Strøtanker om bæredygtighed

I dagene 22.-23. april afholdt man BFE Global Summit i Paris. BFE står for Business for the Environment og er en sammenslutning af Clean Tech-virksomheder fra hele verden. Ved den lejlighed havde man inviteret Janine Benyus til at fortælle om biomimicry og det fantastiske felt af muligheder, som åbner sig ved en systematisk aflæsning af, hvordan naturen gennem millioner af år har udviklet hensigtsmæssige organiseringsmønstre, som til forskel fra de fleste af det industrialiserede samfunds processer er karakteriseret ved, at de foregår selvorganiserende, uden spild og ophobninger af ‘ubrugeligheder’, og at alt indgår i videre kredsløb. Kort sagt ser vi i naturens grundmodus en grad af bæredygtighed, energieffektivitet og ressourceminimering, som få af de ting, som vi i dag kalder bæredygtige, energieffektive og ressourceoptimerede, kan matche.

Janine Benyus’ indlæg varer i alt 45 min. Det findes tilgængeligt via 5 YouTube-videoer, som er tilgængelige herunder. Publikum er miljømæssigt virksomhedsfolk (se link til manifestet nedenfor), så det er en mindre blomstrende vidtløftig, mere koncist inspirerende og business-orienteret Janine, vi møder i denne sammenhæng.

Læs mere »

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans. Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO₂-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget – og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO₂-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg: Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

I det seneste oplæg til aftaleteksten til den kommende klimaaftale i København har man indarbejdet biochar som et af virkemidlerne.¹ Biochar har et potentiale at kunne styrke landbrugsjordens evne til at binde vand, næringsstoffer og mikroorganismer, og forsøg viser markant større udbytter, hvor man har jordforbedret med biochar. Samtidig består biochar stort set af kulstof, som planterne gennem deres fotosyntese har trukket ud af atmosfæren. Billederne her stammer således fra et paper fra UNCCD, United Nations Convention to Combat Desertification, som blev præsenteret ved COP14 i Poznan.²

I store dele af verden laver familier hver dag ild med brænde, som er indsamlet i området. Det afbrændes typisk på en meget uhensigtsmæssig måde med luftforurening og en meget lille virkningsgrad. UNCCDs paper anslår, at der hver dag er 2,4 mia. mennesker, hvis mad er tilberedt over åben ild.

Alene ved at udvikle en tredjegenerations komfurtype som på billederne til højre kan man således spare store mængder brænde, mindske menneskers eksponering for usunde røggasser og afbrænde det organiske materiale, så man ikke står tilbage med aske, men med trækul, som enten kan sælges som brændselskilde eller bruges til en jordforbedring, som vil kunne mangedoble høstudbyttet, samtidig med at det gradvist vil binde markante mængder af CO₂ i jorden.

Alt efter beskaffenhed og størrelse har trækullenes lagring af CO₂ en halveringstid på en tidshorisont fra årtier til århundreder og årtusinder. I Amazon-bækkenet har man således fundet områder med terra preta, ‘sort jord’, som har været kultiveret med trækul tilbage før 1600-tallet, som stadig i dag har langt højere frugtbarhed. Se blog-indlægget: BBC dokumentar: The Secret of El Dorado.

Biochar repræsenterer således en måde, hvor mennesker over hele verden på en enkel måde kan være med til at trække CO₂ ud af atmosfæren samtidig med, at de øger frugtbarheden omkring sig.

Se tidligere blog-indlæg: The Promise of Biochar, Hvor meget biochar … ?, Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’, Klimaløsning: Bioengineering & Biochar og The Soil Carbon Manifesto.

May 2009 Update: Biochar Included in Draft Copenhagen Text, www.biochar-international.org.¹

Robert Flanagan & Dr. Stephen Joseph: Mobilising rural households to store carbon, reduce harmful emissions and improve soil fertility: introduction of third generation stoves, UNCCD 2008 (pdf).²

Indoor Air Pollution Kills 46,000 People in Bangladesh Every Year, Xinhua 15.06.2009.

Let´s do it! er en vidunderlig 5 min. video om en kampagne i Estland, hvor 50.000 mennesker på én dag ryddede op over alt. I Estland har man indtil for nylig smidt affald over alt, i skove, bag lader osv. og forud for Let´s do it!-projektet registrerede man med en kombination af Google Earth og mobiltelefoner over 10.000 steder, hvor der var smidt affald. Gennem en gigantisk græsrodsindsats, som fik støtte fra musikere, kunstnere, virksomheder og politikere, lykkedes det at løfte en gigantisk opgave på blot én dag! En film at at tage ved lære af, en film at blive i godt humør af.

Let´s do it! 5:00 min. YouTube video 2008.

Trendsætter-opdelinger af universet i ‘hot’ or ‘not’ giver mig altid dobbelte følelser. Ikke bare kommer mange fjollerier på hotlisten, men ofte ryger selv klare indspark i udviklingen på not-listen ikke på grund af deres ubrugelighed, men på grund af den mediemæssige befamlen. På den baggrund finder jeg dagens Treehugger-version af en Eco-Matrix 2008 nærmest interessant: Ud over den vandrette akse, hvor langt til venstre er ‘so last year’, at enhver med lidt sans for timing vil vende blikket mod ‘cutting edge’ i modsatte ende af aksen – det, som står til at blive hottest i det kommende år – har Treehuggers Eco-Matrix en lodret akse, som udspænder alle disse fænomener og teknologier i et ‘dark green’ og ‘light green’, en akse, som i mild karrikatur spænder mellem en økofundamentalistisk mørkegrøn venden tilbage til naturen og den teknologiske fremskridtstros lysende grønne.

Havde den vandrette akse i stedet for ‘hot’/’not’ været ‘fremadrettet’/’udlevet’ eller måske ‘bæredygtigt’/’ubæredygtigt, kunne matrix’en måske ligefrem gå hen og blive et nyttigt forståelsesværktøj.

Meaghan O’Neill: The 2008 Eco-Matrix: Who’s Hot, Who’s Not in the World of Green, Treehugger 30.12.2008.

Jeg ved det er kættersk, men efter mere end et år har jeg stadig ikke vænnet mig til det sparsomme søvndyssende lys, som en sparepære indkøbt i et idealistisk øjeblik lader falde over mit spisebord. Så jeg studsede lidt over en artikel den anden dag i Berlingske med overskriften: 10 gode grunde til at hade sparepærer. Artiklen er skrevet på baggrund af en test i det tyske tidsskrift Öko-Test. På baggrund heraf fastslår Berlingske indledende, at:

• Sparepærerne anklages for at være giftige, ikke kun i produktionsleddet og når vi skaffer os af med dem, men også under brug i hjemmet.

• Sparepærerne giver et så grimt og dårligt lys, at det ligefrem er sundhedsskadeligt.

• Sparepærerne er meget ofte fejlbehæftede, og der er en række indbyggede tekniske problemer som flimren og langsom tænding.

• Sparepærerne sparer ikke nær så meget energi, som de giver sig ud for, og ingen bestrider af de kræver langt mere energi at producere og destruere end glødepærer, omkring fire gange så meget, ligesom der bruges mere vand til produktionen og der er risiko for forurening med tungmetaller.¹

Argumentationen drives noget videre på artiklens 10 sider – én for hver god grund:

Læs mere »

WTO, World Toilet Organization, (ikke World Trade Organization!), har netop afholdt sin årlige World Toilet Summit and Expo på Macau. I den forbindelse udtaler formanden Jack Sim til Time Magazine, at verden ikke vil kunne fortsætte det vandskyllende toilet fremover: “This ‘flush and forget’ attitude creates a new problem which we have to revisit.”¹

Denne iagttagelse er helt på linje med den danske filosof K.E. Løgstrups tanker om bivirkningsdeterminisme i bogen System og symbol, at løsningen af ét problem ofte fører et nyt sæt af problemer med sig. Det vandskyllede toilet blev opfundet i 1596. Og sammen med kloakeringen af de større byer, som mange steder i den industrialiserede verden blev påbegyndt midt i 1800-tallet, løste det umiddelbart en række hygiejnemæssige problemer. Og en række sygdomme som kolera og dysenteri, som mennesket havde kæmpet med i århundreder, forsvandt stort set.

I begyndelsen lignede kloakeringen en løsning, når blot røret blev ledt langt nok ud i havet. Men kloakeringen medførte overtid, at en meget stor mængde næringsstoffer blev ledt ud i havmiljøet. 100 år senere står vi derfor i de danske farvande med havområder, som er uddøde eller tidvist dør på grund af iltmangel fremkaldt af en kombination af byspildevandet og de store mængder næringsstoffer, som udvaskes fra landbrugets uhensigtsmæssigt store brug af kunstgødning.

Kloakeringen af København blev indledt i årene 1860-85, men som man kan se Axel Larsens tegning fra Larslejsstræde i 1890erne (min gade), var der stadig ved århundredeskiftet åbne rendestene mange steder i København, og den vestlige del af byen blev først kloakeret i de første årtier af det 20. århundrede. Renseanlægget Lynetten blev først indviet i 1980.

I Danmark er vi forkælet med masser af godt drikkevand, men andre steder i verden er situationen en helt anden. Vi nærmer os hastigt et ‘peak water’, hvor vandforsyningen i store dele af verden ikke kan følge med behovet. Med udsigten til 3 mia. flere byboere indenfor de kommende få årtier er det et åbent spørgsmål, om der vil være 22 l vand pr. person blot til at skylle vores daglige efterladenskaber ud?

Læs mere »

Blevask er efterhånden blevet noget, vores forfædre m/k gjorde, og det har ofte været hævdet, at engangsbleerne var ligeså miljøvenlige som de gammeldags stofbleer. Men en ny undersøgelse fra det engelske Environment Agency viser, at man kan spare op til 40% i CO₂-udledningerne, hvis man i stedet bruger stofbleer og vasker dem på en hensigtsmæssig måde.¹

Ifølge undersøgelsen medfører papirbleer til et barns første 2½ leveår en CO₂-udledning på 550 kg. Hvis man i stedet bruger stofbleer og vasker, som det i gennemsnit gøres, hvor maskinen ikke er specielt energieffektiv, ikke altid fyldes helt op, og tøjet ofte tørretumbles, giver det en udledning på 570 kg CO₂. Og hvis man kogevasker bleerne og derefter putter dem i tørretumbleren, giver det op imod 75% højere CO₂-udledninger. Så det betyder meget, hvordan man bruger dem.

Hvis man derimod lufttørrer bleerne eller kun vasker fulde maskiner, giver det hver især besparelser på omkring 16%. Og hvis man systematisk lufttørrer bleerne, vasker dem i fulde maskinfulde, en energieffektiv vaskemaskine og bruger bleerne til endnu et barn (eller andet formål), kommer CO2-udledningerne ned på 370 kg, eller en reduktion på 40%. Det er således den måde, man bruger vaskemaskinen på, som er afgørende for, om det er bedre for miljøet.

Et andet engelsk studie beregnede i 2006, at udgiften over 2½ år ved engangsbleer lå omkring 615.16-922.74 £, hvor køb og vask af stofbleer ville koste 182.50-359 £.² Samtidig med at stofbleerne er mere miljøvenlige, er der adskillige tusinde kroner at spare.

Og så skulle det undre mig meget, om man har medregnet de mange miljøomkostninger ved den massive markedsføring af engangsbleer. men det er en helt anden historie.

S. Aumônier etal.: An updated lifecycle assessment for disposable and reusable nappies, Environmental Agency aug. 2008 (pdf).¹

Louise Gray: Nappies: terry cloth more environmentally-friendly than disposable, Telegraph 17.10.2008.²

Cheryl Caira: Washable nappies can help families stay green … and cut costs, The Herald 21.10.2008.

Den anden dag faldt jeg over The Soil Carbon Manifesto (se nedenfor), skabt af den australske organisation Carbon Coalition Against Global Warming. Det er et spændende område, som jeg meget gerne vil trænge meget mere ind i. Dels fordi der ligger et stort CO₂-bindingspotentiale i rigtig brug af vores landbrugsarealer, dels fordi det samtidig kunne være nøglen til et landbrug, som producerede langt sundere fødevarer.

Set i dette perspektiv er vores nuværende afbrænding af alt affald dybt problematisk. Stadig føler jeg efter at have boet 28 år i København et lille stik af smerte når jeg dagligt må lade god jordernæring, som burde komposteres, gå i affaldsspanden. Så vidt muligt burde alt det organiske affald fra restauranter, husholdninger og næringsmiddelindustri komposteres og bringes tilbage til landbruget som en livgivende erstatning for de CO₂-tunge kunstgødninger, hvoraf en alt for stor del i dag udvaskes med voldsomme forstyrrelser af vandmiljøet til følge.

Michael Braungart fortalte for nylig på vugge til vugge-konferencen her i København, at det industrielle landbrug hvert år tærer på muldlaget svarende til, hvad det har taget 5.000 år at opbygge. Hans ærinde var, at det er vitalt for opretholdelsen af landbrugsarealernes vækstkraft – og for bæredygtigheden – at langt det meste af det, der blev høstet fra markerne, kom til tilbage til markerne som organisk materiale.

Og hvis vi skal lykkes med ikke bare at få bremset CO₂-ophobningerne i atmosfæren, men igen at få koncentrationerne ned på omkring 350 ppm, er vi nødt til ikke bare at ophøre med den fossile afbrænding, men systematisk at arbejde på at øge CO₂-bindingen i biosfærens muld og vegetation.

Læs mere »

Med bogen Biomimicry har Janine Benyus været en øjenåbner for mange. Fra at se mennesket som hersker over naturen – en selvforståelse, som koblet med industiraliseringens muligheder hastigt devaluerer kloden som livsrum – taler Benyus om at blive Nature’s Apprentice, at gå i lære ved naturen eller tage ved lære af naturen – vi må se at få lært overhovedet at være her, siger hun indledende i sit foredrag Brainstorming with Belugas ved en designkonference i Denver, 12. oktober 2007.

Naturen har gennem millioner af år udviklet tilpasningsmåder og optimeret funktionsmåder, som har vist deres duelighed, ikke blot for den enkelte art, men for helheden. Vi er med Benyus’ ord omgivet af genialitet, og vi har rigtig meget at lære. Når hun taler om biomimicry, er det ikke som banal efterlignelse, men som en procesforståelse, som en måde at gøre tekniske processer mere bioanaloge og menneskets tilstedeværelse i naturen mindre destruktiv, mere elegant, mere natur-lig. Hun slutter sin forelæsning med at sige, at vi må genopdage, hvad vi har glemt for længe siden, at vi er natur.

I Brainstorming with Belugas giver Janine Benyus en god indføring i biomimicry og nødvendigheden heraf. Siden bogen Biomimicry udkom i 1997, har hun samarbejdet med en hel række firmaer, som på forskellig vis bruger disse nye indsigter i deres arbejde, så på en række områder bliver vi langsomt bedre til at gøre ting mere på naturens ofte meget elegant-effektive måde. Hendes agiterede lytten til naturens hemmeligheder, hendes læsning af naturfænomener og deres mulige anvendelse, hendes absorberen, kombineren, iagttagelses- og fortælleglæde om naturens bidrag til aerodynamisk og strukturel optimering, opløsningsmiddelfri limtyper, selvtætnende rørledninger, funktionelle (pigmentfri) farver, selvrensende flader og lavenergi-CO2-bindingsteknologi … er kort sagt smittende. Så glæd dig til en god halv time i begavet selskab.

Læs mere »