Indlæg om affald og produktion

Erik Assadourain: From Consumerism to Sustainability

13. oktober 2011

16. august afholdt WorldWatch Institutes nyetablerede Europa-afdeling her i København et seminar om forbrugerisme og bæredygtighed. Ved den lejlighed holdt Erik Assadourain, som var hovedredaktør på Worldwatch Institutes årlige publikation State of the World 2010 med temaet Transforming Cultures: From Consumerism to Sustainability.¹

Der var mange guldkorn i Assadourains præsentation, som blev efterfulgt af en paneldiskussion med deltagelse af politikere, erhvervsfolk og forskere. Og jeg havde alle intentioner om at få et godt blog-indlæg ud af flere siders notater. Men nu foreligger der dels en lille 3 min. præsentationsvideo fra dagen, som søger at opsummere eventen og diskussionen bagefter. Dels findes der en YouTube video, hvor Assadourain ved en tidligere lejlighed ved Allegheny College giver stort set samme præsentation som i København. Jeg har kopieret begge ind nedenfor.

Hans udgangspunkt for overhovedet at tale forbrug og bæredygtighed er, at vores forbrugsmønstre er stærkt kulturbundne. Assadourain bruger i sin indledning blandt andet de to billeder herover,  som en (vistnok) japansk fotograf har lavet af børn sammen med deres legetøj. Er der noget at sige til, at vi ender som små forbruger-piger og forbruger-drenge, med en stor del af vores identitet bundet i de ting, vi omgiver os med? Det vil kræve en livslang proces at blive reprogrammeret, at få en chance for at blive afklaret omkring, hvad vi rent faktisk har brug for og glæde af, og hvornår det mest er andre, som har glæde af, at vi konsumerer. Men selv når viljen og indsigten er til stede – og forståelsen af, at vi med de nuværende forbrugsmønstre løber tør for stort set alt vi tager for givet i løbet af det 21. århundrede – er vi oppe mod meget store kræfter, som fastholder os i et stadigt forbrug.

Der er da heller ikke megen hjælp at hente omkring os. De fremherskende strategier for at komme ud af den nuværende økonomiske krise både på nationalt plan og på internationalt fortrænger stort set sine virkemidlers kortsigtethed og den hele den bæredygtighedsmæssige dimension af krisen. Og på virksomhedsplan er det ikke meget bedre. Implementeringen af allehånde grønne strategier sker først og fremmest som del af at overleve og vokse i et stærkt kompetitivt marked.

Men nyd Assadourains præsentation herunder. Han var begavet selskab i København, og det er yderst glædeligt, at WorldWatch Institute har slået sig ned i København.
.

Læs mere »

Share

Fukushima – stress tests

9. oktober 2011

Fra midt i juli til midt i september er den japanske sommer bogstaveligt talt dampende varm, og fugtighedsprocenten nærmer sig ofte de 100%. Så selv når kroppen for at køle sig lader sveden drive af kroppen, sker der ikke ret meget andet, end at man føler sig som sardiner i olie. Derfor kører de japanske airconditioning-anlæg om sommeren på højtryk i butikker, kontorer og boliger for at gøre tilværelsen tålelig.

Men denne sommer har været anderledes. En stor del af den japanske elforsyning kommer fra atomkraft, og efter at det store jordskælv i marts satte en række atomreaktorer ud af kraft i det nordøstlige Japan, så har man mange andre steder standset reaktorer af frygt for, at noget tilsvarende kunne ske. Som det fremgår af kortet herover (et screen dump fra japansk nyhedsudsendelse her til aften), så er der i dag kun 10 reaktorer, som kører, mens 42 reaktorer er stoppet. Så den japanske elproduktion har været radikalt lavere denne sommer end de forudgående år.

Alle større elforbrugere har været tvunget til at skære mindst 15% i deres forbrug, og alle har været indtrængende opfordret til at vise samfundssind og spare, hvor det var muligt. Truslen har været til at føle på: Hvis ikke man kollektivt kunne spare det fornødne, så ville der uden varsel blive indført rolling blackout, hvor der lukkes helt af for strømmen i hele bydele ad gangen efter et ikke på forhånd kendt mønster.

Så alle har haft den store opfindsomhed fremme. Virksomhederne har ud over den tvungne reduktion på mindst 15% i stor udstrækning søgt at brede arbejdstiden ud over alle ugens dage, mange private har anskaffet sig små vifter, som bruger langt mindre el end airconditioning (som det kan ses af grafen til højre, så går rundt regnet tre fjerdedele af de japanske husholdningers elforbrug i eftermiddagstimerne til køling i sommertiden). De japanske bycentre, som normalt er badet i neon, har været grænseskumle, kontorsiloerne har taget hvert andet lysstofrør ud osv., mens medierne har haft striber af programmer om bebyggelser, hvor man lavede mad sammen og havde det rart samtidig med at man sparede halvdelen af energien ved at lave aftensmad. Kort sagt har opfindsomheden og den kollektive vilje til at gøre sit til, at det kan lykkes at bringe Japan igennem en sådan sommer uden strømsvigt været kolossal.

Nogle af disse besparelser har givet været ukomfortable, men andre har været så lige for, at man ikke bare sætter det hele tilbage i stikkontakten igen. Så lidt på afstand vil der være meget at lære af den japanske Fukushima-sommer.

Læs mere »

Share

Den fossile produktion på støtten

5. oktober 2011

Ifølge et tankevækkende telegram fra Reuters har IEA, Det Internationale Energiagentur, snart sin årlige rapport, World Energy Outlook, på trapperne.¹ Af den vil det fremgå, at statsstøtten til den fossile industri fra 2009 til 2010 steg fra 312 mia. $ til 409 mia. $. Heraf får olieproduktionen næsten halvdelen, mens udvindingen af naturgas får omkring en fjerdedel.

Hvis ikke denne udvikling rettes op, vil vi i 2020 på verdensplan subsidiere den fossile industri med 660 mia. $, svarede til 0,7% af verdens bruttonationalprodukt.

I en tid, hvor den fossile energi burde beskattes massivt gennem et effektivt kvotesystem, og vi målrettet burde investere i udviklingen og udbygningen af vedvarende energikilder, er det den helt forkerte udvikling.

Hvis vi fra dag til dag fjernede denne støtte og overførte den til udviklingen af den vedvarende energi, så ville den vedvarende energi med en tilsvarende massiv støtte måske nå det punkt, hvor den var den billigste, og den man naturligt rakte ud efter. Og vi ville uden afsavn kunne beslutte os for ikke at udvinde tar sand-forekomster.

Forud for klimatopmødet i København blev det anslået, at prisen for at gennemføre et 350 ppm scenario ville ligge i størrelsesordenen 1-3% af verdens bruttonationalprodukt (BNP). De 0,7% frataget den fossile industri ville her være en god begyndelse. Det tæller så at sige dobbelt. Heroveni kunne man passende se på verdens reklame- og militærbudgetter.

Alene verdens militærudgifter udgør omkring 2,5% af verdens BNP. Man skulle måske ikke helt nedlægge militærstyrkerne, men i stedet fratage dem deres dødbringende isenkram og i stedet give dem til opgave at bekæmpe klimaforandringer og forsvare levevilkårene for dyr og mennesker.

Tilsvarende burde verdens reklamebudgetter, som er anslået at udgøre 1% af verdens BNP, brandskattes, hvis ikke direkte inddrages for deres samfundsskadelige virksomhed. Med stadig flere mennesker til at dele samme ene jordklode kan vi ikke fortsætte den fri ret til kunstig behovsskabelse. Vi er nødt til at lære at hjælpe hinanden med at være glade for det vi har.

Se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Murelli Boselli: IEA Warns Of Ballooning World Fossil Fuel Subsidies, PlanetArk 05.10.2011.¹

World Energy Outlook 2011 vil være tilgængelig 09.11.2011.

OECD and IEA recommend reforming fossil-fuel subsidies to improve the economy and the environment, (pressemeddelelse) 04.10.2011.

World Energy Outlook 2010 Factsheet: What does the global energy outlook to 2035 look like? IEA 2010 (pdf).

World Energy Outlook 2010 Executive Summary (pdf).

Jørgen Steen Nielsen: Dansk pres på G20 for at fjerne støtte til fossil energi, Information 02.11.2011.

 

Share

Fukushima – What are you doing?

31. juli 2011

Videoen herunder stammer fra en høring i det japanske underhus 27. juli i år, hvor professor Tatsuhiko Kodama, som er leder af strålingscenteret ved Tokyo University, fortæller om sine erfaringer med strålingsproblemerne efter A-kraft-uheldet ved Fukushima Daiichi-værket 11. marts, hvor 3 reaktorer blev beskadiget dertil, at der inden for de første døgn var tale om kernenedsmeltninger.

Professor Kodama, som til dagligt er et venligt og langmodigt menneske, er tydeligt oprevet over den slendrian, som de japanske myndigheder udviser – faktisk er det sjældent at opleve en japaner så vred. Ifølge Kodama har Fukushima Daiichi-ulykken udløst 29,6 gange mere radioaktiv stråling end atombomben over Hiroshima.

Videoen giver et glimrende indblik ikke bare i oprydningsarbejdet i marken, men fuldt så meget i, hvilke dæmoniske kræfter der er på spil omkring kernekraften og A-kraft-industrien. Kodamas beretning lyser af desperation over den uforberedthed, den slendrian og den mangel på lederskab og beredskab, som politikerne og har udvist: Hvad laver I? What are you doing? – spørger han.

Og det understreger med al tydelighed, at A-kraft kun er billig energi i et uhyggeligt snævert perspektiv, hvor man ikke indregner prisen på oprydnings-arbejdet, hverken fra katastrofer som nu eller fra planmæssig afvikling af resterne tusinder af år ind i fremtiden. For ingen kender endnu prisen for at rydde op, selv når det ikke går så galt, som det er gået i Fukushima.

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima – nye grænseværdier og We Are All Fukushima.

Folkene bag EX-SKF-bloggen har lavet en transskription af professor Kodamas tale i underhuset – se links dertil nederst.

x

Læs mere »

Share

Klimabevidste virksomheder

19. juli 2011

Hvordan når man hele vejen rundt, når man vil give sin virksomhed et klimaløft og mindske energiregningerne? www.klimabevidst.dk er et nyt gratis ’klimaværktøj’ der gennem information, vejledning og opfølgning gør det lettere at komme rundt i de grønne muligheder, der gemmer sig i små og mellemstore virksomheder. Med mere end 200 konkrete guides fordelt på forskellige temaer, inviteres virksomhederne til at bruge værktøjet, alt efter hvor de står i klimaindsatsen.

For at gøre det nemmere for alle at tænke og agere grønt er en ny version af www.klimabevidst.dk under udvikling. Fra december bliver siden også målrettet den enkelte borger, så også enkeltpersoner og husstande finder vejen fra tanke til handling afkortet, mindre besværlig og mere attraktiv, når det gælder en indsats for miljø og klima.

www.klimabevidst.dk udspringer af en rapport fra Concito, Danmarks grønne tænketank, som fastslog, at adskillige små og mellemstore virksomheder gerne vil gennemføre ‘grønne’ tiltag, men at mange endnu ikke er kommet igang med tiltagene. På den nye hjemmeside er tiltagene lavet så alle kan være med, så man behøver ikke at være klimaekspert for at gennemføre sine indsatser, og man vælger selv tempo og indsatsområder efter behov. Virksomhederne kan følge sine fremskridt – både de økonomiske gevinster for virksomheden såvel som de miljømæssige effekter. For mange tiltag kan man kan se, hvor hurtigt investeringer er tjent ind igen. Det bliver hurtigt tydeligt, at det er god forretning af gennemføre ‘grønne’ tiltag.

Læs mere »

Share

Den fulde pris for CO2-udledninger

13. juli 2011

I en spritny rapport, Climate Risks and Carbon Prices: Revising the Social Cost of Carbon,¹ har amerikanske miljøøkonomer beregnet, at hvert ton udledt CO2 medfører omkring 900 $ i såkaldte SCC-udgifter, [The] Social Cost of Carbon. Eller sagt på en anden måde, så har samfundet miljøudgifter for rundt regnet 5.000 kr. for hvert ton CO2, som udledes.

“The SCC is an estimate of the monetized damages associated with an incremental increase in greenhouse gas emissions in a given year. Another way of saying this is that the SCC is a measure of the benefit of reducing greenhouse gas emissions now and thereby avoiding costs in the future,” hedder det indledende i More than Meets the Eye. The Social Cost of Carbon in U.S. Climate Policy.²

Nogle af disse udgifter er umiddelbart håndgribelige, som ødelagte huse og afgrøder. Men de fleste giver blot forringelser af vores fælles levevilkår eller sendes videre til næste generation i form af nedslidning af vores fælles naturgrundlag.

Disse udgifter burde indregnes i prisen for at udlede CO2 – så ville for eksempel den offentlige trafik med et slag blive konkurrencedygtig overfor privatbilismen, vindmøller ville skyde frem over alt uden at behøve nogen form for tilskud, genbrug og lokale produkter ville genvinde konkurrenceevnen overfor det globale markeds frenetiske materialestrøm, som hastigt slider kloden sønder og sammen, mens flyvning (som er en af de mest koncentrerede CO2-udlednings”muligheder”) alene på grund af prisen ville blive en sjælden transportform. Med den viden vi har i dag, kan det ikke fortsat være gratis at forurene. Dette er da også baggrunden for, at verdenssamfundet gennem klimaforhandlingerne har søgt at opbygge et globalt kvotemarked.

Læs mere »

Share

The Great Pacific Garbage Patch

10. juli 2011


.

Kunne ikke stå for denne parodi på en dokumentar, som i bedste heroiske naturfilmstil følger plasticposens livscyklus fra indkøbscentrenes erotisk ladede øjeblikke i San Franciscos asfaltjungle over den lange vandring med vinden mod forløsningen i det store ocean, hvor den opsluges i Stillehavets perpetuelle affaldsspiral.

Noget andet er, at det er alvor. Der produceres på verdensplan omkring 300 mio. ton plastic pr. år, hvoraf omkring 90% ikke recirkuleres. Hvor plastic over tid er nedbrydelig på landjorden, så nedbrydes den kun meget langsomt og ufuldstændigt i havet. Så for eksempel i den nordelige del af Stillehavet er der gradvist opstået en kolossal spiral af plasticstumper – The Great Pacific Garbage Patch. Nogle har beskrevet den så stor som det halve USA, andre som det dobbelte af Texas. Men under alle omstændigheder et kolossalt havområde totalt plastificeret. Her fra Danmark har plasticposen svære livsvilkår. Den opsnappes ofte for at ende på forbrændingsanstalten – her sker forløsningen i den stadig tættere tåge af drivhusgasser, som omgiver biosfæren. Og løsslupne plasticposer sandsynligvis ende i en tilvarende evighedsspiral – The North Atlantic Garbage Patch.

Derfor, tænk på verdenshavenes store plasticspiraler, når nogen næste gang søger at overbevise os om, at plasticposer er fuldt så klimavenlige og miljøforsvarlige som papirposer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Bettina Wassener: How to Rid the Seas of ‘Plastic Soup’? New York Times 23.05.2011.

Wikipedia: Great Pacific Garbage Patch og North Atlantic Garbage Patch.

Peter Davison & Rebecca P. Asch: Plastic ingestion by mesopelagic fishes in the North Pacific Subtropical Gyre, Marine Ecol Progress Series no. 432  juni 2011 pp. 173-80 (abstract).

Share

Fukushima – nye grænseværdier

2. maj 2011

I oprydningsarbejdet på Fukushima Daiichi-værket har man for at sikre mod yderligere katastrofer fra den stadig meget labile situation i reaktorkernerne og kølebassinerne for de brugte brændselsstave måttet hæve grænseværdien for de arbejdere, som heroisk sætter deres liv og helbred på spil fra 100 millisievert til 250 millisievert. Og man er i disse dage ved at udvide arbejdsstyrken fra de nuværende 1.000 mand til omkring 3.000 for at sikre den nødvendige bemanding.

Men som den australske læge Helen Caldicott påpeger i et yderst læsværdigt indlæg i New York Times, Unsafe at Any Dose, så findes der ingen nedre grænse. A-kraft er potentielt skadeligt selv ved helt lave doser.¹ Og som Caldicott påpeger, kender vi her 25 år efter Chernobyl stadig ikke det fulde omfang af følgerne – sygdom, dødsfald og misdannelser kan optræde flere generationer frem.

Et andet eksempel på pragmatiske op- og nedjusteringer af grænseværdier er den maksimalt tilladelige dosis af stråling fra skolernes udearealer. Den har man lige sat op fra 1 til 20 millisievert pr. år – eller samme grænse som gælder for tyske A-kraft-arbejdere. Det har sat sindene i kog, og en gruppe forældre har overrakt regeringsrepræsentanter en sæk med jord fra en legeplads, som på geigertælleren gav et udslag på 38 millisievert.²

Det anslås, at 75% af alle skoler i Fukushima-amtet ligger over 1 millisievert, så ændringen er lavet for overhovedet at kunne tillade, at børnene kommer i skole og får luft i frikvartererne. Men den stadige fiflen med grænseværdier og sikkerhedsafstande har bragt tilliden til myndighederne ned på et lavpunkt. Over NHKs nyhedstjeneste forlød det til aften, at premierminister Kan var nede på en tilslutning blandt vælgerne på 1,3%.

Fukushima-ulykken har sat borgere, virksomheder, institutioner og embedsmænd i en endeløs række af yderst ubehagelige pest eller kolera-situationer, hvor der selv med den bedste vilje ikke findes nogen rigtig løsning. Og selvom Japan har et akut behov for energi, som i de kommende måneder vil stige i takt med, at sommervarmen øger behovet for airconditioning, ser man ved stadig flere af de japanske forsyningsselskaber krav fra aktionærerne om at få lukket deres reaktorer ned i tide.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Helen Caldicott: Unsafe at Any Dose, New York Times 01.05.2011.¹

Jonathan Watts: Fukushima parents dish the dirt in protest over radiation levels, The Guardian 02.05.2011.²

Share

We Are All Fukushima

22. april 2011

11. marts blev det nordlige Japan gennemrystet af et af de største jordskælv, man nogensinde har målt. Det rejste en tsunami, som sine steder skyllede alt væk flere kilomenter ind fra kysten. Med titusindvis af døde og savnede og hundredtusindvis af hjemløse, en tragedie, som med al tydelighed understreger, hvor sårbare vi er i vores moderne komfort.

Tsunamien væltede fuldstændig et af Japans mange A-kraft værker, Fukushima Daiichi-værket, over ende. Stort set alle nødløsningerne brød ned samtidig, og i ugerne efter har hele verden med hjertet i halsen fulgt de på én gang heroiske og absurde forsøg på at redde situationen. For det er en situation, som aldrig burde være opstået, som set i bakspejlet meget let kunne være undgået. Ulykken er gradvist blevet opgraderet til kategori 7 – den alvorligste kategori. Ingen ved endnu, om der i generationer fremover ligesom omkring Chernobyl-værket vil være en ‘død’ zone, hvor strålingsniveauet er for højt til, at området kan dyrkes og bebos. I skrivende stund vil man i bedste fald i løbet af 6-9 måneder kunne stabilisere situationen dertil, at det egentlige oprydnings- og indkapslingsarbejde kan begynde. Ingen taler åbent om, hvad der vil ske, hvis efterskælv rejser tilsvarende tsunami-bølger.

Fukushima Daiichi-ulykken rejser spørgsmål på mange niveauer, og adskillige steder i verden har man da også reageret ved at genoverveje udbygningen med A-kraft eller ligefrem standse tilsvarende typer af ældre værker. Fukushima rammer rent ind i solar plexus af hele det moderne projekt – hvad er det for et livs- og verdenssyn, som overhovedet kan finde på at slippe sådanne kræfter løs? – som bevidst kalkulerer med risikoen for at ødelægge mennesker, afgrøder og landskaber blot for kortfristede gevinster?

På et lidt mere jordnært plan giver det også anleding til at genoverveje det indlysende i at have to reaktorer placeret i Barsebäck, umiddelbart overfor København.

Siden 11. marts har jeg samlet artikler, billeder og links fra den tredobbelte katastrofe, fulgt med japansk fjernsyn osv. – med det håb, at krisen på Fukushima Daiichi-værket kan vække så megen eftertanke, at vi får en seriøs genovervejelse af A-kraftens rolle på verdensplan. Men i går tikkede der via et nyhedsbrev fra naturalanews.com et tankevækkende essay ind af David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster,¹ som med udgangspunkt i Ken Wilbers integral-filosofi tager prisen som den til dato mest tankevækkende perspektivering af Fukushima-ulykken.

Frem for at bidrage til den tekniske løsning af Fukushima-værket, hvor tre af reaktorerne stadig er foruroligende tæt på reaktornedsmeltninger, åbner Rainoshek med at spørge: Where does the Problem of Fukushima Exist? I den udstrækning, vi kan besvare dette spørgsmål fuldt ud, har vi ifølge Rainoshek mulighed for at løse såvel Fukushima-situationen såvel som truslen fra fremtidige industrielle akopalypser (p. 7).

Efterfølgende spejler han Fukushima-ulykken i en matrix, hvor Fukushima forstås: 1) som konkret eksisterende i miljøet, 2) som en ydre krise for kroppen, 3) som en indre krise for kulturen, samt 4) som en krise for den menneskelige bevidsthed. I en midterdel følger et uddrag fra Ken Wilbers A Theory of Everything (1996), hvorefter Rainoshek frem mod afslutningen primært diskuterer Fukushima-ulykkens bevidsthedsdimension. Som del af konklusionen skriver han (pp. 39-40):

“As Zen Master Thich Nhat Hanh has said, ‘To heal the environment, you must first heal the environmentalist.’ Therefore, it is time to evolve beyond rationality (read: pure scientific materialism) to a post-rational global culture of greater care and concern, integrating all levels of The Great Chain of Being in one’s self, our culture, and nature. Fukushima is a clarion call to a Culture of Integration, healing the dissociations we have created in our evolutionary process past and present, individually and collectively.”

Den vil jeg tygge på i her i påskedagene.

indlæg oprettet af Jens Hvass

David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster, www.naturalnews.com 21.04.2011 (pdf).¹

Share

Madspildsbjerget ved Rundetaarn

5. april 2011

I forlængelse af udstillingen ’Hungry Planet’ i Rundetaarn og med særligt udgangspunkt i tirsdagsforedraget ’Klimafodaftrykket fra fødevarer – gør det mindre’, ville Miljøpunkt Indre By-Christianshavn sætte fokus på madspild som en betydelig del af vores individuelle klimafodaftryk. Det gjorde vi ved at opsætte et madspildsbjerg ved Rundetaarn tirsdag d. 22. marts. Bjerget bestod af 252 kg rødbeder og økologiske gulerødder i poser, hvilket svarer til den mængde mad en dansk familie på fire personer i gennemsnit smider ud hvert år. Mange af de forbipasserende på vej ned ad Købmagergade kiggede nysgerrigt efter madbunken. Alle var overraskede over den enorme mængde mad, der bliver spildt, og flere gange hørte vi kommentaren: ”Så meget smider jeg altså ikke ud.

[nggallery id=150]

.
Hver dansker smider i gennemsnit 63 kg mad i skraldespanden i stedet for at spise den. Faktisk ryger der så meget spiseligt mad i skraldespanden, at alle kunne stoppe små 3.000 kroner i lommen hvert år, hvis vi stopper vores madspild. Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad arbejder for at komme madspild til livs, fordi de ser, hvor meget det påvirker verden omkring os. Vores overforbrug af fødevarer hænger direkte sammen med udledningen af drivhusgasser, vores klimafodaftryk og et unødvendigt stort forbrug af vores i forvejen knappe ressourcer. Derudover er der et etisk ansvar forbundet med at begrænse madspild; på verdensplan dør ca. 15 millioner børn af sult årligt.

For at sikre, at vi ikke selv medvirkede til madspild, aftalte vi med fødevareBanken, at de til slut ville komme og hente madposerne. Nonprofitorganisationen fødevareBanken er opstået som svar på to samfundsproblemer: madspild og madfattigdom. De etablerer aftaler med aktører i fødevarebranchen om at afhente overskydende fødevarer, som de derefter videredistribuerer til sociale hjælpeorganisationer og projekter i Danmark, som er i direkte kontakt med samfundets svageste borgere.

Det var tydeligt, at mange på Købmagergade mente, det var et godt initiativ med en event, og at det er en god idé at begrænse sit madspild. Den eneste, der kan begrænse dit personlige madspild, er dig selv, og du kan gøre det ved at følge disse råd: 1) køb kun det du skal bruge, 2) tilbered kun den mængde du kan spise og 3) hvis der alligevel er rester, spis dem dagen efter.

Indlæg ved Janus Juell-Sundbye.

 

Share