Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juni stod det stadig mere klart, at der trods de mange protester og den uafklarede sikkerhed ville blive genstartet to reaktorer ved Oi-værket. Og man så den folkelige modstand mod genstarten artikulere sig stadig stærkere, dels i forslag om fuld afvikling af A-kraften, dels kom japanerne på gaden for at demonstrere i et omfang, som er helt usædvanligt for japanerne.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juni 2012

11. marts – Fukushima – ét år senere – blog-indlæg
1. maj – Urgent Request to UN Secretary General Ban Ki-moon – blog-indlæg
5. maj – Japan uden A-kraft – blog-indlæg
7. maj – Masaharu Takasaki: Kokoro Shelter Project – blog-indlæg
7. juni – Japan stadig uden A-kraft – blog-indlæg

8. juni – Noda om nødvendigheden af at få gang i reaktorerne
9. juni – Noda i modvind
10. juni – Aktive foldelinjer under Oi-værket
11.juni – Genstart rykker nærmere
12. juni – Mainichi: Genstart af reaktorer er “emotional”

13. juni – 7½ mio. underskrifter mod genstarten
14. juni – Endnu nærmere genstart
14. juni – TEPCO spillet hasard med sikkerheden
15. juni – Kenzaburo Oe om genstarten
16. juni – Den første Oi-reaktor genstartet / Voksende politisk modstand

17. juni – Asahi Shimbun: Genstart sikkerhedsmæssigt dybt uansvarlig
26. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne I
27. juni – Generalforsamling ved forsyningsselskaberne II
28. juni – Hvilke reaktorer er det forsvarligt at genstarte?
29. juni – Tegninger af foldelinjer udeladt af grundlaget for genstarten i Oi

30. juni – 150.000 til fredagsdemo / Ny feed-in-tarif.

Se: Fukushima links for juni 2012.

Læs mere »

I går fremlagde Københavns Kommune sin handlingsplan for opnåelse af CO₂-neutralitet i 2025: KBH 2025 klimaplanen.¹ “Ambitiøst, men realistisk” hed det i overskriften til forgængeren for figuren ovenfor, som illustrerer størrelsesordenen af de indsatser, som handlingsplanen omfatter. Planen er nu sendt til politisk behandling forud for, at den kommer til behandling i Borgerrepræsentationen 23. august. Og mon ikke, at der stadig er flertal for planen – ved principvedtagelsen i august 2009 var der opbakning fra alle partier. Selvom den fremlagte plan er både privatøkonomisk, samfundsøkonomisk og kommunal-økonomisk set er en fordel, så koster det fremlagte i størrelsesordenen 2,7 mia. kr., så det kræver en vilje til at prioritere indsatsen. Og som man kan se af grafen til højre, er der stadig plads til – og brug for – yderligere initiativer, hvis planen skal helt i hus.

For blot få dage siden kom det frem, at reduktionsmålene for 2015 – en 20% reduktion i forhold til 2005 – allerede var opnået og at det var kommet i hus ved en omlægning af Amagerværkets blok 3 til biobrændsel. Jo mere vi nærmer os nul-udledningerne i 2025, jo færre vil der være af sådanne lette, lavthængende frugter. Der udledes CO₂ i forbindelse med stort set alt, vi foretager os, og billedet vil snarere være, at man over flere runder må igennem alle byens aktiviteter for at finde yderligere reduktionsmuligheder.

De to store reduktionsområder (i grafen herover) er vindmøller og el produceret på biomasse (ny VE-baseret kraftvarmeproduktion). Vindmøllerne er blot et spørgsmål om at komme i gang med at sætte dem op, og så at huske at give god tid til at møllerne bliver ejet i fællesskab af byens borgere og virksomheder. Der bliver fremover tale om en langt mere udstrakt brug af biomasse, og det har været diskuteret, i hvilken udstrækning biomasse overhovedet kan betragtes som CO₂-neutral. Men det er klart et punkt, som kan løses.

Den øverste tredjedel af grafen rummer en lang række af forskellige indsatser, som hver især hører med til at gøre byen CO₂-neutral. Her er det tankevækkende, at udsorteringen af plast fra affaldet er den største af disse “mindre bidrag” – og vejer tungere end indsatserne for cykelområdet, den kollektive trafik, indførelsen af solceller energibesparelser og en klimaoptimering af kommunens drift. Så vidt jeg ved, er planerne langt fremme om at iværksætte kampagner for, at borgere og virksomheder i langt højere grad end i dag kildesorterer deres affald. Indtil for nylig betragtedes affald blot som CO₂-neutralt. Men det viste sig, at der var ganske store andele af plastic i affaldet, og i CO₂-beregninger kommer det dermed til at figurere som fossilt brændsel. Og ting går ikke hurtigt. Allerede i en revision i 2002 af Københavns Kommunes klimaplan for 1990-2010 var det anbefalet at skærpe indsatsen på dette område.

Man kan i dag lave bygninger, som er energineutrale eller ligefrem energipositive, men bygningsmassen i en by som København udskiftes kun langsomt, og vi er ikke så gode til frivilligt at energirenovere systematisk, når vi renoverer, selv hvor tilbagebetalingstiden ville gøre det til en god forretning, så det er en proces, som vil stå på i det meste af det 21. århundrede. Og hvis vi først lærer at høste masser af vedvarende energi billigt, så kan man jo også vurdere, om det er i orden at vores bygningsarv bruger lidt mere energi end nybyggeriet. Tilsvarende er det tungt med omstillingen af trafikken til vedvarende energikilder, og selvom man laver en målrettet indsats på disse områder, må vi nok regne med at fossilt drevne køretøjer i København og stor trængsel i gaderummene også efter 2025.

Indsatserne peger den rigtige vej. I et lidt mere overordnet klimaperspektiv er målet dog ikke bare CO₂-neutralitet, men at vi efterhånden udvikler CO₂-negative byer, som netto absorberer en stor del af den CO₂, som er lukket ud i atmosfæren i de siden industrialiseringens begyndelse. CO₂-neutralitet i 2025 er således ikke noget slutmål men en første milepæl i en transformationsproces, som kommer til at fortsætte århundredet igennem.

Læs mere »

Siden A-kraft-ulykken på Fukushima Daiichi-værket marts sidste år er stadig flere af Japans 54 A-kraft-reaktorer blevet lukket for løbende sikkerhedscheck. Efterfølgende har folkestemningen og usikkerheden været så stor, at man ikke har turdet genstarte reaktorerne, og her 5. maj blev den sidste standset for eftersyn. Ligesom med de øvrige, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver startet med det første.  Så hvor tsunamien satte 3 reaktorer ud af spillet, har fornuften – eller frygten ville nogle nok hævde – standset de øvrige 51.

Fra i dag er Japan således uden A-kraft for første gang i 42 år, og landet rundt har dagen været markeret med i tusindvis af mennesker på gaden med krav om at opgive A-kraften. 5. maj er traditionelt børnenes dag, og mange har set det som et stærkt symbol, at Japans sidste reaktor lukkede på denne dag – i respekt for fremtiden.

Efter Fukushima-ulykken har man efter europæisk forbillede gennemført en række stres tests for de japanske reaktorer, hvor man har simuleret store påvirkninger af jordskælv og tsunamier. Men lederen af den kommission, som har forestået disse undersøgelser, vil ikke sige, at det dermed er sikkert at starte – det er et politisk valg at påføre befolkningen den risiko. I den seneste måneds tid er det politiske pres for at komme videre fra det nuværende dødvande vokset. Særligt har man sigtet på at få genåbnet to reaktorer i Ohi-værket i Fukui-provinsen og søger lige nu at skabe lokal opbakning dertil. For udsigten til at skulle klare sig igennem endnu en sommer uden A-kraft er mildt sagt svedig.

De japanske somre er fugtigvarme til det stærkt ubehagelige – husker fra en sommer i Kyoto, at der i ugevis kunne være over 30ºC selv ved midnat. De moderne huse ikke bygget til at holde sig selv kølige, men er typisk afhængige af airconditioning – og dermed af store mængder elektricitet – for at være udholdelige. Det japanske energibehov kulminerer derfor på varme sommerdage.

Før Fukushima-ulykken stod A-kraften for 30% af den japanske elektricitetskapacitet, og man havde planer om som del af Japans klimaindsats at øge denne andel til 50%. Sidste sommer klarede man sig igennem, selvom der allerede på den tid var så mange reaktorer lukket, at A-kraften kun bidrog med omkring 10% af el-produktionen. Og denne sommer står man overfor at skulle klare sig helt uden A-kraft. Så selvom en række virksomheder har sikret sig med egne generatorer, så vil der skulle spares endnu mere.

I Fukushima-ulykkens eftertanke har der været en stærk bevægelse for at Japan skulle udfase sin A-kraft og fremover i langt højere grad end i dag basere sin energiforsyning på vedvarende energi. Mange ser dette som et vendepunkt. Men den slags omstilling tager tid, og her i den forestående sommer er der ikke ret mange flere solceller og vindmøller til at køle de japanske byer, og man kommer endnu mere end sidste sommer til at trække på borgernes og virksomhedernes gode viljer til at spare, at undlade, at udskyde, at dele … og at svede.

Læs mere »

Umiddelbart efter at den kæmpe tsunami 11. marts 2011 væltede ind over Tohukus østkyst og satte Fukushima Daiichi-værket skakmat, var det svært at få noget klart billede af, hvad som var sket, og hvor omfattende følgerne ville blive. En serie brinteksplosioner i reaktor 1, 2 og 3 i de følgende dage pulveriserede de ydre bygningsskaller – og understregede på det voldsomste, at der var tale om alvorlige problemer, selvom det først blev offentligt erkendt mange måneder senere, at der var tale om egentlige kernenedsmeltninger for reaktor 1, 2 og 3. I månederne efter var kræfterne derfor fokuseret på at stabilisere disse løbskkørte reaktorer og bringe dem til en tilstand af cold shutdown, hvor de konstant holder en temperatur under 100ºC. Det lykkedes inden jul, omend der efterfølgende har været opblusninger og ingen med sikkerhed ved, hvor meget af reaktorkernerne, som rent faktisk stadig befinder sig i reaktorens kerne.

På ulykkesdagen var reaktor 5 og 6 bragt i cold shutdown i forbindelse med løbende vedligeholdelse, mens brændslet var taget ud af reaktor 4 også som del af den løbende vedligeholdelse – ellers kunne omfanget have været endnu større. Endda udbrød der få dage efter brand i brændselslegemerne i reaktor 4, og endnu en brinteksplosion pulveriserede den bygning, som omslutter reaktor 4 (billederne herover). På Fukushima-værket er der i alt mere end 10.000 brugte brændselselementer, og eksperter fra hele verden vurderer, at de udgør en tikkende bombe.

Særligt er opmærksomheden rettet mod den store dam i reaktor 4, hvor 1.535 brændselslegemer (460 ton) er under afkøling med direkte udsigt til stjernehimlen. Disse brændselsstave nedsænket i et gigantisk bassin 30 m over jorden repræsenterer en radioaktivitet på op imod 10 gange mere end hvad der blev frigivet ved ulykken i Chernobyl. Det er blevet vurderet, at et jordskæv af blot styrke 7 vil kunne få den hårdt prøvede beton til at kollapse. Og blot en mindre revne, som blotlægger brændselselementerne i kortere tid, vil kunne reaktivere de radioaktive processer i brændselsstavene dertil, at man står overfor at måtte evakuere Tokyo-området med dets millioner af indbyggere.

Men de japanske myndigheder og værkets ejer Tepco synes handlingslammede. Dette har fået en lang række japanske miljøorganisationer til at rette nedenstående henvendelse til FNs generalsekretær Ban Ki-moon om, at det internationale samfund må gribe ind – og hjælpe med at få det brugte brændsel sikret hurtigst muligt.

I bakspejlets bagklogskab virker det absurd, at man blot med hovedet under armen har opmagasineret årtiers brændselselementer på værkerne. Men det må ses som et billede på, at stort set ingen lande selv efter at have brugt A-kraft i årtier har afklaret, hvad man overhovedet efterfølgende vil gøre med sit radioaktive affald. Det ryger med i startpakken til de kommende generationer.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima Daiichi.

May 1, 2012

To: UN Secretary General Ban Ki-moon

An Urgent Request on UN Intervention to Stabilize the Fukushima Unit 4 Spent Nuclear Fuel

Recently, former diplomats and experts both in Japan and abroad stressed the extremely risky condition of the Fukushima Daiichi Unit 4 spent nuclear fuel pool and this is being widely reported by world media. Robert Alvarez, Senior Scholar at the Institute for Policy Studies (IPS), who is one of the best-known experts on spent nuclear fuel, stated that in Unit 4 there is spent nuclear fuel which contains Cesium-137 (Cs-137) that is equivalent to 10 times the amount that was released at the time of the Chernobyl nuclear accident. Thus, if an earthquake or other event were to cause this pool to drain, this could result in a catastrophic radiological fire involving nearly 10 times the amount of Cs-137 released by the Chernobyl accident.

Nearly all of the 10,893 spent fuel assemblies at the Fukushima Daiichi plant sit in pools vulnerable to future earthquakes, with roughly 85 times more long-lived radioactivity than released at Chernobyl.

Læs mere »

.

Igennem 20 år har Garth Lenz skildret verdens miljøproblemer i billeder – mange af de billeder, som kan ses i blog-indlægget fra i forgårs, Landskaber under ødelæggelse, er indfanget med hans linser.

I denne video kan man opleve Garth Lenz på en TED-konference i januar fortælle med en næsten knugende indlevelse om de drastiske konsekvenser af tar sand-udvindingen i Alberta, som i disse år totalskamferer stadig større dele af Canadas oprindelige landskaber samtidig med at det forgifter mennesker og dyr og slår bunden ud af den globale klimaindsats.

Kan kun opfordre til at støtte op om tar sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i uhyrlighederne i Alberta.

Vi må sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Se tidligere blog-indlæg: Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, James E. Hansen om norsk klimapolitik og James Hansen: Why I must speak out about climate change.

P.S. Kom til at se, at dette er blog-indlæg nr. 800 – en slags rund dag for Strøtanker om bæredygtighed med et indlæg, som med billedet til hjælp spænder ud mellem det globale og det lokale, det smukke og det grusomme.

Denne plakat er blot en af mere end 1.000 Fukushima-plakater fra nonukeart.org – et udvalg kan ses i blog-indlægget: Fukushima – No Nukes Art Project.

I dag er det ét år siden et jordskælv ud for Japans Stillehavskyst rejste en tsunami, som hærgede Tohukus kyster og sendte Fukushima Daiichi A-kraftværket til tælling. Derfor gøres der i disse dage status over situationen, som ikke bare har gjort et stykke Japan ubeboeligt på ukendt tid, men har sat fundamentale spørgsmålstegn ved A-kraftens fremtidige rolle og om vi overhovedet er i stand til at omgås A-kraften på forsvarlig vis.

Tsunamien satte tre ud af Japans 54 kommercielle reaktorer ud af kraft. De tre havarerede reaktorer er nu relativt stabile, og strålingen fra værket er begrænset i forhold til de første uger efter katastrofen. Endnu ved dog igen med sikkerhed, hvor stor skade, der er sket, eller hvor omfattende nedsmeltninger, der er tale om. Og man regner med, at det vil tage 10 år at få indkapslet de nedsmeltede reaktorkerner og 30-40 år at få de havarerede reaktorer fuldt afviklet.

Samtidig er stort set alle øvrige reaktorer i Japan nu stoppet, kun to er stadig i drift. Det hænger sammen med en lov om, at lokale myndigheder skal give tilladelse til genstarten når en reaktor hver 13. måned bliver stoppet for sikkerhedsinspektion. I 40 år var dette blot en formalitet, men siden Fukushima-ulykken og den efterfølgende afdækning af den lemfældighed, hvormed sikkerheden har været håndteret i den japanske A-kraft-sektor, har ingen lokale myndigheder villet give disse tilladelser. Så Japan måtte klare sig gennem sommerens hedebølger med 30% mindre elektricitet end normalt, hvilket kun har kunnet lade sig gøre med en enestående blanding af opfindsomhed, velorganiserethed og vilje til at få det bedst mulige ud af den forfærdelige situation. Lige nu tyder alt på, at også de sidste to reaktorer bliver sat i stå uden umiddelbart at blive genstartet, når de til maj står overfor deres løbende sikkerhedscheck, og spørger man befolkningen, er der rigtig mange, som gerne så, at Japans atomreaktorer aldrig mere blev startet – at man standsede op i tide.

Konsekvenserne for japansk energipolitik er derfor stadig uafklarede – scenarierne spænder fra valne “vi skal jo videre”-attituder til visioner om en hurtig udfasning af A-kraften og helhjertet indsats for at få Japan 100% på vedvarende energi. Hen over sommeren var premierminister Naoto Kan meget dedikeret til en sådan omstillingsproces. Men han er siden trådt tilbage, og hans efterfølger er – som det er traditionen i Japan – langt mindre markeret.

Det som en overgang så ud til at kunne komme til at redefinere hele den japanske energipolitik – hvilket ville være en meget konstruktiv konsekvens af Fukushima-katastrofen – kan derfor som så meget andet, når der er store økonomiske interesser involveret, meget vel ende i perspektivløse lappeløsninger.

Japanerne er vågnet brat op til, at de gentagne forsikringer om A-kraften som sikker, ren og billig energikilde ikke holdt til virkeligheden. Og med arvæv fra A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki siddende i psyken har det udløst en vrede og indignation, som lige under de velordnede facader koger voldsomt. Protesten mod A-kraften har bragt mennesker på gaden i et omfang – og fra grupper af det japanske samfund – som man ikke har set det tidligere. Fukushima-ulykkens udfoldelse i alle afkroge af det japanske samfund er et gennemgribende Wake Up-call.

Udladninger som Frying Dutchmans human ERROR (se/hør blog-indlægget) rammer præcist ind i den desperation og afmægtighed, som følger med erkendelsen af, at en fortsættelse som hidtil ikke er mulig.

Verden rundt bliver der i disse dage gjort status i stor stil, og i blog-indlægget Fukushima – links har jeg siden 11.03.2011 løbende samlet artikler og kommentarer fra hele verden om Fukushima-ulykkens udfoldelse – så der efterhånden er omkring 1.000 links.

Japan vil i dag være stærkt præget af dagen, ceremonier, taler, genoplevelser af voldsomme minder, omkring en fjerdedel af de 20.000 mennesker, som døde, var børn, op imod 400.000 mennesker bor stadig under midlertidige forhold. Og så er det måske allersværeste at placere den kolossale usikkerhed om radioaktiviteten – kan ikke høres, ikke lugtes, ikke ses, ikke ignoreres. Først om adskillige årtier vil vi have et klarere billede af strålingsskadernes omfang, vide hvor lang tid det tog at decontaminere landskaberne og hvor store områder, som måtte kendes varigt uegnede til ophold. Mange jernbanelinjer vil indstille driften kl. 14:46 lokal tid – for efter en stund at køre videre. Her på bloggen vil jeg markere étårsdagen med at tænde et lys.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima-ulykken.

Den amerikanske dokumentar-kanal Frontline har på det seneste lavet to programmer om Fukushima-ulykkens konsekvenser, dels Nuclear Aftershocks, som er tilgængelig i det forudgående blog-indlæg, dels Inside Japan’s Nuclear Meltdown, som kan ses på denne side.

Inside Japan’s Nuclear Meltdown følger på nærmeste hold udviklingen i de første døgn efter jordskælvet 11. marts 2011, hvor en tsunami formåede at sætte et atomkraftværk med 6 reaktorer ud af kraft, inklusive samtlige sikkerhedssystemer og nødstrømsanlæg. At tingene ikke gik værre, end de gik, er mere held end forstand. I ugevis måtte man improvisere med de stumper man havde – hændelsesforløbene lå fuldstændigt uden for, hvad man havde forestillet sig kunne ske. Og det har krævet en heroisk og uegennyttig indsats af ansatte ved værket, som i bestræbelserne på at undgå et worst case scenario har risikeret deres liv. Kort sagt er en af verdens teknologiske supermagter blevet alvorligt taget med bukserne nede. Hændelsesforløbet viser med al tydelighed, at man ikke kan gardere sig mod sådanne fejl, og at konsekvensen med A-kraften kan blive særdeles store.

Det er gradvist lykkedes at stabilisere situationen, og før jul kunne man erklære de tre traktorer i en tilstand af “cold shutdown” – dvs. at temperaturen stabilt kan holdes under 100ºC. Men det er en lidt anstrengt brug af begrebet, for reaktorkernerne er nedsmeltet. Ingen ved endnu, hvor nedsmeltet eller hvordan oprydningen overhovedet kan finde sted, men man regner med, at der vil gå op til 10 år, før man kan fjerne de beskadigede brændselsdele og 25-30 år før der er ryddet helt op på stedet. Ingen ved endnu, hvor lang tid der vil gå, før de evakuerede kan rykke tilbage, eller hvor store områder man må erklære varigt uegnede til ophold. Og de genetiske forstyrrelser af mennesker og natur vil videreføres i generationer. Så det er en god anledning til at genoverveje A-kraftens nødvendighed og hensigtsmæssighed.

Den timelange video er delt op i fire sekvenser, som kan ses nedenfor:

New York Times bragte 4. marts et interview med Mr. Edge, som står bag dokumentaren, se: Marc McDonald: When the Dosimeters Were Screeching.

Læs mere »

Den amerikanske dokumentar-kanal Frontline har på det seneste lavet to programmer om Fukushima-ulykkens konsekvenser, dels Inside Japan’s Nuclear Meltdown, som er tilgængelig i det følgende blog-indlæg, dels Nuclear Aftershocks, som kan ses her.

Nuclear Aftershocks ser på, hvordan Fukushima-ulykken har fået vidtrækkende konsekvenser og har rejst spørgsmålet verden rundt, om vi overhovedet kan håndtere A-kraften? Spørgsmålet: Når det kunne ske i Japan …? Har ført til vidt forskellige reaktioner, fra en fuld udfasning inden for en kort årrække, til en systematisk revurdering af alle sikkerhedsforskrifter og -foranstaltninger.

I programmet bliver det sagt, at der nu kun er 6 ud af Japans 54 reaktorer, som er i drift. I skrivende stund er tallet helt nede på 2. Og sandsynligvis kommer også de to sidste reaktorer til at stå stille fra maj, når de står overfor deres løbende eftersyn.Det hænger sammen med, at lokale myndigheder skal give tilladelse til genstart, hver gang en reaktor har været standset for løbende sikkerhedseftersyn. Indtil nu har dette været formalia. Men i skyggen af Fukushima-ulykken har ingen villet medvirke til at genstarte reaktorerne.

Folkestemningen er meget kraftigt imod den japanske A-kraft (billederne herover er fra japansk fjernsyn), og selvom det er givet, at de japanske udbygningsplaner for A-kraften indstilles, så er det svært at forestille sig, at Japan ikke lister i hvert fald nogle af sine A-kraftværker i gang igen. Men foreløbig har ingen politikere haft mod til at tage ansvar for det – og selv klare tilhængere af A-kraften dukker sig lige nu og håber på bedre tider.

I programmet fremhæver James Hansen fra NASAs klimaforskningsafdeling, at det rent klimamæssigt vil være katastrofalt, hvis A-kraften bare opgives. For der findes ikke umiddelbart vedvarende energikilder, som kan klare “base load”-opgaven – at sikre, at der til enhver tid er strøm i kontakterne uanset om det blæser og solen skinner eller ej. Men lige præcis Japan har et kolossalt geotermisk potentiale, og rigtigt etableret burde geotermien kunne træde til og det endda langt mere fleksibelt end A-kraftværkerne. Så det er mere et spørgsmål om, hvor hurtigt, man hensigtsmæssigt kan lave disse omstillinger.

Man kunne her have ønsket sig, at Frontline også havde inddraget Amory Lovins fra The Mountain Institute, som meget præcist påpeger, at man kan få meget mere positiv klimaeffekt meget hurtigere ved at bruge pengene på vedvarende energikilder.

Den timelange video er delt op i seks sekvenser, som kan ses nedenfor:

Læs mere »

Product Mindset (prod•uct mind•set | prädekt mahynd-set | noun) A global collective consciousness that reflects how people feel about products—whether people are making and selling products or buying and consuming them.

Denne lille rapport, Navigating the Product Mindset, som udkom i december 2011, dumpede lige ind i min mailbox. Og selvom der i høj grad er tale om kvantitative tilgange, så giver den lille rapport gennem sin eksemplariske grafiske overskuelighed et meget fint billede af den forskellighed, som præger udsynet både for forbrugere og producenter i hhv. Kina, Indien, USA og Tyskland. Det er de nye muligheders spirende optimisme og fremskridtstro overfor godt slidte, om end stadig mere eller mindre velkørende industrinationer. UL, Underwriters Laboratories, som står bag, er en verdensomspændende rådgivningsvirksomhed med i alt 9.000 ansatte.

I det sammenfatningen står der:

Key insights from the study include:

• Geography and culture play the largest role in shaping perceptions about products.
• Consumers are aware of an increasingly complex, global supply chain and have a growing interest in the traceability of products and product parts.
• Manufacturers in emerging markets rate themselves as being ahead of the curve regarding both product and operational sustainability more than manufacturers in developed markets.
• Few manufacturers appear to make the environment a top-tier issue when compared with safety and performance.
• Product safety and performance are the top two considerations that impact today’s Product Mindset for both consumers and manufacturers.

Læs mere »

.
Arnie Gundersen at the Japan National Press Club, 1.36:10 min. Vimeo video.

Fortalere for A-kraft fremfører igen og igen, at A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket ikke har ført til et eneste dødsfald. Dette er en total ignorans af situationens alvor og af strålingens natur – eller rettere strålingens ødelæggende natur. For der er tale om snigende langtidsvirkninger, ikke blot for de mennesker, som siden 11. marts har været udsat for strålingen i området, men for titusindvis af mennesker, som endnu ikke er født.

A-kraft-eksperten Arnie Gundersen fra Fairewinds kommer i denne video, som stammer fra en session ved Japan National Press Club i Tokyo for +80 journalister, ind på de langsigtede virkninger af Fukushima-ulykken. Han vurderer, at de samlede udgifter til oprydning efter ulykken kommer til over 20-30 år at koste en kvart trillion dollars. Og han anslår på baggrund af beregningsmetoder etableret i forbindelse med epidemiologiske undersøgelser af Three Mile Island-ulykken, at Fukushima-ulykken over de kommende 20 år vil føre til en yderligere 1 mio. kræfttilfælde (se 54:55 min. ff.).

Det er lidt samme billede med Chernobyl – selv så mange år efter er der alt landet end konsensus om konsekvenserne – A-krafttilhængerne taler om meget få dødstilfælde, WHO anslog i 2005, at Chernobyl havde ført til 43 direkte dødsfald og omkring 4.000 dødsfald efter kræft. Men russiske forskere i undersøgelser, som først i 2009 er blevet oversat, vurderer, at der over 20 år er tale om 980.000 dødsfald som følge af Chernobyl.¹

Ved den årlige mindehøjtidelighed for ofrene for Hiroshima-bomben blev listen over ofre tilføjet yderligere 5.800 mennesker, og listen omfatter i dag mere end 275.000 mennesker, som er døde som følge af den radioaktive stråling efter Hiroshima-bomben. Det er for nyligt vurderet, at der ved Fukushima-ulykken er frigivet 175 gange mere radioaktivt materiale end ved Hiroshima-bomben. Og selvom situationen i Fukushima har givet bedre muligheder for at gribe beskyttende ind med efterfølgende evakueringer osv., er der omvendt tale om en større eksponering til intern stråling.

Der er tale om samme usynlighed som med partikelforureningen, blot på meget større skala, og i en form som videregives fra generation til generation. Vi ved det teoretisk, men har qua usynligheden voldsomt svært ved at tage de nødvendige skridt for at undgå konsekvenserne og meget let ved at slå det hen.

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima – en lærestreg for menneskeheden og Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling.

Se samtlige blog-indlæg om Fukushima-ulykken.

Helen Caldicott: How nuclear apologists mislead the world over radiation, The Guardian 11.04.2011.¹