Strøtanker om bæredygtighed

Her op under slutningen af klimaforhandlingen i Durban var jeg tilbage at se, hvad vi nåede frem til som konklusion på Klimabundmødet – Windows of Hope, hvor mennesker fra hele verden i to uger var samlet i København parallelt med Klimatopmødet COP15.

Her mødtes repræsentanter fra oprindelige folk, spirituelle samfund, økolandsbyer og ’urban tribes’ med forskere og andre eksperter, politikere, præster og åndelige ledere, kunstnere og lægfolk fra hele verden til en fortsat dialog og udveksling af erfaringer og visioner for en mere bæredygtig fremtid for vores planet.

Klimabundmødet blev en kolossal kreativ manifestation af mennesker verden rundt, som i lokal skala allerede er i fuld gang med den omstillingsproces, som verden står overfor. Hvor klimatopmøderne er meget teknisk-politiske, da var klimabundmødet en mangerettet afsøgning af det værdisæt og den globale bevidsthed, som ikke bare muliggør, men naturliggør de store omstillingsprocesser, som alle verdens lande, rig som fattig, står overfor.

Den konkluderende tekst, et Klimabundmøde-manifest, er således i meget høj grad en eksistentiel tekst: Hvordan kan vi være mennesker på Jorden i pagt med naturen og de naturgivne vilkår? Og frem for at blande den op med de mere klimatekniske aspekter lavede vi et supplerende klima-manifest.

Indledningen herfra opsummerer et rids af den nødvendige klimaaftale:  

Klima-erklæring

Med stadigt mere omfattende klimaforandringer over alt i verden står vi i dag  over for kolossale  udfordringer, som kræver en hurtig, konsekvent, målrettet og velkoordineret handling fra verdenssamfundet.  En tilstrækkelig klimaaftale må indeholde:

– et øjeblikkeligt stop for udbygning af kulkraften
– en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40% i 2020 (i forhold til 1990)
– en fuld afvikling af det industrielle landbrug
– en kraftig nedregulering af skibsfarten og luftfarten
– en fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050
– en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 1,5ºC
– en målsætning om at holde atmosfærens CO₂-indhold under 450 ppm (parts per million)
– en langsigtet målsætning om at nå tilbage på under 350 ppm

Dette indebærer:

– et opgør med vækstfilosofien
– en revurdering af kvotehandelen og markedsmekanismernes evne til at beskytte klimaet
– en revurdering af forbrugersamfundets og den globale frihandels hensigtsmæssighed
– en fælles stræben mod bæredygtige byer, landbrug og skovbrug
– en sikring af al grøn teknologi som globalt fælleseje
– en målrettet udvikling af CO₂-negative samfund verden over
– et fornyet fokus på fællesskabets og lokalsamfundets rolle i en bæredygtig udvikling
– et opgør med forståelsesmodeller, hvor mennesket er hævet over naturen
– en indsats for bevarelsen af oprindelige folks levevilkår
– udviklingen af en fuld global bevidsthed

Klimaerklæringen citerer Barack Obama, som i sin tale under COP15 til verdens ledere meget præcist udtalte: “Spørgsmålet er ikke udfordringens natur, men vores evne til at møde den.” Måske det sværeste at have skullet forholde sig til siden da er den systematiske støjkampagne af klimafornægtere, som i stor grad er finansieret og okestreret af kortsigtede fossile interesser. Obama kom med en aura af håb, for et bedre USA i en bedre verden. Men hans karisma og veltalenhed er kommet til kort overfor den forbenede amerikanske virkelighed, som i uhyggelig grad er styret af kortsigtede profit-interesser.

“Hvor der i en periode har været klimaskeptikere, som så ud til at bremse udviklingen, da er situationen i dag snarere den, at selv de politikere, som har erkendt, at der skal gøres noget, ikke gør det nødvendige, og slet ikke hurtigt nok. Man kunne tale om klimanølere. Der er i disse år et meget stort gab mellem, hvordan klimavidenskaben forstår den nødvendige indsats, og hvordan den defineres i det politiske system,” skrev vi i klimaerklæringen.

Selvom klimafornægternes tåger i mellemtiden har fået endnu mere plads først og fremmest i de amerikanske og engelske medier, gør det ikke denne betragtning mindre rigtig, at det er klimanølerne, som er det store problem. I Durban er der stort set ingen klimafornægtere, men alt for mange lande sidder og tænker i kortsigtet egeninteresse – selv ved en konference, hvor klimaet og den fælles fremtid skulle være i centrum, er det alle mulige andre hensyn, som fylder.

I en verden, hvor vores viden om klimaproblematikken udvikler sig ganske hurtigt, er det en stor tilfredsstillelse at læse de to år gamle manifesttekster og føle, at de ikke bare tåler et gensyn, men passende kunne have været forhandlet – og vedtaget – i Durban.

Dagens begravelse

Klimaspørgsmålet kræver ændringer på alle tilværelsens områder. Således havde hver dag på Klimabundmødet sit Dagens Tema, som tilsammen dækkede et bredt område af den menneskelige eksistens.

Ligeledes havde hver dag sin Dagens Begravelse: På åbningsdagen begravede vi Egoismen. Under vejs begravede vi andre aspekter af det industrielle samfund, som vi er nødt til at lægge bag os for at hele Planeten: The American Dream, Den Globale Frihandel, Den Økonomiske Vækst, Det Militær-Industrielle Kompleks, Ensomheden, Den Lineære Tankegang, Fjernsynet, Den Universelle Glaskasse, Verdens Kulreserver, Affaldsbegrebet, Den Industrielle Fødevareproduktion og Pilleglasset.

Klimabundmødemanifestet og Klimaerklæringen kan downloades sammen med de 14 små begravelsestekster i en lille publikation.

Klimabundmødet – Windows of Hope, København 5.-18. december 2009 (18,8 Mb pdf).