Strøtanker om bæredygtighed

Med syv reaktorer med en samlet effekt på 8 GW er Kashiwazaki-Kariwa-værket i Niigata Amt verdens største atomkraftværk. Som ved alle andre værker i Japan blev de igangværende reaktorer i tiden efter Fukushima-katastrofen i 11. marts 2011 en efter en taget ud af drift i takt med, at de skulle standses for det årlige driftseftersyn og udskiftningen af brændselslegemer. For efterfølgende ville ingen tage ansvaret for genstarten.

Kashiwazaki-Kariwa-værket er ejet og drevet af samme energiselskab, TEPCO, som driver Fukushima Daiichi-værket. TEPCO, som leverer strøm til Tokyo-området, har et tredje atomkraftværk, Fukushima Daini med fire reaktorer, som ligger blot få km fra Fukushima Daiichi. Og selvom det lykkedes at lukke Daini-værket korrekt ned ved tsunamien i 2011, har Fukushima Amt siden fået tilsagn om, at der ikke bliver genstartet reaktorer i Fukushima Amt, der til gengæld gerne vil være foregangsamt når det gælder udviklingen af vedvarende energi.

TEPCO står derfor i den situation, at ud af de sytten reaktorer, man havde før Fukushima-katastrofen, kommer de ti reaktorer i Fukushima Amt aldrig i gang igen. Yderligere er planerne om at opføre endnu et atomkraftværk i Fukushima Amt nær Fukushima Daiichi og Fukushima Daini blevet opgivet i erkendelse af, at den nuværende situation ville umuliggøre nogensinde at få et nyt atomkraftværk i gang på dette sted. Derfor har TEPCO længe ønsket sig at genstarte i hvert fald et par af de syv reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, og på sigt gerne dem alle. Det ville give et kærkomment tilskud til den ekstremt anstrengte økonomi efter katastrofen, hvor oprydningsarbejdet ikke bare på selve kraftværket, men også i de omgivende landskaber, vil strække sig ind i anden halvdel af dette århundrede.

Men guvernøren i Niigata Amt, Hirohiko Izumida, er ikke bare imod atomkraft, han er imod at TEPCO nogensinde kommer til at drive atomkraftværker igen. Og han taler af erfaring, for forud for Fukushima-katastrofen havde der i årevis været problemer med den måde, hvorpå TEPCO drev Kashiwazaki-Kariwa-værket. Ved flere lejligheder har man kunnet se TEPCOs øverste leder Naomi Hirose helt rød i hovedet af raseri, når Izumida fremførte, at TEPCO ved hele tiden at presse på med hurtig genstart af Kashiwazaki-Kariwa blot satte økonomien over sikkerheden.

Nu er der dog tegn på, at godkendelsesprocessen for to af reaktorene ved Kashiwazaki-Kariwa-værket er så langt, at den kan være afsluttet til marts næste år. Dette er udtrykkeligt ikke ensbetydende med, at reaktorerne kommer i gang umiddelbart efter. For i Niigata har der gennem mange år været en massiv lokal modstand mod værkerne. Blandt andet har en borgergruppe med henvisning dels til det havarerede Fukushima Daiichi, som langt hen af vejen var en driftsfejl, dels til de mange eksempler på fejl i drift og indrapporteringer ved Kashiwazaki-Kariwa lagt sag an mod TEPCO med den påstand, at man er uegnet til at drive atomkraftværker.

Dette blog-indlæg vil med løbende opdateringer søge at følge processen omkring genstarten af Kashiwazaki-Kariwa værket, som qua den massive lokale modstand sandsynligvis vil trække ud i årevis. Og uanset at TEPCO allerede har investeret milliardbeløb i at forberede genstarterne, er det langt fra givet, at det nogensinde igen kommer dertil.

Der er etableret tilsvarende blog-indlæg for reaktorer ved de tre atomkraftværker, hvor opstartsprocesserne er længst fremskredne, ved Sendai-værket, ved Ikata-værket, hvor en reaktor lige nu er ved at blive tilsluttet, og ved Takahama-værket, hvor to reaktorer blev standset umiddelbart efter opstarten efter påbud fra retten. Stadig her fem et halvt år efter Fukushima-katastrofen har Japan kun fået genstartet tre reaktorer.

Læs mere »

Japan er jakkesættenes og de ulasteligt klædtes mekka, og indtil for få år siden var jakkesæt og slips obligatorisk i størstedelen af japansk erhvervsliv. I den japanske sommer, som kan være næsten kvælende fugtigvarm, er det langt fra den mest indlysende beklædning, og sommeren igennem har airconditioning-anlæggene landet over kværnet for at opretholde en kunstig kølighed i landets kontorbygninger og indkøbcentre. Der går rundt regnet dobbelt så meget energi til at køle en grad som til at opvarme en grad, så når man kommer blot lidt længere syd på end Danmark, bruger man typisk mere energi på køling end på opvarmning.

Den japanske miljøminister Yuriko Koike iværksatte derfor i 2005 en ‘Cool Biz’-kampagne, hvor japanske forretningsmænd og kontorarbejdere blev opfordret til at skifte dress code i sommermånederne: Lad jakken og slipset blive hjemme, brug kortærmede skjorter, og … sæt termostaten op på 28ºC.

I et land, hvor en stor del af identiteten ligger i iscenesættelsen, er sådanne forandringer, som griber dybt ind i stærke vanemønstre, lettere sagt end gjort. Men den japanske statsminister Juniciro Koizumi (til højre) og hans administration gik i front med at gå i afslappet tøj, som afspejlede årstiderne.

Allerede den første sommer indførte omkring en tredjedel af alle virksomheder ‘Cool Biz’, med en beregnet CO₂-besparelse på 460.000 ton. For sommeren 2006 regner man med, at besparelserne ved at skrue airconditioning-termostaten op fra 24º til 28º har været på 1,14 millioner ton CO₂. I sommeren 2007 havde næsten halvdelen af alle arbejdspladser indført ‘Cool Biz’, hvilket giver en reduktion på omkring 1,4 millioner ton CO₂.

Læs mere »