Indlæg om luftforurening

Dongtan EcoCity

2. maj 2008

I nærheden af Shanghai er planlægningen af Dongtan EcoCity i fuld gang. Første etape af bebyggelsen med bolig og arbejde til 10.000 mennesker skal stå færdig inden Verdensudstillingen i Shanghai i 2010, så der bliver travlhed den kommende tid.

Det er ikke en hvilken som helst by, der er på tegnebordet – tværtimod vil Dongtan sætte helt nye standarder for bæredygtige byer. Bydannelsen er meget kompakt, men stadig kun 3-6 etager høj. I Shanghai, som har set mere end 2.000 nye skyskrabere i det seneste årti, peger Dongtan i en radikalt anden retning. Arbejdspladser er systematisk indarbejdet, så pendlingstrafik er minimeret – man regner på den konto alene med at kunne spare 400.000 ton CO2. Der vil kun være adgang for køretøjer på el og biobrændstof, så det vil samtidig blive en sund by, uden den smog og partikelforurening, som nu hærger stort set alle verdens storbyer. Alt er ressource- og energi-minimeret, og den nødvendige energi for de omkring 80.000 indbyggere og 50.000 arbejdspladser vil blive tilvejebragt gennem vindmøller, biogas fra toiletter og avner fra risdyrkningen. Heri ligger besparelser på andre 350.000 ton CO2, og Dongtan er projekteret til at være en CO2-neutral by.

Der er træer og grønt over alt i Dongtan – også på tagene. Mellem bebyggelserne er der indarbejdet højproduktive gartnerier, således at fødevareproduktionen for området vil forblive lige så høj eller højere, når byen står fuldt udbygget. Samtidig er der planlagt en systematisk vandgenvinding og -udveksling mellem beboelse og landbrugsproduktion, så vandforbruget vil være mindre end nu, selv efter at Dongtan er fuldt udbygget.

Læs mere »

Share

Pendling i Hovedstadsområdet

27. april 2008

fra Henrik Toft Jensen: Pendling - en livsform eller arbejdskraftens frie bevægelighed

Hovedstadsområdets pendlertrafik har i mange år været stadig stigende. Af de små kort ovenfor fremgår det således, at der i 2006 var i alt 114.000 mennesker, som pendlede til et arbejde i Hovedstadsområdet og 36.000, som pendlede den modsatte vej, fra Hovedstadsområdet ud i landet.

Henrik Toft Jensen skriver i Pendling – en livsform eller arbejdskraftens frie bevægelighed, at “der har været [en] stigning i pendlingen fra Region Sjælland til Region Hovedstaden med omk. 15% siden 1993. Der har været lidt større stigning på de længere distancer fra Slagelse, Ringsted og Holbæk end på de kortere som fra Roskilde Lejre og Køge. Pendlingen fra Sverige stiger imidlertid eksplosivt og er i oktober 2007 oppe på omk.14.000 pendlere”.

På det lille kort til højre kan man se, at grænsen for, hvor på Sjælland 10% af indbyggerne pendler ind til hovedstaden har flyttet sig markant fra 1982 til 2002 og nu omfatter hele det sydligste Sjælland og dele af Møn.

Den omfattende pendling opfattes ofte som en nødvendighed for et dynamisk arbejdsmarked. Men en meget stor del af regionens pendling foregår i privatbiler med stadig større pres på de københavnsk indfaldsveje og centrale bydele til følge.

Pendlertrafikken er således en af de store kilder til den danske CO2-udledning. I en tid, hvor vi står med gigantiske klimaudfordringer og uacceptabelt høje niveauer af partikelforurening i byerne, er der derfor al mulig grund til at gentænke hele denne stadig større opsplitning mellem arbejde og bolig, som planlægningsmæssigt stammer fra en tidlig fase i industrialiseringen, hvor det meste af produktionen svinede og støjede, så det var hensigtsmæssigt at holde bolig og arbejdsplads hermetisk adskilte.

Læs mere »

Share

Ni grønne principper for skibsfarten

4. april 2008

Ifølge Politiken har FNs søfartsorganisation IMO, International Marine Organisation, på et møde i London besluttet sig for et dansk forslag om ni grønne principper for skibsfarten – en beslutning, som kommer i forlængelse af, at Connie Hedegaard for en måned siden på et møde i København gav branchen et ultimatum: Hvis ikke den selv tog affære, ville den blive pålagt reguleringer (se tidligere blog-indlæg: Sidste chance til skibsfarten). Man undersøger derfor nu mulighederne for at indføre et kvotesystem, så skibsfarten får et økonomisk incitament til at mindske sit brændstofforbrug.

Skibsfarten er globalt set en af de helt store udledere af dels drivhusgasser, dels af ultrafine partikler, og man regner med at skibsfartens partikelforurening på verdensplan årligt medfører omkring 60.000 for tidlige dødsfald. Der er således i IMOs beslutninger en række tiltag, som blandt andet skal sikre, at fragtskibe ikke fremover kan benytte den meget svovlholdige bunkerolie nær befolkede kyster (se tidligere blog-indlæg: Skibsfarten producerer dødelig partikelforurening og Renere skibsolie kan redde titusindvis af liv).

Der er tale om en lang beslutningsproces, hvor man endnu opererer med forskellige løsningsmodeller og den endelige vedtagelse ventes først på plads i løbet af 2009. Men signalerne er allerede nu stærke nok til, at miljøhensyn fremover vil udgøre langt stærkere parametre i skibsfartens prioriteringer.

Ifølge Information 07.04. er der dog endnu stort set ikke noget, der reelt er besluttet. Men der ligger et pres ikke bare på branchen, men på Mærsk om at gå i front på området og vise, at det ikke bare er muligt at lave markante ændringer.

Mærsks nyligt fremlagte planer rækker ikke langt i den forbindelse (se tidligere blog-indlæg: Mærsk fremlægger plan om 5% CO2-reduktioner). Det ville være prisværdigt at se planer for en halvering af SOx– og CO2-udslippene i løbet af få år – og et målrettet udviklingsarbejde, som sigter på udviklingen af klimaneutrale fragtskibe.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Mikael Børsting: Dansk sejr i kamp om skibs-forurening, Politiken 03.04.2008.

Peter Keiding: Søfart bliver del af klimatopmøde, Information 08.04.2008.

Peter Keiding: FN vil regulere søfartens CO2-udslip, Information 08.04.2008.

Gregory M. Lamb: Designers look to giant kites, bubbles, and new propellers to save on fuel costs and reduce pollution, Christian Science Monitor 03.04.2008.

IMO environment meeting to consider revised regulations on ship emissions, IMO 28.03.2008.

Green Ships: Politicians Ready if Industry Not, MarineLink.com 17.03.2008.

IMO Group Agrees on Pollution Reduction Measure, MarineLink.com 12.02.2008.

Share

Rødt lys for myldretidstrafikken

30. marts 2008

Klaus Bondam har søsat et forslag til etablering af miljøkryds ved Københavns indfaldsveje, som lader færre biler køre ind i de centrale bydele på de dage, hvor grænseværdierne for luftforureningen bliver oversteget. Lyskrydsene vil simpelthen korte tiden med grønt lys, så trafikmængden nedreguleres dertil, at grænseværdierne overholdes døgnet rundt.

Forslaget om ‘intelligent trafikstyring’ har vakt dirrende harme i VK-kredse. Ikke mindst trafikministeren ser rødt, men jeg ser det som et rent ud sagt genialt forslag at bruge trafikreguleringen til at optimere ikke blot trafikkens flow, men byens luftkvalitet. Endelig bliver der vist respekt for grænseværdier – og respekt for de mange værgeløse mennesker i de centrale bydele, som lige nu dagligt sætter helbredet på spil på grund af trafikkens uddunstninger.

Steffen Loft fra KU, som står bag mange undersøgelser om luftforureningens betydning for sundheden, siger til Berlingske.dk, at han tror på, at en intelligent trafikstyring vil kunne nedbringe luftforureningen, herunder den ultrafine partikelforurening, som hvert år er årsag til tusindvis af danskeres for tidlige dødsfald og titusindvis af astmatiske reaktioner.

Læs mere »

Share

Renere skibsolie kan redde titusindvis af liv

12. marts 2008

Som det fremgik af blog-indlægget Skibsfarten producerer dødelig partikelforurening for et par dage siden, har forskere beregnet, at skibsfartens ultrafine partikelforurening medfører omkring 60.000 årlige for tidlige dødsfald, og at dette tal ville stige til 84.000 i 2012, hvis ikke der bliver grebet ind.

På det nylige møde i skibsfartens internationale organisation IMO her i København, fremlagde Friends of the Earth en beregning på basis af den tidligere omtalte forskning, som viser, at man blot ved at reducere svovlindholdet ved sejlads nærmere land end 200 sømil vil kunne halvere dødstallene i 2012, fra 83.700 til 42.200. En global overgang til en svovlfattig olie vil kunne give en 60% reduktion og bringe antallet af for tidlige dødsfald ned på 33.700.

Svovl er ikke den eneste kilde til skibsfartens partikelforurening, men man bruger i stor udstrækning den billige, meget svovlholdige bunker-olie, som er et restprodukt fra raffinaderiernes benzinfremstilling. Den har op til 45.000 ppm svovl, hvor dieselolie til brug på landjorden efterhånden ligger på blot 10-15 ppm.

Læs mere »

Share

Skibsfarten producerer dødelig partikelforurening

9. marts 2008

I november offentliggjorde et team af amerikanske og tyske forskere en artikel om skibsfartens partikelforurening, Mortality from Ship Emissions: A Global Assessment, hvori de vurderer, at udledningen på verdensplan ligger i størrelsesordenen 1,2-1,6 millioner ton. Gennem brug af forskellige modeller, hvor de sammenholdt skibsfartens udledninger med forekomsten af for tidlige dødsfald kom de frem til, at skibsfartens partikelforurening på verdensplan medfører omkring 60.000 for tidlige dødsfald om året, og at dette antal med den stadig ekspanderende skibsfart vil stige med 40% i 2012.

Læs mere »

Share

Partikelfiltre langt fra perfekte

8. marts 2008

I Ingeniøren kunne man tirsdag læse, at Partikel-filtre på spritnye dieselbiler øger udslippet af giftig NO2. NO2 er også regnet til den ultrafine partikelforurening, så selvom partikelfiltrene er gode for noget, viser det sig i praksis, at der fulgte et nyt sæt problemer med. I London, hvor man i dag har partikelfiltre på 90% af alle busser, har man kunnet konstatere, at koncentrationerne af NO2 er steget.

Det er et meget håndgribeligt eksempel på, hvad den danske filosof, K.E. Løgstrup i bogen System og Symbol betegnede ‘bivirkningernes verdensforvandlende kraft’. Selvom vi ynder at se det sådan, er verden ikke styret af fornuftens og rationalernes klare beslutninger, men af stadige forsøg på at dæmme op for tidligere (fejl)beslutningers uforudsete bivirkninger.

Løgstrup bruger som eksempel vores moderne hospitalsvæsen, som ved festtalerne er en fantastisk blomst af velfærdssamfundets tagen hånd om den enkelte borger, men som set lidt i perspektiv er en nødvendighed, fordi en (ganske alvorlig) bivirkning ved det industrielle samfund er, at vi er kronisk syge af dets livsvilkår, miljøbelastninger og depravering af kosten. Jeg har for nylig fundet System og Symbol frem igen og har et indlæg derom på bedding en af dagene.

Tilbage til partikelfiltrene er det måske er det måske held i uheld, at det lige præcis er NO2, de ikke er i stand til at fjerne. For nok er NO2 gift for vores sundhed, men for planterne er NO2, i hvert fald inden for visse rammer, svævende gødning. Planterne er i stand til at optage NO2 gennem bladenes spalteåbninger, og her kunne en systematisk beplantning langs byens hovedfærdselsårer være med til at reducere luftforureningen betragteligt.

En sådan byforgrønnelse ville have en lang række positive virkninger på bymiljøet, ud over at det ville kunne absorbere en vis mængde CO2. Der er derfor rigtig mange gode grunde til at få iværksat omfattende beplantninger som del af en strategi for bedring af byernes luftkvalitet.

Fra blog-indlægget Lodret grønt er der link til en artikel i Danske Ark Byg om potentialet i en systematisk byforgrønnelse.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Thomas Djursing: Partikel-filtre på spritnye dieselbiler øger udslippet af giftig NO2, Ingeniøren 04.03.2008.

K.E. Løgstrup: System og Symbol. Essays, Gyldendal 1982.

 

Share

Farlig hygge

1. marts 2008

Stearinlyset er en uadskillelig del af dansk hjemmekultur. Vi tænder lys for at hygge, for at samle, for at fejre og for at markere særlige højtider. Vi tænder lys for at mindes og skabe håb. Selv når centralvarmen kører på fuld tryk for at opretholde tropiske tilstande midt under en vinterstorm, er det i vores bevidsthed stearinlyset, som varmer og beskytter mod kræfternes rasen udenfor. Den slanke hvide søjle med dens lille kultiverede ild har stærk resonans på fordums tider, hvor ildstedet hjalp os gennem natten, kulden og frygten.

Men stearinlys soder, og en del af disse sodpartikler er så små, at der er tale om ultrafine partikler, som man i de senere år har fundet ud af er ganske problematiske for vores sundhed. Det er små mængder i forhold til, hvad der produceres på H.C. Andersens Boulevard i myldretiden, men i og med at det foregår inden døre og vores moderne huse bliver tættere og tættere, kan koncentrationerne af ultrafine partikler blive endnu højere end udendørs. Der er derfor god grund til at genoverveje vores stearinlysvaner, ikke mindst hvis vi altid har mange lys tændt. Måske et enkelt eller to var nok til symbolsk at markere hyggen.

Sammen med tobakstrygning er stearinlysene den vigtigste kilde til den indendørs partikelforurening. Men både kakkelovne, stegeos, forbrænding af støv på elektriske pærer og afgasning fra en lang række moderne materialer medfører ultrafin partikelforurening af vores indendørsmiljø. Hvis man vil mindske koncentrationerne, kan man dels reducere disse kilder, dels drage nytte af det forhold, at grønne panter inden døre stille og roligt filtrerer luften for mange af de ultrafine partikler. Se blog-indlægget How to grow fresh air.

I Politiken er der i dag to artikler om brugen af sterarinlys. Det fremgår her, at der ikke er forskel på, om lysene er fremstillet af paraffin eller ren stearin. Men de små fyrfadslys producerer markant mindre sod (og dermed ultrafine partikler) end de større lys, simpelthen fordi flammestørrelsen er mindre. Ved at holde lysene borte fra træk, oser de mindre, og det frarådes at bruge stearinlys med meget farve og dekoration, da afbrændingen af disse øger mængen og viften af ultrafine partikler.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Helbredseffekter af luftforurening. Helbredseffekter af luftforurening, Temanummer om partikulær luftforurening i inde- og udemiljø, Miljø og sundhed supplement nr. 3 maj 2003 (pdf).

Søren Dilling: Stagelys soder mere end bloklys, Politiken 01.03.2008.

Søren Dilling: Lys sviner dit indeklima til, Politiken 01.03.2008.

 

Share