.
Denne video stammer fra den officielle fremlæggelse 11. februar af Rocky Mountain Institutes scenario for et USA i 2050, Reinventing Fire, som ikke bare overlever, men stortrives uden kul og olie. Fremlæggelsen bliver forestået af RMIs leder Amory Lovins.
Lovins er en sjælden begavelse, med et skarpt blik for det store perspektiv og en god evne til at se ud over de umiddelbare hindringer – og man får i løbet af videoens 26 minutter virkelig god besked.
I mine øjne er Reinventing Fire det hidtil bedste indspark i den amerikanske valgkamp.
2050-scenariet vil blive nærmere belyst i et følgende blog-indlæg: Reinventing Fire.
Plantagon har nu eksisteret i mere end 10 år – opbygget omkring en vision om at indarbejde fødevareproduktionen i vores byer og integrere den i bolig- og erhvervsbyggeriet. Det har sine udfordringer, men i høj grad også sine muligheder, og i en tid, hvor vi bliver flere og flere om at skulle mættes af samme få kvadratmetre er det overvejelser, som i den grad er værd at gøre, hvordan vores mad – eller i hvert fald dele af den – kan blive til i vores bymiljøer.
Plantagons til dato mest spektakulære visualisering af potentialet har været en gigantisk glaskugle, hvor planteproduktionen fandt sted på en spiralformet streng inde i bygningen. Og sådanne domes (se billedet til højre) kunne blive et spektakulært indslag i de fleste bymiljøer. Men nu ser det endelig ud til, at Plantagons vision bliver virkelighed.
I Linköping kunne man i sidste uge tage første spadestik til en kombineret kontor- og fødevareproducerende Plantagon-bygning, som med sin store lysende væksthus-facade bliver et yderst markant element i bybilledet (billederne øverst og nederst). Og hvor man til samme placering har arbejdet med en ren planteproduktionsglaskugle, har man nu valgt at en integreret kontor- og planteproduktionsenhed som prototype, hvilket virker indlysende.
Umiddelbart kan Linköping virke som et besynderligt sted at placere en sådan bygning, hvor plantekasser er stablet op i 54 meters højde, for Sverige har om noget masser af åbne vidder. Men samtidig med, at Sverige har en kort vækstsæson, har man et stort forbrug af friske grøntsager året rundt. Grundideen ug udviklingsarbejdet er svensk, og en række svenske firmaer som Saab, Combitech og Sweco, som kommer til at stå for opførelsen, har været villige til at gå ind i projektet. Så det er endt med at Linköping bliver hjemby for det første realiserede Plantagon-projekt.
Det patenterede facadesystem er omkring seks meter dybt og indeholder transportbånd, der til stadighed roterer planterne, så de får sol fra alle sider. Samtidig med at kontorhuset varmer vækstdelen, bliver kontorhusdelens grå spildevand (fra håndvaske) genbrugt til vanding. Bygningen har også en udtalt symbiose med det nærliggende Tekniske Verken, Linköpings energiselskab, som leverer varme og CO2 (som øger plantevæksten), samtidig med at Verken aftager det overskydende organiske materiale til forgasning.
Problemet med den mad, som er dyrket i sådanne strukturer, er, at det er klassisk drivhusmad. Sollyset er for en stor del afløst af kunstlys, og planterne vokser i vækstmedier, hvor muldjordens mange forskellige mineraler og næringsstoffer er erstattet af flydende gødning. Så det fungerer måske nogenlunde til pyntegrønt og hurtigtvoksende urteagtige vækster, men for afgrøder med blot lidt længere væksttid vil det give mindre smagskraft og næringsværdi.
Og så måske endda stadig en bedre løsning end at importere drivhusprodukter fra Langtbortistan. Som Plantagon indledende spørger i sin pdf-præsentation af drivhusprincippet: Why should a tomato fly 10.000 km?¹
. For få uger siden lykkedes det efter måneders pres at få Obama-administrationen til at udsætte beslutningen af Keystone XL olieledningen, som skal føre canadisk tar sand olie til amerikanske rederier. Men nu har en række senatorer sat sig for alligevel at presse den igennem. Derfor iværksatte en gruppe klima- og miljøorganisationer i forgårs en aktion, hvor de i løbet af 24 timer lykkedes at mønstre 802.000 mails til senatet om ikke at røre ved beslutningen om udsættelse. Og derfor er i titusindvis af mennesker i disse timer ved at kime senatorerne ned med protester og henstillinger.
Jeg tænkte, at det var en god anledning til at gense denne nu snart et år gamle video om tar sand-olien: The Dirty Truth. Den opruller i al sin gru det, som måske er verdens i dag største organiserede miljøødelæggelsesprojekt. Et skovområde tre gange større end Danmark står i de kommende år til at blive totalt raseret. Udledningen vil føre til, at verdens tredjestørste vandafledningsområde står til at blive uhelbredeligt forurenet. Og samtidig er det beregnet, at CO2-udledningerne fra tar sand-olien globalt set vil være lige så store, som den mængde CO2, som der er udledt fra afbrændingen af olie tilbage fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, hvilket vil medføre en forøgelse af den nuværende koncentration af CO2 på omkring 70 ppm.
Canadas helt store klimasvigt er således ikke, at landet har trukket sig ud af Kyoto-protokollen for at slippe for at betale bøden for ikke at have levet op til sine klimamål, men at landet ved at insistere på at udvinde og sælge tar sand-olien, som indtil for få år siden blev betragtet som for kostbar og for svinsk at udlede, sætter klimaet i kog og hele klodens fremtid på spil.
EU er i disse dage ved at lægge sidste hånd på en lovgivning, som vil gøre det umuligt for Canada at sælge tar sand olien i EU, fordi der er for stort et energiforbrug bundet til udvindingen. Et prisværdigt initiativ fra Connie Hedegaard, og det canadiske lobby-apparat har arbejdet på højtryk for at undgå en sådan stempling af tar sand-olien som klimaskadelig. Men som tingene ser ud lige nu, vil olien nok blive brændt af alligevel, hvis først den for alvor begynder at flyde.
Den japanske bonde Takao Furuno har på sin risfarm på Kyushu dyrket økologisk siden 1978, og igennem 25 år har han eksperimenteret med at holde ænder sammen med risene.
Ænderne rører ikke risplanterne, men deres snadren i de overrislede rismarker holder ukrudt og skadedyr nede, samtidig med at det ilter vandet og mindsker det lys, som når bunden. Så når ællingerne udsættes på det rigtige tidspunkt, kan man klare sig uden at luge, og helt uden pesticider. Ændernes ekskrementer udgør samtidig den perfekte gødning, hvor mængden vokser med planterne, så ved at kombinere risdyrkning med ande-hold kan man op imod fordoble risudbyttet samtidig med at udgifterne til den kemiske bekæmpelse af ukrudt og skadedyr bortfalder.
Mae-wan Ho beretter fra et besøg hos Takao Furuno: “The ducks are not the only inhabitants of the paddy field. The aquatic fern, Azolla, or duckweed, which harbours a blue-green bacterium as symbiont, is also grown on the surface of the water. The azolla is very efficient in fixing nitrogen, attracting insects for the ducks and is also food for the ducks. The plant is very prolific, doubling itself every three days, so it can be harvested for cattle-feed as well. In addition, the plants spread out to cover the surface of the water, providing hiding places for another inhabitant, the roach [skaller], and protecting them from the ducks. In fact, the roach grows so well in the paddy that Mr. Furuno has not bothered to count them. What do the fish feed on? They feed on duck feces, on daphnia and other worms, which in turn feed on the plankton. The fish and ducks provide manure to fertilise the rice plants all through the growing season. The rice plants in turn provides shelter for the ducks.
The paddy field with ducks and all is really a complex, well-balanced, self-maintaining, self-propagating ecosystem. The only external input is the small amount of waste grain for the ducks, and the output? A delicious, nutritious harvest of organic rice, duck and roach. It is amazingly productive.”¹
Betalingsringens veje er uransalige. Efter valget så det en tid ud som om det var givet, at vi fik en betalingsring, for det blev skrevet ind i regeringsgrundlaget. Så nu tilbagestod kun spørgsmålet, hvordan man udformede den bedst muligt, så man med de mindst mulige gener fik størst mulig trafikal omlægning til bæredygtige trafikformer som cykel og gang, samt fik stimuleret den kollektive trafik, så ikke bare flere brugte den, men flere var tilfredse med den.
Men så gik der særinteresser i sagen. I blogindlægget Betalingsring 2.0 var jeg inde på, at en problemstilling som en betalingsring har det meget svært i en moderne medievirkelighed – eller rettere i den demokratiske beslutningsproces’ påvirkelighed fra den moderne medievirkelighed. Og de seneste uger har det vrimlet med forbitrede indlæg over, hvor ødelæggende en betalingsring vil være, hvor dyrt, hvor uretfærdigt osv. Selv miljøgevinsterne har været søgt draget i tvivl. Og den næsten mantraagtigt vedholdende insinueren, at der bare er tale om en ekstra skatteudskrivning, har stået både mellem og på linjerne i langt de fleste indlæg.
I ét perspektiv er bilen den perfekte løsning. Man kan komme hurtigt fra sted til sted, uden at være afhængig af andre, og uden at skulle vente på andre. Dette perspektiv holder blot ikke i virkeligheden – ikke bare af abstrakte miljøgrunde, fordi det gennem luftforureningen er med til at slå mennesker ihjel og ødelægge livsvilkårene for kommende generationer. Men fordi vi simpelthen ikke bare kan blive ved med at forsøge skabe plads til, at alle slæber deres egen bil med hvor som helst i verden, de har lyst. Det kan gå på landet og på villavejene, men en by som København har nået en størrelse, hvor fastholdelsen af den frie bilisme er en illusion, en absurditet, en gigantisk selvmodsigelse.
En by som Brasília står som sindbillede på den ideale bilby, med motorvejsudfletninger over alt, så man fik afskaffet venstresvinget. Mange kan tage elevatoren fra deres lejlighed direkte ned i parkeringskælderen og køre herfra direkte til beskyttet parkering på arbejdet eller på shopping-centerets tag. Men Brasília blev bygget forfra på bar mark i 1960erne. Der var ingen historisk bykerne at respektere, og alle er enige om, at det ikke er nogen ønskeby at bo og leve i. Selvom byplanen er flot set fra luften og byen vrimler med arkitektoniske manifester, er Brasília frem for at blive kopieret andre steder i verden blevet sindbillede på den sjælsløse by.
I dag måtte nogle tusinde familier i det centrale København klare sig uden strøm i nogle timer. Situationen er udbedret, men i vores moderne tilværelse kører alt på strøm, og bare tanken om strømsvigt her i vintermørket er skræmmende: opladninger, computer & internet, radio og fjernsyn, madlavning, belysning, alarmsystemer og for nogen også deres varme. Det minder os alt sammen om, hvor sårbare vi er – hvor vitalt det er for den tilværelse, vi har skabt, at der altid er strøm i stikkontakterne.
Efter Fukushima-ulykken i Japan 11. marts 2011 har diskussionen om atomkraften og dens rolle i fremtidens energiforsyning fået ny næring verden rundt. I Tyskland tog man den indlysende konsekvens omgående at lukke otte af de ældste reaktorer – når det kunne ske i Japan, kunne det ske hvor som helst i verden. Og videre har man taget den energipolitiske konsekvens af Fukushima-ulykken, at A-kraften bliver fuldt udfaset i Tyskland, og at landet fremover skal være drevet fuldt ud af vedvarende energi.
Dette har givet anledning til mange pegede fingre: Med 9 GW taget ud af produktionen ville Tyskland så bare blive afhængig af norsk vandkraft. Og Tyskland måtte – endnu mere pinligt-inkonsekvent – regne med at skulle trække på fransk strøm fra A-kraftværker, når situationen virkelig spidsede til. Endda måtte Tyskland med sin nye energipolitik nok indstille sig på oftere at opleve nedbrud i strømforsyningen.
Nu har vi så i den seneste tid haft streng vinter over store dele af Europa. Tyskland har haft nattemperaturer ned til -30ºC, og man har da også i spidsbelastningsperioder været tættere på den maksimale produktionskapacitet end normalt. Men foreløbig har man klaret sig igennem uden problemer, og de tyske solcelleanlæg har med 25 GW (som på en klar vinterdag kan producere omkring 15 GW) givet sit betydende bidrag til forsyningen. I Frankrig derimod, det land i verden, som stærkest har baseret sin strømforsyning på A-kraft, har man været meget tæt på netsammenbrud og har måttet henstille kraftigt om at spare på elforbruget for at undgå kollaps. Og … man har måttet importere strøm fra Tyskland.
Nedenstående tekst er skrevet af Marika Yoshida, som bor i Fukushima-området, på 10-månedersdagen for det jordskælv, som 11. marts 2011 udløste en gigantisk tsunami, som ud over store ødelæggelser langs Tohukus kyster satte en stribe atomreaktorer ud af kraft i det, som efterhånden står som verdens mest omfattende A-kraft-ulykke. Marika-sans tekst giver et meget præcist indblik i livet i Fukushima-værkets skygge, og jeg har tilladt mig at hente den ind fra bloggen Senrinomichi.
Ud over jordskælv og reaktor-nedsmeltninger er området denne vinter ramt af særligt store snefald. Sine steder fik det nordlige Japan midt i januar 2 meter sne blot fra et enkelt uvejr. Og oven i alle de andre bekymringer kommer således, at en del af den radioaktivitet, som nu ligger spredt i bjergene, samles med smeltevandet og øger problemerne for vandmiljøet.
Her 11 måneder efter er situationen omkring Fukushima-reaktorerne er stadig yderst labil. Nok blev de i december erklæret i en tilstand af permanent “cold shutdown”, og temperaturen i reaktorerne har siden holdt sig under 100ºC. Men man ved ikke, hvor meget af brændslet, som er tilbage, og hvor meget, som er nedsmeltet, og stadig må man løbende gribe ind med ændringer i kølingen. Det nærmeste en tidsplan for oprydningen efter de tre nedsmeltede reaktorer er, at selve brændslet kan være fjernet på 10 år, mens der vil gå op imod 40 år, før hele anlægget er fjernet.
A-kraftulykken har sat sig dybt i den japanske psyke, og efter Fukushima-ulykken har ingen indtil nu været villige til at genstarte reaktorer, efter at de blev standset for løbende sikkerhedstilsyn. Så en tid, hvor energibehovet for at holde kulden fra døren er højt, er kun 2 af Japans 54 kommercielle reaktorer i dag i drift. Disse tre står til at skulle til eftersyn sidst i april, og Japan kan da meget vel stå i den situation, at alle 54 reaktorer er standset.
Men tilbage til Marika-sans tekst – lad hendes ord trænge ind.
. I wrote the note below on Jan. 12, the 10 month anniversary of the nuclear plant disaster. I originally shared it only with limited circles of people. But since quite a number of people want to share it, I decided to edit it into a form of note and make it available more widely. I decided to preserve it as a note because this feeling is what I could feel only at this moment and I myself felt hesitant to simply let it flow by in the timeline of my social network pages. On archiving it as a note, I’d like to add a few things.
.
Denne 15 min. video viser en gruppe kvinder fra det strålingsplagede Fukushima-område, som 28. december drog til Tokyo for at markere deres desperation og utilfredshed overfor Tepco, Tokyo Electric Power Company – det firma, som ejer Fukushima-værket og dermed er direkte ansvarlig for A-kraft-ulykken. Tepco har en meget lille stjerne i dagens Japan. Ikke bare på grund af den sløsethed, som overhovedet har muliggjort, at uheldet kunne ske, men fuldt så meget på grund af den i manges øjne helt utilstrækkelige måde, man efterfølgende har håndteret situationen på.
Under vejs (2:40 ff.) giver den i Japan ganske kendte skuespiller Toru Yamamoto, som har dedikeret sig til kampen for et Japan på vedvarende energi, sit besyv med. Det er meget intenst-kontrollerede artikulationer af meget stærke følelser, og ladningen bliver ikke mindre af, at de 40 kvinder ikke får lov at komme ind i Tepcos hovedkvarter, men må præsentere deres ærinde foran bygningen.
Teksten fra de to sidste indlæg kan ses herunder.
Hvis ikke de engelske undertekster vises automatisk, kan de hentes frem ved at klikke CC under video-billedet.
.
Association to Strive for Nuclear Power Phase-Out Together with TEPCO
I’m Azumai from “Association to Strive for Nuclear Power Phase-Out Together with TEPCO” and I will submit the first letter of requests:
“December 28, 2011. To Mr. Toshio Nishizawa, President of Tokyo Electric Power Company.
On the occasion of the Great East Japan Earthquake on March 11, you caused a global-scale fatal crime called ‘a nuclear earthquake disaster.’ This is an unprecedented event with multiple simultaneous severe accidents, and it will take an overwhelmingly long time until the nature is restored. On the other hand, life of the victims will run out much more quickly.
Already 9 months have passed since the start of the accident, but a horrible, unforgivable situation still continues where many victims, whose future course of life was suddenly severed, cannot obtain a foundation of their future lives and their compensation unless they damage their own eyes, ears, mouths, hands and feet, and their own savings. Above all, you have never once apologized as a perpetrator of this accident that your explanations to the local communities, “Nuclear plants are safe; They can withstand an earthquake,” was all lies and false.
The top management and everyone under them always only repeat a set phrase, “We are causing you great trouble and anxiety,” as if this were an affair of other people. You must immediately apologize genuinely, make substantial and effective compensation for our damages, not just with words, and take actions to prevent further sufferings and damages from occurring.” .
Requests from Fukushima Women Who Don’t Want Nuclear Plants
I’ll read the requests from “Fukushima Women Who Don’t Want Nuclear Plants”.
‘Letter of Requests for Immediate Abolition of Nuclear Power Plants and Complete Compensation to the Victims.’
On March 11, 2011, the accident of Tokyo Electric Power Company’s Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant occurred on the occasion of the Great East Japan Earthquake, and it has changed the Japanese society completely. The safety myth of nuclear plants has been shattered and a large amount of radioactive materials has been spread throughout the world, causing huge environmental contamination.
In Fukushima, many people are still forced to live their daily lives in high level of radioactive contamination unparalleled in human history. There is no rebirth of Fukushima without the good health of people who bring it about. There is no rebirth when the residents are forced to be exposed to radiation.
The accident of Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant has revealed the human race cannot coexist with nuclear power. An energy that destroys human health is not needed. We strongly want the transition to a society based on alternative energies that can coexist with human life, and we request as follows. We expect your sincere answers in writing to this letter of requests…” .
En fuld transscription af vidoens engelske oversættelse kan ses på: 放射能メモ.
.
Denne 20 min. video er fra en friluftskoncert i Kyoto, hvor Frying Dutchman afleverer human ERROR, en sang, et anklageskrift, som er blevet til i kølvandet på A-kraft-ulykken i Japan.
Tindrende vredesudladninger frit svævende på en ubekymret tilbagelænet musikalsk bund. Økonomien, teknologien, magten, energiselskaberne, A-kraft-mafiaen, forløjetheden, de efterplaprende medier, den moderne afsporethed, sanseløshed, forstillelse og kollektive bedøvethed – alt får en tur i Frying Dutchman’s rablende vridemaskine. Det nærmeste jeg kan komme dette udslag af vredens klarsyn er: lysende begavet civilisationskritik.
Og så fremmanes der faktisk gradvist en plan for Japans overgang til et post-fossilt samfund.
Human ERROR er nu kommet med engelske undertekster, så giv dig 20 minutter på briksen. Det handler om meget mere end Fukushima Daiichi.
Frying Dutchman indkalder til markeringer over hele verden op til etårsdagen for den tredobbelte katastrofe i Japan 11. marts 2011. Jeg har kopieret opfordringen ind nedenfor.
Ved slutningen af det 20. århundrede lavede Time Magazine en liste over det 20. århundredes 100 værste ideer. Og i gårsdagens Washington Post udpeger Bill McKibben i artiklen Burning America’s future den forestilling, at vi skal (eller kan) udvinde og afbrænde al tilgængelig fossile brændstoffer, som topkandidat til det 21. århundredes værste idé – som McKibben sammenfatter som en burn ’em if you got ’em-strategi.¹
Hvis USA, som den nuværende energiforsyningspolitik lægger op til, udvandt og afbrændte alle sine kendte fossile reserver, vil det føre til et bidrag på yderligere 1.837 trillioner ton CO2 i atmosfæren. Samtidig har klimatologer beregnet, at vi samlet på verdensplan kan udlede max. yderligere 650 trillioner ton CO2, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning på under 2° C – og dermed undgå de værste konsekvenser. Så alene USA har planer om det tredobbelte. Canada har med sine tar sand ressourcer en potentiel tilførsel af CO2 til atmosfæren på ligeså meget yderligere, som de udledninger, olieafbrændingen på verdensplan har medført siden industrialiseringens begyndelse. McKibben har forhørt sig hos NASAs James Hansen: Den fulde afbrænding af de amerikanske og canadiske fossile ressourcer vil medføre, at atmosfærens koncentration af CO2 vil vokse fra de nuværende 392 ppm til omkring 650 ppm.¹ Og så er der alle de andre milliarder af mennesker – hvis ikke rige lande som USA og Canada målrettet arbejder på at reducere deres CO2-udledninger, så vil udviklingingslandens motivation for at gøre kunne ligge på et meget lille sted.
Ikke bare er en sådan ureflekteret burn ’em if you got ’em-strategi således totalt ødelæggende for fremtidens levevilkår. Det kunne jo også være, at verden i det 24. århundrede havde brug for råolie til andre af de mange fine ting, som olien kan bruges til ud over at afbrænde den.
Og har vi først forstået umuligheden i at brænde alle verdens fossile brændstoffer af, er det oplagt at genoverveje, hvilke fossile forekomster, som det er oplagt at lade ligge, hvor de nu ligger. Det gælder ikke bare de fleste af kullene, men også de dirty oil-forekomster, tar sand og oil shale, hvis udvinding medfører kolossale landskabsødelæggelser. Og det ville gøre, at vi kunne indstille eftersøgningen efter olie i regnskovsområder, på dybt vand og i de arktiske egne, hvor miljøkonsekvenserne og risikoen for og ved miljøkatastrofer er særligt store – fordi der alligevel ikke er plads i atmosfæren til al den CO2. Tænk alle de enestående landskaber, vi kunne bevare for fremtiden.
Vi er her inde ved kernebetydningen af kampen mod Keystone XL rørledningen. Og selvom det lige nu ser ud til at Obama-administrationen udskyder afgørelsen om Keystone XL af administrative grunde, så har den endnu til gode at vise, at den formår at handle i et mere fremsynet fremtidsperspektiv.