Strøtanker om bæredygtighed

Gavlen herover stammer fra Nørre Kvarter, hvor man finder noget af det tættest bebyggede København. Hvor Brokvartererne siden 1960erne ganske systematisk er blevet udsaneret til en udnyttelsesgrad på max 100% – hvilket vil sige, at der for hver m² maksimalt må være 1 m² bebyggelse, da er der i Nørre Kvarter karrerer, hvor bebyggelsestætheden er oppe omkring 400% – hvilket svarer til 4 m² bolig/erhverv pr m². I en sådan tæt bebyggelse er der ikke meget plads til livet mellem husene.

Samtidig er kampen om de få ubebyggede m² intens, så når skraldespande, VIP-parkering, af- og pålæsning har fået sit er der ikke meget til overs til opholds- og legearealer, og til den vegetation, som kunne opbløde og skabe liv mellem husene. Men over alt i den historiske by finder man store nøgne gavle og bagstag (bagsider mod naboen), helt uden vinduer eller bygningsornamentik. Hvis man systematisk beplantede disse gavle og bagmure, ville man kunne komme op på en biofaktor, som modsvarer de grønneste forstæder. Med projektet Nørre Kvarters grønne lunger har jeg søgt at afdække dette beplantningspotentiale.

I forbindelse med at jeg er gået i gang med et nyt forskningsprojekt, Byens grønne lunger, om byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen, genlæste jeg i dag det introducerende kapitel til Nørre Kvarters grønne lunger og tænkte, at det fortjente et gensyn. Så jeg har kopieret teksten ind herunder.  

Rapporten Nørre Kvarters grønne lunger, som er rigt illustreret og 154 sider af omfang, kan downloades fra denne side – kapitelvis eller i sin helhed. 

 

Introduktion

Vi er i disse år langsomt ved at vågne til erkendelsen af, at vi i vores moderne tilværelse er indfældet i et globalt økosystem, og at menneskehedens aktivitet globalt set er blevet så omfattende, at det ikke er et spørgsmål, om det har en indflydelse på den økologiske balance, men om hvordan vi får kultiveret vores tilstedeværelse i og indvirkning på det globale økosystem, så vi ikke forbliver en destruktiv faktor. Det er en erkendelsesproces og en udfordring, som driver vores forståelses­værktøjer til bristepunktet, ligesom vi må indse, at den markedsøkonomiske dynamik ikke har indbygget hverken økologisk klarsyn eller bæredygtighedsmæssigt fremsyn, men at det tværtimod kræver voldsomme politiske livtag at få indpodet selv de simpleste bæredygtigheds­mæssige hensyn i markedsmekanismerne. Ikke mindst storbyen er i sin nuværende form en tilstand, som ligger langt fra noget bare tilnærmelsesvist bæredygtigt, og vi står således overfor store udfordringer i at finde nye veje for en lang række aspekter af den post-industrielle by.

I det befæstede København var Nørre Kvarter det vestligste af byens kvar­terer. Gennem århundrederne er området blevet stadig tættere bebygget, og de grønne elementer, vandløb, haver og træer, kålgårde og kirkegårde, er langsomt, men sikkert blevet fortrængt. Fra at udgøre et sammenhængende hele med spredt placerede bygninger er det grønne således gradvist blevet reduceret til små fragmenterede enklaver med begrænset naturværdi, og den over­vejende del af kvarteret er i dag bebygget eller forseglet af et livs­­fornægtende asfaltlag. Projektet Nørre Kvarters grønne lunger er en undersøgelse af mulighederne for at vende denne udvikling og afdække muligheder for en styrkelse af de grønne elementer selv i den allertætteste bydannelse. Dette vil indebære en lang række fordele for vores bymiljø og livskvalitet, og det har et kolossalt æstetisk potentiale.

De grønne elementer har en vital betydning for, at byen er et sundt og godt sted at være. De ren­ser luften og mildner byens mikroklima. De producerer ilt og akkumulerer overskydende CO₂ (kuldioxid) og bidrager dermed positivt til det CO₂-regnskab, vi er ved at gøre til målestok for den globale håndtering af miljøspørgsmålet. De be­riger byen oplevelses­mæs­sigt, og ikke mindst spiller de en vigtig rolle i vores psykiske velbefindende. Ydermere kan fa­ca­de­­planter være med til at holde bygningerne var­me om vinteren og kølige om sommeren, samtidig med at de beskytter mod solens og frostens gradvise nedbrydning. Alle overvejelser om en mere bæ­redygtig by må derfor indebære en styrkelse af de grønne elementer.

Nørre Kvarter har en rig arv af historiske bygninger og bymiljøer. Det er derfor vigtigt at finde måder at reintroducere de grønne elementer på, som er i overensstemmelse med den historiske bys betingelsessæt. I en bydannelse som Nørre Kvarter er der imidlertid ­me­get lidt plads mellem husene. En syste­ma­tisk by­for­grønnelse vil således i høj grad indebære en inddragelse af byens lodrette flader – ikke mindst de mange tomme gavl- og bagmure, som findes over­alt i den historiske by. Sideløbende med omfattende registre­ringer af gård- og gaderum i Nørre Kvarter, har jeg derfor været rundt i byen for at indsamle gode eksempler på eksisterende facadebeplantninger.¹

Rundt omkring i byen findes der mange smukke facadebeplantninger, som er fuldt integrerede i byens arkitektoniske udtryk og virkelig beriger deres bygninger og omgivelser. Det blev mig derfor tidligt i processen klart, at frem for at lave skitsemæssige forslag til Nørre Kvarters mange tomme flader var det langt mere relevant at sammenfatte en eksempelsamling ud af det righoldige materiale, som allerede eksisterer. Vi véd, at disse beplantninger fungerer i den historiske bys kontekst, og man kan ved selvsyn tage ud at bese dem, før man beslutter sig for beplantning af sin egen gavl eller facade. Hvad der fra starten af var tænkt som et appendiks, voksede sig derfor gradvist til en selvstændig publikation, Grønne lunger. Eksempler på facade­beplantninger fra det historiske København, som lå færdig i 2005.

Indledningsvis giver Grønne lunger et rids af de enkelte facadeplanters egenskaber. Vore facadeplanter stammer typisk fra skovene, hvor de bruger træerne til at nå op i lyset. Rigtigt anvendt trives de fint i byen, men det er vigtigt at forstå deres forskellige vokse- og klatremåder for at kunne genskabe de vækstforhold i byen, som gør, at de folder sig ud som ønsket.

Grønne lungers hovedafsnit er en eksempelsamling, som præsenterer en række forskellige facadebeplantninger, der tilsammen giver et rids af, hvad man kunne kalde den historiske bys facadebeplantningsmæssige vokabularium. Facadebeplantninger indebærer et vist mål af pasning og ek­semp­lerne har gennemgående noter om den bagvedliggende pleje. Nogle af byens flotteste facadebeplantninger er resultatet af samme beskæring år efter år.
Publiceringen af Grønne lunger blev markeret med en udstilling på Rådhuspladsen i forbindelse med Københavns Kommunes Miljøfestival, maj 2005. Udstillingen findes dokumenteret på www.jenshvass.com, hvorfra man også kan downloade Grønne lunger.²

Nørre Kvarters grønne lunger

Den her foreliggende publikation tager udgangspunkt i en omfattende registrering af forholdene i Nørre Kvarter, som i det store hele blev gennemført i perioden april-november 2004. Umiddelbart efter denne ’Introduktion’ følger kapitlet ’Nørre Kvarters gaderum’, hvor kvarterets gader og pladser og deres historiske baggrund bliver nærmere præsenteret. Dernæst følger kapitlet ’Registreringskort over Nørre Kvarter’, som ser på generelle mønstre i kvarteret. Ka­pit­let ’Biofaktor’ tager udgangspunkt i den tættest bebyggede af Nørre Kvarters karreer. I denne karré, som har en udnyttelses­procent på omkring 400% og et friareal på blot 15%, er der anvist mere end 5.500 m² potentiel beplantning. En biofaktor-beregning for karreen viser, at det anviste beplantningsareal svarer til en potentiel 13-dobling af biofaktoren – et mål for de grønne elementers volumen, luftrensningskapacitet etc. Det regneark, som er udviklet til beregningerne, ligger tilgængelig på www.jenshvass.com. Her finder man også det pågældende karrékort, hvorfra man kan klikke omkring 140 billeder frem, hvor de anviste beplantnings­muligheder er skitseret.

Dernæst følger en rundtur i hver af Nørre Kvarters syv karreer. For hver karré er der udarbejdet et kort, hvor eksisterende og potentielle facadebeplant­ninger er indtegnet. Frem for i teksten at behandle samtlige kvarterets gård­rum eller vise samtlige tomme bagmure har jeg forsøgt at fremdrage det sær­lige i karreerne. Mellem husene er der mange fine små steder og mange mulig­heder – ikke mindst hvis man kunne reducere det nuværende omfang af karréparkering. I ’Perspektiv’ prøver jeg afslutningsvis at samle trådene for betydningen af at styrke Nørre Kvarters grønne lunger.

Hensigten med dette projekt har været at dokumentere mulighederne for en systematisk byforgrønnelse af en tæt bydannelse som Nørre Kvarter med store bevaringsmæssige interesser. Selvom projektets dokumentationsramme er Nørre Kvarter, er det mit håb, at det foreliggende kan være til inspiration ud over kvarterets ramme.

Byforgrønnelse gør ikke i sig selv den moderne storby bæredygtig – og måske findes den bæredygtige by slet ikke. Men rigtigt anvendt ligger der i den bevidste håndtering af de grønne elementer en række muligheder for at give byen og bylivet en lang række kvaliteter og oplevelser, som kunne være med til at føre byen og vores urbane tilværelse i retning af mere bæredygtige former. Det er mit oprigtige håb med dette projekt at kunne medvirke til et bymiljø, som frembyder fortættede urbane naturoplevelser og stilfærdigt sporer os ind på mindre ubæredygtige livsmønstre.

Tomme gavle, grønne vægge

I den tæt bebyggede by er der kun få vandrette flader, og de fleste af dem er med tiden blevet befæstede for at klare sliddet fra vores færden. Samtidig er gaderummene gennemgående for snævre til, at træer kan få plads til at udvikle sig. De historiske huses stejle tagflader er ligeledes uegnede til beplantning. Vil man derfor øge omfanget af den biologiske aktivitet i kvarteret, må man i stor udstrækning inddrage de lodrette flader.

Rundt omkring i kvarteret finder man overalt store tomme gavle og bagmure. De er op til 15 m høje og ofte helt uden arkitektonisk artikulation. Alle disse bagsider synes at være et æstetisk vilkår, man har måttet acceptere – de vender alligevel ofte ind mod naboerne. Og selvom det ville have lunet og givet mere lys mellem husene, så har det taget mere planlægning, end man har formået, at organisere disse bagsider, så de lå ryg mod ryg. I det hele taget har de æstetiske overvejelser ofte fyldt meget mindre til bagsiden end til gadesiden, så en systematisk tilplantning af gavle og bagmure vil i mange tilfælde være som en heling af den historiske bydannelses sårflader.

Ofte har kontorer og lejligheder en udsigt direkte ind i disse tomme bagmure på blot få meters afstand. En tilplantning ville hér markant kunne opbløde hele stemningen, og en systematisk tilplantning af alle gavle og bagmure ville kunne skabe en helt anden virkelighed af vinduesfacader placeret i grønne omgivelser.

I en tid hvor 20 cm mineraluld er normen i nybyggeri, kan isoleringsværdien af en gavlplantning synes af ingenting. Men de typiske gavle og bagmure i Nørre Kvarters gamle huse er kun sparsomt eller slet ikke isolerede og derfor ofte både dyre at opvarme og kolde at bo bagved. Et tæt dække af slyng- eller klatreplanter af en vis tykkelse vil derfor kunne medføre markante besparelser på energiforbruget – ikke mindst hvor der er tale om en stedsegrøn beplantning. Gernot Minke skriver i Häuser mit grünem Pelz, at facadeplanternes varmeisolerende egenskaber beror på tre egenskaber: For det første fastholder plantedækket (ligesom mineraluld) en stille­stående luftpude, som for henholdsvis en isoleret væg og en uisoleret væg kan mindske varmetabet med 10-30%. For det andet mindsker plantedækket bygningens var­meudstråling. For det tredje vil et tæt plantedække markant mindske vind­afkølingen, som kan udgøre op mod 50% af en bygnings varmetab.³

I den foreliggende tekst refererer jeg løbende til facadebeplantnings­former, som de allerede kendes fra de københavnske gader. Men mulighederne er mangfoldige, ganske mange planter behøver ingen eller kun meget lidt jord, og man kunne i princippet anlægge vertikale haver, hvor man hele ve­jen op ad facaderne havde et system af små lommer med betingelser for plantevækst. Blandt andre har franskmanden Patrick Blanc i en årrække arbejdet med den vertikale have og skabt markante kunstneriske udtryk både udendørs og indendørs. Et besøg på hans hjemmeside er en inspirerende rejse i et eventyrligt mulighedsfelt.⁴ Sådanne hængende haver kunne måske være nærliggende til særlige steder som venteværelser, lobbyer osv. Men de er langt mere pasningskrævende end simple facadebeplantninger, og med deres insisteren på at være selvstændige kunstværker vil de meget let kunne blive støj i den historiske bys kontekst.

I 1993 udkom bogen Facadebeplantning – En undersøgelse af fordele og ulemper.⁵ Den satte fokus på de byggetekniske forhold omkring facadebeplantninger, og i sin konklusion afviser den stort set de mange fordomme, som har eksisteret om facadeplanternes ødelæggelse af bygninger. Tvært­imod fremhæves det, at et plantedække har en række beskyttende virkninger over for bygningen: Det modvirker ikke fugttransporten ud gennem muren, samtidig med at det beskytter mod opfugtning fra slagregn. En plantedækket mur er derfor gennemgående mere tør end en åben. Vintergrønne beplantninger beskytter yderligere murværket mod frostsprængninger.⁶

Afsluttende fastslår rapporten, at alle potentielt negative virkninger kan undgås ved regelmæssig tilsyn og beskæring.⁷ Man kunne også derfor ønske sig, at Københavns Kommune tilbød en årlig beskæringsservice for alle beplantninger over almindelig stigehøjde – som en tilskyndelse til via facadebeplantninger at bidrage til bymiljøet. De fleste af de meget høje bagmure står i skel, og en sådan beskæringsservice ville gøre naboforholdene enklere.

Byens grønne lunger

Flere grønne elementer i byen betyder mere biomasse og større fotosyntese. Det reducerer således ikke direkte CO₂-produktionen, men en forøget fotosyntese forbruger mere CO₂ og producerer mere ilt – og styrker hermed den mest grundlæggende symbiose mellem mennesker, dyr og planter. Alt efter type vil en facadebeplantning på 10-40 m² på årsbasis gennem sin foto­syntese producere ilt i et omfang, der svarer til et menneskes forbrug.⁸ Samtidig har planterne en lang række andre positive virkninger på bygninger og bymiljø. Men måske har de grønne elementer allerstørst betydning for os mennesker psykisk set, æstetisk set og eksistentielt set. De er en del af vores rodfæstethed og basale velvære, og livet under træernes beskyttende kroner er kort sagt bedre for os mennesker end i en by helt blottet for vegetation.

Med al respekt for den menneskelige formåen og nye landvindinger inden for solceller, solfangerteknologi, vindmøller og passiv solvarme, er fotosynte­sen, som den foregår i planternes grønkorn, stadig verdens mest raffinerede solenergiop­samler. Etableringen af et scenario for en post-industriel urban tilværelse, som reelt nærmer sig noget bæredygtigt, afhænger derfor i høj grad af vores evne til i fremtiden at gøre vores processer mere bio-analoge.

Byens grønne enklaver

I bogen Bynatur i Norden fastslås det indledende, at over fire femte­dele af befolkningen i Norden i dag bor i byerne. ”Denne fortætning af byerne er en alvorlig trussel mod de grønne arealer. Derudover har de mange mennesker i byerne et øget krav til mængden af, samt indholdet og oplevelsesmulighederne i, de grønne områder i byerne. ….. Bynaturen reduceres ved ’salami princippet’, bid for bid, så de grønne områder i byen formindskes. Den samlede effekt af mange små indgreb er derved den største trussel mod bynaturen. Grønstrukturen … afgiver areal … mens infra- og bebyggelsesstrukturerne beslaglægger en stadig større del af byens areal.”⁹

I bycentrene, og dermed også i Nørre Kvarter, er dette billede særlig udtalt. Op igennem århundrederne er der sket en gradvis fortætning af byen inden for voldene, og selvom man i miden af 1800-tallet opgav Københavns gamle fæstningsværker og lod byen ekspandere, er fortætningen af de centrale dele fortsat. I løbet af det 20. århundrede er størstedelen af friarealerne blevet asfalteret, og kun meget små arealer er i dag levende i den forstand, at de indgår i naturens kredsløb. I bycentrene er der en udtalt pladsmangel, som medfører et kolossalt pres på de få ledige arealer, som findes. For eksempel er antallet af biler i København på blot 10 år steget med 40%. De behøver yderligere næsten 150 km kantsten for at kunne parkeres.¹⁰

Nørre Kvarter har et klart eksempel på salami-mekanismen lige ved sin dør. Ved opgivelsen af byens fæstningsanlæg midt i 1800-tallet var man så fremsynet at reservere store dele af arealerne til et parkbånd. Blandt andet Ørstedsparken er et resultat deraf, men oprindelig fortsatte den mod syd i Aborreparken. Denne blev dog hurtigt bebygget i hjørnerne, og jernbanens gennemførelse til Østerport i 1912-17 (Banegraven fra Vesterport til Jarmers Plads) blev Aborreparkens endeligt.¹¹ Den sidste rest har længe fungeret som en slags oplagsplads for Københavns Kommune. For nylig var der forslag fremme om, at det nye Hovedbibliotek skulle bygges på resterne af Aborre­parken. Det er i sig selv et ædelt formål, og den nuværende anvendelse af arealet er langt fra ideel, men det er summen af den slags salami-afskalninger, som langsomt men sikkert medfører, at naturen fordrives fra bykernerne.
Københavns Kommune har en velformuleret parkpolitik, og de større parker er fredede, så der er en vis sikring af, at byens større grønne arealer ikke blot bebygges. Men der findes ikke nogen lovgivningsmæssig beskyttelse af de små grønne enklaver, som trods byens fortætning stadigvæk findes – endsige nogen tilskyndelse til bevaring. Blot de seneste par år er der forsvundet flere af de få træer i Nørre Kvarters gadebillede, og der ligger ikke nogen fordring om reetablering – eller blot en opfordring dertil.

Træer, buske og planter giver ikke bare os mennesker et bedre miljø, de udgør samtidig eksistensbetingelserne for andre levende væsener, og man kunne af en plan for byforgrønnelse opstille det overordnede mål at indfælde bymennesket i en biotop af højere biodiversitet. Kunne vi give naturen fri, ville den over tid udvikle komplekse modne økosystemer med et stort antal arter, som nøje afspejler topografi, klima og jordbundsforhold. Bogen Gør byen lidt vildere! giver fine eksempler på byhaver, hvor samspillet mellem bymennesker og bynatur er sat i fokus.¹² Men bynatur vil altid have et element af stiliseret natur – af menneskelig kontrol og tilstedeværelse. Jo mere rendyrket, geometriseret og kontrolleret bynaturen bliver, jo mindre værdi har den som livsrum for andre dyr og planter. Det er derfor ønskeligt at udvik­le facadebeplantningsudtryk, som gør byen lidt vildere og på én gang etab­le­rer mangfoldige livsrum og distinkt samspil med den arkitektoniske form.

Byens oaser

Ifølge kaos-teorien vil noget så småt som en sommerfuglevinges slag kunne udløse store hændelser, som kan udløse endnu større hændelser, og således kan små ting afstedkomme store ting. I artiklen ”Cultivating the Butterfly Effect” beskriver Erik Assadourian på den baggrund, hvordan en skolehave siden 1992 er vokset frem på et lille tiloversblevet areal i en vejudfletning i et bandekrigshærget hjørne af det indre Los Angeles.¹³ Hvad der startede som nogle få plantekasser, har efterhånden udviklet sig til et veritabelt helle for dyr og mennesker. 15 forskellige arter af sommerfugle bebor nu 2nd Street Elementary School Garden, og selvom haven ikke er større end to klasserum, er den blevet erklæret for naturreservat af National Wildlife Federation.¹⁴ Haven har ifølge Assadourian haft en markant indflydelse på sine omgivelser, og ”hvor den ikke helt har kunnet neutralisere smoggen fra de tre store highways eller de omkringværende banders aggressioner, har den bragt nyt liv til både skolen og dens nabolag – den har genskabt et stykke lokalmiljø, skabt en følelse af fællesskab og forsynet skolen med friske grøntsager og nye tilgange til uddannelsen.”¹⁵

Haven er blevet elevernes yndlingssted. Den rummer en bred vifte af indlæringssituationer, som ligger ud over klasserummets muligheder, og mange forskellige fag kan inddrage erfaringer fra haven i undervisningen. Den anskueliggør for børnene nødvendigheden af at afbalancere miljøets behov med menneskets. Erfaringerne fra de første skolehaver var så gode, at Californien siden 1995 har haft et statsligt program: A Garden in Every School, som har støttet oprettelsen af skolehaver. Der er således i dag over 3.000 skolehaver i Californien. En del af formålet med skolehaverne er at give en indfaldsvinkel til at undervise i ernæring, sunde kostvaner og grundlæggende madlavning. Man har således i mange tilfælde koblet skolerne og skolehaverne med gårde på landet, så bønder kommer på skolen og fortæller, og børnene kommer på landet for at opleve og lære, og det har været en stor tilfredsstillelse at kunne iagttage, at børn er meget mere tilbøjelige til prøve noget nyt og spise mere frugt og grønt, når de som en del af ernærings­undervisningen selv har været med til at dyrke det.¹⁶ USA står over for en fedmeepidemi og en ernæringsmæssig uvidenhed så omfattende, at overvægt er almindelig selv blandt børn og unge. Så disse skolehaver har her en utrolig vigtig mission. Inden man sår grøntsager i genindvundet byjord, er det dog vigtigt at få checket, at den ikke er forurenet. Under asfalten er jorden ofte forgiftet af årtiers udsivninger og indelukkethed.

Det er ikke kun børn, som har glæde af en sådan gentilknytning til deres naturgrundlag. Det lille sommerfuglenaturreservat er et sindbillede for os alle. Virksomheder har glæde af taghaver og grønne mødesteder, hospitaler ser hurtigere helbredelse, når patienterne har kontakt med naturen, man har kunnet konstatere, at vold og aggressiv adfærd var mindre i grønne beboelsesområder, og ved Alnarp har man gode erfaringer med stress-behandling i terapihaver¹⁷ – som formåede naturen i al stilfærdighed at kalde noget fint, godt og smukt frem i os. Naturelementer kunne derfor med fordel indarbejdes langt mere konsekvent i vores arbejds-, bo- og bymiljøer.

Byens lyd

I sit bidrag til Park, en debatbog om Stockholms parker, skriver den finske arkitekt og fænomenolog Juhani Pallasmaa med henvisning til den schweiziske filosof Max Picard, at „intet har forandret menneskets natur så meget som tabet af stilhed.“¹⁸ Og Pallasmaa fortsætter: ”Planter og træer minder os om den oprindelige stilhed i verden, som er gået tabt i civilisationens fremmarch. Træer besidder stadig den store gave at forblive tavse.”¹⁹
Den moderne storby er mættet af lyde og en konstant, udechifrerbar bag­grundsstøj. Det bliver aldrig helt mørkt og aldrig helt stille – og den­ne uafladelige sansepåvirkning virker over tid ind på vores psykiske balance.

Den mest massive støjforurening kommer fra trafikken. I Forslag til Trafik- og Miljøplan 2004 findes et støjkort over København, hvor gader med støj­niveauer over henholdsvis 65 dB og 70 dB er indtegnet. I samme trafik- og miljøplan står der om konsekvenserne af støjforureningen, at: ”støj kan være decideret sundhedsskadelig og kan give problemer som søvnløshed, stress og forhøjet blodtryk samt på sigt øge risikoen for hjertesygdomme.”²⁰ En støjrapport for Københavns Kom­mune fra 2005 sætter den acceptable grænseværdi for gadestøj til 55 dB, og det vurderes, at kommunen i dag har 50.000 boliger med et gadestøjniveau på over 65 dB, hvoraf omkring 8.000 boliger ligger over 70 dB. Omkring Nørre Kvarter ligger Nørre Voldgade og Vester Voldgade over 65 dB, mens H.C. Andersens Boulevard når op over 70 dB.²¹ Støjkortet er gengivet i marginen.²²

Ét er, hvordan støj måles, et andet er, hvordan støj opleves. Går man ad Nørre Voldgade på strækningen langs Ørstedsparken, opleves støjen langt mere anmassende, når man går langs sydsidens murede facader, end langs nordsidens åbne gitterhegn ind mod parken. Og går man ad stien umiddel­bart inden for i parken, er lyden yderligere diffuseret gennem det tætte bladhang fra træer og buske, hvorfor trafikstøjen får en mere fjern og ikke-påtrængende karakter, selvom decibelmålingerne måske ikke viser de store forskelle. Trafikstøjen opleves langt mere påtrængende, når der på begge sider er høje huse med hårde materialer og stor lydrefleksion – og det er faktisk sådan.²³ Støjen fra Nørre Voldgade opleves tilsvarende kraftigere i snævre gaderum, som leder op til Nørre Voldgade, end når man er kommet ud på gaden. I disse situationer kunne en systematisk brug af vejtræer og facadebeplantninger være med til at diffusere lydrefleksionen og mindske støjniveauet.

Dette kommer også tydeligt til udtryk inde i de snævre baggårde. Bygningernes mange hårde og glatte flader får sine steder visse lyde til at runge, som var det en kirkesal, og for eksempel fuglesang eller en børnehave lyder kraftigere mellem husene end i det åbne landskab. Her kunne facadebeplantninger være med til at dæmpe akustikken.

Byens luft

Et andet af byens vilkår, som vi ikke kan undslippe, er den luft vi indånder. Vores by­luft er ofte støvet, og storbyer af en vis størrelse har deres kuppel af smog, som giver stærke farver i solnedgangene, men gør luften alt andet end sund at indånde. Hvor vi mest ser støvet og snavset, står det stadig klarere, at det først og fremmest er de ultrafine partikler (<0,1 μm), som har sundhedsmæssige konsekvenser. I en rapport fra Københavns Kommune anslås det, at ultrafine partikler alene i København forårsager 50-200 for tidlige dødsfald om året og 100-300 indlæggelser om året.²⁴ Partikelforureningen er ikke blot jævnt fordelt overalt i byen, den er tværtimod markant højere i en zone op til 100 m fra større trafikkorridorer.

Den vigtigste kilde til den ultrafine partikelforurening er biltrafikken, og i særlig høj grad dieseltrafikken. I samme rapport er det således be­regnet, at hvis alle dieselbiler fik installeret partikelfiltre, ville det kunne ­reducere ­forureningen af ultrafine partikler i Københavns gaderum med 40%. ­Dette ville ikke bare medføre omkring en halvering af antallet af dødsfald og ind­læggelser som konsekvens af partikelforureningen, men samtidig give københavnerne 600 færre astmaanfald og 90.000 færre tabte årlige arbejdsdage pga. luftvejslidelser.²⁵ Det er store tal, som har markante samfundsøkonomiske og menneskelige konsekvenser. Man er da også på EU-plan i gang med at indføre obligatoriske partikelfiltre på dieselkøretøjer. Tilsvarende har man indført grænseværdier for de ultrafine partikler og for NO_x (kvælstofilte) gældende fra 2010. Men luften langs de store københavnske trafikkorridorer ligger stadig markant over disse grænseværdier.²⁶

I Frankfurt har man lavet sammenlignende målinger i gaderum med og uden træer. Her var mængden af støvpartikler pr. liter luft i gader med træer blot 25-30% af mængden i tilsvarende gader uden træer.²⁷ Jeg har ikke set undersøgelser af facadeplanters evne til at absorbere præcis de ultrafine par­tikler og NOx i gademiljøet, men alle planter synes i en eller anden grad at be­sidde denne evne til at binde partikler. Det amerikanske rumforsk­nings­in­sti­tut NASA, som gennem årene har forsket indgående i indeklima, har fundet planter, som kunne absorbere over 300 forskellige for­urenende partikler. I et studie fra 1985 var Chlorophytum elatum, på dansk ’væddeløber’, i stand til på 6 timer at fjerne 99% af al NO₂ fra et lukket system, og en enkelt plante i en 3,8 l potte kunne absorbere 8.500 μg NO2 og 3.300 μg CO pr. time, svaren­de til hhv. 2,86 og 0,98 μg pr. cm² bladoverflade.²⁸ Dr. B.C. Wolverton, som stod bag disse forsøg, har siden i bogen Eco-friendly House Plants lavet en top 50-liste over de bedste planter til indendørs luftrensning. På denne liste er vedbend, en af vore mest robuste facadeplanter, nummer fire.²⁹

Selv med partikelfiltre fuldt implementeret på dieselkøretøjerne er der stadig 60% tilbage af den ultrafine partikelforurening, og en rapport fra 2005 må konstatere, at 80 gadestrækninger stadig ligger over grænseværdierne for NO₂.³⁰ På den baggrund er det indlysende at styrke træplantningen langs byens store trafikkorridorer og etablere omfattende forsøg med facadebeplantningsprogrammer – måske det kunne klare andre 40% af de ultrafine partikler? Facadeplanter som rådhusvin og vedbend kan bringes til at dække endog meget store murflader, og med de rigtige startbetingelser kan de i løbet af en overkommelig årrække opnå en massiv tilstedeværelse i gadebilledet. Samtidig ville det give en lang række andre miljømæssige fordele.

I forbindelse med Københavns Kommunes Miljøfestival 2006 fortalte en forsker fra Københavns Universitet, at de ultrafine partiklers skadelige virkning var en fri radikal-beskadigelse i alveolerne, lungernes yderste forgreninger, hvor udvekslingen af luftens ilt og blodets CO₂ finder sted.³¹ Luftforureningen rammer derfor ikke lige, men primært individer, som forud har lave antioxidant-niveauer og dermed mindre beskyttelse over for fri radikal-beskadigelse fra de ultrafine partikler (det kan f.eks. være grundet rygning, diabetes eller utilstrækkelig tilførsel af antioxidanter). Ved at styrke vores antioxidant-forsvar kan vi mindske risikoen for ødelæggelser fra fri radikal-dannelse. Vi får primært vores antioxidanter fra den frugt og grønt, vi spiser, så dette er blot endnu et eksempel på, at planterne er med til at gøre os bedre i stand til at leve under det moderne bymiljøs vilkår.

Tak

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Københavns Kommunes Byøkologiske Fond og Grundejernes Investeringsfond, som gennem økonomisk støtte har muliggjort gennemførelsen af projektet Nørre Kvarters grønne lunger. Ligeledes vil jeg gerne takke Anette Krumhardt, Lars Klint, Marijke Zwaan og Tor Wergeland varmt for deres for hjælp under vejs.

 

Noter