Søgte efter Carolyn Steels seneste bidrag til TED-konferencen, og faldt over denne lille tankestreg af Jarrod Welling-Cann og Michael Abitz – What is Wealth?
“It is called the American Dream, but you have to be asleep to beleive it.”
Oplægsholderne i Rundetaarn, fra venstre mod højre, Kasper Dam Mikkelsen fra Niras, Selina Juul fra forbrugerbevægelsen Stop spild af Mad, Carsten Lunding fra Københavns Fødevarefællesskab, Thomas Fremming fra Fødevarebanken samt Daniel Sholeva og Yael Sholeva, skraldere. (Foto: Henning Sjøstrøm)
Indtil den 27. marts kan du nå at opleve udstillingen Hungry Planet i Rundetaarn.
Skoletjenesten er en succes, og tirsdagsforedragene er fortsat med to ekstra ud over de programsatte. Den 22. marts indbydes der til det gratis arrangement ”Visioner for et grønnere København”. Den 15. marts deltog jeg i arrangementet ”Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre!” Her var de mange indslag en buket af entusiastiske, energiske og optimistiske mennesker, der fortalte om deres projekter. Det første oplæg tydeliggjorde hvor skoen ‘trykker’ i forhold til vores forbrug og tilhørende CO2-udledning. Dernæst udfoldede der sig en række spændende muligheder, som tydeligt viser, at vi hver i sær kan gribe fat i håndgribelige tiltag for at gøre vores måltid langt mindre CO2-belastende, samtidig med at maden er sund og nærende.
Niras A/SKlimachef Kasper Dam Mikkelsen fra Niras A/S fortalte om en undersøgelse bestilt af Region Hovedstaden. Undersøgelsen måler vore fodaftryk, det vil sige vores samlede miljøbelastning. Den måler alt hele vejen fra landbrugsjorden i Brasilien, hvor sojabønnerne dyrkes, transporten til dyrene i Danmark, som spiser dem, transporten af dyrene til slagteri og til butik.
Det viser sig, at den største del af de drivhusgasser, vi udleder, kommer fra produktion og forbrug af fødevarer, nemlig 30%. Energiforsyning udleder til sammenligning 25%. Drivhusgasser er CO2 + metangas + det mistede optag fra skovene der fældes + andre drivhusgasser.
Under overskriften Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre! har Miljøpunkt Indre By-Christianshavn 15. marts inviteret en række foreninger og organisationer til at fortælle om, hvordan de arbejder for at mindske borgernes klimafodaftryk fra fødevarer. Det kan blandt andet ske ved bevidst indkøb og forbrug af fødevarer og ved at mindske madspild. Grundlæggende handler det om, at byens borgere og særligt byens børn får større viden om bæredygtige fødevarer blandt andet ved bedre adgang til skolehaver og grønne rum i byen med mere spiseligt frugt og grønt.
Klimafodaftryk er en betegnelse for den samlede udledning af drivhusgasser fra en persons, en virksomheds eller et samfunds aktiviteter. Niras’ beregninger af klimafodaftrykket i Region Hovedstaden viser, at fødevarer udgør 22% af en borgers klimafodaftryk.
En markant del af klimavirkningen fra landbruget er metangas, som ikke bliver i atmosfæren så længe som CO2, men som tilgengæld har en langt kraftigere drivhusgaseffekt. Hvis man derfor ser på klimaeffekten over kortere tid, så har vores fødefareproduktion en endnu større del af den øjeblikkelige klimavirkning.
I en artikel i World Watch Magazine i 2009 blev det således beregnet, at verdens kødproduktion tegner sig for omkring halvdelen af de øjeblikkelige drivhusgasudledninger – se blog-indlægget Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion.
Det giver derfor, som Jørgen Steen Nielsen formulerede det ved åbningen af udstillingen Hungry Planet, god mening at drive klimakamp med kniv og gaffel.
Så vær med til Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre!
15. marts i Rundetaarn kl. 19:15-21:00.
Velkommen
ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.
Klimafodaftrykket fra fødevarer
Kasper Dam Mikkelsen, Klimachef ved Niras A/S.
’Urban Farming – mad tættere på byen’
Mie Kongstad Søgaard, Københavns Madhus.
Fælles indkøb af lokalt producerede økologiske fødevarer
Carsten Lunding, Københavns Fødevarefællesskab.
’Derfor er vi skraldere’ – privat indsamling af overskudsmad
Yael Sholeva og Daniel Sholeva, gratismad.com.
Stop spild af Mad!
Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop spild af Mad!
Fødevarebanken – organiseret indsamling af overskudsfødevarer
Thomas Fremming, direktør for og stifter af Fødevarebanken.
Afrunding og opsamling
Efterfølgende vil der være mulighed for at se udstillingen Hungry Planet.
Billetter à 40 kr. kan bestilles via www.rundetaarn.dk.
Download program for 15.03.: Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre! (pdf).
Se mere om udstillingen Hungry Planet på www.hungryplanet.dk.
Klimafodaftryk fra borgerne og virksomhederne i Region Hovedstaden, Hovedrapport, Niras 27.01.2011 (pdf).
Klimafodaftryk fra borgerne og virksomhederne i Region Hovedstaden, Bilag 1 – Handlingskatalog, Niras 27.01.2011 (pdf).
Klimafodaftryk fra borgerne og virksomhederne i Region Hovedstaden, Bilag 2 – Metoderapport, Niras 01.02.2011 (pdf).
Har du det som jeg, at du dagligt bliver konfronteret med etiske og miljømæssige dilemmaer, når du køber ind og anskaffer dig materielle ting? For hvad er det mest bæredygtige indkøb: At købe det danske konventionelle æble med pesticider og kunstgødning eller det økologiske æble fra Argentina? Hollandske tulipaner eller Fair Trade roser fra Afrika? At købe nye energibesparende el-apparater eller genbruge el-slugende apparater til de dør – eller bare lade være med at købe – så meget?
Bæredygtigt forbrug er efterhånden et emne, som vi bliver præsenteret for flere steder. Når jeg googler ‘Bæredygtigt forbrug’ er der 34.600 hits. Blandt hits’ene findes en farverig palet af organisationer, virksomheder, pengeinstitutioner samt danske og EU politikere, der alle har en mening om emnet.
Men hvorfor er udøvelsen af bæredygtigt forbrug så relativt lidt udbredt i virkeligheden – i vores indkøbsvaner og ageren i det hele taget?
Vi ved det alle – at vores forbrug påvirker jordkloden i negativ grad og at vi bør forbruge en hel del mindre, så denne ene jordklode vi engang fik tildelt, kan forblive levedygtig. Lige nu forbruger den gennemsnitlige europaborger ressourcer svarende til 2,5 jordkloder og den amerikanske statsborger forbruger dét, der svarer til 5 jordkloder (Kilde: Global Footprint Network 2006).
Forbrug er en kompliceret størrelse. Bæredygtigt forbrug må være endnu vanskeligere at få skovlen under, og man står som menigmand overladt til at fortolke bæredygtighed i hverdagens valg.
Her er 10 bud på, hvilke udfordringer der er i den forbindelse:
I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.
I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹
Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min. yderst seværdig.
Dette blog-indlæg er skrevet af Marius Morthorst, som i denne uge er i erhvervspraktik ved Miljøpunkt Indre By-Christianhavn.
Jeg elsker at orientere mig om viden og nyheder. Specielt omkring de meget aktuelle emner omkring klima, miljø og bæredygtighed. For nogle uger siden så jeg et forbrugerprogram på DR1 ved navn Kontant.¹ Programmet omhandlede emnet greenwashing eller ‘grøn vask’, som det hedder direkte oversat til dansk. Grønvaskning er i disse tider et yndet reklametrick. Det bruges af virksomheder til at vise, hvor grønne både de og deres produkter er.
Greenwashing betyder i virkeligheden bare, at virksomheder, der gerne vil have en grøn profil, fremhæver den grønne og miljøvenlige del af deres virksomhed. Nogle gange er det firmaets godgørende og miljøvenlige handlinger, men i de fleste tilfælde er det firmaets ‘grønne’ produkter. Når forbrugerne ser reklamekampagnen for produktet, føler de, at de kan blive klimabevidste og grønne forbrugere, hvis de køber det pågældende produkt. Hvad de fleste forbrugere ikke ved er, at produkterne i virkeligheden ofte ikke er så grønne igen.
Mange af de produkter, der fremhæves af virksomhederne som grønne, er slet ikke så miljø- og klimavenlige endda, og i mange tilfælde er det kun en lille del af produktet, der er grøn. I en undersøgelse om ‘grønvasknings’metoder fra 2009, deler man metoderne op i 7 kategorier: Hidden-Trade Off’, No Proof, Vagueness, Irrelevance, Fibbing og Lesser of Two Evils.² Undersøgelsen er fortaget i USA, Canada, England og Australien. I England faldt 49% af alle observerede tilfælde af greenwashing under kategorien Hidden-Trade Off’. Fælles for produkterne, der falder under denne kategori, er, at det ofte kun er en lille det af produktet, der er grønt. Et eksempel kunne være en reklame for en bil, der kører på el. Reklamen er flot sat op med grønne farver og gode ord om elbiler og grøn strøm. På grund af dette vil køberen slet ikke overveje, hvordan resten af bilen er lavet i forhold til et bæredygtigt klima og miljø. Det kunne være, at bilens dæk er lavet af børnearbejdere med dårlige arbejdsvilkår på en fabrik i Taiwan, eller at bilen er blevet transporteret på et stærkt forurenende containerskib. Men dette glemmer vi, når vi ser reklamen. For det eneste, vi tænker på, når vi ser reklamen, er nemlig, hvor god og miljørigtig den nye bil er.
Midt i de seneste dages travlhed har jeg haft en sværm af strøtanker svævende, som langsomt er ved at lande på noget, som kunne blive et princip for oprydningen efter den store fossile fest, som vi har haft kørende op igennem det tyvende århundrede, og som vi endnu ikke rigtigt har kunnet finde ud af at gå hjem fra.
For nylig kunne man i på Ingeniøren online læse, at der alene i Utsira-formationen, som strækker sig under Nordsøen ud for den norske kyst var kapacitet til at lagre al Europas CO2 i de næste 600 år.¹ Ansporet af en norsk CO2-afgift har man her pumpet CO2 tilbage i undergrunden i det norske Sleipner oliefelt, men slet ikke i de volumener, som skal til, for at det virkelig batter noget i forhold til de stadig stigende CO2-koncentrationer i atmosfæren. I alt har man siden 1996 pumpet 11 mio. ton CO2 tilbage. Og ifølge en nylig rapport fra Greenpeace er der grund til at stille alvorlige spørgsmål ved, om denne CO2 rent faktisk bliver hvor den skal, idet seismologiske målinger indikerer, at den CO2, som man har pumpet ned i de dybestliggende lag, stiger opad med en hastighed på mere end 100 m pr. år.²
Når det i de senere år er blevet interessant at finde ud af, hvordan man kan få lagt de enorme mængder CO2 i atmosfæren, som den store fest har afstedkommet, tilbage i undergrunden, er det også fordi der med det kvotesystem, som vi er i færd med at etablere, er udsigt til, at man kan få penge for at deponere CO2 i undergrunden – endda rigtig mange penge.
I nyere ressource-management er det blevet moderne, at se tingene i et cyklisk perspektiv, hvor man for eksempel ikke køber et tæppe, men brugsretten til et tæppe, og at firmaet efter ti år tager tæppet tilbage og står med ansvaret for, at materialerne bliver optimalt genanvendt. Volvo var på et tidspunkt inde på kun at ville lease os biler, så det var Volvo selv, som stod med skrotbjergene – og dermed udfordringerne med at udvikle den forurenings’fri’ bil, hvor bilens mange enkeltkomponenter fungerede optimalt sammen, løbende lod sig udskifte og gik ubesværet videre i systemet.
Men hvad ville der ske, hvis man brugte samme cykliske fordring på den fossile energisektor, således at man hver gang man brød et ton kul, skulle lægge et ton kulstof fra CO2 tilbage i undergrunden, og hver gang man pumpede en tynde olie op var forpligtet til at pumpe en tilsvarende mængde CO2 tilbage i undergrunden?
I denne måned er der mulighed for at se flere spændende film i Cinemateket i København om klima og miljø.
Yann Arthus-Bertrands ‘Home’ – Fantastisk film om den truede jord optaget fra luften i 54 lande med fire filmhold over 21 måneder. Introduktion og debat den 19. og 25. august. Se omtale i et tidligere blog-indlæg: Yann Arthus-Bertrand: Home.
.
Du kan også se filmen i høj kvalitet på YouTube her.
Foruden Home er der også en anden, lidt anderledes, men ikke mindre seværdig film på programmet i Cinemateket:
The Age of Stupid – Dokumentar møder elementer af science fiction og animation i bemærkelsesværdig klima-film, der har som mål at skabe 250 millioner klimaaktivister! Med online videokonference. 23. august kl. 14.30. Historien om filmen er mindst ligeså bemærkelsesværdig som filmen selv. Den er nemlig lavet af ‘amatører’ og finansieret af såkaldt crowd-funding.
The Age of Stupid – trailer.
Borking, Lars: “Dumhedens tidsalder”, Information 19.08.2009
Den nuværende cementproduktion producerer rundt regnet 1 ton CO2 for hvert ton cement. Vi bruger store mængder cement, til huse, veje, broer, ja stort set alt, så på verdensplan bruges der årligt 2,5 mia. ton Portland-cement, og produktionen heraf tegner sig for hele 5% af de samlede udledninger af drivhusgasser. Men engelske forskere er lige nu ved at udvikle en CO2-absorberende cement, Novacem, som man ligefrem kalder ‘carbon negative’ – dvs. at den i løbet af sin livscyklus absorberer mere CO2, end der udledes ved produktionen.
Det store energiforbrug fra konventionel produktion af Portland-cement – og dermed de store CO2-udledninger – skyldes den nødvendige opvarmning af calciumkarbonaten til først omkring 900ºC og dernæst til 1.400ºC for at kunne producere cement. Novacem derimod er baseret på magnesiumsilikat, som ikke kræver samme høje temperaturer ved fremstillingen (én gang til 700ºC) og giver en beton, der som del af sin ophærdningsproces absorberer CO2 fra atmosfæren.
I en præsentation ved Imperial College i London sidste år opsummerer lederen af Novacem Stuart M. Evans potentialet: “Den store gevinst er, at hvis Novacem fuldt ud erstattede Portland-cement, vil det absorbere 5% af verdens CO2-udledninger i stedet for at producere 5% af verdens CO2-udledninger.”¹
Foreløbig er Novacem på udviklingsstadiet. Man regner med inden for et år at have udviklet regulære byggekomponenter at lave forsøg med. Selvom styrkeegenskaberne måske viser sig at være en anelse anderledes end for Portland-cementen, så vil den sandsynligvis endda kunne erstatte en lang række ‘banale’ anvendelser, som havefliser, byggeblokke og kystsikring. Til forskel fra luftfarten og den industrielle fødevareproduktion synes der på dette område at være en vej frem mod ikke bare CO2-neutrale, men CO2-negative løsninger på noget stort set identisk med hvad vi har i dag. Dette er bydende nødvendigt. For hvis vi skal have atmosfærens koncentration af CO2 tilbage under 350 ppm, er det ikke nok at standse, endsige reducere, vores nuværende udledninger. Så er vi nødt til at udvikle CO2-negative samfund, som over en årrække absorberer så store mængder CO2 fra atmosfæren (og fra overophobningerne i havet), at vi på nærmer os præindustrielle CO2-niveauer.
I Californien arbejder firmaet Calera tilsvarende med at producere en cement med CO2-negative egenskaber – se tidligere blog-indlæg Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO2.
Stuart M Evans: Novacem – carbon negative cement to transform the construction industry Innovation and Investment Opportunities in Carbon Capture and Storage, Energy Futures Lab, Imperial College, London 15.10.2008 (ppt).
Carbon-Eating “Green” Cement Wins Funds For UK Firm, Reuters 07.08.2009.
Novacem raises over £1 million – commercialisation of carbon negative cement will tackle challenge of climate change, (pressemeddelelse) Novacem 06.08.2009 (pdf).
New carbon negative cement from Novacem takes top honours at the Clean Twehnology Rushlight Awards, (pressemeddelelse) Novacem 26.01.2009 (pdf).
Vi lever på en kompetent planet, omgivet af genialitet – naturens genialitet – vi er en del af en brillant planet, som formår at organisere gigantiske projekter år efter år, uden management-skoler og top-down styring, med masser af kærlighed … åbner Janine Benyus sit seneste bidrag til TED-konferencen fra juli i år: Biomimicry in Action.
Biomimicry er i mine øjne et af de vigtigste nye vidensområder. Biomimicry er en møjsommelig systematisk aflæsning af naturens funktionalitet og organisationsmåder udviklet gennem millioner af år, koblet med vores måde at gøre ting på i den tekniske verden – med en udtalt (systemisk) sans for helheden. Hvor naturen ikke mindst i de seneste århundreder er blevet formet af teknologien, ser vi her teknologien tage form og inspiration fra naturen. En dybt nødvendig proces, hvis vi skal blive bare lidt bedre til at efterleve Agenda 21s bud om at dele ikke bare med vores næste, men også med klodens øvrige skabninger, så vel som klodens kommende generationer.
Benyus har i denne video et meget klart budskab: Hvis du står overfor et designproblem, så studer hvordan naturen har håndteret den tilsvarende situation. Naturen har inspiration til stort set alt mellem Himmel og Jord. Og hvis ikke det er tilfældet, var det måske værd at spørge sig, om ens projekt overhovedet fortjener at blive løst – om man har stillet sit spørgsmål rigtigt, om man er i gang med at udvikle et fænomen, som ikke passer ind i biosfærens lovmæssigheder og når det kommer til stykket ikke gør os mennesker virkeligt lykkelige?
Benyus arbejder pt. på en bog om 100 designideer fra naturen, og hun løfter i denne video sløret for en række af dem. Hvor mange af menneskehedens opfindelser har vist sig på sigt at have fejl med graverende konsekvenser, så har naturen qua sin erfaringsbank, som er opbygget over millioner af år, en tradition for holdbare løsninger, som fungerer uden reagensglas, uden tag over hovedet, uden tilførsel af fossil energi, og ikke mindst uden alle de bivirkninger af snævert set fornuftige løsninger, som i disse år er ved at fordærve kloden.
Så nyd 17 begavede minutter med Janine Benyus.
