Indlæg tagged med WorldWatch Institute

Mens vi venter på den store klimaaftale

13. januar 2012

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO2-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO2-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO2-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »

Share

Erik Assadourain: From Consumerism to Sustainability

13. oktober 2011

16. august afholdt WorldWatch Institutes nyetablerede Europa-afdeling her i København et seminar om forbrugerisme og bæredygtighed. Ved den lejlighed holdt Erik Assadourain, som var hovedredaktør på Worldwatch Institutes årlige publikation State of the World 2010 med temaet Transforming Cultures: From Consumerism to Sustainability.¹

Der var mange guldkorn i Assadourains præsentation, som blev efterfulgt af en paneldiskussion med deltagelse af politikere, erhvervsfolk og forskere. Og jeg havde alle intentioner om at få et godt blog-indlæg ud af flere siders notater. Men nu foreligger der dels en lille 3 min. præsentationsvideo fra dagen, som søger at opsummere eventen og diskussionen bagefter. Dels findes der en YouTube video, hvor Assadourain ved en tidligere lejlighed ved Allegheny College giver stort set samme præsentation som i København. Jeg har kopieret begge ind nedenfor.

Hans udgangspunkt for overhovedet at tale forbrug og bæredygtighed er, at vores forbrugsmønstre er stærkt kulturbundne. Assadourain bruger i sin indledning blandt andet de to billeder herover,  som en (vistnok) japansk fotograf har lavet af børn sammen med deres legetøj. Er der noget at sige til, at vi ender som små forbruger-piger og forbruger-drenge, med en stor del af vores identitet bundet i de ting, vi omgiver os med? Det vil kræve en livslang proces at blive reprogrammeret, at få en chance for at blive afklaret omkring, hvad vi rent faktisk har brug for og glæde af, og hvornår det mest er andre, som har glæde af, at vi konsumerer. Men selv når viljen og indsigten er til stede – og forståelsen af, at vi med de nuværende forbrugsmønstre løber tør for stort set alt vi tager for givet i løbet af det 21. århundrede – er vi oppe mod meget store kræfter, som fastholder os i et stadigt forbrug.

Der er da heller ikke megen hjælp at hente omkring os. De fremherskende strategier for at komme ud af den nuværende økonomiske krise både på nationalt plan og på internationalt fortrænger stort set sine virkemidlers kortsigtethed og den hele den bæredygtighedsmæssige dimension af krisen. Og på virksomhedsplan er det ikke meget bedre. Implementeringen af allehånde grønne strategier sker først og fremmest som del af at overleve og vokse i et stærkt kompetitivt marked.

Men nyd Assadourains præsentation herunder. Han var begavet selskab i København, og det er yderst glædeligt, at WorldWatch Institute har slået sig ned i København.
.

Læs mere »

Share

Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion

23. januar 2011

Det er efterhånden almindelig kendt, at kødproduktion tegner sig for en betydelig del af den samlede klimabelastning. Nye tal fra Worldwatch Institute viser nu, at andelen er væsentligt større, end man tidligere har regnet med. Nedenstående tekst stammer fra temaplanchen Kød og klima fra udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som kan ses i Rundetaarn frem til 27. marts.

Billedet herover er fra en planche, som viser en australsk familie sammen med den mad, de spiser på en uge. Udstillingen har i alt 30 af sådanne portrætter fra hele verden.

FNs fødevareorganisation FAO udgav i 2006 en rapport om landbrugets klimapåvirkning, Livestock’s Long Shadow, som kom til det for mange meget overraskende resultat, at landbrugets animalske produktion tegnede sig for ikke mindre end 18% af de globale drivhusgas-udledninger. Til sammenligning står luftfarten for 2% og skibsfarten for 4-5% af de globale drivhusgas-udledninger. Den animalske produktion er således en af de allerstørste kilder til global opvarmning.

Vores husdyrhold er da også den menneskelige aktivitet, som tager allermest plads på kloden. Det beslaglægger i dag omkring 70% af verdens samlede landbrugsareal og 30% af verdens samlede areal til foderafgrøder og græsning. Og forbruget er stadig stigende, både i I-lande og U-lande. Hvor vi siden 2. verdenskrig er blevet dobbelt så mange mennesker, er der kommet næsten seks gange flere husdyr. For eksempel er der i Danmark 2½ gris for hver indbygger, og foderet til de stadig større produktionsenheder hentes efterhånden hjem fra hele verden – helt ude af balance med de umiddelbare omgivelser.

Husdyrene spiser mere end halvdelen af den mad, vi fanger i havet og omkring halvdelen af den mad, vi dyrker på vores marker. For en afgrøde som soja går 80% til foder til husdyr. I en tid, hvor markerne også skal levere stadig større mængder af biobrændstoffer til vores sultne motorer, er der mere pres på de dyrkbare arealer end nogensinde. Den voksende efterspørgsel efter kød er i dag den største drivende faktor bag fældning af regnskov, og over alt i verden æder motorsavene sig hver dag ind på regnskovene for at skaffe plads til flere husdyr.

Læs mere »

Share

Gambling med vores fælles fremtid

13. april 2009

Ved det store amerikanske universitet MIT udarbejdede man i 2001 et særligt lykkehjul, som et temperaturhjul – eller rettere to temperaturhjul, som viser, hvilke temperaturer, vi kan forvente henholdsvis hvis vi gør noget, og hvis vi ikke gør noget ved de på verdensplan stigende CO2-udledninger.¹ Man har netop opdateret sandsynlighedshjulet, og det viser, at med en viden og de modeller, vi har i dag, vil vi få markant større globale stigninger end ved de tilsvarende beregninger i 2002. Gambling-metaforen er slående – i disse år, hvor vi ved, at der skal handles hurtigt og radikalt, men alligevel ikke rigtig gør noget, som for alvor reducerer CO2-udledningerne, gambler vi kort sagt helt uansvarligt med klodens fremtid. Gambling har med chance og sandsynlighed at gøre, og med den natur, som klimamodeller har, vil de svar, som vi får om det globale klimas fremtidige udvikling, altid komme ud som sandsynligheder.

Som man kan se på det nyligt opdaterede temperaturhjul til venstre, som viser den sandsynlige temperaturstigning frem mod år 2100, hvis vi ikke gør noget ved CO2-udledningerne, er der størst sandsynlighed for, at vil ende med en temperaturstigning på 5-6ºC, efterfulgt af 4-5ºC og 6-7ºC.

Målet for den klimaaftale, som gerne skulle underskrives i København til december, er at holde den samlede globale temperaturstigning inden for 2ºC.

De 2ºC er hvad man fra politisk side har defineret som mål for et ‘acceptabelt’ omfang af klimaforandringer.

Læs mere »

Share

State of the World Symposium 2009

22. januar 2009

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige State of the World-rapport fra WorldWatch Institute med undertitlen Into a Warming World, afholdt instituttet sit 13. årssymposium. Der er tre videoer tilgængelige fra symposiet. den første rummer blandt andet åbningstalen af IPCCs formand Rajendra Pachauri. I anledning af, at den kommende klimaaftale skal underskrives i København til december, efterfølges han af Bo Lidegaard, den danske statsministers førsterådgiver i klimaanliggender. De to indledende indlæg giver tilsammen et godt billede af, hvordan IPCC og den danske regering arbejder mod til december at kunne etablere en global klimaaftale i København.

Parallelt med den første video kan man følge Pachauris PowerPoint slides.

Den anden video er for så vidt langt mere interessant. Man kan her under temaet The Perfect Storm møde Tom Lovejoy, leder af biodiversitetsafdelingen af The Heinz Center, Sara Scherr, leder af Ecoagriculture Partners, samt Bill Hare, Visiting Scientist, The Potsdam Institute, som står bag det tankevækkende klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, som udgør kapitel 2 i WorldWatch Institutes netop udkomne årsrapport 2009. (se tidligere blog-indlæg: Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning).

Spændet mellem den første og den anden video viser tydeligt det markante spænd, som i dag eksisterer, mellem hvad politikerne arbejder for (og fremdrager som nødvendigt) og hvad videnskaben fremhæver som nødvendigt. Klimavidenskaben er i dag er entydig om, at en CO2-koncentration på 450 ppm kun er et skridt på vejen, og at vi skal tilbage under 350 ppm for at bremse klimaforandringerne. Og for eksempel Bill Hare påpeger det ønskværdige i på længere sigt at vende tilbage til et førindustrielt niveau på blot 280 ppm, hvis vi vil langtidsstabilisere klimaet.

Der er en gryende forståelse også i det politiske system af, at vi må sigte på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: 350 ppm vinder fodfæste i Poznan). Men IPCC er på godt og ondt et langsommeligt arbejdende konsensus-apparat, som reagerer langt meget sendrægtigt på nye forskningsresultater end de enkelte institutioner og forskere. Derfor kan vi stadigvæk risikere, at den kommende klimaaftale i København, som i høj grad er en aftale om det politisk mulige, vil blive bygget op om en målsætning på 450 ppm og ikke 350 ppm. Ikke dårligt set i forhold til, at CO2-koncentrationen sandsynligvis vil nå op omkring 1.000 ppm omkring år 2100, hvis man blot fortsætter afbrændingen af fossile brændstoffer uantastet. Men samtidig ikke tilstrækkeligt til at opnå stor sikkerhed for, at klimaudviklingen ikke når tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver selvaccelererende. Fra videnskabens side står det i dag klart, at 450 ppm ikke er tilstrækkeligt til at sikre os mod en række alvorlige klimaforandringer, som vil gribe ødelæggende ind i livsvilkårene for et meget stort antal mennesker, dyr og planter.

Ifølge Bill Hare giver 450 ppm os kun knapt 50% sikkerhed for at vi holder os under en opvarmning på 2º – vil vi have en sikkerhed på 70-80%, skal vi sigte på 350 ppm, hvilket igen indebærer, at vi i løbet af få årtier må udvikle CO2-negative samfund, som gennem deres aktivitet absorberer mere CO2 end de producerer. Her er ikke mindst Sara Scherrs rids af mulighederne og udfordringerne i landbrugssektoren yderst interessante.

Den tredje video viser Christopher Flavin, moderator, Janet Sawin, Senior Researcher, Worldwatch Institute, Satu Hassi, medlem af EU-parlamentet, Malini Mehra, Centre for Social Markets, India, samt Yingling Liu, Kina-ekspert ved WorldWatch Institute. De tre videoer er introduceret af Robert Engelmann, leder af WorldWatch Institute.

indlæg oprettet af Jens Hvass

13th Annual State of the World 2009 Symposium, Washington 15.01.2009.

Share

Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning

18. januar 2009

Worldwatch Institute er netop udkommet med sin 26. årlige rapport om klodens tilstand, og med State of the World 2009. Into a Warming World, er temaet i år direkte klimaudfordringen.

Om end det sjældent er opmuntrende læsning, har disse tilstandsrapporter gennem årene givet en række uvurderlige analyser af den globale tilstand. Og årets fokus på klimaproblematikken giver et fornemt, om end næsten knugende billede af det enorme svælg mellem klimaforskernes forståelse af, hvilke tiltag, der er nødvendige for at stabilisere klimaet, og den manglende forståelse hos de politikere og erhvervsfolk, som med deres beslutninger og mangel på samme kommer til at tegne udviklingen i de kommende årtier.

W.L. Hare fra Potsdam Institute giver i kapitel 2, A Safe Landing for the Climate (pdf), et godt perspektiv på klimasituationen. Hvor IPCC nu prøver at opstille en afløser for Kyoto-aftalen, som kan sikre, at vi maksimalt får en global temperaturstigning på 2º, vurderer hare på baggrund af en række nyere resultater, at vi nærmere skal sigte mod 1,7 º eller 1,5º grader global stigning, og ideelt set burde sigte mod et 1º-scenario for med høj sandsynlighed at kunne stabilisere klimaet.

Kapitel 2 afrundes med en skitse til et 1º-scenario, som vil kræve CO2-neutralitet i 2050 og en hurtig udvikling videre frem mod en CO2-‘negativitet’, hvor vi globalt set bliver i stand til at absorbere mere CO2 end vi udleder. Noget i den stil vil blive nødvendigt for at bringe atmosfærens koncentration af CO2 tilbage under 350 ppm – den grænse mange klimaforskere i dag sætter som den maksimale for at langtidsstabilisere klimaet. CO2-koncentrationen, som før industrialiseringen lå på omkring 280 ppm, er i dag på 387 ppm og stiger omkring 2 ppm pr. år. De globale temperaturstigning siden industrialiseringen er i dag på omkring 0,7.

På lidt længere sigt må vi ifølge Hare sigte mod en fjernelse af CO2 i et omfang på linje med de samlede udledninger fra fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse for fuldt ud at restabilisere klimaet med en koncentration på omkring 300 ppm.

For at have stor sikkerhed for, at klimaet ikke når såkaldte ‘tipping points’ konkluderer Hare, at vi må sigte på en stigning på max. 1º. på kurverne herover, som stammer fra kapitel 2, kan man se, at IPCCs ‘high’ scenario, hvor vi kun i lille grad formår at bremse CO2-udledningerne, frem mod år 2100 vil medføre CO2-koncentrationer på over 1.000 ppm og en globale opvarmning i størrelsesordenen 4-5ºC.

State of the World 2009. Into a Warming World, giver et prisværdigt overblik over klimasituationen og er yderst anbefalelsesværdig læsning. De enkelte kapitler kan downloades i pdf-format, se links nedenfor. Der er et eksemplar at State of the World 2009 på vej til vores Agenda 21-bibliotek på Rådhuspladsen 77.

Kapitel 1 rummer en sammenfatning med 10 punkter, som vil kunne give en CO2-neutral verden i 2050. De er medtaget nedenfor i en forkortet udgave, som stammer fra Leo Hickmanns omtale af State of the World 2009 i The Guardian i torsdags.¹

indlæg oprettet af Jens Hvass

State of the World 2009: Into a Warming World, Worldwatch Institute 2009.

Deborah Zabarenko: Halt all carbon emissions by 2050, says Worldwatch, Scientific American 13.01.2009.

Tanya Syed, World ‘needs radical cuts’ on CO2, BBC News 14.01.2009.

Leo Hickmann: Emission impossible, The Guardian 15.01.2009.¹

 

 

De enkelte kapitler:

State of the World: A Year in Review – A timeline of significant environmental news events from October 2007 to September 2008 (pdf).
1) The Perfect Storm – The climate dilemma, in a nutshell (pdf).
2) A Safe Landing for the Climate – Current climate science and the emissions path needed to glide toward a safe landing (pdf).
3) Farming and Land Use to Cool the Planet – The needed transition to carbon-absorbing forestry and food production (pdf).
4) An Enduring Energy Future – The opportunity and the imperative for building a low-carbon energy future (pdf).
5) Building Resilience – The importance of building resilience to climate change (pdf).
6) Sealing the Deal to Save the Climate – The agreement that nations must reach to begin stabilizing the climate while adapting to a warming world (pdf).
Climate Connections – 22 essays by experts around the world on wide-ranging topics relevant to climate change.
Climate Change Reference Guide and Glossary – A primer for following the developments on climate change that will unfold in 2009 (pdf).

Læs mere »

Share

James Hansen om klimaforandringer

31. december 2008

James HansenNedenstående video stammer fra en forelæsning, som James E. Hansen holdt for WorldWatch Institute 21. juni 2008. Hansen er leder af Goddard-instituttet ved det amerikanske rumfartsinstitut NASA, hvor han i en menneskealder har forsket i klima og klimaforandringer. For godt 20 år siden var han således blandt der første til at rejse problemet med de stigede udledninger af drivhusgasser overfor det politiske system.

Video-sekvenser på YouTube kan maksimalt være 10 min. så Hansens forelæsning er delt i fem dele: Stop using Coal, A Climate Tipping Point, The Impacts of Climate Change, The Past 20 Years samt Senator Timothy Wirth. Tilsammen giver de et eminent godt rids af den udfordring, vi står overfor, hvis vi vil vende udviklingen. Vi er ifølge klimatologerne meget tæt på såkaldte ‘tipping points’, hvor klimaforandringerne bliver selvaccelererende. Derfor er vi ifølge Hansen nødt til at håndtere klimaudfordringen med andet og mere end procentvise CO2-reduktioner. Vi må se på kildernes natur, og vi må stoppe afbrændingen af kul (opførelsen af nye kulkraftværker), som erden fossile brændselsform, som giver størst udledninger af CO2 per indhøstet energienhed, indtil vi har udviklet en CCS-teknologi, som kan tilbageholde størstedelen af CO2-udledningerne ved afbrænding af kul.

Læs mere »

Share

Lester Brown: 80% CO2-reduktion inden 2020

8. juni 2008

Japan er netop i disse dage ved at hæve sine reduktionsmål for CO2-udledninger fra 60% til 80%, og det er reduktioner i samme størrelsesorden, som verdenssamfundet under ledelse af UNFCCC stræber mod at gennemføre på verdensplan i den afløser for Kyoto-aftalen, som efter planerne skal være klar til endelig underskrivelse i København næste år.

Men på et seminar i Tokyo fortalte lederen af Earth Policy Institute Lester Brown fredag, at en 80% reduktion af CO2-udledningerne i 2050 er alt for slapt. Ifølge Brown er vi nødt til at nå en 80% reduktion af CO2-udledningerne allerede i 2020, og dette vil kræve en langt mere helhjertet og systematisk indsats, end det der nu bliver præsteret.

Hvorfor udnytter Japan, som har så store geotermiske ressourcer, slet ikke den geotermiske energi, spurgte han dernæst forsamlingen på Sophia-universitetet? På Island opvarmer man i dag 90% af boligerne med termisk energi. Japan, som i dag er dybt afhængig af olien, ville let kunne dække halvdelen af sit energiforbrug ved at udnytte den termiske varme i undergrunden – og på sigt størstedelen af sit energiforbrug gennem systematisk udnyttelse af geotermisk energi.

Tilbage i 1978 grundlagde Lester Brown Worldwatch Institute, som løbende leverer vital information til forståelsen af den globale udvikling. I 2001 grundlagde han Earth Policy Institute, som arbejder for at fremme overgangen til en bæredygtig fremtid. Brown er en af verdens indflydelsesrige tænkere, han har medvirket til omkring 50 bøger om miljø og miljøpolitik og bliver indimellem kaldt ‘miljøbevægelsens guru’.

Nedenfor er der tre videoer med Lester Brown. Øverst en blot 4 min. introduktion fra Aspen Environmental Forum. Dernæst en forelæsning fra Berkeley, hvor han fortæller om sin nylige bog Plan B, og nederst findes en video fra serien GoogleTalks, hvor han ser nærmere på Kinas rolle i de kommende års økonomiske udvikling.

Læs mere »

Share

Accelererende klimaforandringer

29. februar 2008

Worldwatch Institute udgiver en årlig status over den globale udvikling af vedvarende energi, Renewables Global Status Report, som netop er kommet for 2007. Det er både opmuntrende og nedslående læsning. Opmuntrende, fordi der rent faktisk på verdensplan sker en markant forøgelse af den vedvarende energi. Fra 2004 til 2007 er den vedvarende energiproduktion (bortset fra vandkraft) steget med 50%.

Solceller er den form for vedvarende energi, der lige nu vokser stærkest, og den installerede kapacitet voksede fra 2006 til 2007 med 50%. Vindkraften er den største bidragyder til vedvarende energiproduktion, og fra 2006 til 2007 steg produktionen af vindkraft med 28% og kapaciteten med hele 40%. Så der sker virkelig noget med udbygningen af den vedvarende energi.

Men stadig er langt den største del af energisektoren baseret på fossile brændstoffer, og det samlede energiforbrug meget højt, så 2007 gav også ny rekord i atmosfærens CO2-koncentration med 383.6 ppm.

2007 står som det næstvarmeste år nogensinde, med en gennemsnitstemperatur på 0,6º højere end gennemsnittet for årene 1951-80 og 0,8º højere end gennemsnittet for årene 1881-1910, og opvarmningen er højest på den nordlige halvkugle.

Selv hvis vi når dertil, at de samlede CO2koncentratoner begynder at falde, er yderligere opvarmning uundgåelig på grund af den store inerti i klimasystemet. Se Climate Change Accelerates. På samme måde som vi først de seneste år har set de fulde konsekvenser af det 20. århundredes umådeholdne afbrænding af fossile brændstoffer, vil der gå adskillige årtier før mindskede CO2udledninger leder til opbremsning af temperaturstigningerne, endsige slår igennem som afkøling. Derfor er der ingen tid til tøven, hvis vi skal undgå at den globale opvarmning når over 2º – den grænse som det er vurderet vi må holde os under, hvis vi skal undgå, at en række selvaccelererende mekanismer driver klimaforandringerne langt hurtigere ed vi ser i dag.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Renewables 2007. Global Status Report, Worldwatch Institute 2008 (pdf).

 

Share

State of the World 2008

22. februar 2008

Det er ikke altid lige rar læsning, men igennem årene har Worldwatch Institute leveret en enestående dokumentation af klodens tilstand. Den nu foreliggende årsrapport State of the World 2008: Innovations for a Sustainable Economy er således en 25 års jubilæumsudgave. Hvert år har haft sit særlige tema, og State of the World 2008 søger at indkredse grundlaget for en bæredygtig økonomi, som er fordelagtig for både kloden og dens efterhånden mange indbyggere.

State of the World 2008 har i alt bidrag fra mere end 20 forfattere, som i 14 kapitler behandler forskellige aspekter af problemstillingen. Det er dybdegående analyser af økonomien, ikke bare på dens egne indre vilkår, men sat i forhold til biodiversitet, nord-syd-problematik, forbrugsmønstre, klimaproblematik og informel økonomi, blot for at nævne nogle få. Den brede kulturøkologiske tilgang gør det til yderst anbefalelsesværdig læsning.

Ud over den årligt tilbagevendende State of the World, som hvert år tager et særligt emne op, leverer Worldwatch Institute løbende en lang række andre artikler og publikationer, heriblandt Worldwatch Magazine, og Vital Signs. Der ligger en omfattende research bag publikationerne, så flere af dem kan kun downloades mod betaling. Men gradvist frigives store dele af produktionen til fri download, og af de fjorten kapitler fra State of the World 2008: Innovations for a Sustainable Economy er de første fire kapitler på nuværende tidspunkt frit tilgængelige som smagsprøver.

Læs mere »

Share