Solsortelege

19. maj 2010

Sidste år annoncerede jeg sidst i marts her på bloggen med Charmerende bosted billigt til leje i hjertet af København for solsorte¹, og fluks var der indflytning. Men igen i år har der været bedrøveligt stille – en enkelt strejfer har været forbi et par gange, men det er alt. Området omkring Sankt Petri er godt nok efterhånden lidt pauvert naturmæssigt set, og børnehavens kæmpestore lindetræer har været skåret helt tilbage. Men helt ueffent burde det ikke være for en solsortefamilie. Gennem alle årene har der da også været den lifligste solsortesang på denne tid af året – når man vågnede, og når lyset klingede ud. Solsortelegene formår på forunderlig vis at løfte byens lydkuppel mod himlen.

Jeg var så småt indstillet på, at det var den lange vinter, som havde været hård ved solsortene, og at det fuglesangsmæssigt ville blive et stille år. Men tirsdag i sidste uge stod jeg hen under aften med Thorleif i Krebsegaarden, blot to karreer herfra. Solsorten fløjtede lifligt – omend helt andre triller, så det var ikke nogen af “mine” solsorte. Det lyder næsten voldsomt i de snævre rum mellem for- og baghuse – man er inde i klangen lidt ligesom med akustikken i Radiohusets nye koncertsal. I øjeblikkets betagelse mindede Thorleif mig om blog-indlægget fra sidste år.

Jeg fløjtede så tilbage til solsorten – har et lille Frans af Assisi-syndrom, bilder mig ind, at jeg har en dialog kørende med solsortene ;-) – at den gerne måtte lade gå videre, at der i år var to solsorte-revirer ledige lige om hjørnet. Jungletrommerne må have virket, for allerede torsdag morgen, på Kristi Himmelfarts dag, var en solsort i gang med at fylde rummet med sine trillerier.

Har ikke turdet nævne det, for hvis nu det var en strejfer – eller endnu værre en halu. Men nu har der i fem dage dagligt været den vidunderligste solsortesang.

Så alle er glade.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Se tidligere blog-indlæg: Charmerende bosted billigt til leje i hjertet af København.¹

Share