Jeg fik mit første kamera i 1981, som en indlysende og uomtvistelig del af det at være arkitektstuderende. Hvor man havde tradition for på lange studierejser at tage sig tid til at nedfælde det sete og oplevede i skitsebøger, kunne man med et klik fastholde det hele på en brøkdel af et sekund for senere tilbage i det vinterkolde København at kunne genfremkalde situationen på væggen og dele oplevelsen med andre i auditoriet. Der er noget grundlæggende forskelligt ved i så udstrakt grad at opleve verden gennem søgerens rektangulære enøjethed, men efterhånden som man tilstrækkelig mange gange havde stået ved lysbordet og manglet lige præcis dét billede fra dén vinkel, fik man et vist håndelag for at få indfaget et sted på en sådan måde, at man med lysbilledforedragets mulighedsfelt kunne videregive ikke bare proportioner, teksturer, volumener og kompositioner, men også stemninger og komplekse rumlige forløb.

Mit Pentax viste sig dog hurtigt at have tilbøjeligheder; den form for registrering og dokumentarisme, som beror på kameraets objektivitet og redelighed var jo kun en meget lille del af kameraets potentiale, og sideløbende har jeg i alle årene arbejdet med kameraet på grænsen af, hvad det kan, fotograferet det ufotograferbare, det ukontrollerbare og det udechifrerbare i billeduniverser, hvor kameraets objektivitet og dokumentariske egenskaber er nulstillet, og helt andre emotionelle og associative afspejlinger af omverden opstår.

Et tilbagevendende motiv har været vandflader - uden horisont og afgrænsning. Ved at vende dem på hovedet - eller vende det, som qua spejlingen i vandfladen stod på hovedet, tilbage med hovedet op - kunne man nulstille øjets evne til at genkende flader - det er jo bare en vandflade - og invitere betragteren ind i billedrum af stor associativ kraft. Jeg har endog lavet scenografi med sådanne billeder (en forestilling over Herman Hesses Glasperlespillet af Teater Ordalek i Uppsala), med scene og publikum indplaceret i én stor hvid pap-mandala, hvor lyssætningen hovedsageligt var vandbilleder.

Et andet gennemgående tema har været nattebilleder - billeder taget om natten med lang eksponeringstid. Nattebillederne indfanger lys i bevægelse. Øjepunktet, kameraet, følger samtidig sit bevægelsesmønster, fra en gående hofte, en rystende motor, en slingrende bus eller blot min legende hånd. Af trivielle tilstande dannes nye billedrum, karakteristiske for storbylivets puls. Fræsende biler, utrættelige neonreklamer, tråde efter hastige for- og baglygter filtrende sig vej gennem hinanden. Indfanget af et roterende kamera i hastigt passerende S-tog, ætser strømme af biler gennem motorvejsudfletninger lag på lag af lysspor i filmens emulsion.

Og så havde jeg endda næsten glemt legen med kameraet, da jeg i begyndelsen af 2003 fik digitalkamera, et lommemodel-lille Nikon Coolpix, som har været en kolossal, positiv overraskelse. Det teknisk perfekte billede har sine kriterier, sit udtryk og sine kvaliteter, og spejlreflekskameraet har nok stadigvæk på visse områder sine klare tekniske fortrin. Med digitalkameraet kan man derimod bruge ubegrænsede mængder af film, tage 250 billeder ud ad togvinduet og være ubetinget glad, hvis der blot var ét eller to gode billeder. Men det, som dog gør den digitale proces radikalt anderledes, er den hurtige feedback. Umiddelbart efter at man er tilbage fra sin aftentur omkring Rådhuspladsen kan man loade sine optagelser over i computeren og se, hvad man har indfanget, mens man stadigvæk har optagelsessituationen klart prentet. Det er hermed muligt at gå systematisk ind i flygtige motivsfærer og med tiden udvikle en vis grad af kontrol med resultatet.

Jeg har her på siden lagt fire små serier ud, som hver for sig er resultat af denne digitale afsøgning: Hvidt lys, Beduinbar, Rådhuspladsen og Jorcks Passage. De er alle fra mine små aftenture, taget indenfor få minutters gang fra min bolig.

Hvidt lys bruger en stribe helt almindelige, hvide lysstofrør hen over Aage Bruun & søns møbel- og trævareforretnings udstillingsvinduer - det har været en tankevækkende opdagelse, hvor mange farver der ligger i det umiddelbart tindrende hvide lys.

Lysskiltene over Jorcks Passage er et andet af mine yndlingsmotiver - paletten er her ganske distinkt. Hvor blandingen af rød og grøn både i politik og akvarel mudrer og går i brunt, så blander lysets kontrastfarver her til noget endnu lysere.

Beduinbar passerer jeg næsten dagligt, og jeg blev noget euforisk, da jeg opdagede, at facadens a la greque lysstofrør, som sidder tilbage fra den tidligere græske restaurant, rummede de vidunderligste blå mønstre, mens stearinlys og bardiskens ulmende røde front var tilgængelige gennem vinduet.

Rådhuspladsen har den nok mest imposante samling af neonlys i Kongeriget, og paletten her er næsten overvældende. De fleste billeder i denne serie er taget af termometeret på hjørnet af Vesterbrogade og H.C. Andersens Boulevard. Nogle gange bliver det næsten nordlysagtigt, andre gange er det som tekstiler under lup.

Alle fire steder i dag forandret. Aage Bruun & søns møbel- og trævareforretning er borte, Beduinbar ligeså. Og lyssætningen omrking Jocks Passage har i dag slet ikke det billedpotentiale, den havde. Mens Rådhuspladsen i mellemtiden har fået nogle så voldsomme lysbrag, at det virker næsten krigsagtigt.


Andre billedserier

Har derudover sat et par andre billedserier op - har flere under forberedelse. Mit Nikon Coolpix gav op efter godt 60.000 billeder, så de seneste serier er lavet med et Panasonic - ikke større end det kan ligge i en lomme, så det altid er med rundt, og med en makro-optik, som gør det muligt at komme helt tæt på.





Se Indre Landskaber - japanske tuschlandskaber.

Se Kanjin - penseltegnede figurer.