Bhutans lykkeindeks – det nye BNP? | Strøtanker om bæredygtighed

Bhutans lykkeindeks – det nye BNP?

25. juni 2012

.
Denne lille video fra Bhutan – et af de få steder, hvor det endnu ikke er lykkedes den moderne civilisations forbrugerisme at udbrede sit mycelium – blev lagt op på Rio+20s hjemmeside umiddelbart inden topmødets start.

Bruttonationalproduktet BNP har længe været den definitive målestok, når vi skulle sammenligne velstanden i verdens lande, men i de senere år har der stadig oftere været stillet spørgsmålstegn ved det rimelige heri. Selv når man korrigerer for indbyggertal og real-købekraft, er BNP i sidste ende en kvantitet, som kun rudimentært beskriver de fleste af de kvaliteter, som gør livet værd at leve: sundhed, kærlighed, tryghed, livsglæde. Der findes da også et utal af talemåder, som uden at afvise, at penge er rare at have, understreger, at man ikke kan købe sig til lykke.

Frem for økonomisk vækst som mål har man i Bhutan systematisk igennem fire årtier søgt at udvikle landet i forhold til at bibringe sin befolkning den størst mulige lykke. Og man har gradvist udviklet et lykke-indeks med 72 parametre inden for 9 forskellige hovedområder for at kunne “måle” samfundets niveau af lykke i både kvantificerbare og mere uhåndgribelige aspekter.

På videoen herover kan man se Bhutans statsminister Jigmi Thinley fortælle om landets arbejde med systematisk at udvikle landets lykke på den netop overståede Rio+20-konference. Det er på sin egen blide måde bidende civilisationskritik.

“When we trivialize happiness, we trivialize the meaning and purpose of life” (04:30).

Der bliver ikke brugt religiøse termer, og der er ikke tale om lykke i religiøs forstand. Men omvendt ligger det implicit, at den spirituelle dimension er vigtig for menneskets lykke, og der er klart tale om et bevidsthedsrum og en filosofisk tænkning, som udspringer af – og som måske kun kunne udfolde sig i – en buddhistisk kultursfære.

Thinleys indlæg var i særklasse det mest tankevækkende af de mange statsleder-indlæg, jeg så fra Rio+20 konferencens afsluttende tre dage (de kan ses i deres fulde udstrækning her: 20.06., 21.06. og 22.06.). Han fremlægger her en vision for, hvordan verden kan skabe lykke og livskvalitet med en langt mindre materiel gennemstrømning end i dag.

Om Rio+20-konferencens slutdokument “The Future We Want” siger han, at det er et foruroligende svagt dokument, som har måttet tage hensyn til al mulig tvivl og mistænksomhed, så det vil ende langt fra, hvad som der skal til. Men vi, de enkelte lande og ledere, må love hver især at gøre langt mere .. “towards a sustainable and meaningful life”.

Bhutan har formået at sikre sin naturkapital – man er tæt på udelukkende at dyrke økologisk, og over halvdelen af landet er skovarealer, som er sikret for eftertiden mod totalfældning. Landet har dermed også det måske eneste CO₂-regnskab i verden, som giver overskud – dvs. at skovene optager mere CO₂, end man udleder.

Målt i BNP hører Bhutan til blandt verdens allerfattigste lande, mange lever i subsistenslandbrug, og stadig har 70% af befolkningen ikke elektricitet. Men inden for de seneste to menneskealdre har man fordoblet levealderen, og man har fået alle i skole. Frem for økonomisk vækst har man målrettet stræbt mod at øge befolkningens lykke og livskvalitet.

“[Our] measures of progress and GNH (Gross National Happiness) index clearly show that producing and consuming more stuff does not make people happier”, siger Thinley: “On the contrary when they overwork and go into debt to buy ever more goods and pay the bills, they get more stressed. Working, producing and consuming less is not only good for nature but gives us more time to enjoy each others.”¹

Som kvalitativ forsker (forsker, som søger at nærme sig verdens kvalitative aspekter) bliver man konstant set efter for ikke at konkludere fra det kvalitative til det kvantitative – fra det særlige til det generelle. Men den anden vej rundt overskrider vi konstant grænsen for, hvad man egentlig kan slutte sig til af kvaliteter ud fra kvantiteter. Følgeslutninger fra kvantiteter til kvaliteter er så almindeligt forekommende, at vi dårligt ænser dem. De optræder i så godt som alle artikler, sundhedsundersøgelser og politiske udsagn. Hvis xx kvantitet, så yy kvalitet.

Det gælder tilsvarende forholdet mellem livskvalitet og livskvantitet i det politiske system. Vi skruer op og ned for budgettallene ud fra vege forventninger om, at mere af det ene giver mere af det andet. Men vi er nødt til at stille skarpt på dette forhold, både i forhold til os selv, vores samfund og vores naturgrundlag. I den rigeste del af verden er vi for mange år siden blevet så velhavende, at mere rigdom ikke gør os gladere. Vi har tal for det, vi har striber af undersøgelser af det, men fortsætter endda uophørligt med at søge mere vækst og rigdom.

Når man ser på verdens samlede økologiske fodaftryk, så er der siden den første Rio-konference i 1992 sket det, at vores samlede forbrug af naturlige ressourcer er vokset dertil, at vi i dag forbruger langt mere end kloden regenererer.

Faktisk har vi i Danmark et af verdens største forbrug og forbruger, som havde vi næsten fem kloder til rådighed. Dette kan ikke fortsætte – og ikke bare af moralske grunde. Pludselig er der ikke flere pighvar og torsk, rensdyr og ål, og skovens træer bliver yngre og færre år for år.

Vi er hastigt på vej ind i en form for knaphedssamfund, hvor forbrugerismen kommer til kort og kunsten at få meget ud af lidt igen bliver vigtig.

Allerede Gandhi så så klart, at hvor kloden havde rigeligt til alles behov, så rakte den ikke til alles begær. Denne sondring, som vi i omsætningens hellige navn har været holdt borte fra, vil få ny aktualitet, ikke som restriktion, men som en afklaring af, hvad der skal til, for at gøre os ægte lykkelige.

Vores behovsstruktur i høj grad er formet af vores omgivelser – tidligere gennem en bred kulturel prægning, men i konsumsamfundet i stadig højere grad gennem reklamer.

Jeg var i sin tid militærnægter – erkender, at der findes både konflikter og våben, men tror fundamentalt set ikke på, at man kan løse noget med våben. Med dem kan måske vinde en krig, men ikke en fred. Indtil for få år siden var verdens militærbudgetter derfor i mine øjne de dårligst anvendte penge. For de samme penge – omkring 2% af verdens samlede GNP – ville vi kunne håndtere klimaudfordringen effektivt og finansiere en fuld hurtig omlægning til vedvarende energikilder.

Men de seneste år står de penge, vi bruger på reklame, som fuldt så tåbelige. Verden bruger omkring 1% af sine samlede ressourcer på reklame – nogle lande mere end andre. For eksempel USA bruger mere på reklame end uddannelse. Og disse reklamepenge bruges sådan lidt sat på spidsen til at skabe behov, vi end ikke vidste, vi havde – til at gøre os utilfredse og ulykkelige med det, vi har. Allermest er det sat i system i modeverdenen, som formår at forblinde os med “nødvendigheden” af at skifte en stor del af garderoben hvert år. Og vi betaler selv for det i dyre domme.

Foruroligende lidt af det, som vi hele tiden bliver forsøgt solgt, gør os ægte lykkelige, og forunderligt meget af det, som virkelig gør livet værd at leve, er gratis eller noget, som naturen hvert år frembærer til overflod.

I knaphedssamfundet, hvor den materielle knaphed er en realitet, må vi gøre op med denne ret til kunstig behovsskabelse, og vi må lære at kanalisere vores behov for at manifestere os udtrykke vores formåen over i det immaterielle. Hvor klodens grænse for materiel vækst allerede er langt overskredet, da er mulighederne uendelige og store landskaber venter på at blive opdaget, når det gælder kærlighed og bevidsthed.

På en Doors of Perception-konference for snart mange år siden endte topdesignere i en flere dages design-workshop med en konklusion så enkel som “give love”. I stedet for at give blomster, diamanter og xx designervare som symbol på hengivenhed, taknemlighed og kærlighed, så må vi lære i stedet at være hengivne og taknemlige, og at give kærlighed.

Tilbage til Bhutan, så er der på FN-niveau – i erkendelse af, at den økonomiske vækst ikke kan fortsætte i det uendelige i et begrænset system som Jorden – igangsat en proces, som søger at problematisere vores fundamentale målsætninger, i første omgang gennem at prøve at finde nyde definitioner på GNP, nationalproduktet, som ser mere samlet på vores livskvalitet. Hvis vi i vores stræben rettede os mere mod det immaterielle og det bevidsthedsmæssige, ville det være langt lettere at etablere et scenario for fremtiden, hvori vi 7-8-9 mio. mennesker lever lykkeligt i balance med deres omgivelser.

Derfor har der været en del opmærksomhed på Bhutan og landets bestræbelser på at skabe lykke for sit folk, på en måde så det sker fuldt bæredygtigt inden for landets økologiske niche, uden at nedslide naturkapitalen.

Se øvrige blog-indlæg om Rio+20.