt forarbejdet?

Derfor rummer bogen ’Hungry Planet’ fortællinger om madkultur verden rundt. En madkultur, som er i forandring og under indflydelse af stærke markedskræfter. Den stigende vestlige indflydelse på madkulturen i lande, der traditionelt har spist sundt, betyder blandt andet, at sygdommen diabetes breder sig ukontrollabelt i både USA og de lande, der importerer de industrielt forarbejdede fødevarer fyldt med tomme kalorier, som burgere, pizzaer og Coca Cola.

Læs mere »

Blandt fotografier af alverdens familier sammen med hvad de spiser på en uge, bliver børn og unge fra skoleklasser og andre institutioner indført i temaerne, der er forbundet til fotoudstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode. Der sættes spot på løsninger, som er med til at nedsætte vores CO₂-udledninger, og som skaber mere bæredygtige samfund, der producerer sunde og alsidige fødevarer til planetens mange beboere.

’Hvad er mad?’ spørger Charlott Christensen indledningsvist sine besøgende i skoletjenesten, og ‘hvad sker der, når vi spiser?’. For nok er der brug for fokus på problemer og løsninger, men mad er også en sanselig oplevelse, der sætter gang i mundvandet, og som sender os afsted ud efter de livgivende komponenter, der holder kroppen i gang. Jo mere vi har gode oplevelser med alsidig, sund og bæredygtig mad, des mere går vi efter lignende løsninger, når vi næste gang skal stille sulten.

[nggallery id=148]

.
9. klasse fra Copenhagen Euroschool i Rundetaarn 09.02.2011. Foto: Henning Sjøstrøm.

Med udsigt til at blive 9 milliarder mennesker på kloden i 2050 er det noget af en balanceakt at skabe en bæredygtig fødevareproduktion, der både tager hensyn til de mange munde, der skal mættes, og samtidig ikke udpiner eller opbruger vores ressourcer.

I skoletjenesten sendes eleverne ud i mindre hold for at se nærmere på udstillingens portrætter, hvor familier fra hele verden er fotograferet med den mad, som de spiser på en uge. Fotografierne inviterer til at dykke ned i adskillige temaer, der på én gang berører mad og klima. Familiernes valg af kød, grønt, frugt, færdigvarer og emballering af mad er let at få øje på. Men også dyrkningsmetoder, bearbejdning og transport af fødevarerne er nogle af de mere ‘usynlige’ emner, som ligger bag familiernes – og vores egne – spisevalg. Skoletjenesten arbejder med mange af de bagvedliggende emner med en række temaplancher. Med dem bliver eleverne introduceret for initiativer, der kan være med til at skabe en mere bæredygtig fødevareproduktion, der engagerer og påvirker både samfundet og individet.

Læs mere »

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode vil Søren Espersen tirsdag den 8. februar kl. 19:15 i Rundetaarn holde oplægget “vild mad – vildt godt”, hvor han fortæller om den vildtvoksende mad, som naturen bugner med overalt omkring os.

Søren Espersen, grundlægger af kulturlandskab.dk, tager i sit virke udgangspunkt i naturens spisekammer. Der findes store mængder spændende og alsidig mad i alle landskaber. Helt ind mellem højhusene kan man finde den, hvis man først har øje for det. Og med fritgående husdyr på naturområder kan vi forme et kulturlandskab, hvor der både er plads til høj biodiversitet og til menneskets tilvejebringelse af føde.

Et levende naturområde med græs- og urtegumlende køer såvel som plads til sommerfugle, fugle og frøer, giver gode betingelser for vild og nærende mad. Områder, hvor mange forskellige plante- og dyrearterlever side om side, vidner ofte om et balanceret stykke natur, med næringsstoffer i de rette doser, og uden forstyrrelser fra sprøjtegifte. Fra dyr, som græsser på naturarealer, får vi sund og velsmagende mælk og kød samtidig med, at et mangfoldigt planteliv kan give et varieret udbud af næringsrige og smagsmættede oplevelser til middagsbordet.

Bag husdyrfoder, landbrugsmetoder, bearbejdning og transport af fødevarer er der spundet lange tråde af klima- og miljøbelastninger. Med en afkortning af madens vej fra jord til bord, hvor vores fødevalg inkluderer flere lokale vilde planter samt mere kød og mælk fra naturarealer, kan vi være med til at lette klimabelastningen. Med lokalt produceret naturkød og indsamling af vilde bær, nødder, svampe og grøntsager rykker vi samtidig tættere på årstiden med dens skiftende udbud af vidunderlige smagsoplevelser.

Udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode er en rejse ind i det globale spisekammer, der afspejles i fotografier af familier fra hele verden sammen med den mad, de typisk spiser på en uge. En mere bæredygtig tilgang til jordbruget og en bedre udnyttelse af vilde planters egenskaber er centrale temaer på udstillingen, hvis ledespørgsmål er, hvordan vi finder måder at mætte os på, som er sunde for både os selv og planeten?

Billetter à 40 kr. kan bestilles via www.rundetaarn.dk.

Download programmet for de seks foredrag i Tirsdagsrækken (pdf).

Se mere om udstillingen Hungry Planet på www.hungryplanet.dk.

Indlæg ved Gazelle Buchholtz.
.

Læs mere »

Igennem tiderne har byens indfaldsveje været en vigtig del af det, som bandt samfundet sammen – også lokalt. Her koncentrerede livet i forstæderne sig. Men med stadig eskalerende trafikstrømme har indfaldsvejene siden 2. verdenskrig gradvist forandret sig til frenetiske barrierer for det lokale livs udfoldelse – svære at krydse, svære at leve med, med et uafladeligt støjniveau og en luft, som var stadig mere usund at indånde.

Enhver planlægning, som blot sigter på at smidiggøre forholdene for stadig større trafikstrømme frem for at begrænse vores trafikbehov, vil derfor uomgængeligt føre til mere støj, møg, sygdom og ødelæggelse af lokalsamfundenes livsbetingelser.

Nedenstående læserbrev af Carsten Funder giver et godt indblik i trøstesløsheden og den gradvise destruktion af levevilkårene langs en af Københavns store indfaldsveje – og rejser spørgsmål om lokaldemokrati og borgerinddragelse på vrangen: Kan man bede en bydels borgere om hjælp til, hvordan man vil ødelægge sin bydel?
.. 

”Fremtiden af i forgårs” eller ”På Valbys præmisser”

Den 27. april gik jeg til trafikalt borgermøde i Valby Kulturhus. Sidst jeg var der, var i 2008 til et par møder om samme emne. Dengang skortede det ikke på ideer fra Valbys borgere. Jeg kom således nu i en forventning om en udmøntning af dette arbejde. Men det var, som om vi den 27. april atter startede på bar mark.

Det trafikpolitiske oplæg ved kommunens mand handlede om, hvordan vi skal indstille os på en fremtid med endnu flere gennemkørende biler og stinkende busser. Mere af alt det, der ødelægger Valby. Aflysning af alle planer om letbaner i hele København, trods konceptet (især i sin franske udgave) i disse år går sin sejrsgang i moderne storbyer verden over og bevisligt vinder kæmpe markedsandele fra bilismen plus gavner handelsgaderne. Men ”Njet” ikke i København. Her giver vi gaden til bilen. Den grimme og besværlige kollektive trafik gemmer vi helst i få og fjerne huller i jorden eller giver til en diesel vognmand.

Ingen modige visioner. Ingen glædesbudskaber. Intet om Valbys egne behov på mikro eller makro plan. Symptomatisk var, at eneste virkelige vision var decideret negativ: nemlig en trussel om at gøre gang- og cykelstien “Hønsebroen” til en busbro for at give Toftegårds Allé fri til endnu flere biler. Den slags er bestemt ikke groet af borgerønsker i Valby, men af irritable gennemkørende bilister.

Læs mere »

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n’Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde.

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

Klimaforandringer har allerede haft alvorlige konsekvenser for mennesker på kloden i dag, men det er en ’stille krise’. Den bliver sjældent omtalt i mediernes dækning af klimakrisen. Det skyldes tildels at det er et overset område af forskningen, hvilket igen skyldes at klimaforandringsdebatten har været stærkt fokuseret på de fysiske, langtidseffekter af klimaforandringer ude i naturen – fra smeltende isbjerge til uddøende dyrearter.

Det er hovedbudskabet i en ny Human Impact Report om klimaforandringer – The Anatomy of a Silent Crisis. Rapporten er fra den uafhængige tænketank, Global Humanitarian Forum, hvis formand er den tidligere FN-generalsekretær, Kofi Annan, og som har hovedsæde i Geneve, Scwheiz.

Meningsmålinger viser at folk verden over allerede er bekymrede over klimaforandringer. Samfund som eksisterer i klimaforandringens ’frontlinje’ er dog mere end bekymrede: De ser og oplever forandringerne på nærmeste hold. Men opmærksomheden omkring konsekvenserne af klimaforandringer er stadig lav, globalt set, også blandt de fattige. Og i de industrialiserede lande bliver klimaforandringer stadig anset hovedsageligt for et miljøproblem, som en fjern trussel der måske kommer til at betyde noget i fremtiden – for dyr og for naturen, men ikke for mennesker.

Men klimaforandringer betyder allerede noget nu for mennesker, særligt for de fattigste. I Bolivia truer afsmeltningen af bjergenes gletsjere således allerede drikkevandsforsyningen både på landet og i hovedstaden, La Paz:

Kilde: Global Humanitarian Forum på YouTube

Læs mere »