januar 2008 arkiv

Multitasking som livsstil

28. januar 2008

Vi taler i mobil samtidig med at vi laver mad, kører bil og cykler. Vi hører musik mens vi laver lektier og gør rent. Vi spiser samtidig med at vi surfer, ser TV og checker MySpace. Det at kunne holde mange bolde i luften er blevet en del af moderne arbejds- og bykultur, ikke mindst blandt unge, som gladeligt ser MTV, checker Facebook og chatter over Instant Messenger services samtidig med at de laver lektier.

I november kunne man i Politiken læse, at en undersøgelse foretaget af Nokia viser, at Kvinder er bedre til at multitaske. For eksempel svarer halvdelen af alle kvinder, at de kan lægge make-up mens de taler i mobil. I går kunne man så sammesteds læse, at Multitasking gør dig dum og langsom. Når man konstant springer fra det ene til det andet, får man let en fornemmelse af, at man har gevaldig travlt og når en masse. Men det viser sig at være så som så med effektiviteten.

Læs mere »

Share

Forårstegn I

27. januar 2008

Så er de her, over alt i parkerne vælder lysende gule enrantis frem af den sorte muld. På de luneste steder er også vintergækkerne fremme. Og rosen i min baggård, som ofte blomstrer helt frem til jul, er allerede ved at springe ud til en ny sæson.

Der er forår forude, man kan mærke safterne stige, og på en solskinssøndag som i dag kan man blive helt høj af en runde i Ørstedsparken.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Share

Københavns trafikale dilemma

27. januar 2008

Formanden for Rådet for Bæredygtig Trafik, Keld A. Larsen, havde 10.01. en læseværdig artikel i Information med titlen Københavns trafikale dilemma.

Det grundlæggende dilemma er, at København på den ene side har ambitioner om at være miljømæssig foregangsby, med god luftkvalitet, god kollektiv trafik og god livskvalitet og radikale reduktioner af CO2-udledningen, samtidig med at antallet af biler er stadig stigende. Man regner således med, at der i hovedstadsområdet vil være 44,4% flere biler i 2030 end i 2004. Disse biler står ikke bare parkeret i garagerne. Samtidig er godstransporten på vejene i stadig stigning, og det forventes, at transportens andel af CO2-udledningen fra 15,9% i 2003 vil vokse til 33% i 2030. Hvis ikke udviklingen bliver vendt, vil der derfor i de kommende år blive stadig mere trængsel på vejene, ikke mindst i og omkring centrum, og luftforureningen vil vedblive med at ligge over EUs grænseværdier.

At vende udviklingen vil kræve en række velkoordinerede indsatser. Borgerrepræsentationen har vedtaget en betalingsring, og trængselsafgifter alene regner man med ville kunne reducere trafikken med 22%. Men det har regeringen foreløbig modsat sig.

Et andet vigtigt element for reduktionen af trafikken er en markant styrkelse af dels cyklisternes vilkår i byen, dels den kollektive trafik. Keld A. Larsen fremhæver letbaner som et billigere alternativ til en yderligere udbygning af metroen, og foreslår, at nye bydele som Nordhavn og Carlsbergområdet planlægges på som bilfri områder. Dette ville være eneste logiske konsekvens af visionen om at skabe en CO2-neutral bydel.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Keld A. Larsen: Københavns trafikale dilemma, Information 10.01.2008.

Share

Al Gore: 15 ways to avert a climate crisis

26. januar 2008

Det er en gnistrende morsom og oplagt Al Gore vi møder i denne video fra hans præsentation ved TED-konferencen i Monterey i februar 2006: 15 ways to avert a climate crisis.

På blot 17 minutter giver han et fornemt rids af problemerne – både med klodens tilstand og med dem, som stadig tøver med at tage konsekvensen – og han skitserer i løbet af præsentationen 15 måder, hvorpå vi alle kan være med til at afbøde den globale opvarmning. Gore insisterer på den personlige stillingtagen, og hans message er, at det er enklere at gøre noget end du tror.

For et års tid siden havde jeg den store glæde at kunne opleve Al Gore i Cirkusbygningen. Den mand har betydet mere end nogen anden for, at USA og hele verden er ved at vågne til den ubekvemme sandhed, at vores klode ikke har det som den burde, og at det kræver en kollektiv global indsats af hidtil usete dimensioner at vende udviklingen.

Har du endnu ikke set filmen An Inconvenient Truth, er den yderst anbefalelsesværdig. Og hvor Gore, da filmen kom frem, blev anklaget for at overdrive havenes stigning, viser nyligt fremlagt forskning, at Antarktis’ ismasser smelter langt hurtigere end tidligere antaget, og at havene i et worst case scenario frem mod år 2100 kan stige op imod 2,5 meter. Gore kender disse forskere og har givet haft kendskab til midtvejsresultaterne.

Se tidligere blog-indlæg, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget.

Læs mere »

Share

Tilbageholdte energirapporter frigivet

26. januar 2008

Af en artikel i Information, Energirapport offentliggjort: 40 % CO2-fald kan nås, fremgår det i dag, at de to rapporter om dansk reduktion af drivhusgasser, som Energiministeriet i 2006 bestilte hos COWI og EA Energianalyse/Risø, nu vil blive frigivet som ‘endelige udkast’. De ligger på linje med det af Greenpeace netop fremlagte energiscenario, og der foreligger således tre forskellige rapporter, som samstemmende peger på, at det er muligt inden for en overskuelig årrække at nå betragtelige reduktioner i CO2-udledningen og en fuldstændig omlægning i den måde, hvorpå vores samfund tilvejebringer sin energi.

Ikke mindst rapporten fra EA/Risø er interessant derved, at den ser på udviklingsmulighederne frem til 2050. Den påviser, “hvordan Danmark kan realisere et energisystem med 100 % vedvarende energi og 80% CO2-reduktion for en meromkostning på 0,3 % af BNP.”

Hvis ikke vi med vores rigdom kan træffe en beslutning om at igangsætte disse omlægninger, er det kort sagt skingrende vanvittigt.

De nu tilgængelige foreløbige rapporter er introduceret på Energistyrelsens hjemmeside, www.ens.dk, hvorfra de kan downloades. De endelige rapporter forventes at ligge klar umiddelbart efter et møde 6. februar, se links nedenfor.

Se også tidligere blog-indlæg: 40% dansk CO2-reduktion inden 2020 og 80% dansk CO2-reduktion inden 2050.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jørgen Steen Nielsen: Energirapport offentliggjort: 40% CO2-fald kan nås, Information 26.01.2008.

Link til de endelige rapporter:

Kenneth Karlsen et al.: Danish Greenhouse Gas Reduction Scenarios for 2020 and 2050, Ea Energy Analyses & Risø National Laboratory februar 2008 (pdf).

Mikkel T. Kromann & Helene Sneftrup Fleischer: Scenarier for danske drivhusgas reduktionstiltag i 2020 og 2050, COWI februar 2008 (pdf).

 

Share

William McDonough: The wisdom of designing Cradle to Cradle

25. januar 2008

Den amerikanske arkitekt og designer William McDonough er blandt dem, som mest konsekvent har arbejdet med implementeringen af bæredygtighed. I denne video præsenterer han sin ‘vugge til vugge’-filosofi, hvor væk er borte, og ‘affald’ og ‘spild’ bliver til ressourcer for nye processer i stadigt cirkulerende processer.

McDonough har en gnistrende humor, og indimellem går det snublende stærkt. I videoens sidste minutter præsenterer han sit arbejde med at designe seks nye byer i Kina. De er placeret i frugtbare risdyrkningsområder, og frem for at lade kostbart landbrugsareal gå til spilde har man anlagt en fem-etages by under markerne (eller rettere genanlagt rismarkerne på tagene). Her sættes nye standarder for den bæredygtige by.

I 2002 udgav McDonough sammen med den tyske kemiker Michael Braungart bogen Cradle To Cradle. Remaking the Way We Make Things. Se mere om William McDonough og hans ‘vugge til vugge’-filosofi på www.mcdonough.com.

Denne video stammer, ligesom videoen i det forudgående blog-indlæg, 12 sustainable design ideas from nature, fra den årlige TED Conference i Monterey, California. TED: Technology, Entertainment & Design.

Læs mere »

Share

Janine Benyus: 12 sustainable design ideas from nature

25. januar 2008

Bæredygtighed bliver i disse tider ofte oversat med CO2-neutralitet og ressourceoptimering af allerede eksisterende processer, og det afspejler udmærket den noget købmandsagtige måde, hvorpå vi i lyset af katastrofe-scenarier så småt er ved at forsøge at kultivere menneskets tilstedeværelse i biosfæren på. Men en reel bæredygtighed er afhængig af vores evne til at genindlejre vores aktivitet og tilstedeværelse i naturens processer – og dermed at gøre vore processer mere bioanaloge.

I nedenstående video fra den årlige TED-konference i Monterey 2006, 12 sustainable design ideas from nature, giver Janine Benyus et fascinerende indblik i biomimicry – det at tage inspiration fra naturen – gennem 12 eksempler på design inspireret af naturens processer.

Igennem millioner af år har naturens udviklingsprocesser favoriseret de arter, som var gode til at indpasse sig uden at ødelægge balancen med omgivelserne. I det første eksempel fortæller Janine, hvordan en gruppe ingeniører kom på sporet af en metode til at undgå forkalkning af rør på gennem inspiration fra den måde, hvorpå sneglehuse dannes.

I et senere eksempel fremhæves, at CO2 for planter ikke er et problem, men tværtimod et nødvendigt råstof. Hvis vi fuldt ud forstod og handlede i overensstemmelse med denne fundamentale symbiose mellem mennesker og planter, ville vore landbrug, skovbrug og bymiljøer alle have langt større biologisk volumen og dermed genindfange en god del af den overskydende CO2, som vi i løbet af det 20. århundrede har sluppet ud i biosfæren gennem afbrændingen af store mængder fossile brændstoffer. Dette er nært forbundet med eksempel 11, at naturen til stadighed udvikler sig mod biotoper med større kompleksitet og biodiversitet.

Byforgrønnelse må derfor nødvendigvis være et integreret element i ethvert reelt bæredygtighedsscenario.

Læs mere »

Share

Mere grønt kan afbøde den globale opvarmning i storbyerne

25. januar 2008

Politiken bragte 14.01. en artikel af to forskere fra KVL, Stephan Pauleit og Marina Bergen Jensen: “Storbyer. Mere grønt afbøder klimaeffekten”.¹ De påpeger heri den vitale betydning, som byens parker og grønne elementer har for byens mikroklima – en betydning som vil blive endnu større, efterhånden som klimaforandringer som følge af CO2-udledninger slår stadig stærkere igennem.

Artiklen tager udgangspunkt i den engelske ASCCUE-rapport om klimaændringer i Manchester-området, hvor temperaturerne i et worst case scenario i 2080 på årsbasis forventes at ligge 3,2° højere i forstads- og villakvarterer end i dag, mens stigningen i byens centrum og erhvervsområder vil ligge 4,3° højere. Temperaturen vil da i bycentre og industriområder kunne nå op på 32,1° hvor den samtidig kun er 18,4° i forstæderne. Den store forskel opstår på grund af bycentrenes mange varmeakkumulerende flader og meget begrænsede vegetation (planter giver en markant køling dels gennem skyggevirkning, dels gennem fordampning fra bladfladerne). De engelske studier, som er et samarbejde mellem flere universiteter, når frem til, at en forøgelse af de grønne arealer i Manchester med 10% vi kunne kompensere for drivhuseffekten.

Læs mere »

Share

Den tænkende storby

24. januar 2008

Med overskrifterne Tænk grønt, Tænk mangfoldigt, Tænk blåt og Tænk nyt har Københavns Kommune netop præsenteret sin kommuneplanstrategi for 2007 under overskriften Den tænkende storby.

For City-området fremhæves følgende fem indsatsområder:

1) Sikre plangrundlaget for udviklingen af Metropolzonen.

2) Flere boliger i Indre By og nye internationale studiefunktioner.

3) Sikre en mere attraktiv og levende havnefront.

4) Bedre tilgængelighed langs og på tværs af havnen.

5) Planlægning af 3 nye metrostationer.

Efter debatmødet 18.02. vil jeg vende tilbage til en nærmere analyse af Den tænkende storby og dens konsekvenser for bymiljøets bæredygtighed.

Umiddelbart vurderet vil problemerne være størst omkring Metropolzonen og dens forsøg på at give plads til moderne højhusmaskiner, som dels i sig selv er alt andet end bæredygtige, dels meget let kommer til at medføre en stor vifte af problemer for omgivelserne.

Kommunen er her på direkte kollisionskurs med byens borgere. En undersøgelse foretaget af Rambøll i november 2006 viste, at 86% af alle københavnere ønsker den historiske by friholdt for højhuse. Se Københavnere mod fejlplacerede højhuse.

indlæg oprettet af Jens Hvass

 

Share

Brug oliepenge til mere vedvarende energi – underskriftindsamling

24. januar 2008

Der er netop taget initiativ til en underskriftindsamling: Brug oliepenge til mere vedvarende energi. Den har form som åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Indledende fastslår brevet til statsministeren, at det er alarmerende, at Danmarks CO2-udledninger i 2006 steg med omkring 4% efter i 20 år at have været faldende. Hvor der i årene 1999-2001 blev opført 1.344 nye vindmøller, blev der i perioden 2002-2006 kun opført 41 nye vindmøller. Den nuværende regering har sat Danmarks forspring over styr ved at sætte næsten 30 års satsning på vedvarende energi på vågeblus.

Derefter retter brevet fire spørgsmål til statsministeren. Du kan se den fulde henvendelse og skrive under på vedvarendeenergi.underskrifter.dk.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Share