Strøtanker om bæredygtighed

Samtidig med, at kul-ugen er sat ind i Warszawa – hvilket har givet anledning til mange protester fra NGO-side – så har 27 klimavidenskabsmænd m/k fra alle dele af verden fremlagt en rapport, New unabated coal is not compatible with keeping global warming below 2°C (pdf). Den gør i al sin enkelhed op med forestillingen om, at det er muligt at fortsætte med den nuværende afbrænding af kul, hvis vi skal være i stand til at overholde den målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget i København i 2009. Konsekvensen af 2ºC-målsætningen er simpelthen, at det er slut med flere kulkraftværker. Dem, som overhovedet kan undværes, må udfases hurtigst muligt, og for dem, som i en overgangsfase får lov at fortsætte, skal hurtigst muligt udrustes med effektiv filtrering og CCS-teknologi.

Rapporten er bygget op over 6 statements, hvor det første meget direkte imødegår den seneste tids forsøg på at brande kul som clean coal og low carbon – hvilket er notorisk nonsens indtil den dag, hvor det lykkes at udvikle en effektiv CCS-teknologi:

1. Unabated coal is not a “low carbon” technology
2. Avoiding dangerous climate change requires that the majority of fossil fuel reserves need to stay underground
3. Current trends in coal use are harbouring catastrophic climate change
4. To keep global warming to less than 2°c above pre-industrial, use of unabated coal has to go down in absolute terms from now on
5. Alternatives are available and affordable
6. Public financing institutions and regulatory agencies are reining in unabated coal, but more is needed

Jeg vil ikke her gennemgå rapporten i sine enkeltheder, men blot præsentere nogle af dens figurer som en appetitvækker til selve rapporten (fra statement 1,2 og 5). Så håber jeg, at der stadig  efterfølgende er appetit til at læse den blot 8 sider lange rapport.

For twitter-entusiaster er der i rapporten angivet et hashtag: #NoCoal2C.

Selvom det er blevet sagt, at det af IPPC for nylig fremlagte carbon budget ikke bliver direkte indarbejdet i grundlaget for den klimaaftale, som de i disse dage sveder over i Warszawa, og som efter planerne skal ligge klar til vedtagelse ved COP21 i Paris om blot to år, så er det interessant at se, at det allerede præger hele forståelsen omkring klimaforhandlingerne. På den led nærmer vi os den nødvendige forståelse for, at der er definitive rammer for vores ageren i det globale klima- og økosystem – og at vi er i færd med at overtræde dem så eftertrykkeligt, at der i allernærmeste fremtid skal en radikal omlægning til for ikke at vælte systemet mere varigt.

Læs mere »

Det er stadig alt for tidligt at lægge COP19 i graven som en fiasko, men efter weekendens forhandlinger, som i flere spor trak ud til langt ud på natten, forlød det her mandag morgen, at det ikke var lykkedes at nå til enighed om etableringen af nye carbon markets og hvordan de skulle sammenkøres ud fra fælles opgørelsesregler og en grad af transparency, så der kan være gensidig tillid til systemet. Om det er en reel modstand mod fænomenet carbon markets, eller om det er ulandenes fortvivlelse over, at I-landene tilsyneladende er faldet så meget af på ambitionerne, at etableringen af disse markeder ender med at blive selve klimaindsatsen, er svært at gennemskue. Men for eksempel en række latinamerikanske lande har stærke principielle problemer med denne commodificering af hele verden – garvede kaptallogikere vil nikke med her – og det er sandsynligvis også en del af trægheden lige nu.

Hvor de rige lande synes at insistere på som et mål i sig selv at etablere flere kvotemarkeder, så vil de fattige lande først have de eksisterende kvotemarkeder til reelt at fungere. hvis kvotekursen – prisen for retten til at forurene med et ton CO₂ – var det tredobbelte (hvilket på ingen måde ville være urimeligt), så ville der blive genereret tre gange så mange midler ud af EUs kvotemarked til at finansiere klimainitiativer i udviklingslandene. EU har da også umiddelbart op til COP19 endelig formået at få vedtaget en lille krisepakke overfor sin kvotelovgivning, men i forhold til de bankpakker, som kom på banen under finanskrisen for blot få år siden, er det nogle små kosmetiske lappeløsninger, som ikke for alvor får løftet kvoteprisen. Det, som skal til, for at EUs kvotemarked rejste sig og fik kurserne derop, hvor de burde være, er at EU hævede sin klimaambition for 2020 fra de nuværende 20%, som er noget nær en garanti for at det forbliver alt for billigt at udlede i EU, til 30 eller 40% og allerede nu sigtede på 50-55% i 2030. Et sådant ambitionsniveau ville kunne få kvoteprisen til at stige dertil, at det for mange flere bliver en tilskyndelse til på hjemmebane at lave energieffektiviseringer og investere i vedvarende energi.

Omvendt vil etableringen af flere markeder uden nogen sikkerhed for, at prisen for at forurene blev holdt over en rimelig mindstepris kunne være med til, at ambitionen i selve EU forblev pinligt lav. For det fuldt integrerede marked vil hele tiden søge de klimaindsatser, som er de billigste. Dette er måske heller ikke helt urimeligt, men i stedet for så at lade forureneren i EU, som gennemgående har et højt prisniveau, købe billigt aflad i U-landene, så burde man sige, at man for den samme pris kunne få tre gange så meget klimaindsats i U-landene og så bruge alle pengene og få tre gange så meget klimaindsats. Nu bliver den bare tre gange billigere, og de sparede penge går direkte i de forurenende virksomheders lommer.

Også forhandlingerne om REDD+ ser ud til at være i vanskeligheder. På RTCCs live blog kunne man sidst på eftermiddagen læse:

“Hopes of a REDD+ package are quickly fading here in Warsaw. Papua New Guinea together with the Coalition for Rainforest Nations are again blocking the process insisting that a new Committee be established under a misguided apprehension that this would in some way contribute to the flow of finance to halt deforestation. It happened in 2012 in Doha and history is repeating itself here in Warsaw”, said through an e-mail statement Stephen Leonard, REDD+ Safeguards Working Group.

Ved en amerikansk pressekonference i dag sagde den amerikanske klimadelegations leder Todd Stern, at kullene mange år frem vil have en vigtig plads i mange landes energimix – hvilket desværre nok ikke helt forkert. For kullene er i markant tilbagegang i USA, først og fremmest på grund af konkurrencen fra skifergassen. Og inden for de nærmeste år er der markant skærpede krav til kulkraftværkernes præstationer på vej, hvilket republikanerne i det seneste års tid har kaldt “war on coal”. For Stern bliver CCS, Carbon Capture & Storage, dermed også den vigtigste klimateknologi at udvikle. Og det er givet bestilt hjemmefra, at USA på åbningsdagen for World Coal Summit, som “tilfældigvis” er lagt oven i COP19 i Warszawa, og som åbnede i dag med deltagelse af kulinteresser fra hele verden, fik signaleret, at der var plads til afbrænding af kul mange år frem.

Læs mere »